- Rapseri stupidiRodos, studentiKos tematiKus med Rom til Afthenskaffen
..................... af Jens Haarup Mortensen ..................
Tak for dit brev, kære Morgenstjerne. Jeg deler hjertensgerne brødet med dig ud fra dét, der sandseligt gives! Her indover skriften.
Jeg er først og fremmest glad for, at I har holdt sammen - og fundet vej ud af Århus-studie-miljøets studie af den globalt orienterede, universitære landsby. Tillykke med Jeres forholdsvis nye hus, lille ny og tilværelsen i Østen. Dejligt at høre.
Det er godt først og fremmest at holde livet gående med glæde ved noget, der er til at overskue - sådan som tidens fylde skifter kulør i "vor" tid. Det tror jeg. Samfundsfag med slag i, det synes jeg er godt Morgenstjerne. Men hold dig ikke tilbage, giv fuld skrue på ånden, dine personlige livserfaringer, når du kommer dertil som gymnasielærer eller andet! Vær menneskeærelig! Hold hjertet varmt og hovedet koldt, så der kan skæres varmt igennem før kulden breder sig via forgiftede malt-bolsjer, arsenik og gamle fluekneppelingerier!
Nej, ærlig talt, jeg er ikke tilhænger af den gymnasiale kundskabs-dyrkelse og åndskultivering, grundet mine erfaringer med de klassiske, akademisk-statslige, altså aristotelisk-platoniske traditioners uforstandige, ukropslige og livsforsagende åndsspor. Men aflives skal skolestaten Danmarks cirkelslutninger i dén åndelige forbindelse jo stadigvæk. Og det kan den kun blive af hjerteligt oplyste mennesker, der kan dansk i år nul og opelsker livets egen sande ånd derved. Ja, så stor er min næstekærlige tiltro også til dig, kære Morgenstjerne. Husk dét - husets K d Et, ihukom d under Et. Hold dig klar til at så og tilegn så det fornødne, mens din tid er til det, ja for du har al den tid hjertet modtager, du ved: sålænge jeg lever... Det vil jeg sige og mene.
Herefter følger lidt sandfærdig underholdning i ikke udelukkende stærkt revsende toner. Tag hverken for let eller for tungt på det, for jeg er glad nok, efterhånden nok endog meget glad ved det, jeg arbejder med på den skrift-talende front. Det er ikke forargelsens tone, jeg udtrykker, men der er da naturligvis også sand vrede gående i vor tid. Og den skal finde sine udtryk, da gerne i forbindelse med sine medmennesker, deres forehavende eller virksomhed. Og så vi lettere beriget kan komme videre. Ja ikke alle sammen i samme rundkredsløb, for: har vi ikke snart set nok ulykke og mislykket GLÆDE på grund af vore ihærdige bestræbelser med samfundet for alle i prutskid hele verden? (Undskyld gentagelsen fra sidste brev, men den prutskid elsker jeg altså).
Følgende bed jeg med stor glæde mærke i hos dig, i dit brev:
ÅNDEN BEHØVER INGEN HJERNE, BLOT DANNELSE.
JA, JA og JA i hjertets indforståede, sandt indrømmende, dermed sandseligt befordrende, åndsudviklende navn af menneskeslægten til vækst, trivsel og videre forplantning af vort samfunds-sigtende gode t ro. Også som en sien fra i personende forstand, ja det er hele pointen mellem sandt levende og døde, mellem himmel og jord. Fra livets grundvold, ud til samhørigheden og hjem igen - fra livets grundvold, ud til samarbejdet og hjem igen - fra livets grundvold, ud til samfundet og hjem igen. Så livets grundvold har jo altså også et hjem nødig. Sand begavelse kommer af hjertets livserfaring og ikke hjernens nedarvede idealismer. Men mavens driftighed skal vi altså heller ikke overse i den sammenhæng, thi den viser vej, det er deromkring troen sidder. Har du ondt i maven - eller måske du har sommerfugle i den, som kan kilde under hjertet, så det står op med Gud og går ud til næsten?
Du får som antydet hermed bramfrit og ærligt, hvad jeg har at give af, dele med dig ud fra overskriftens nævnte anledning. Men også sådan, ligefremt, da du udtrykker et mellemværende med samfundets dannelse og arbejdet med filosofi i den henseende, ja hvad ellers! Hvilken henseende skulle man ellers arbejde og leve i? Gennem hele brevet skal jeg udtrykke, hvad arbejdet med filostomi angår, der nemlig på dansk hedder: Taknemmelig fritænkning udfra det oplysende Livs samhørigt sande under til videre sandselig opløftelse af al vort Menneskelivs samfundne vækst og trivsel - for til slut at give en opsamlende formulering af det!!! Men ellers kommer det sådan set bare som skidt fra en spæd guldkalv. Bramfrit og ærligt drøvtygget uden held. (Hvordan hørte du sidstnævnte? Som Hel?).
Skriften er lydtegn, en fattig måde at lade sin hånd som ånd i hørelse af ordet komme til udtryk. Der er jo ikke mange kærtegn i den - arh, men især da ikke, såfremt man bare digter og ikke taler ærligt af hjertelig agtelse for ordets meningsfulde beståen i vor enige menighed på jord. Her i sit danske sprog. Ikke desto mindre kanske, så er det måske udmærket mellem livets brødre, sådan som fortidens tåber i klageråber så har overladt det til os.
Ja, for det er jo altså ikke mig, der ønsker at opretholde en skole i et samfund, der misbruger skriftligheden til først at rette børns sind og sandselighed til, stole dem, for dernæst voksende i institutionerne og industriernes masse-lovgivende bankekøds navne at misbruge det på det grusomste. For så finder de sig i dét og gentager det efterfølgende. Her givet lyd i et bedsk udtag, der vist nok kræver et stort grådigt grin i forvejen: Nu skal I alle indrette Jer efter manualen til maskinen, efter skriften til kirken, efter loven til staten, efter rudekuvertens indkrævning til købmanden og efter lånets hovedstol med sit herredømme over gældsslaveriet. Ja og derefter, i fritidens djævelskab skal I så desuden købe Jer syge i alle de produkter, der siger, at de er gode og godt for noget, for vi tror jo på det gode, ikke sandt... - Og når I så både er blevet myndige, uddannet og kompetente til at arbejde og kneppe fluer, så skal I oplære alle vore efterkommere til at gøre det samme, så successen kan gentage sig. Endeligt, når I så har gjort dét, så kommer udviklingen som et gigantisk ryk i fremskridtet, så løgnens selvsving fra hånden til munden står ud af begge ender!!!
Som om der ikke var et gudgivent hjerteligt sandt vækstvilkår af organisk, samdrægtigt åndende, levende sandseligt kød og blod at tage højde for med glæde. Jovist, som det bekendt er ganske vist: Når man rækker fanden en lillefinger, ja så tager svinet hele amen i kirken, nej så - til også bekræftelse af dit synspunkt, kære Morgenstjerne, om det lader sig gøre eller ej, ja, for det er ikke op til os at dømme, før dommen falder i hjertets sandseligt opstandne ånd, helligånden - aarh, men nej, så: Spis ikke af uren selvretfærdig statslig hånd som ånd, thi da kan du intet troligt høre!
En stat har jo ingen menneskehånd som menneskeånd i Livets navn og sådan formidler og forædler mange af dens funktionærer jo fortsat i deres naive forventnings skabelse og vækst med den selvretfærdig løkke hos Psyke som om de var aldeles uden egen-interesse, ja sørme så kun gjorde deres indsats i henhold til vor samfundsorden og nød. Nuvel. Når den menneskelige nød går via menneskers egen selv-indbildte hånd som ånd, så er det uhyre vanskeligt at knække nøden. Men gøres skal det dog alligevel, så nøden klæg kan omvendes i skæg fra sin hårde skal til blommen i et æg. ForHør det er i sandhed det nød-vendige kim og ikke bare åndsforsnottet det liderlige teorim udi matematikkens kapital-statslige paradigm’.
(SE BORT FRA SIDETALLENE HER PÅ BLOGGEN)
*1*Mavens element bærer... 7
*2* Med en samfundspligtig... 9
*3*Den universitære... 23
*4*Vi lever forkert... 30
*5*Jeg fortryder intet... 37
*6*Livet er ikke en... 51
*7*De helllige skrifters... 56
*8*Tilbage til alt og... 64
*9*Jeg er iøvrigt... 71
*10*De tre ord... 83
*11*Dannelse... 98
*12* Hvad handler det... 117
*13*Den sandbårne storhed... 146
*14*At være kongetro... 160
*15*OPLYSNINGEN 175
*16*DANNELSE 201
*1*Mavens element bærer...
Mavens element bærer mit liv vel så i vækstens bondne, ganske træge ånd som du véd, nede fra muldens grøde med komøg og op om begge ører med fed mælk fra tanken i sin barndoms tid - hvorfor jeg vel samfunds-naturligvis ikke klarede mig fyldestgørende på de med et fedt bonede gulve. Trods næstekærlig medfølelse, der så naturligvis kommer på tværs i al uforstandighedens golde farre-stalde til kun det universitær-kapital-statslige samfunds nytte!!! Ikke blot uforvarende, utilsigtede gammel-liberalt oplyste grundholdninger har vel hængt i tøjet på mig, så det måske lugtede for nidkært - og mere moderne udtrykt: ejendomsretsligt - for ungdoms-oprørerne. Men hallo, det var dannelse med oplysningen, sandheden, helligdomsretten, jeg søgte og jeg elskede da ligesåvel sortbrogede kvier dengang som gule jerseykøer endnu...
Nej, jeg har ikke set op til det forkerte, men er blevet forkert kanaliseret og forført af tiden som vel stort set mange andre. Vi, mange af os er blevet taget ved næsen, senere røven af tiden, men den holder ikke længere, nej, det går ikke længere bare at beskylde udviklingen eller tiden, der jo er djævlen. Ikke mindst, når der altså er gjort sandt sigtende erkendelsesmæssige bidrag med henblik på det livsforførende institutionsliv, vort samfunds udviklingsmåde gennem umindelige tider, ja da også lydende på det uladsiggørligt samme i al evighed. Kom lad os brokkke os...for det er samfundets skyld. (Steffen Brandt)
Nej til brok over stok og sten, men tror man ikke, at det sker af hjertets uskyldige grund? Hører man ikke efter i tide, inden tiden løber ud og af med én i årsags-mageriets uendelige skyld? Overhører man beklagelser, ja for så skal man da ganske vist bide mærke i dem, der aldrig kommer til orde, fordi beklagelsen vokser indad og sætter sig som stress, vrede, dårligdom og sygdom - undertrykkelse af ordet! Indskriver man 70'ernes evindelige, men alligevel protestantiske sange som et afsluttet kapitel, der ikke handler om vort samfunds masselovgivende, masseproducerende og massemedierende kultivering af kødet. Der jo også videre fører til masser af succes med blip, båt og Gud, hvor går det godt i knopskydende driftighed ud i den blå luft som sønderrivelse af al vort forstandige vækstvilkår. (Kim Larsen). - Men er jeg så også afsluttet som værende født i '74, velsagtens uforvarende, troskyldigt, dog ikke alene rundet at 70-80-skolens psyko-pædagogikker?
Nånå, men lad mig så fyre op i kakkelovnen med andensorteret brunkul, så vi kan se om der skulle være brandvarme diamanter tilbage, der aldrig kan slukkes, når de skal slukkes. Av for satan lille Danmark, det var som bare pokker, at også jeg har min tro, min kærlighed og håber troen vil vare ved! - Den sætning er fra Vesterbro Ungdomskor med bla. bånd som Kattejammer-rock og Hjerteblod, tror jeg nok, da det efterhånden ellers er mig flintrende ligegyldigt, hvilke idealistiske omgivelser, de græske musers psyke indsynges i, sålænge menneskebarnets sande hjerte troligt synger den slags ud og væk igen. Ja den sætning var vist nok svær at forstå med fingeren til hebræisk, græsk og latinsk orgelspil, dog ikke for oplyste vikinger, der jo godt forstår, hvorfor der går Kaj og Andrea i lortelandet med Buster Erigon Mortensens store møgbeskidte... og Buster Larsen i opblæsning deraf, der, såvidt jeg har hørt som fem fjer, var forfattet af Johannes Møllehaves satyr i sine unge dage. Ære være Busters minde og iøvrigt herfra en stor tak til Johannes døberen af de danske med sine mange arner rundt omkring, for nu kommer Jens helligånds-døberen snart ud over det hele, ja før vi véd af det!
*2* Med en samfundspligtig...
Med en samfundspligtig deltagelse ihu og sågud da, naturligvis som et livets eget vidnesbyrd forsøgte jeg at lære skøjteløberne noget om sandhed ved at bryde mig til og suge til mig. Og forsåvidt inden mavens samfundslag trak sig sammen, så jeg af min tro hørelse for mit oplands mennesker og min familiære baggrund måtte afbryde mit tilbud og selv på glatis som maler og postbud med rester af den forpulede overhørsels-indkomst-kultivering af menneskelivet oppe i den blå luft med pigerne. Ja hængende over hovedet som en ganske tung sky af sand samvittighed. Altimens malermesteren påstod, at han sad ved siden af Karl Marx i skolen, når snakken så ganske kort kom ind på det. Og Svend den anden dernæst kunne tilføje, at han godt huskede ham, da han efter sigende havde klasket en makrelmad ud på hans bord. - Nu var jeg pludselig skøjteløberen, ja ærlig talt i ganske lidelsesfuld kamp med at få skøjterne af og fast grund under fødderne igen, inden også opløsnings-midlerne i den sammehæng pådrog mig ydereligere hjerneskade. Jeg skylder dem dog alligevel en stor tak, de to maler-brødre. Ja for de var så enkelt og ligetil ganske hjerte-forstandigt anlagte med dyp i dyrups og dyresteg, at der også var plads til at fedte for folk og smøre tykt på over en bajer som vi plejer. (Citat. Malermesteren).
Men det jeg kom fra, ja jeg kom forsåvidt med budet ud af den gamle mave, fødelandet, inden at både hjernefolket og hjertefolket kommer til at sande det hele forfra på rigtig gammeldags hård vis, ja som de så åbenbart har gjort sig fortjent til i deres formøbling af formuens videre formåen med vor mavelige beståen.
Deres er ikke alle de andre, allerhøjest de nævnte, men desuden også bare udtryk for en afstandtagen til en åndsmåde med livet, som hjertets hørelse sier fra i sin brede forstand, uanset erhvervsmæssig eller egnsbetonet baggrund, jaså lige for Gud-næsten da fortsat kan slå den sortes sorgs mareriddere af dannebrog af hesten. - Fuldbyrdet inkompetence i livets sande navn er dét, der er foregået og stadigvæk foregår herhjemme, hvorefter man jo så ikke kan sige til glæde for alle børnene, eleverne, de studerende, borgerne, mv. - medmindre, ja for det stiller jo opgaven, vi ikke må svigte i et og alt, uanset hvem og hvordan...
Besindelse lød en opfordring på i det aaarhusiassnuskede universitets-miljø. En rigtig latinsk landsby i byen blodrød. Så lad mig lige riste dem lidt mere oppe i den syvende himmel. For hallo halve øje uden ywn åp, der kan høre, så jert stadi a lot - der gives da ingen besindelse i løgnens universitære miljø. Naj, det er lyw og da helt til rotternes grin at bilde unge udestude den slags inde på fængslende vis, for den tilkommer jo kun ordet mellem himmel og jord, ja så ganske jordet i vækstens kødelige favntag helt ned i maven. Besindelse er ikke en fremtrædende egenskab blandt bogligt begavede uden forstand på ordet, som tilfældet er deroppe. Og det bliver det aldrig. Da slet ikke for en letsindig midt-og-vestjyde med glædestungt hjerte for alvor, født i det sydlige nordsjælland og med kærlighed til ægte, sandseligt mennesketro københavnere i kongens stad, landets hovedsæde. Ogdasåvelsignet rundet af snadsk på kongelig sand dansk forstand.
Tror du, det er en and sendt til dna-analyse med spass.... på sygehusene uden menneskeslægtsforstand på generálen? Nej, spøgelset tilside med sløret, hjerteligvis gør din æreligt sandende ånd ikke det, kære Morgenstjerne. Men besindelse lader sig altså ikke gøre i voldens kliniske fødestuer, hvor det jo kun er modtagere på over-hørsels-indkomst, der er lovgivet ret til frugten af andres trolige åndsarbejde!!! Ja, så værsgo at spis, spis alt, hvad I kan i draculas gule hus på galgebakken, så I kan blive mætte af besindelse og besindelsens besindelse i selvets tredje potens med løkken, hjertefattige blodsugere af al vort menneske. Når du strammer garnet...
For kan I, universitære forledere, ikke engang ”fortolke” jagtgeværet sandt: rockerne, banderne, rødderne og det efterhånden alt for værtslige – vær t som lige - Kristi-anus-miljø, men alligevel, samt ungdoms-miljøets faderhuslige historie, de tilkomnes undertrykkelse osv. Alt sammen på sin plads med også bål og brænd i gaderne tilfølge. Jeg mener kan I ikke engang fatte dén usædelige universitær-statsborgerlige sædeligheds vantro I udgør og hvis efterladenskaber, som de sågud af sandseligt hjerte i protest opstår af? - Skal der 25000 børn til fra alhus universitet og så videre tilbedelse af det universitære rundt omkring, så også det kongeligt forplantende skal agronomiseres, for at blive del af den skattede universitær-statslige kage. Skal der rundt regnet 2-300.000 universitære forledere, samt deres livsforsagende efterladenskaber udi teknologisk-teknokratisk symboliserende virksomheder med sine mange, mange guldrapporter, altså sådan et cirkus samtlige danske arbejdspladsers kød til for at genfortælle, hvad der har været gældende gennem 2009 år og såmænd stadigvæk er sandt gældende i år nul, her og nu som i al evighed.
Sandheden er den samme i sandselig forstand, men tonen er skærpet, da forløsningen af den til glædens genopstandelse ikke er indrømmet i sigte for vort organisk åndbare kød i vækst og trivsel her på jord. Og overhovedet ikke er gående i uddannelses-appelsinens turbo. - Ville man lige smidske sig med olympens universitære guder i kejser Neros fodspor, i hans forveksling af misundelsen på Psykes skønhed i sig-selv og Kærlighedens menneskevarme sands til helbredelse og opløftelse af samfundet i samhørighed? Ja, det gælder da i høj grad også Jer, psykologer og psykiatere, for hvad er det I dyrker på anstalterne rundt omkring? Skal jeg give Jer en sandfærdig lærestreg om projektion på eriks station og overførsels-ind-komstens dannelse af statsborgeren uden forstand, uden tro, uden hjerte, uden sandhed i sigte for vor menneskelige beståen per sonende vis? Det samme gælder Jer, sygehus-gymnaster og entusiaster udi opførsel af sygdommens helbredende huse.
Ordets sands, ja Livets ånd blev til kød og kødets hjertetro sands i sin renselse videre til ordets hænder hos det kongeligt oplyste menneske af slægt – dog ikke hos satans symbol-arbejdere, såsom f.eks. banken eller skatte-statens imamer til indkrævelse af egen løn, jævnfør en selvbestaltet ideologisk opfattelse af kapitalen eller loven som deres ret, deres bord. Som de så usselt uskyldigt siger: Sådan er vor samfundsorden! Ja sågar uden en kæft forstand på, hvad livets sande vækstsamfund er. Altså hermed anvist, eksempler på mennesker, der ikke formår at bede om forladelse for vor skyld og skyldnere til fordel for den sande uskylds sandselige kreativitets beståen med barnets videre opvækst i helligånden iblandt os og derved livsnaturligvis et samfund, der føjer sig, indretter sig derefter. Simpelthen, ja, så ganske enkelt kan de ikke arbejde for livet, har de intet nyt at byde på, hvorfor ingen anden må kunne det. Nej, de indkræver jo blot på gammeltestamentlig vis åger og da er der jo ikke andet at gøre end, før eller siden at gøre et øje-for-et-øje gældende igen overfor den slags virksomhed. Hverken mere eller mindre, for regnskabet gør sig også gældende i sandheden og den står gudhjælpme i vort hjertekød, vor krop og ånd, kære medmenneske. Ja, det betyder bare, at vi god-modigt og tål-modigt skal ånde det, istedet for at forsage det bag f.eks. computer-skærmens utrolige arbejdspladser i deres skalten og valten med livets eget ord og kød.
Vil de principper for forretnings-førelse, fint, så bliver det i Livets sande navn med Vor Herres mellemkomst, altså Ham, de ikke kender i liv og gerning!!! - Sig mig engang troede I, at det var satans kapital-statslige arbejdsmarked, der var helligdommen til videre åndsberigelse af kødet i sin ægte skabelse af ordet!!! Jamen herreste Gud, kære medmenneske, tag aldrig næsten på ordet uden Gudlivets sandselige mellemkomst. Da slet ikke overfor den omtalte slags livsfornægtende sataner, der ikke vil arbejde for livets sande vækst og glæde. Ja, de har jo altid brug for en underskrift, uden at være klar over under hvis højre hånd ordet er skrevet i tro hørelse og adlydelse af Vort oplysende vilkår, Herren Gudlivet, kongen og dermed Hans folks, os, menneskebarnet i vækst og trivsel med al vort, ja! Fik i den? - Nåmen gælder det, der står på papiret så ik’, pyl pylp? Jovist, jojo, det gør det skam i ordets sande navn: slægtskødet og brødet i sin sandselige fordeling til håndtering af glatnakker og krysteres syndsforladelse. Forlad satans syndige statsbolig og bankvirksomhed eller Jert blods hænder vil flyde med børn i graven!
Sagens kerne er jo, at hverken bankvirksomhed eller skatte-statslig virksomhed foranlediger et organisk bæredygtigt vækst-samfund til vejvisning, forplejning og helbredelse af vor ånd som hånd-i-hånd med børn og vore slægters forplantningsenheder, men derimod i sagens ædelmetalliske natur, kun kan modarbejde det. Ja værre end ædelmetallets forædling af kødet som i det gamle egypten er da lov-elementet, der opstår i køligvandet derpå: den lovmæssighedsdyrkende regeltvang og den lovgivende vejledning af alles ånd udi det iltfattige, kolde universitets status-opgør med alt og alle i verden af det lave. Det er råt had og rå foragt, der udgår fra kaptialens store virksomheder og sandelig ikke mindst staten i sin aftale og forpligtelses-industri. Værsgo at arbejde med vækst og udvikling af livet på danske grund!!! - Kom så usle lem i jert, for vi er personligt ansvarlige for menneskelivets samfund i sin beståen i al evighed og benævnte virksomheder forurener blodets ånd, ja som det jo er så ganske gammelkendt. Det martrer os fra slægt til slægt gennem deres og lignende tvangs-symboliserende indavl. Inddannelse af sindet og ikke uddannelse til videre udfoldelse i samhørighed med vækstens organisk sande vilkår. - Der ligger et stort stykke livsarbejde foran os, det venter forude som det har gjort helt fra gammel tid, bagude, hvilket kræver indrømmelse af livet i al evighed at sandse og sammenholde til opstanden vækst af samhørighedens under i ét. Det er ikke selv-forsyning, som det handler om, men menneske-samfundets forsyn i sandselig vækst og dermed udfoldelse af vort sande levebrød med glæde. Jordbunden.
Så, ja, når man ikke kan undlade at svine med menneskelivets sande hjerte, så falder Guds vrede, Livets eget kærtegn i hjertet på børnene – og det er så, hvad det ér, men det skal fandme ikke gå ud over andre som gældende for alle andre på normal, normdannende vis. Det gælder osse Jer, rets-kyndige røvhuls-ånder i de danske domstole, der herefter står gabende tom med al sit fesne lort af utro menneskelivsførelse, i sandhedens locum, så ganske ligetil at lukke op og – snak med i den store telefon. (De Nattergale). Ja, husk nu, at det er strafbart ikke at tale sandt i retten! Er det iøvrigt locums-snak overfor Jer på latrin, hvaarg, Justitsias Universitass selvretfærdige legeme i modtagelse af en lind strøm af Vor Herres valuta!!!?
Kan I så falde ned, kejser nero-drenge med alle Jeres undersåtter ligeså, ned oveni lovens karnovskisnovski, så vi kan krølle dens sølle papir ad helvede til, hvor dens praktis jo kommer fra. Helt ned og ind under gulvtæppet, så vi kan støvsuge Jer op gennem det, hænge det over tørresnoren til bank, for dernæst af rulle det sammen og placere Jer med Jeres lort lodret i brænd som ildsøjler langs hærvejen ned til Rom. En for hver syvmile-skridt, som Peder Syvspring vil danske. Eller ham har I måske aldrig set? Det går ellers i fuld firspring med hans frænde, Dan, ja alt, hvad remmer og tøj kan holde over stok og sten, når første Lange Jan spæner foran.
Det kongeligt oplysende foregår desuden sjældent nævneværdigt varmt forplantende indover skriften, nej det løber da først og fremmest i blodets bånd som ånd hos de tro med deres arbejdsomme hænder og kærlige favntag af livets børn i slægterne. Det er almindeligt på helt unik vis - men bliver da aldrig normalt, nejda, den slags normale normer handler ikke om menneskelivets hjertelige beståen på jord, men desværre om Jantes selvretfærdige ånd i vækst. Teknologi-teknokratiet er iøvrigt en blændende formidler af det, da det jo er produkt af den matematiske normals skoler, Justitsias ”højesteretslige” kultiveringsbedrifter med sindet, mentaliteten.
Værsgu artig at glæde Jer ved sandheden, for den er ikke ond, men forløsende, frisættende og udviklende af Jeres sandt personende vilkær og dermed menneskeligt sigtende udviklings-potentiale. Endda til glæde for al vort en dag oplysende samfundsorden grundet på ordet, kødets sands i samhørighed med vækstvilkåret. Altså også dit kød, der for mig er næsten for alvor. Du kommer næstefter mit sande lod hos Gudlivet: Vort mellemværende i al sin her-på-jord-lighed og i al evighed. Så sig ikke aaaah som hos tandlægen eller uuh som i forskrækkelse, men eeeee...i alle E-Vi-god-hedder på din vej. Ja hele vejen og indtil du kan nøjes med at være som du er skabt i al evighed på al mindelig vis. Med fryden og gammen til godbidders bryden med skammen. - Og glem da iøvrigt ganske trygt e-vitalitetens samtale-køkkener i deres skuffende e-vindeligheder, for dem er der ligesom ikke indbygget skabsplads til, ejheller rum og råd for dyr’ til. Ja, undskyld, det var vist for skabagtigt pladseret i føljetonsvisen om de ordgejlende sager i sandkassen, men altså: Gode dyr kan godt blive rådne.
– Jeg fortsætter: Det er ikke pladsmangel, der er vanskeligheden, men skabsåndens håndtering, der lukker lågen ind til livsåndens hjertelige skabelse, hvor kopper ellers omvendes og propper sprænges, så dråben i livets bægre netop ikke flyder over, løber ud ad døren åben eller sprøjter afsted, op på vinduets spejlglas og så videre stik imod nordlig skik render ud i sandet som tis, stukket af gris og tak-ska-du-fik. Det er dét, der er vanskeligheden, hører I? - At god blev til gud på dansk skyldes, at vi ikke gider platonisk kapital-stats-forført kærlighed, falsk kærlighed eller fælles-selvskabeligt guld som et svin af alskens gode idéer, der intet åndedræt kan bære. Ja og at vi end ikke skylder det foretagende en rød reje. Det kan få skallen i hovedet. - Det godes idé’ utallige gode idéer bærer ingen sand hjertelighed, ingen sand vækst til gavn for al vort. Nej, for det er ikke os som i os-alle med os-alle-fordelingsgode-idealismerne væltende indover, nej, gentager jeg af hensyn til menneskets hørelse, det er ikke os, der er gud, men: Vi er til med al vort levende liv i sit samhørige under på jord med himlen åben over os. Ikke sandt, vikonger.
Jovist: Altså regelfølgens systematiske lovkultivering af kødet er så ganske farlig, fordi den gør os blinde overfor ikke blot hinanden, men også overfor vort sande vækstvilkår. Vort samfund er f.eks. i krise, finanskrise er det blevet kaldt, men det er det ikke, nej det er kun dem, der ikke har hørt efter i årevis og derved, med deres indkrævende netværk har voldtaget den resterende del af befolkningen, så at sige pulet den igennem på alle leder og kanter med sit selvretfærdige flueknepperi. Suget blod og tørlagt børns opkommende samfund. – For væksten er den samme, men de kan ikke se den, fordi de aldrig har indset, at væksten er den samme i al evighed og at der ville være så rigeligt til os, såfremt vi undlod at bilde os ind, at vi også selv skulle få planterne til at gro, dyrenes hjerte og vort eget til at slå, mv. I det mindste da undlod ligefrem at asfaltere vort vækstvilkår.
Så, ja, tjada og tjære, hvordan går det med udviklingen af dét åndskundskab, kropskundskab til mestring af ét og samme sprog: Livets eget, I véd nok dét, der kan skelne mellem levende og døde, derved vokse i sandseligt sigte til gavn og glæde for al vor oplysende livsførelse i helligåndens organisk samfundsudviklende navn med glad krop og ånd som ét legeme i samhørighed. Hvor langt er I med alle kompetændcerne? Eller skal I kastreres, før lemmedaskernes dansker kan mærke sig, hvordan menneskeslægtens samfundne træ gror og forplanter sig: at det afgørende ikke er, hvor tung pungen er? – Nej, retningen er sågud ikke universitær og lader sig på ingen måde bekræfte og virke ad akademisk-politisk kapital-statslige skolevej, hvilket da er umådeligt synd for det unge menneskeliv I systematisk ødelægger. Thi da kan det jo intet troligt nyt bære ind i samfundet, kvajpander.
Fandt I Jer lige en velfærdsfed statsborgerlig tilværelse ved at tage menneskelivets skjoldunger som gidsel i Jeres højforagtelige videregående rødvidens-selvskabelige knowhow med børnehaver, folkeskole, gymniasjask og universitære love udi verden af det lave til intet livs nytte, bortset fra Jeres eget, selvfølgelige? Hvaar!? – Og husk nu, at det er strafbart ikke at tale sandt i livets højesteret og at vi sågud er personligt ansvarlige for vore handlinger med menneskelivet ifølge Saxos absoloniske valdorf-salat i blodet og luren-drejerens valdhornede trut i ånden som lyd at lystre. Ja gu’ er viså. Såså, så - nånå, nå, når, så. Osser pølserne på rækkerne sprækker i kog af grin og piben får en anden lyd end akademisk sovs.
Nej, I kan hverken finde skjoldet bag skærmen, staten, kirken, skriften eller kapitalens selleri. Thi det kræver almindelig slægtsforstandig hjertetro i år nul fra barns ben, uden aldeles sønderrivende skalten og valten med den. Dog ikke uden prøvelser i Livets navn, ja for værre da med Jeres køds prøvelser gjort af spejlbilleder. Klir, klir, klir og syv års ulykke, så de arbejdsomme tro menneske-danere rundt omkring kan få fred med deres fede år igen og tilkomne til landet mærke den sande hjertevarme i al vort liv. - Kan I selv gå eller skal i bæres ud af landet, universitets-nørder? Sagt til kirken: Begynd at udvide kirkegården med gravpladser eller skal vi bære dem helt til Rom, så de sammen med den øvrige romantiske præstestand skåret over samme kappestridige vendekåbe i det universitære, kan fatte, hvorfor der blev placeret en kristen kirke dér. Ja, med et budskab til frisættelse og forløsning af menneskelivets sande forsyn med livets vækst på jord. Tilmed forsoneligt i personende forstand. Og som vikingerne så tog ved lære af på deres helt egen lystigt lystrende måde!!! – Altså kan I snart høre ordet blive til kød på dansk eller tror I ikke at livskærlighedens helligåndende sands i kødet og videre udviklingsvej med livet tilsvarende gør sig gældende på for eksempel kinesisk eller arabisk? Er I patsvage eller hva’? Eller skal I bare ha’ hele livet på underskrift stukket ind gennem øjnene, før I kan forstå at leve det hele ind i koordinerende regelfølge og organisationers trillebør uden organisk tæft, ih du milde hør og holdkæft!!!
Haha, uforstandigt velsmurte rationalister og aftørrede romantikere i druknelse af det universitæres vin: Jeres dage er talte og det bliver en glæde atter at høre sand dansk forstand af kærlighed overvinde alt, nok engang. Også selvom det naturligvis koster Jeres selvfølgelige livsforførelse, kanske også mit liv, men ja, ganske som I jo i sandhed selv er ude om det ved systematisk at knægte det danske samfunds menneskebarnligt wekinge-store udviklings-potentiale, samfundets. At oplyse det magter I jo ingen gang med livets eget ærligt tilsandet liv som indsats. Ja I står i forvejen til bukke-prygl, så der er da ikke mange, der græder over, at der bliver skudt lidt på Jer. Æret været de dødes minde og forløst dermed de efterladtes sorg til videre omvendelse med sand glæde i vækst - da I jo som sædvanligt er ulækkert uskyldige, hverken kan eller vil vedgå, ja ingen sand skyld bærer i hjertets glæde eller desuden kan og vil vide af i en uendelig skyldsforladt, ansvarsforladt universitær-statslig samfundsvirksomhed gående mod uendelig. Det hedder knowhow, ikke sandt. Godtså...
- Ja gudfrimigvel iøvrigt, for hvor er det flovt, at danskerne har begivet sig af med at sælge knowhow uden menneskelig forstand på at håndtere hverken pinden eller lorten i eget røvhul. Ja undskyld mit sprog, men at feje for egen dør er for mildt sagt, da det idag vil kræve en kost, der kan møve svinehunden det sidste stykke udover kanten, i sit frie fald ned i afgrunden med alle sine dansk-romerske-kejser-rige folkelige rettigheder. Dem taler jeg ikke for, skulle du være i tvivl, kære Morgenstjerne. – Nej, vil man koste med min søns liv, så skal man den-unten-lynme være klar over, hvad man koster med og det hele vejen ned og op, ud som ind, uanset hvilket sprog de vælger at tale i til videre udbredelse i den ganske psykopatiserede folke-rets-fascistiske befolkning, hvoraf der kun findes ganske få mennesker med ærværdig oplyst menneskeforstand tilbage. Altimens alles hjerter så aldeles forsikret i begge ender og på pensionsordning med samtlige fagforeningers ideologier og røde roser sidder helt oppe i halsen af skræk over den gentagelse som de i efterligning af stats-institutiones usle livsforførelse til uniformerende ligestilling er i færd med at gøre gældende over alle. Og hvorfor angst? Fordi det allerede er vore efterkommeres forvredne livsvilkår. Tillykke, tillykke, hurra, hurra, for idag er det fandens fødselsdag i Jeres børns hjerter!!! - Glemte i lige at plukke roser, hvor ingen roser gror, så rosens torn i øjet på bjælken er i fuld sving ind mod panden af Jer? Hvar ligemagere med falske myndigheders magt bag? Kan I kende forskel på samdrægtighed og nederdrægtighed?
Eller kan I hverken høre eller se menneskelivet og tage det til efterretning som en anden ganske simpel elektriker, som Elvis, da han forlod masselovgivningens bygning? Og han var kanske ikke elektriker, så det var sikkert falsk og forkert fashit med dårlige karakterer og en dårlig karaktér tilfølge, ja så skal vi ikke nedsætte en provisions-lønnet forsknings-kommission og gøre en undersøgelse, så alt det selvretfærdigt gode, sandset skønne kan opklare den sag, for dernæst at være op til politikerne at træffe afgørelse i og tage en videregående beslutning om... for Elvis da, han ska’ da tihvertifald straffes for, sådan at misforstå, hvorvidt man skal tage sandt til efterretning, der ellers, når det ikke sker, jo altså koster menneskeliv!!! Ja, fatsvage fakulteter, udi mågeskrigenes måbende tågelandskab.
Vil I gerne leve på jord? Så lad mig sørge for, at I kommer helt derned, ja ind til det sande hjerte i livet, op og så ud igen, så vi kan høre, hvor satans forlorne sandhed har taget bolig? Den der lyder så pæn, så sand, så god, så rigtig og skøn, ja selvretfærdig og normal i henhold til 2500 års justitsial dyrkelse af svinehundens ligevægt i kødet, som vi så bare lige selv mangler at få forsket lidt i til videre udbredelse i hele samfundet, på alle planer og indenfor området, ikke sandt. Kan I håndtere det? Undskyld, det var dansk, jeg mener: Administrare!!! – Men sådan joda sandhedens pænt asfalterede facade-anstalt, der bare ikke er kærlighedens i sin livsnaturlige opførsel i slægten, livets gang, nej, da den ikke så kan blive det i kødets sande hørelse og da ingen arme og ben er givet! Sandhed går via tro kærlighed i kødets samhørighed med menneskelivets mangfoldighed vidt og bredt og Jer, der ikke er gået den vej op på over-bygningens, over-førsel- og over-hørsels-indkomst, altså ingen tro hørelse er givet... Farvel sålænge!
Ups, var der nogen, der kunne høre, hvor store svin I er som sindslidende undervisere! Ups, var der nogen, der kunne høre sit eget oplands nødråb og hvorfra, i hvilken bygning nødens generator stod! Ups, var der nogen, der hørte og indså, hvad skriftligheden og symboldannende virksomhed også bruges til overfor sande mennesker, livets børn, barnet, der kommer med ordet, det opkommende vækstbærende samfundspotentiale! Ups var tilskuddene til Jeres institutter, Jeres løn afhængig af besøgende og deres beståede eksaminer, da det ellers ikke har været muligt at råbe Jer op for det omkringværende samfund! Hvordan går det danske imamer, kan Jeres studerende varetage deres eget liv, kan de forståå det eller indgår de i en ”lille” sikring af Jeres usle løn? Er vi jo bare alle samme taget som gidsel af statslig virksomhed eller er der nogen, der opretholder gidseltagningen på ussel selvretfærdig vis og således knægter ordet talt i hjertet af Vor Herres sande bud, sågar i hele befolkningen! Ja endog hos muslimerne og de øvrige godtfolk, der er kommet til! Ups, romantiske græskar.
Ja, for troede I ikke, at der skulle komme noget bæredygtigt og holdbart sandt som sandseligt befordrende ud af den akademiske statsvirksomhed, jeg mener det har jo trods alt taget 2500 år i 160 år, så som oplyste danere både før og efter grundloven vil vi da hjertensgerne snart se de vidunderlige resultater, mærke de uimodståelige konsekvenser af det frugtbare arbejde kaldet forskning, lovmæssighedsdyrkelse og lovgivning. Og dermed den enorme vækst og trivsel som det jo må kunne tilvejebringe, så musisk skønt, sandt og godt det jo altsammen lyder i al sin ligevægtige symmetri, hver evige eneste gang!!! - Fordi det ikke er indrømmet i år nul og derved renset og spyttet ud af livet i al evighed, thi der er kun én evighed og det er Livets, menneskets, kærligheden, levebrødet, kødets, åndens oplysning af og til al vort organisk samfundne vækstvilkår. Siger det Jer ikke noget?
Altså, altså, nok engang: Hvor mange år skal der til, patsvage akademikere, politikere og platonisk selvretfærdige statsborgere, før I forstår den romulus udulius hund i er patter af i det universitære Europas salg af gammel ost fra Kreta, worldwide? Og hvorfra det kommer ind, gør sig gældende på livsforsagende, utro vis til hele samfundet bliver et sandt mareridt at leve i? (Kursiveringen er fra Sebastians: Skatte-øen, men det gør det imidlertid ikke mere usandt). – Undskyld mig, men har I ikke rigeligt med hjerteklar dansk oplysningspligtig menneskevarme til at lade græsk-romersk, platonisk-aristotelisk, akademisk-politisk universitær-statslig kirke-kultur rådne op i eget kar, ganske som det sågerne selv vil døde sig selv-selv med dig, der var mig og alle Vito sammen med Umberto ekkodalen på Bornholm - sejlende i en træsko, der så ganske sigende var tom, da den kom til Rom. Eller ønsker I ikke forandringens navn i helligåndens fryd af livets åndedræt, fremfor chaaange - my money som opslugt af romergræsk dyd? Véd I ikke engang én gang for alle, hvor tampen brænder i aftenlandet?
SVAR til alle, der jo alligevel ingen kan mønstre, når tampen brænder: Menneskebarnets sande hjerte til og med opvækst og trivsel på jord i sin fortsættende åndsudvikling af kødet i samhørighed! Personligt står og består intet menneske udenfor menneskeslægten på jord, thi det er den anden vej rundt: I kraft af Livets natur, herunder menneskelivets hjerteligt sandt indrømmende slægtsbårne natur, at det personende vilkår bliver en opvoksende, oplysende gave og opgave i sit vækstgivende sigte med bidrag, vidnesbyrd til og med al vort samfund, vort samhørige vilkår på jord. Det er noget man ganske let forstår i livets medfødte ånd, såfremt den altså ikke senere, nærmest hele vejen op var blevet maltrakteret af den akademisk-politiske kapitals utålelige lovbyggeri og fedtede, usle mennesker, der jo ikke kan undlade deres tungnemme ødelæggelser via tvangspsykologiseret selvretfærdig livsførelse i sine rets-fascistiske, uendelig behovs-retslige masselovgivende gentagelser.
Må døden være med Jer alle i dén blinde boldgades gyde, så vort menneskeliv kan genopstå og fortsat bestå ved lyset at lyde! Ja, for alle kender og ærer jo ganske åbenbart ikke sandhedens åre i ånd som bånd med Kærlighedens kongeligt mennesketro navn – og så dør de, hvis ikke andre af deres vold. Ja der er ingen undskyldning, når Gudlivet, Gudsandheden ikke adlydes og tages til efterretning som menneske. Desværre hiver de som sagt bare alt for mange med sig i døden, men så må det jo være konkurrence-vilkåret i lovens utallige og forpulende tekno-navne. Farvel alle akadededemimiske foretagender, farvelfærdsstatsborger, for I kan ikke andet end at avle vold, dårligdom og sygdom i menneskelivet? Vil I venligst tage Jeres eget romantiske liv i lorten, kaste det på porten og gå borten med dets politiske og retskrævende utopier, så al vort menneskeliv kan bestå?
Eller skal vi tage det for Jer med den gamle dømmekraft, der intet mellemværende har med Vor Herre, altså den retsstaten med sin universitære baggrund trykker frem? Ja for så gør vi dét på følgende måde, som enhver skjoldunge jo kan, før I får set Jer om. Lad os synke ned i hedenskabet på dansk grund med den gamle kristendoms lærdom ihu og da genopstå af dens dømmekraft i kødet, så vi kan se om de romantiske gnallinger i deres selvretfærdige institutioner har noget at byde på til det danske samfunds slægter. Slægter, der sågud ikke er racistiske, nazistiske eller fascistisk anlagte som den romantisk, justitsiale arv jo er i sit selvbestaltede ligemageri, som f.eks. det gammelkendte tysk-romerske-kejserige med sine mange national-socialistiske-danske-arbejderes parti-medlemmer og statsborgere!!! Ja som dens forvaltere og håndlangere derfor ligeledes igen og igen projicerer overpå sagesløse mennesker, der havde et ganske andet ærligt ærinde i ærmet med deres livsstykke. Dén onde arv ligefrem oplæres både skjoldunger og hjertro tilkomne i under et sådant åg: Overhold loven og følg pengene, uanset omkostninger og om du har råd til det eller ej...
Så er I klar utro sataner, den sorte sorgs mareriddere af danne-brogets land? Er I klar, når Diens kalder folkens sammen, hiver nældens rod op og løfter svinet ud af det danske ved hjertets sande kraft og lange armod? Lad valdhornene lyde og luren dreje, thi en konge er på vej og hans følge er ikke blot talstærkt, men kold som nordens is ingen hindring er for den sande varmes beståen i slægterne... Farvel usle skatte-konsuler, farvel usle universitære overbevisere og farvel politiske tradition, der intet kan oplyse og udvikle med krop i ånd som hånd af livets eget under. Og tag det lunt, for vi skal nok finde en plads i tørvejr til Jer, hvor I kan regne videre.
Men undskyld og av min arm i al evighed med hensyn til Gudsandheden, for Ham kender I selv-følgelig ikke i al uendelighed og Hans sandselighed hos Vor Herre kan I jo velsagtens derfor ejheller mønstre, når tampen brænder, eftersom I jo i forvejen har indlevet Jer i tidens djævelske rækkefølge af opblæste årstals historie ude i rummets over-hørsels-ind-komst og ikke i menneskelivet på jord i år nul, i al evighed!? - Udviklingen skal gå i tislig rækkefølge af det gamle ifølge Jer, ja, som I jo tilfældigvis står i ledelse af og altså har forstand på både at pisse ned ad ryggen og at dø af, ikke sandt, ja være da med det sidste, jo hurtigere des bedre. - Men som I så desværre helst også lige på over-førsels-indkomst vil nå at formidle ned i blodet på livets børn, så hele befolkningen kan følge med, ja man er vel i sandhed hensynsfuld og ærlig i sin selvhøjtidelige ledelse af den folkelige administration, ikke sandt!!! - Hør, I er skudt og dermed skudt i sænk sammen med hele skatte-rets-staten! Nu må I i sandhed klare jer selv-selv. Eller har statsvirksomheden måske ikke nok ret til jord at sætte kartofler, gulerødder, holde husdyr med videre på, opdyrke åndskundskab, kropskundskab med videre omkring? Ja for det er jo deromkring den organisk opløftende, i sandhed varme vækst er og kan lære os livets ånd at kende og adlyde, ja videre også lade rense os af fortidens synd og skam mod menneskelivet på jord. Og hør det er da ikke en nyhed. Altså skal I virkeligt have pumpet indviet vand i blodet, sølvkugler for panden og banket piletræs-pløkker i brystet før I formår at lære at høre, hvad jordisk sandt er og gælder menneskelivet mellem himmel og jord.
Vor sandheders sandselige Herre har talt i krop som helligånden, så kan I som sagt selv-selv finde ud af at forlade bygningen eller skal vi have bulldozeren og jernkuglen ind? - Alternativt kan vi måske finde en udvej, ved at udvide skiltningen, så den danske befolknings forældre bliver klar over, at den universitær-statslige jurisdiktion er en underafdeling af kejser Neros psykiatriske anstalt, der jo kommer af selvsamme åndsvage, men psykisk opbyggeligt sindssymboliserede, læs: hjernevaskede, livsnedrivningsfirma: Med lov skal land bygges, hedder det. Ja rend mig i røven, for der skal stå: Med plov skal jorden vendes og Med Livet skal mennesket leve. Måske om nødigt også: Med skovl skal satans statsborgere slåes for panden. Og da tager vi naturligvis fat fra oven og nedefter. - Men ellers, i første-grads-forbrændningen, så fremdeles kan I jo også passende nyde overensstemmelseskriteriet med Jeres sande identitet i satans hjerte: Hjernen. Thi hvilken sand magt er øverst, dermed yderst som inderst, tror I, Jer, der ikke er givet for fem flade øre forstand på, hverken sandhed, undervisning, oplysning, kultivering, vækst og trivsel, mad og drikke? Eller bare det helt enkle: at tro livets organisme, gott, Livet, Kærlighedens sande opretholder!
Og forøvrigt apropostalt ildelugtende miniature hjertelivsførelse i udsalget af gammel ost fra Kreta med Rom til, der altså er mere end for galt. For, hvad er der iøvrigt i vejen med Gamle Ole og Fætter Kras med sennep og snaps i ostevaldes haps! - Ulækkert? Siger I ulækkert? I så forfald, lyt til et hjertegodt vikingeråd: For det ulækre emne tror jeg i sandhed ikke, at I skal bringe på banen, romere og romantiske delfiner i flyvfiks og færdig fugleflugt henover jordens overflade på erobringstogt efter russerøde trussers fest. Når kringlede basser fra møllebageren henom hjørnet, norh lille pussynussinøjligokker, faldt I lige i vandet dér, nårh, tør selv op? for hørte I lige forkert med delfinens sprog, så intelligent og sød, ik’ pik palle – ja, ligesom ørnen jo er en stor uintelligent flot rovfugl, når den sættes i system!!!
Jeg mener, kan I ikke kende forskel på mennesker og stalddyrs ånd og levevilkår? Er det fræksimpelt stadigvæk en del af det gymnasiale eller folkeskoledes staldpensum at hade Bertel Haarders hjerteligt oplyste åndselement og kamp for et oplysende samfund af hjertemodigt frisind med livet som indsats - flere år i træk? Ja for så bliver det i sandhed koldt at undervise ude i kulden på dansk grund med alle trækfuglene! Så sov sødt børnlil, hold på varmen under dynebetrækkets løgn og latin, for jeg er ikke bange for også at sige: Slip, ned i afgrunden med Jer, det og dem, der holder sig selv så påståeligt gående, at de må mærke sig sande undervisere blandt rotterne i kloaksystemet. - Om der så er sne på taget kan der jo godt være fyr i kaminen, endda yderligere lægges i kakkelovnens flammehav skulle det knibe med at smelte Jeres hjerter sammen i niw! For hør det er påkrævet ovenpå den videnskabs-kapital-statslige virksomheds efterladenskaber i kødet: "Tingelingelatter pater med leverpostej og sødmælkskarton, blymatte roser mama mia ej doser, men snød kælkebakken atju, atju I skomagerdrengen skød, filiong, gong, Kong klask pot, snotbumdum ude, livop blød". - Ja I studser da vel ikke over, at de efterladenskaber hverken rimmer eller kundgør samhørighedens oplysende tone i livet, gør I?
Nå, så mellem toben og tåbe, moskeen i den anden hånd med tak til hjertetro muslimer og forstandigt hjertetro kristne i vor sandselig opløftende menneskevarmes oplysning, foruden også tak til vækstens gamle folk - for al fjerkræ må jo altså stadigvæk spises med fingrene hos mennesket. Og fisk, ja de bider på krogen eller går i nettet, får et gok i nøden eller dør på dækket, hvorefter vi kan sprætte dem op nede fra røvhullet og op til halsen i glæde over spækket. Hovedet er der ikke brug for, det ryger ud. - Vil I gerne have med mennesket at gøre, delfinariusser, der sålænge det varer, nu engang på dansk grund i al evighed højest kan opnå en ærværdig plads i Storm Ps Kontoriusser. Ja som et tegneserie-hold. Da især højestretsdomstolenes justitsianale pædofilihankattes pattebørn udi diverse fagforeninger skåret over samme last, samt lægestandens eds-forlorne hippokratiske løfte om at redde liv, helbredelse af liv via medicinal-industriens forkyndelse af stofmisbrug, osv. ja, uden kendskab til livets eget menneskekød i sin raske livsførelse, dermed ellers videre-udvikling, opstanden af et hjertegodt menneskesamfunds beståen gennem personende troskab med livets eget sandselige bud. Et bud, der til hver en tid betoner samhørigheden omkring vort viderebringende næringsgrundlag og vækstanliggende. Ja, men som sagt uden det kendskab, så tak for kaffe, tønder.
*3*Den universitære...
Den universitære, verdens-vendte rets-stat, dens ind-retning af sindet til fortabelse i alverdens sprog af det lave, til videre efterlevelse på over-førsels-indkomst, ja til et regelmæssigt, lovmæssigt forført liv på over-hørsels-indkomst - den har drabet på det levende, kreative menneskelivs forstandigt personende, åndeligt oplysende samfundssigte på samvittigheden. Altså blokeringen af udretningen, videre ud-vikle-ingen og intet deraf på samvittigheden. Det låser samfundet, livets kød i slagsmål om jura/rettighed og penge, henholdsvis mellem stat og bankvirksomhed, samt lignende foretagender: pensionskasser, forsikringselskaber, fagforeninger og hvad har vi efterhånden ikke af svindel og humbug i efterlevelse af overførsels-indkomstens teknik krydret med diverse ideologiske formål, så Jesper Fårekyllings smeltede vinger ikke mere lyder, men betyder penge fra alle-Jer til alle-os og i den begærligt indkrævende rækkefølge. Altimens de, pengene, vokser på en konto og administrations-iverens symbolsk pligtopfyldende arbejdspladser ligeså stiger folk til hovedet, da det jo er adelsmærket hos de ædelmetallisk tilbedende folkeslagtere, der ikke arbejder med noget af sand værdi, såsom menneskekød og blod, jord, dyr og planter: Organisk sigtende ånd og krop af ordet til vækst med al vort næringsvilkår.
Den har ikke blot blod på tanden, men dansk hjerteblod på hænderne. Dens kødeliggjorte produkter, dens rets-fascistiske, behovs-retslige danske statsborger kan ikke høre forskel på storheds-samvid og storheds-vanvid, eftersom dømmekraften, kødet jo kultiveres i justitsias romantiske møntfods spark i røven og dolk i ryggen, så der jojojoda helst skal være lige mange af hver, lige mange samvittighedsfulde som storhedsvanvittige slået til bankekød!!!
Altså kan vi snart lære at tælle til ét menneskekøds levende ånd på jord!?
For ellers går det fortsat som sagt om tilbedelsen i romerrigets gudfrimigvel ånd: Købmandens ligevægt, ja romersk præget mønt stemplet i nakken på alt og alle via forstilt, administrativ fordelings-politisk opfattelse af levebrødet. Eller sagt med andre ord: fordi alt for mange slægter ingen ærværdig sand menneskehjertelig tro har holdt gående i kampen mod et sådan systematisk svineri med menneskelivets børn og derfor ikke fatter at et institutionelt foretagende baseret på tidens djævelsk utroskabeligt verdens-erfarende ånd, jo altså ikke kan løfte den opgave, ikke understøtte dem. - Og det er ikke nogen vittighed, nej det koster i livets egen valuta, liv- og arbejdsglæde, enhver indsats og videre samfunds-dannelses udgangspunkt. Folk bliver syge og dør af det, fordi at de, benævnte virksomhed under et, leger med Guds eget samfund her på jord, ja altså uden en pind forstand eller agtelse for, at det er Livet, Sandheden, den sågud medfødte, hjertegode sandselighed af kød og blod hos mennesket, de leger med. Og hvorfor har de ikke lært dét, ja lad os her erindre os overskriften, som dit tro hjerte gav anledning til hos mig. Tak, Morgenstjerne.
Århus som eksempel på en større uddannelsesby, den er for mange, alt for mange en forstad til København, hovedstaden. Derfor dyrker man hjernen. Ja det er et samlingspunkt for det jydske mindreværd, der gerne vil rådne i eget, undskyld råde i eget liv – men som imidlertid opstår når magten centraliseres og uddannelse foregår i dens omgivelse: Staten, den romantiske statsidealisme, Platons mindreværds-kompleks, der i sin forhærdelse også kendes som Godfather-kulturen, den græsk-romerske dyrkelse af halvguder, som det jo er synligt i al vesterlandsk politik og wanna-be-kultur. Idol, ideal, idé med pan, pik og panik samt fan og fandens massehysteri til antændelse af løbeildens pli ved de olympiske gudelege, hvor tab-og-vind-med-samme-sind som bekendt er mantraets si. – Men da uheldigvis også i livet omkring børn og samfundet i det hele taget. Altså Dumpap-kultur nedad Rødkælkebakken, fordi, der sågud er hul midt i på spanden hos oplyste vikonger af den anden. Er I daner for fanden? Eller er I bare ikke givet af forstanden til menneskelivets dannelse på jord?
Herhjemme læner staten sig op ad kongens ærværdige ønske for sit folk, altså menneskelivet på dansk grund med sit hjertetroligt opvoksende, oplysende under af menneskeslægtens rødder. Men den kan jo som sagt således på ingen måde stå selv, hvilket er hele forskydningen: løgnens indtog i kødet via alt, hvad der udgår fra staten med sine vantros vin i truget. Selvets forstyrrelser af menneskelivet, det er juristernes, jura-økonomi, den statskundskabelige kultiverings-bedrift med det danske folk, plus kapitalens banker og så videre rustumfyt yt. - Mindrevejret, der jo altså ikke ér et mindreværd hos mennesker af provinsen, men kun noget som selveste hjernens selvsmagende folkefærd, læs: autoritetstro, misbrug af unge gør det til i deres hyper-forstilte samfunds-utopi med gang i den. Det blæser så østen over med morgenlandets rådhusklokkers rungen ud for Malmø til de mange historiske mindreværdssamlinger af tørre nostalgiske franskbrøds knuste kunst på Lousianne, Karls glubske Glyptotek, Carlsbergs Don Parken, Rundetårn og trilleBørs, Folkeping, plang og tangel i pløresund – læs tilbedelse af: anonymitet på statens museum. Det giver for nogen en vis følelse af storhed og stormvejr på subtropiske barrikader og fronter på stenbroen med solbrillerne på, da det jo ikke blot er blændende skarpt at skulle se statsborgerens verden i øjnene – men røv utro mod livet, dermed Fædrelandets tilgudehavende af menneskelivets danere på jord i kommende efterkommeres arv. Ja jeg kan snart ikke tælle til alle de fortabte generalers generationer af slagsen i al evighed!!!
Og der er som bekendt store flaskehals-problemer med det, ja kapital-staten kan simpelthen snart ikke suge mere liv ud af danskerne til sig, snart ikke finde mere jord at asfaltere og holde gang i byggeriet på, så vi alle sammen hurtigt kan blive hjemsøgt af det videregående og nå højere og højere op på pøblens romantiske rangstige gjort af kapital-stats-logiske målestokke, der bliver ånds-som-også-håndshævet af satans eget kød: De bogligt og teknologisk-teknokratisk begavede, der ikke kender ordet og da, dermed ikke kender den sande pris de kommer til at betale med deres børns hjerte som en simpel veksel i deres egen vekselér-virksomhed. - Men hør: det kan vi jo takke den tradition for, der er opdyrket ifølge faldloven for masse: Masse-lovgivningens matematiske paradigme i også sin funktional-statslige udgave: Grundloven.
Ja man kopierede lige fornuftens selv-lovgivende opfattelse fra Kant i oplysnings-TIDENS videnskabs-tilbedende morads, uden at fatte den som værende stillet hos ethvert menneske, altså ikke lader sig objektivisere som alles orden, håndhævet med magt. At flytte dømmekraften ud i verden af det lave, institutionalisere den iblandt os, fremfor at betone dens plads under huden, så vi ellers levende skal og kan arbejde ud fra dens Gudgivne mave-hjerte-ånd-samfund - sådan livsfornægtende kendetegnes, hvad der udgår fra satan, altså mennesker uden tro forstand på Livet eller uden ærefrygtig, gudsfrygtig, i-agt-tagende sands for det. Ja ligesom stats-ansatte og deres uendeligt lange dåb af alle som skattebetalende statsborgere i matematikkens statsfunktion - thi det ér jo den onde kapital-stats-idealismes rod. Og som det bekendt koster et liv i fængsel at gøre opmærksom på, her i syndebuks-kulturens universitær-rets-fascistiske hjemland. Glistrup, Brixtofte, m.fl. skal nævnes.
Og nej, de skal ikke hædres eller lægges på hylden som olympens skydække, men dog være hørt som pligtopfyldende mennesker af hjerte for det danske samfund. - For er I, småborgerlige regel-fascister klar over, hvad I har gjort med hensyn til pligt-opfyldende deltagelse i vort samfund? Eller er I bare for snothamrende dumme til at forstå hvilken prügel-knabe i dermed trykker frem, så torden-vognen lyder og Mjølner kommer flyvende lige i smadsken på Jer og Jeres børn? Hør: Enhver dansker skal indrømme sin skyld i det sande hjertegodes beståen i sigte for al vor kreativitets jordbundne samfund og han-hun skal have lejlighed til det, når det sortner for øjnene af tykhed bag ørerne i mellemgulvet. Men den lejlighed er ikke en strafferetslig fængsels-celle, når det altså er menneskelivets samfund vi taler fra og om. - Den, der berøver et andet menneskes frihed, berøver også menneskets samhørige hjerte i udvikling med samfundet, thi mennesket handler altid ud fra sit hjerte og for det meste i god forstand. Ja når ikke det lige i forvejen tvangskultiveres af moon-bevægelser til hest med de olympiske legislagere i den iltfattige universitære bank-stats kolde og golde rum.
Til Jer unge mennesker over atten-patten: I skal ikke gøre Jeres pligt i kapital-statens tjeneste, men ved at undlade deltagelse i den og til fordel for livets oplysende menneskeslægter i videre-udviklingen af vort samfund i organisk vækst. I skal stå tæt sammen, skulder ved skulder, som man siger. Det indbefatter også afviklingen af kapital-staten, dens råddenskab og plattenslagere. Al oplysnings-virksomhed er vækstbetonet i sandhedens næringsrige og glædelige navn med krop som ånd i livets arbejde. Så slå aldrig, men lad aldrig slagene, der kommer blive hårdere end at ordet fortsat lystig kan lyde mellem os til gavn for vor givende vækst. I har pligt til at lade Gudlivet/Gudsandheden i kongens navn være hørt og så må resten følge. Intet er kategorisk bestemt, sålænge din stemme er hjertelig bevendt. Kærligheden tilkommer menneskelivet i tro og dens sprog bæres af hjertets sands og udtrykkes på vidt forskellig vis, med hænders arbejde i krop, smil og handlinger – på fuldgyldig vis med mennesker af anden samfunds-kulturel baggrund. Dansk er forsåvidt kun et sprog som arabisk er arabisk, men også det, det danske sprog skal høres og opfattes, da vi nu engang ikke kan smile og mime os til hvadsomhelst. Endsige ellers broderligt tage brodden af næverne. For vi ønsker at være i trivsel og dermed samhørighed på jord, hvorfor også det danske sprog i vort kød skal løftes op ved hjertets varme med de tilkomne. - Det betyder altså, at det også er Jeres opgave at lære tilkomne hjertelig stemt tone på dansk forstand i hændelsens stund og mund. Foruden som sagt fortsat at skulle lære de mange statsborgere, der ikke ønsker at leve i livets samfund den samme hjertelig sande tone. Især da sådan, fremfor at følge den fransk-amerikanske statsløgn i latinen, der ikke skelner mellem frihedens dufteløg i latrinen og sandhedens lugtekugler i pisrenden. - Anskaf Jer en simpel rød fremmedordbog, så I kan høre og se, hvem og hvilken virksomhed, der løber med satans ild til de olympiske lege og hvem, der gerne vil være menneskelivet bekendt på dansk grund. Først-nævnte skal I ingen opmærksomhed yde, jeg mener: Lad Jer ikke forblænde af skuespillere og medie-trolde eller svinene i statens stier, men hør efter menneskelivets sands i et og alt, Gudlivets bier. Det vil yde Jer den bistand I overhovedet har nødig til troligt at hente honingen i hvepseredens hjertelige bolig omkring dronningen.
Af ikke-fængslede kan f.eks. tidligere mf. Åge Frandsen da også nævnes for sit kendskab til, hvad matematisk tekno-styring gør ved menneskelivets samfundssind. Eftersom han har talt om det i politisk regi. - Men det vil sige, hvori dens klare logiske begrænsning er i kraft af sin mentale forskydning helt fra start, altså fra ophavsmanden til pågældende teknologi eller teknokratiske management-teori. Det kommer fra egypternes tilbedelse af solgudens geometri, for dernæst via pythagoras matematik videre at overgå til den græske kulturs grundlæggelse af akademisk videnskaberi i sin udkobling til staten. Ja hvorfra vi såldes har de utopiske samfundsbygninger, som nu engang altså videreføres af mennesker, der ikke vil indrømmet livets eget sande lys til os, vor oplysningstro ånd af levende kød og blod, forplantende fra slægt til slægt og gennem mange hjertelig sigtende gode foretagender iøvrigt. Sådan er det. - Min identitet er ok, ærlig nok, men jeg er ikke 1=1, nej jeg hedder Jens, det er mit navn. Det navn kalder mine forældre og bekendte medmennesker mig og det navn lystrer mit så tilfældigvis dansk-kultiverede hjertes sprog i menneskelivet på jord. I kan med andre ord ikke få mig til at stemme overens med verden eller en matematisk kapital-statslig ånd, nej den lystrer jeg ikke, da den ikke kan opstemme sandsen for livet . Og jeg vil ikke råde Jer til at bruge mænd med pistoler imod mig, for det hjælper altså ikke på det her anførte faktum. Det er yderst tarveligt i det inderste, ja så ganske fattigt at stille et i forvejen skrøbeligt menneskeligt sammenhold overfor en sådan fordring, et krav om efterlevelse i gal overenstemmelse, forskudt ud fra vort kød, vore slægter.
Desuden kan lodret sagt nævnes en lang, lang række gode folk på venstrefløjen, der godt er klar over, at den er galt i egne rækker, men sørme også godt ved, at det er hele den satans utro akademisk-politiske kapital-stats-kultiverende kreds den er galt med. Koncentrer Jer derfor om menneskelivet i Danmark i kongens oplysende navn, over som under og med hjertevarme for de tilkomne. Ellers kan vi ingenting og da bringes intet som tinitus i rungende malm, klingende bjælde, hvor vi jo ellers skulle høre nu kimer i klokker og den slags levende helligånd, der i sin troligt hjertefrie oplysningsånd ding-dong også finrensende rimer for pokker til grin hos King-Kong.
Desuden kan vel også nævnes en lang række fremtrædende, ganske stærke erhvervsfolk, der er udmærket klar over, at stats-fascismens skoler ganske enkelt slår menneskebørn ihjel via ideologisk hjernevask. De har så råd til at sætte deres børn i skoler, der ikke tilbeder eller retter sig efter Justitsias fatsvage folketingel-tangel udi kejser Neros idealer for livsforførelse. – Forstår I ikke, lovførende folkens, at der ikke er nogen lov, et logos ude i verden til retfærdig, legitim, berigtigende opretholdelse af Jeres tilværelse på menneskelivets bekostning, men derimod et hjerte i livet med udmærkede, medfødte åndsevner at bekræfte, derved opelske til vor videreudvikling i samhørighed. Og at det forsåvidt ikke behøver betyde ”lovløshed”, når blot vi griber tingene an på oplysende vis, får afviklet al lovmæssigheds-dyrkende kultur som koblet til magt og selvretfærdig opretholdelse af sin tilværelse. Nej, gentager jeg, der er ikke nogen lov eller ret. Der er en række bøger I sidder og læser I, hvorefter i sætter Jer i livretten og dømmer andre mennesker på deres handlinger med hammerslag ned i maden (nadveren). Ja, og kom da bare med Jeres selv-selv, hvad gør du selv-Jens, for jeg er ikke bange for at lappe Jer et par på guldskrinet, så afgrunden i spejlet bliver Jeres kød og I vil tigge og bede om nåde hos Gudsandhedens Herre i Kærlighedens grøde til opstanden vækst.
Hvem er det nu lige, der er givet magten og æren i al evighed? Vil I lege med Ham? Vil I sammen med kirken flette fingre, indgravere Jeres eget navn i livets træ, stat + kirke, ih hvor romantisk - og begynde at tale om Guds lov i et eksponentielt udartende kluddetæppe med den videnskabelige lovmæssigheds-dyrkelse, altså den matematisk kapital-teknologi. Ja, jeg har sådan set lige beskrevet statsborgerens indkultiverede sind via kapital-statens universitære institutioner i deres tilbedelse af ædelmetallets kolde varighed, holdbarhed og alt-opløsende bæredygtighed i sin græsk-romerske dyd som snyd. Og dermed også stort set beskrevet årsagen til samtlige sygdomme på dansk grund, altså i menneskelivets ellers sågud vidunderlige kød! Så mest af alt bliver det til sygdom og dårligdom af den grund, at I opretholder det hele på trods af, at den sande højesteretsdom er faldet i kødet på os. Vi kan ikke bare sådan snyde menneskelivets sandselighed, men må tage den til efterretning. Sandheden er ihus og ingen skal dø. - Udvid politi-styrken i sin godmodighed, dog klar til at tage fat. Behold forvarings-steder og så videre, altimens vi så småt begynder at afvikle hele molevitten... Ja så vi kan se hinanden igen, elske hinanden i henhold til Gudlivets sande vækst igen. Der er ikke nogen sand lov, men en mennesketro sandselighed at tage fat på, uddanne, udfolde og så fremdeles. Vort menneskekød i ånd og vækst. Vi er ikke gal-sindede fra fødslen af, men unikke i et stor unikt liv, hvor omdrejningspunktet er menneskeslægtens arbejdsomme trivsel omkring næringsgrundlaget på jord.
Nå, men såvidt anonymitet og love, altimens vi, nogen af os vender jorden, så det nye såbed kan gøres klart. Der bliver naturligvis ikke fremover plads til det svineri, jeg her kom glad levner som produkt af omverdenen, ja som brændbart affald. På den anden side bliver der nok fortsat brug for svinedrenge til røgtning aa swin, så fårehyrden kan gøre sit arbejde i fred med sin tryllestav og stokkeslag over bukkene og deres ufrugtbare ægteskaber, ja misbrug af forplatnings-evnen, kultiverings-evnen: Ordet.
*4*Vi lever forkert...
Vi lever forkert, verkehrt som det hedder på plateau-tysk, hvor det også uden den tynde kop t betyder f.eks. trafik, drift, samfærdsel - men jeg siger: Vi lever altså forkert i den rundkørsel, at der er hjulspin, der drejer rundt med os, mens det i sagens kerne skulle være os, der drejede tekno-samfundet rundt til gavn for al vort sande næringsgrundlags vækstvilkærlige udvikling på jord. - Det er så bare op til den enkelte at gøre, men nej, thi da må vi forlade os på det, med dem, der ikke kan følge med, hvilket er natur-stridigt i menneskelivets samfund. Skyld, pligt og ansvar bliver først alvors-tunge stemninger, når intet sandt glædessigte i vækst er gående, ingen skyldsforladelse til nyopstandent vækstbud finder sted. Men det gør der sågud da, livnaturligvis. Det forstyrres bare alt for meget af årsags-tekno-mageriet, der jo ingen Gud, intet menneske, intet samfund tjener, udover et ganske og aldeles forførende tomt sig-selv.
Institutionaliseret selvretfærdighed, statsborgerligt selvmord af hele den danske befolkning som fuldgyldig menneskeliv på jord forbliver en central pointe i mit livs bidrag til vort samfund, livets. - Og jeg vil da naturligvis bede den sande danske befolkning om at se nærmere på, hvilke former for virksomhed, der har afstedkommet en så aldeles utro, livsforsagende livsførelse i rå foragt for vort jordiske vilkår. Det er jo strafbart ikke at tale sandt i livets højesteretslige navn. Jeg gentager: Livets.
Men jeg ønsker ingen personligt straffet, da intet menneske er givet ret dertil, dog ønsker jeg at blive hørt ærligt på sandheden i håbet på, at den bringer sandselighed med sig til almindeligt forløsende medhør af vor samhørigheds genopstandelse til vækst og trivsel. Skulle der imidlertid blive tale om hørelse af straf herfra, ja så kan I være danske rolig gnaske befolkning i menneskelivets hjertelige bredde til grin, for i så fald kommer den herfra til at sno sig rundt om de tunge selvbestaltede drenge, uden ærlig tunge i vor menneskearv af hjertekød og blod. Kan I høre en tvedelt vislen: psssselv? Jovist, når sandheden taler bliver vi mærket af det høje under, det vil sige, så rejser vor hjertepligt sig op i livets eget forsyn med vor vækst og udviklende næringsgrundlag. Eller også gør den ikke, bum: Vil de lege stiv pik og håret tilbage i Audien, så kalder jeg dem i audiens hos kongen gennem radioen. Den man ikke kan slukke for uden troligt at kende sin skyld i glædens sande beståen i helligåndens levende kød.
De svage i vort samfund er, når vi ser bort fra den yderst grove generalisering, der her lyder: Politiker-standen, akademiker-standen, storkøbmændene og erhvervslederne af meningsløs masseproducerende, masselovgivende virksomhed med flertallet af medarbejderes angst for at miste som retfærdiggørende argumentation, ja som syndebuk at springe frem og tilbage over som var det en simpel gymnastikøvelse afholdt i klassens time. Alt hvad politikerne gør, gør de for flertallet. Alt hvad akademikerne gør, gør de for alle og alt, hvad erhvervsledere af større virksomheder gør, gør de for alle medarbejdernes arbejdspladser til vækst og udvikling af hele samfundet!!!??? - Dem, i deres standhaftighed, bliver vi nødt til at tage højde for, da de også skal kunne følge med til at lære at undlade opretholdelsen af løgnens sprog og virksomheder i deres fortsat livsforsagende samfundsudvikling. Ja til fordel for, naturligvis, opstandelsen af samfundets sande livsbekræftende udvikling. Ingen skal være overladt til sig selv, da intet sandt menneskegodt gives derved. Gudsandhed er i al evighed med os, men Hans vækst-samfund opstår sgu da ikke uden adlydelse af hans kreative hellige ånd i mellem-kødet hele livet igennem. Da især alene for alvor. Ja, der er ikke noget, der hedder sammen og hver for sig som var det en modsætning, fordi vi hver for sig i al evighed også er sammen på samme jord. Og knyttes nære bånd som ånd på naturlig vis, ja så er det jo dét forplantningstro gode. Det ændrer dog ikke spor ved den samme jord og dog gør det al den stund, at sammenholdets erfaringer, samhørigheden bestyrker vor ud-holdenhed.
Sammenholdets erfaringer til sand samhørighed i sit levende element går først og fremmest via de livsnaturligvis stærke drifters bånd, slægtsbåndene - det er i håndteringen af dem, uden at bryde deres ånd og uden at forhærde dem, derimod bekræfte dem, indrømme dem, at livets samfund slægt på slægt kommer til oplyst tro, ånd og måde dermed som et uafvendeligt, men ganske omvendeligt gode, hvor det kanske hårde i livet altså bliver opfattet som bud om at flytte sig, lade sig opløse og opbløde i sigte på oplysende, opstanden vækst. Det nye komme ikke udefra, men indefra mennesket og dernæst kanaliseret ud til deling. F.eks til bekræftelse af en anden livsførelse, som hjertet og vor ånd samhørigt kan holde til. Forplantningen af Gudsandheds ønske med menneskelivet på jord foregår sådan set i ethvert sandseligt øjeblik, men indrømmelsen af, hvad der sandseligt bringes os ud af vort kød, vor hørelse og omgivelse, ja det er vejen til et adlydende vækstsamfund i levende sammenhold af levende samhørighed. Gudsandhedens ønske gives ikke uden hørelse, indrømmelse og adlydelse på den ene, den anden eller tredje måde.
Det kræver til tider nosser i hjerte, som Kurt Thyboe så fint har fået det sagt, ja for den potens kender enhver reformeret præst, ethvert kongeligt oplyst menneske, der er blevet røvpulet af kapital-statens falske potens siden barns ben og tidernes morgen. F.eks. i sin typiske essens den nedværdigende adfærd en skattet medarbejder kan få sig selv til: At indkræve sin løn fra mennesker, der ikke har i forvejen, fremfor at tage livet alvorligt og begynde at arbejde og ånde for al vort. Det har jo aldrig hjulpet samfundets såkaldt svage eller syge at gøre selvretfærdighedens mindreværds-komplekser, den småborgerlige social-rets-fascistiske forargelse gældende som lovmæssigt arbejde. Ja de skattede medarbejdere leger nok stadigvæk Robin Hood med matematikken, uden at vide af, hvordan man i sandhed spænder buen og sender pilen afsted mod dyret. Synd for dem. I det personlige ansvar af livet, naturligvis og ikke uden anden plastik-myndighed til at kammer-karate én med pistoler i bæltet.
Nej politiet har jeg ikke noget imod, tværtimod, det kan bare ikke videre-udvikles i justitsias ånd, da den bruger dem som håndlangere til deres inkasso-virksomhed og til sammeholdet i deres statsborgerlige ægteskaber. Så nej det lader sig ikke længere gøre at tale om udvikling i den sammenhæng. Nej, gentager jeg, for det er der simpelthen ikke lodder nok i hele den globale verdens hårde nitter til, medmindre hele jordklodens bestanddel af rungende malm også skal graves op med vulkanudbrud tilfølge!!! Eller man kan for den sags skyld sige, at der i det benævnte regi ganske enkelt ikke er brikker nok at flytte med. - Iøvrigt er det også en anden grund til, at der findes hjerneforskning ovre hos deres ligeledes uselvstændige lidelses-fæller i myndigheds-givende kopi-identisk livsførelse: Begge lejre, hippokrates’ og justitsias’ folkefærd ønsker nemlig et skud jaka-bov, så deres ideelle tilværelses idealistiske selvretfærdigheder og helbredende verdensbillede ikke pludselig styrter sammen om dem og melder sig som skriften på væggen.
Ja, til det endemål går dine skatte-kroner også, så bliv bare ved med at betale, for deres virksomhed kommer til at betale prisen med deres børn. Søg dog i mellemtiden at holde dine børn på behørig afstand af foretagendet, for ikke sjældent vil benævnte skoler bruge dine børn som gidsler i deres lidelse ifølge alskens ideologier om det fælles bedste, alle, at undgå sygdom og alt sådan noget, der intet har på sig, når det kommer til stykket. De lider af kapital-stats-psykologisk forhuds-forsnævring med ordnung-muss-sein tilfølge og ikke af sand Kærlighed i danerens navn af kongelig dannelse med ordet til menneskelivets oplysende samfund på jord. Vi er i sandhed ikke uslebne diamanter, der skal slibes til eller præges med et stempel til romersk præget mønt, nej vi er vort rørige kød og blod i fortsat dannelse af menneskelivets åndrige, åndskundskabelige og forløsende samfund til vækst og trivsel på jord. Indrøm din næste og elsk ham op i livets sande navn. Da især den næste, der begår sig med falsk myndighed også kaldet kompetence, altså jaka-bovens tilbedere.
Ikke mindst forplantningen på arbejdsmarkedet, der jo angår vort næringsgrundlags - og med ovennævnte bedsteborgerlige stand ihu - ja det skal altså indrette sig ifølge sand vækst, så mennesket ikke, mere eller mindre tvinges til at have en henholdsvis offentlig og privat identitet gående. Det kan det nemlig ikke holde til, hvorfor den offentlige, den magtbetonede, angst-kultiverende arbejds-identitet desværre hos mange, mange mennesker sejrer i sit falske vilkår, så netop slægtens åndsforplejning, den hjertegode sandselige åndsarv, som barnet i den grad har nødig at opvokse og mærke sig i mellem sin mor og far, i hjemmet, ikke forbliver sand, ægte i sin fortsatte skabelse af kødet. Og da bliver det videre tilmed fuldstændig ligegyldigt hvilke kompetencer man hæfter på tøjet, fordi den hellige grav da ikke længere er velforvaret, men sort som bare fanden i sit samfundssigte.
Traditionelt sker der dét, at farmanden tager sig af at følge med på arbejdsmarkedet, hvad der foregår i verden og til den ende bearbejder sin offentlige identitet, kompetence hedder det på den romantisk "myndiggørende" løgn og latin, mens kvindens moderlige omsorgs-gen da må holde stand, ja så alverdens fornufts-teknik ikke løber af med manden og ned i børnene. En anden traditionel udgave er den: Med kvindens indtog på arbejdsmarkedet, hvormed hele forplantnings-opgaven i helligåndens navn da blev til et offentligt anliggende, altså underlagt krig-fred i udenrigs-indenrigspolitisk latterlighed, målt og vejet ifølge BNP-psykologi og hvorvidt man nu var en dygtig og kompetent kvinde eller mand, mor eller far til den røv. Offentlig kultivering af kødet på kursus, altså absolut falsk. - Privat er latin og det skal lige siges, da det hænger sammen med betydningen: berøvelse, hvormed det jo er hørt, at røvpulerisk grisk virksomhed gør sig-selv-fortjent til at et par flade i selvsving som et guldur eller en platin-plade.
Og kære, Deres Majestæt, Dronning Margrethe den anden, Deres hjertegode menneske i livets navn, tillad mig at melde ud ved mit troskyldige navn, Jens: Du skal ikke hædre eller hylde et menneskeliv ført i autoritetstro af Kejser Neros stats-idealisme og magt-utopi. Thi Deres Højhed gør det hjertelig godt i kongens sande navn og dine slægters oplysningstro og dannelsesmæssige virke svigter dig ikke. Hjertevarmen i vore danske slægter er ikke blot grundlæggende betingelsen for integration af tilkomne, men tillige ånden til opløftelse af sandseligheden, der kan kværne den onde universitær-statslige traditions romantiske græker-arv og sætte menneskelivet videre samtidig. - Vær ikke ked, for vi er nogen, der opfatter dig som et sandt, ligeværdigt menneske rundet af kærlighed på jord, uagtet gods og guld. Vi véd, at du ikke er til magt, men til oplysende kærlighed, dannelse, livsudfoldelse, vækst og trivsel iblandt os, i det danske. Ja, vi kan godt håndtere verdensvilkåret, men ikke uden hjem i livet. Verden er af det lave, menneskelivet er at højne i Livets eget navn, her på jord, altså også dansk grund.
Så jovist er det ganske vist: Statsborgerlig kultivering og kapital-virksomhedsmæssig livsførelse er kold fascisme i Kejser Neros navn, der berøver os menneskelivets fylde til samhørighed og glidbar glæde mellem os. Der er intet sandt menneskeværdigt i det, hvilket jo tydeligt aflæses på verdensfortabelsen, globaliseringen af frihed til skilsmisser, mv. omkostninger iform af negativ social arv – læs: arvesynd og opfat den ikke mindst som bundet i omgivelsens nedarvende, umådeholdende livsformer i deres utopiske krav: stats-samfunds-indretningen. Og dermed som antydet også hele møllen med det tunge efterslæb iøvrigt, vidt og bredt i alskens krampagtige forbindelser, ja sågar nedarvet til videre opstandelse gennem arv og miljø, iform af kødeliggjorte åndssvage, anorexi-ofres låste ånd og så videre fødsel af børn i kræftsvulsters omgivelse. Jovist, så makaber er løgnens græsk-romantiske læge og pøbel-kultiverende virksomhed, masselovgiven virksomhed mod menneskelivet i den velkendte europæisk-vesterlandsk angstkultiverende livsforførelse.
Privatisering, altså skabsbøssers behov for frihed til at skabe sig, er som antydet en forskudt opfattelse af vor pligt til at faste og lade op af den varme menneskelivet giver i vor gudgivne slægtsbånd eller du kan kalde det troens pligtfrie åndskontakt med livet. Privatlivet er med andre ord til for noget samfundsbetonet, forplantende helligåndsgivende, lærerigt, voksende - men den bruges til at udtænke nye magt-planer, virksomhedsplaner, så jeg, jeg og jeg kan vinde frem og blive til noget, der intet bringer. Det romantiske sprog er altid på tværs: Privatlivets fred kan ikke lade husfreden opstå, thi det er jo blot en kold juridisk betegnelse visse mænd har brug for til at få smurt - smurte mellemmader på først den ene kind indtil de frivilligt lærer at vende den anden kind til i deres symmetriske tilbedelse af ligevægtens gudinde. Smak, smak åndsfattige privatlivs-borger i det danske, smør mor madpakken for dig eller gør du det selv-selv? Ja, for det er da ligegyldigt i nøjagtig samme forstandsløse fornuft. - Husfreden skal der faderlig tro til at gøre gældende i sit sigte og det er ikke et sigte, der bare handler om hjemme-hos-os, men samfundets udvikling i helligåndens navn.
Livets samfund skal ikke fortsat indkodes, men i sandhed afkodes ved sin glæde, sin varme, skal man have det sådan. Ja det handler om sand vækst og den er altså ligeglad med mennesker, menneskelivets samfunds-udvikling på jord, når der ikke adlydes på pletten grøn med blodrødt hjerte, så vi ikke bliver kuldslået gule og blå. Og vi er ikke supermand, nej for tiden snarere, i mere udpræget grad Fantom, tror jeg. - Skæld og smæld med deres angst-genererende efterladenskaber i kødet skal undgåes, men de kan ikke undlades sålænge løgnens falske sorg er åndens folke-eje, thi den kan ikke sørge for glædens sande opstandelse i menneskelivets kreative åndsmåde.
Man kan f.eks. ikke bare tage sig sammen under en depression, det er lige netop dét, man ikke kan - men depression kommer altid snigende som udtryk for samfundsdepression, undertrykkelse, ikke nødvendigvis ovenfra, nej det er underets tryk, der vil op med sin sandt oplysende vækstånd i personlig forstand af og til al vort, før det hele går i stå menneskeligt set. Og hør det er jo derfor den enbårnes hjertepligt er os givet, en sand oplysningspligt og ytringspligt til næstekærligt stemt at skælde og smælde dem, der i deres virksomhed bilder sig ind at gøre en forskel uden sand forstand på under-op-visende liv og ledelse af det. Ledelse er aldrig et magt-spørgsmål, men et spørsmål om pågældende virksomhed i sandhed er vækst-orienteret i jordisk menneskeforstand. Guld og lovpapir kan jo ikke vokse og ånde, uden at blive til et magt-spørgsmål om tabu-retter, der nu engang aldrig kan blive til en livret, vi med stor fornøjelse kan spise og dele brødet over.
Es gibt Kaine hekserei in der böse Rechts-partei, wenn der Wahrheit aus Herzlichsten Pflicht in dem menschen-verstandigen spricht. (Citat, undertegnede). - Kaukasus og bøjninger af bogbjerget må du selv bestige, for det kan sguda være lige meget, da både nordtyskerne, de oplyste i det danske og hele Nordsø-området forstår mig wekinge-godt, ja nok skal få at høre, hvad der foregår med menneskelivet i det lille danske anderøvhul. Ikke mindst så det pæredanske menneskeliv kan komme til sin ret i kærlighedens sande navn og af dén varmes sandseligt opløftende ånd elske de tilkomne velkommen. Ja for det kan hverken grækerne eller romernes sprog, den romantiske kulturs nedarvede løgn-og-latin, den videnskabs-statslige opløsnings-ånd da gøre. Skære den væk kan vi ikke, men afskære dens formidlere fra at stå i ledelse kan vi godt, så de ikke har med børn og unge, medarbejdere eller øvrige tilkomne at gøre - jo det kan vi tihvertifald, når blot vi genindfører "revselses"-straffen overfor idealistisk magt-retoriske, magt-symboliserende undervisere og ledere, der ikke kender landets ledelse i helligåndens navn og oplysende sigte, den konge-lige menneskeforstand i vækstens haver. Og såvidt kan vi i sandhed tillade os at opdrage dem med deres egne hamre og segl, ja oplyse dem af det sande under, der bærer deres synd og sorg, så de bliver deres skyld og ansvar bekendt til fordel for uskyldens kreative beståen i livets navn, livets børn og organisk åndende vækstkultur.
Så kan vi nemlig igen, for Vor Herre Bevarer os da i hjertet, Vor Frues Kirke. Må faderlighedens hjertegode forstand hos forældre opelske menneskebarnet sandseligt sandt til hjertevarm beskyttelse i mod og med modersmålets levende natur og må arbejdsmarkedet mellem os ligeså langsommeligt hurtigt indrette sig derefter i vækstens organisk sande navn. Et par generationer, men mest af alt indrømmelse her og nu, så er vi godt igang med både at leve og kunne håndtere fortidens fejltagelser i kødet. - Og hvem er hvem her? Ja, vi er ihvertfald ikke alle, det kan jeg i sandhed love dig, da det både er tydeligt at høre og mærke i kødet på menneskelivet på dansk jord! Så lad ikke blår stikke dig og bjælken banke dig i hovedet så lyset går ud under skæppen med kæppen i øret, så du får torne i øjnene som jeg - hvem er ikke spørgsmålet, hvad er ikke spørgmålet, hvorfor og hvordan er ejheller spørgsmålet, thi svaret er givet og ovenikøbet fremhævet: Elsk livet sandt og hjerteligt godt, så følger resten efter, hvis de vil leve.
*5*Jeg fortryder intet...
Jeg fortryder intet, Morgenstjerne, men også den størrelse måtte jeg så håndtere nok engang og nok engang, hvor jeg kom frem og hørte folk tale og leve. Alt og intet er gudhjælpme ikke lige-stillede størrelser, det véd ethvert kvik barn af glæden i sit hjertes rørelse med livet i erfarende vækst. Alt er naturligvis først og bombastisk, alt er givet før vi kommer til, ja lige bestemt alt, pånær vore liv vel at mærke! Alt er givet på forhånd af dit/mit lille liv, der jo altså ikke er ingenting, intet, vel. NEJ, og deraf taknemmelighedens JA. Vi lever fint med det hele i forvejen, er skikket til livet på jord, ja vi er sågud da sammen med alt på én og samme gang om vi vil eller ej, hvilket som sagt alt-så er i sin helt og aldeles guddommelige, livsnaturlige orden. Og det er altså ikke et viljes-spørgsmål gentager jeg bekræftende. Ejheller bare et tros-spørgsmål, men derimod et faktum lydende på at være blevet til, for dernæst at være t ro og t freds. - Det er sådan set ikke spor underligt, allerhøjst underfundigt undfanget ved helligånden, der som bekendt er hel. Ja, det var et andet udtryk for forstandens åbenbare livsnatur og dens vedblivende eller vedholdende for-stand.
Sand tænke-evne opstår ikke af nød, men af tro glæde ved at være i krop, være hjerteligt levende, kunne fryde sig i livet - og på baggrund af den fryd, ja først da tænke af nød, såfremt fryden, den sande glæde kanske er kommet for langt væk. Men sådan er det med sand glæde i maven til opstanden fryd i brystet, thi kun dermed kan man kende forskel på modsætninger og forstå, hvilken der kommer først, det vil sige melder sig i forgrunden, forsynet, forstanden, på forhånd er anledningen til, at ens liv stilles med indsigt, indlysende, indrømmende åndsevne, der i kødet hos sig gerne skulle omvendes, formuleres gennem handling, derved viderebringes til voksende sandhed, sandselig kunnen, åndskunnen og hjertelig god livsførelse som gave til samfundet. Det er ikke filosofis i en hornlygte, men livets egen sande glæde ved dagens lys i kødet, der er begyndelsen, slutningen og genopstandelsen i al evighed - Guds gave til os, begavelse af os ved Hans bud med-delende opgaven over et ordentligt brød med ens liv til al vort samfund! Her fandt mit liv så i dette danske samfund vej op til filosofiens institut, fordi jeg fulgte statens institutions-forløb med livet, skolelivet.
Ja, det var bestemt ikke uden betænkelige anelser, men genertheden og ydmygheden fra landet skulle vel også åbnes og prøves i en videregående forstand, så ikke blot de tillagte sociale roller, al skuespilleriet og den karaktérgivne skoleidentitet fik overtaget. Hvad skulle jeg ellers skrive hjem om, altså repræsentere, såfremt eget liv af væksten bagland ikke videre lod sig åbne for sit bud dermed. Et selv uden baggrund, der ikke vedstår sin baggrund, nej Vor Herre Bevare os - så hellere hjem til bondeangerens dyb: Åndens sande sæde på dansk grund, gjort af vor sande sjæls historie, fra jord til jord og af jord. Man kan jo altid nøjes med et karlekammerskab og en seng med arbejde for kost og logi et sted, såfremt man ikke lykkes med sin troskyldige indsats til forbedrelse af vort helbredende livsvilkår. Livet er jo aldrig slemt, når hjertet er rigt, men menneskelivet, puuuha... der er sørme lang vej ned til dét i den romantiske lilleput-stat, der sådan set ganske ufortjent kaldes Danmark. Om jeg begriber, hvorfor flertallet vil leve før år nul?
Men det gør jeg så på følgende måde i Vor Herres navn: Det er autoritetstroens værk: Satans universitære kapital-stat og hverken mere eller mindre! – Husk dog på, at vi lever sammen, der er et samhørigt sandseligt menneskeliv at udrede på opløftende varm, gerne oplysende vis. Farvel fornufts-kritiske traditioner i den platoniske stat og de aristoteliske videnskabers navne - og velkommen Forstandig Hjertesandende kritik som Din tro jo flytter bjerge i mere end én forstand.
Jeg fandt som sidegevinst en voksende ånd og ordforråd gående hos mig op imod prøvelserne med fagsprogene uden saglighed! - men sådan fik jeg også ødelagt min ånd som den åbenbart var mig givet på forhånd, så ganske håndterlig, såfremt jeg ikke lige var blevet tvangs-kultiveret i uholdbarhed. Sandhedssøgende sjæl vender ikke tilbage til sig selv, men sander, hvad der i al evighed har været sandt - forbliver sin personende livsnatur livet igennem, stammen er den samme, men grenene nye og træet vokser ikke ind i himlen. Vanskeligheden var/er at leve med dét, når det ikke er tilladt i højhus-kulturen, lovens bygning og Babelstårne. Og videre er vanskeligheden at omsætte det, da det i manges ører lyder ulovligt, måske ligefrem utro mod justitsias lov og orden.
Jamen hallo, det kan du edergud-ørene-med også tro, at det er! Men der kommer ikke noget sandt og sandseligt nyt ind i det danske samfund medmindre loven brydes og dens åndssvage formidlere opelskes i næstekærlig sand forstand til åndens kreative frigivelse. Det var så at sige et fælles anliggende, men idealistiske fællesskabers praksis indeholder jo ikke noget menneskesandt, hvorfor man da må gøre sit ene mand og uden regning. - Kend lovens grænser og bryd dem da mentalt, så ingen kan hævde dem igen, uden selv at gå til grunde derved. Bryd dem ind til marg og ben, når blot du er ærlig og næstekærlig ren, for regelfølgens efterladenskaber bliver vore børns mareridt, såfremt vi ikke gør det. Ja er det allerede i min nyligt stiftede families tilfælde - velsagtens fordi jeg begav mig af med at stå ved min tro, mit opland og familiære baggrund, lod hjertets sande pligt råde i krigen med den falske skudes klamphuggere og skøjteløbere, der så uheldigvis også stod i kødet på min kæreste!!! Der er jo mange mennesker involveret i den samme grundstødte båd i statens folkelige tjeneste, hvilket det så blev min opgave at tage bestik af, uden al for meget gris på gaflen.
Jeg gjorde, hvad jeg ku' i det ungdommelige opløbs krig med alt det gamle, indtil jeg forstod at de var døde og ingen sand vej kan vise livets samfund. Men jeg tog dem på ordet, tog deres menneskeliv alvorligt og bar således overordentligt mættet begavelse med videre, da jeg ikke har tænkt mig at svigte opgaven med livets underordnende gave, derved ejheller deres liv i statens voldtag. Kanske der bliver langt ned og langt op for dem på én og samme gang. - Du skal elske din fjende, thi da forsvinder den, så sandheden består, men fjenden skal altså have kærligheden at føle, thi det er oplysningspligten gjort at hjerte for liv og helbredelse af samfundet. Og ellers opstår intet nyt til viderebringende forplantning, på fredsigtende vis vel at mærke, såfremt der bliver modtaget, hvilket man da skal tro lige indtil, at man kan mærke og sandse det. Husk på, at de mange mænd, der så gerne vil være store, derfor fedter sig vej frem med albuer på abernes sociale rangstige, de forstår ikke stort, før kniven nærmest holdes dem for struben under adams-æblet. Thi sådan er romerrigets dannelse af Godfather-mennesket, ja det er jo gammelkendt: Også du, min søn, Brutus! – De kender ikke Jens Langkniv og véd ikke hvorfra han kommer og hvorfor han kommer bag på dem. Men han bær altså våben-skjoldet samme med Dan, Frede og Frode.
Forstår du: At stå og gå med sand indsigt i samfundsforhold, samfundsvirksomhed, der ødelægger mange menneskers liv, ja det er naturligvis svært bare at skyde hen og lade som om ikke var hændt, lade som ingenting - tun als ob! - altimens man dernæst står med en familie, en kæreste, der ingen chance har for at forstå hjertepligtens kald, fordi selvet... Men så må sværdet hvæsses hos Jens langkniv og de fornødne stik gøres. Sværdet kaldes som bekendt tveægget, men rammes der plet, så deler vandene sig, så vi kan gå tørskoet i land med slange-kæppen over stok og sten.
Det nye vidnesbyrd står altid i konflikt med sin samtids normer, men værre er det, nej vigtigere er det at få sagt og måske bekræftende gentaget, at ethvert barn er et livets nye vidnesbyrd, det kommer med sandt og sandseligt liv, der har næring og omsorg nødig for sin vækst og trivsel. Derved fortæller det os tillige, hvor oplysende, kvik vort liv bliver af ganske naturlig opmærksomhed. Det skal ikke lære at følge regler, der i sandhed ikke er givet for andre end dem, der på ikke blot usmagelig vis opretholder deres tilværelse på deres grundlag, i reference til loven, nej var det bare dét, så ville der ingen anfægtelse være hos mig...men det er dødskultivering, dødslogik, der køres ind sådan, på den måde. Og det akkumulerer et vredestryk, såfremt vi ikke spænder bæltet og pifter ballonen, forløser os i det store danske grin helt ned i maven. For dernæst at sande mere om, hvordan vi undgår en sådan lovforførende måde at leve på, ja for man kan altså ikke lovgive sig ud af helved, hvilken dårligdom eller sygdom, der så end måtte være på tale i isoleret læge-videnskabelig fornuft, fodret med analyse, teknologi og medicin-industri. Jovist det er gammel visdom og så dumme er danskerne sgu ikke, omend de efterhånden har opnået lov til at være det, ja så de tror alt er gott. Så ganske ligegyldigt, nøjagtigt som de kultiverer sig selv ifølge ligevægtens gudinde. Så nej, gentager jeg: hjertet vil aldrig kunne følge med til at leve efter logikker baseret på iagttagelser af verdens bevægelser, fremfor livets egne. Og det hjælper jo altså ikke at citere biblens ord om verdens lys, når sandheden er, at det er livets sandselige lys i sin næstekærligt levende og åndende, organiske samfundsudvikling, som det hele handler om.
Det førte så i første ombæring hos mig til hele institutionskritikken, kritik af autoritets-troen, systemkritik, kritik af staten - og den står livsnaturlig vis i forlængelse af de udsondrede erfaringer med liv- og samfund, som ethvert barn hører ligefra første åbne øre for omgivelsen. Altså ens fødsel og opvækst ind i det gældende samfunds måde, sæder og skikke, men også uskik. Som sagt i indledningen: Er jeg et overstået kapitel, fordi jeg er født i '74 og uheldigvis ikke lige tog imod den tid med kyshånd, men sågud da ikke kan sige mig fri for at være præget af den og betragte den tids ånd som værende en gældende samfundskulturel måde med menneskelivets uddannelse, samfundsdannelse, mv. Altså grundlæggende mennesker før mig i deres tro og kampe med livets kreative beståen. Skal jeg hade dem??? Dermed også deres troskyldige barndom, barnetro???
Nej, men man behøver jo ikke at gå op ad dem og gøre deres fejltagelser og manglende, kanske blot forskudte indrømmelsesevne om igen. Deres forældre var jo mere eller mindre krigens og deres opvækst: kold krig. Opgaven er med andre ord at mærke sig den varmes beståen og udvikling, de har kæmpet for, altimens man som frugt deraf bevarer den forøgede varme i tænkning og handling, som det har givet anledning til hos os. Vi skal ikke hærde os op, men dog lære at lade os opløfte af den freds-sigtende varme og såvidt hverken kopiere dem, gå i deres fodspor, men mindeværdigt agte på deres indsat og gå videre dermed i vort leje, kød som ånd i sin videre helbredelse og forplantning. De gamle kan jo altså nu engang ikke bringe samfundet videre fra de gamles hjem – og dog skulle de tage at koncentrere deres livserfaringer som menneske, altså fortsat så, når den tilværelse bliver dem tildels. Såvidt fremfor at sidde og mimre, ja fordi man har indført en kategori, der hedder: Nu er du gammel, så det er godt med dig og det vrøvl du fremstammer...
Ja, det var et andet udtryk for, hvordan stats-utopien med sine lovførende videnskaber har klippet livets egen erfarings-udvekslende tradition over i stumper og stykker. Børn for sig, unge for sig, midaldrende for sig og gamle for sig, så kan vi administrere det i selvbærende teams og alle blive frie for hinanden i menneskelivet samfund, ja goddaw do – jeg passer mit job og gør dermed min pligt indenfor området... Det er sguda til grin, ja ligesom man talte om det grå guld, uden at sande nældens rod, et inkompetent system bestående af sindslidenes uddannelser og erhvervsliv, tjuhejsa, hvor det går.
Og såvidt i første ombæring med lille Jenses vej i strid modvind med det gamle livsgodes unge vej: Kampen for sit hjerte med alvort ihu – og ikke for alt det åndssvage. For senere, de sidste årringer at blive fordret en renselse af "min" egen ånd, så den atter ville kunne tale rent af sit menneskebarnlige forsyn, uden at betone den samfunds-kulturelle omverdens skyld alt for meget, hvor den ikke hører hjemme. Det kaldes erindring, er et indrømmelses-arbejde og en koncentration af hørelse for menneskets sande livserfaring som den står i vort kød og gør sig gældende på vidt forskellig vis, dog fortsat i samhørigheden på jord. Her op gennem mit liv i sit forsøg på at udtrykke, hvad det danske menneskeliv føler og en lille smule om, hvorfor de føler-tænker-handler som de gør, ja er som de er. - Men gældende på vidt forskellig vis, sagde jeg, og jo altså også i grusom grad forskudt her i det danske som også europæiske, grundet de mange systematiske forsøg på at skabe livets samfund, henrette de onde børn, så de kan blive gode samfundsborgere i Platons gode, absolut selvretfærdige bystatslige samfund, hvor alt og alle som bekendt skal føres op af den mørke hule til det når solen, smelter sine vinger og falder til jorden som svedne fluer. Skidt pyt siger vort skrupelløse behandler-samfund, der jo lever af det, vi starter da bare forfra, re-validerer menneskelivet, sender en fjernsynet udsendelse og siger ja til a-ht-formidler-kassens kursusse, voldtaget med en undskyldning om, at vore samfunds-institutioner forveksler vort livs allerhjerteligste pligt med skattepligtens udvikling af rets-fascismens statsborgerskab ude på arbejdsmarkedet og inde i institutionerne!!!
Sagt i filosofi-traditionen/stats-traditionen opdagede jeg, at forpligtelsen til efterfølgende at give videre, gå ned i hulen igen og hjælpe de trælbundne slaver fri, så at sige ikke var en del af programmet. Det ærger mig, men det formår man ikke i den tradition, det lærer den ikke mennesket i sin opvækst og uddannelse med det. Nej den tradition lærer jo mennesket at blive isoleret omkring sig-selv med alskens projektioner tilfølge om mig og dig, alle og ingen, andre og noget, vi alle skal lægge mærke til!!! - Jeg siger også gerne, at vort sindelag bliver som samfunds-indretningen gør sig gældende og deraf følger jo, at alle skal administrere sig-selv i henhold til alles koordinering i koordinat-systemernes teknologisk-teknokratiske netværk gjort af lovmæssigheds-dyrkende åndssvage. Helst uden sand kærlighed gjort at kød og blodets ånd, thi ellers er man en hensynsløs stodder - alle er jo lige for lovens selvretfærdige ligevægt, fornuftens uforstandigt holdningsløse ånd!!!
Den platoniske uddannelses-industri, vore institutioner, foranlediger kun dannelse via teoretisk erkendelse, der etablerer idealisme og følgeligt vil bruge magt som stemplet til prægning af romersk mønt, for at kunne komme til at ligne noget, der hedder en praksis i sammenhæng. - Ja det skal jeg lige love for i alle sine symboliserende netværk, der jo binder menneskets ånd op på løgnen, så det tilsidst ikke kan gøre ét eneste sandt forpligtende åndedrag i livets eget navn! Dét er sygdommens indskolende, statskultiverende grund i europæisk-amerikansk kultur, men som hel-dig-vis kristendommen kan tackle i sin levende hjertetro, oplysende udgave på dansk.
Det kan kristen-dommen, en sand mennskelivs-erfaringens dom, fordi den mental-historisk - jamen kald det da bare evolutionært, thi der ér før og efter, omend det ikke er tidshistorisk bundet ude i alverdens logos og dens intetsigende verdenshistorie, men derimod kødeligt bundet i ordet, hjertet, guds sandseligt levende ord om livet til menneskeheden og således stillet til jordnær brug med menneskeslægtens gang på jord på hel almindelig, fredelig vis. Fordi, sagde jeg, fordi den dom falder i kølvandet på de græsk-romersk-jødiske slægtsguder og kundskabsdyrkelse i hver deres krigeriske sigte for liv- og samfundsudvikling uden vold, tyranner eller undertrykkende privillégier!!!
Kristus løste ikke problemerne, der naturligvis opstår i et samfund, der dyrker skolastiske problemataharekrishnamatisk læresætninger og teoremer, hvor bedsteborgerne så tilfældigvis lige er dem, der har fornuftsløsningen - ja fordi de tilfældigvis nærer magtens gode som den traditionelt er stillet i kødets hørelse hos europæisk befolkning!!! Det betoner kanske også forskellen på Sokrates og Platon, samt Platons vrede, der til forskel fra Sokrates' mod, blev driftkraften for ham. Men ikke desto mindre Vor Herre bevare os, da Hans sandselighed forløste os af de baryler, hedninge er de blevet kaldt 2009 år, ja herhjemme i vor danske kulturs slægter af kød og blod siden vort kongehus lod sig oplyse, senere overdrog opgaven til sit ligeværdigt elskede folk. - Jeg fortsætter i bekræftende gentagelse: Livets sande vækstbudskab til menneskene at gøre godt med, ja lyset i menneskets hjertetro natur, det løser ikke problemer, men forløser os af dem i vækstens eget navn, Livets.
Det kalder de romantiske grækere udi argumentations-logik så ganske vist for en cirkelslutning, fordi en sætning ikke både må begynde med livet og slutte med livet. Og forøvrigt da slet ikke med jord, nej så tilder de fuldstændigt ud af statens overførsels-indkomst-vuggevise og ned på græsset, med køer og kolort. – Ikke desto mindre: forløsningen skete nu engang i de dage, som vi symbolsk fejrer med fede julenisser og filtrede hjerter med matedormix i, så den danske befolkning tror, at det er Lise Nørgård, der har skrevet biblen, sangen på slaget tolv nytårsaften og juletræskæden: seven eleven. Ja fordi man jo både kan købe video, coca-cola og slik derinde til den dejlige aften, der så på underlig vis strækker sig over to aftner. Altså, hvad f.. nej, hvad s... undskyld, hvad p... er den af, hvorfor skal man synge vær velkommen herrens år, når det forestående nytårsknald i en kæmpe brandert jo er åbenbaringen, der venter forude, ja sågar osse oppe i himlen. Sagens kerne eller hva’, er der noget jeg ikke har forståååået!!! - Nå, men julen er en dejlig sød tid for danskerne, den har bragt velsignet begavelse med sig og varme godter til gane-spaltningen. Ja også i den grad, at man ikke kan andet end at slå sig på låret af en hareskåret, for som det hedder: overdrivelsen forstår jo godt fremmedgørelsen i snedrivens drømme om den uskyldsrene hvide jul!
Bortset fra dansk præstestands oplysnings-evner med systemets hang til romantisk græsk dannelse gennem 1000 år - man imidlertid ikke skal underkende og det mener jeg, fordi du ender i fængslet, såfremt du gør det tilstrækkeligt nagelfast. På den måde kan du nemlig lære kristi budskab at kende som trøst, fremfor som tilfældet ellers ville være uden løgn-og-latinen, staten og universitetet, som sand bærende livsglæde hele livet igennem og til hjertelig stor gavn for hele samfundet. Ja bortset fra den bette tjenestemandssag, så handler det om Forløsning og ikke løsning af problemer. Og det gør det, fordi alle problemerne grundlæggende kommer af slavisk vanedannende kultivering af kødet, dermed tænkning i livsangst og præstationsangst. Tænkning, der blandt andet kendes på sin strategiske fornufts-måde med livets forstandige åndsevne eller endnu værre på sin psykologiserende og pædagogiserende græsk-latinske ånd: Åh-alle-børnene, åh-folket, åh-befolkningen og åh-abe.
En angst, en kødeliggjort frygt for samfundets herskere, samfundets utérlige magter og den adfærd, de indirekte giver anledning til gennem livsnaturligvis fredsbevarende hieraki-dannelser. Dog ofte med unaturlig vækst i magt og ligeværdigheds-opfattelse i kølvandet derpå, nemlig sålænge magten og æren ikke indrømmes i al evighed, hvor hjertet i sandhed slår. Fik I dén? - Og gjorde I ikke: Derfor efterfølgende: storhedsvanvid og magtmisbrug, hvorved kategoriske skel mellem os bliver en forhærdende trussel.
Unaturlig, sagde jeg, altså utro vækst i sindet, kødets egen ånd. Misundelse hedder det også ifølge tilbedelsen af Psykes olympiske lege, altimens misundelse i egentlig sand forstand angår mis-undelse, altså ikke at kunne unde næsten deres givetvis gudgivne sandseligheds skyld og ansvar med at søge og finde vej med livets alvor, ja al vor hjertegode kærlighed dermed. Eller i en anden udgave: at mis-unde medmennesket på skæv vis, hvormed jeg betoner den næstekærlige pligt: At unde andre deres skyld og ansvar eller kamp med livet er ikke at lade stå til, nej pågældende skal opmærkes, mærke at det ikke er ligegyldigt, at de prøver at holde modet oppe for al vort. Det skæve i den sammenhæng opstår, når tonen bliver irettesættende og det er en svær ballade at undgå i et rets-fascistisk kultiveret samfundssind med diverse selvbestaltede myndigheder, altså kompetencer, uden ærværdig forstand på livet...Hvordan hører man, når man er opflasket med en læs-og-forstå-kultur, fremfor en kropslig høre-og-se-kultur!!! Skal jeg vende brættet om, så I kan slå pindene i fra den anden side, hvar dommerstand? Eller kan I nøjes med at få det her, I Jeres foretrukne medie?
Men ja, der skal rent faktisk så lidt til at se næsten i øjnene, at det kan gøre helt ondt i glemmebogen. Og ellers er det iøvrigt alt, alt for lavt at sige sådan ud fra resterne af klassisk dansk, højforagtelig dannelses-kultur og besserwisserei, jeg mener sådan at sige misundelse som det foregår herhjemme, sådan selvhævdende i tilbedelse af Psyke at kalde fastlåste mennesker i sorgens vred for misundelige: de er bare misundelige på mig...eller: få dig dog et liv!!! Thi vreden er sjældent bare den forvrednes skyld, tværtom en livshistorie om, hvad der aldrig kan være forvredent i sit livsnaturligvis hjertegode udgangspunkt, men uheldigvis så kanske er blevet knægtet ad livsforførende, galt forpligtende veje, hvilket altid indbefatter næsten, medmennesket, samfundselementets arv-og-miljø-mæssige efterladenskaber. Det ser jeg som sagt ikke mindst i lyset af den måde, man har skruet vort samfund ind i en skyldsfornægtende, an-svar-forflyttende, ja livsforsagende system-tekno-kultur med diverse gamle positioner, myndighedskultur at skulle tage højde for altimens og altsammen kronet af løgnens højesteretslige domsmagt. Vrede behøver ikke at være vrede på nogen, ja sand vrede er aldrig møntet på nogen, thi den er livets egen vrede på menneskene. F.eks. gør det på gud-livets vegne mig vred, at man asfalterer jordens sande vækstgrundlag, altimens man fortsat pumper ressourcer ud af den tredje verdens lande, altimens, altimens, altimens man sælger europæisk-vesterlandsk frihed i græsk demokrati, der aldrig har fungeret eller kun sådan: Funktioneret. Ja, fordi vi jo er så uendeligt selvfede i matematikkens blindt symboliserende verdensbillede:
F(borger) = Staten i uendelig borgerpotens...For alle X gælder...
- at de skal ha' en computer og være stjerne åndssvage i flertallets fladmaste røve, som vi tilmed ustandseligt opfordres til at nære tillid til. I må iøvrigt gerne rette mig, matematikere og bank-direktører, men jeg forventer naturligvis, at I gør det på forstandig vis, hvilket betyder ærligt med kødet som indsats og uden henvisning til loven. Ja, for hverken universitetet, staten eller bankvirksomhed er en arbejdsplads, når mennesket tages alvorligt af hjerte for livet. - Det er usselt, danskerne er blevet usle mennesker grundet kapital-statsborgerlig kultivering. Justitsia. Men det er så på én og samme gang opløsnings- og oplysnings-opgaven, der som bekendt fordrer indrømmelse af livets egen hjertelige sands, som den er ethvert menneskeliv givet...
Danskere må ikke være danske, da det er ikke fint nok, men så, ok, fint nok da, forsåvidt, at jeg heller ikke synes, at vi skal opdyrke gammel fædrelands-romantik, nej vi skal ej, men ØØØH - så se da for helvede at få den græsk-romantiske kultur aflivet, så Fædrelandet kan bestå i menneskelivets kongskødelig navn: Kærlighedens oplysende åndsmåde med Gud og næsten i slægtens gang, livets afstadige gang på ligeværdig vis med fædre af anden hjertegod kultur-baggrund. Tror man ikke en Jens véd, hvad dansk er og uden at det i egentlig forstand står i strid med nogetsomhelst?
Justitsia er stadigvæk ikke livets ånd og vil aldrig, end ikke tilnærmelsesvis kunne tilvejebringe retfærdighed, social retfærdighed, nej kun noget, der ligner, men ikke er det. For slet ikke at tale om sandhed og kærlighed, hvormed den justitsiale ånds samfund, kapital-staten, jo er aldeles ude af billedet, ja aldrig kan være på tale. – Jovist: Det er velsagtens en velsignet evig opgave for mennesket at leve i sand tro, gøre sig utallige erfaringer dermed og forplante, så, det bedste deraf! Uden for meget af humlens sukkergriseri, men da gerne mildt og skarpt! Ja, tag ikke fejl af fin-snitterens finkultivering, når ånden er sandseligt sigtet af kærlighed til sit samfunds menneskeliv. For det er afgørende at lade være hørt sådan og aldeles uden forventning, ja da også uden frygt for fordømmende gengældelse eller fængsels-straf for at tale ærligt sandet.
Thi kendes for ret: Kender man ikke samfundets bevægelser i livets eget kød? Ønsker man et øje-for-et-øje, så jeg f.eks. skal fratage byrets-dommerens børn en opvækst i det oplyste danske fædreland, fordi hun nu engang har gjort det i mit tilfælde, på vegne af min søn og hans utro mor, ovenikøbet i navn af tarv!!!? Nejda, for skulle dét være nødvendigt at gøre domsmagt gældende på den vis, når ordets anden kind jo står ved magt i kødet og hun således i sandhed ikke blot har taget min søns liv, men tilmed sit eget liv og hele stats-bygningen med i graven. - Uden at jeg kan gøre stort ved det, udover naturligvis glædespligtigt at oplyse hendes utrolig syndige måde med livet, så der måske opstår en langt større samfundstro forløsning til fordel for ikke blot min søn og hans mor eller hende, dommeren? Hun har jo gjort vold på sit sande menneskeliv, ja det er tåbeligt, så jeg gør, hvad jeg kan henvendt til hendes lejrbål i brænd.
Det glæder mig da ikke lalleglad, at indvoldende på juridiske fødeklinikker vender sig, så det bliver synligt, hvor slangen i paradis har bolig i dansk samfundskultur. Men det glæder mig da at indse, hvor troen finder sin allervigtigste ”berettigelse”, nemlig omkring mætte maver og et hjertemodigt sandt bryst, der kender sin skyld, står ved sit ansvar i livets forsyn og lader være hørt deraf. Derimod vil jeg med Jens langkniv siiige: Men sledsk legisleret at lege med sandhedens dømmekraft med en hammer bankende ned i livets eget barnekød, dén ånd, der skal bære samfundet videre..! Farvel dommerstand, farvel universitet, farvelfærdsstat. Vil I leve, så forlad bygningen, inden den bliver knust, kysset og krammet ihjel af Livets sande kærlighed på saxo-dansk, hvad dertil hører i lurendrejerens trut til skjoldungerne.
Videre. Forløsningen blev ikke hel hørt som afgjort afgørende for samfundets be-stående udvikling via vort kød! - Så derfor blev/bliver skomageren ved sin læst som sin far til efterligning, klasse-samfundets forhærdelse af slægter, fader-søn-kultivering i glemsel af helligåndens videre forplantning i bredden, der jo ellers går via næsten ud til samfundselementet, samhørigheden og hjem igen til videre opladning, kultivering af såbedet med henblik på en ny høst-sæson. Den glemsel, altså den romantiske klazzisismes lektor blomme-kultur opstår og opretholdes, når rigdom, stilling og status bliver orienteringen, hvilket er uhyre svært at undgå og undlade i fattigdommens gør-det-selv europæiske klondyke-kultur, der vil op og grave guld. Ikke desto mindre er det vor opgave at lære, ja til fordel for en stadig sandere og sandseligere orientering af det livets under vi deler i samhørighed, fremfor at sige sammenhæng, der jo på græsk hedder: System. Jeg gentager, så danskeren kan forstå, hvorfor det som menneskeliv tager afstand fra systemet: Fordi det er græsk.
Skitser over samfundets hierakier eller systemer medfører magtmisbrug og idealiserende modtryk, social kamp, men såvidt lige sålænge som sandheden ikke indrømmes af såvel høj som lav, der dernæst hverken er høj som lavt på strå eller en fladtrykt stråhat. Den fladtrykte stråhat er netop fejltagelsen i det danske, da man fører det forløsende bud ind over staten, altså omsætter den forløsende sandhed til fornyet teoridannelse, videnskab, politik og lovmæssighedsdyr, der så lige på managementarisk vis skal integreres i løgnens system, gøres gældende med al for mægtig agt, ja regelfølgende magt bag, der trykker os på det samme dårlige pligtbegreb, den dårlige samvittighed og mere til, igen og igen. Det betyder at vi idag i sandhed, med kødet som indsats, nødes til at bede om forladelse for vor skyld og skyldnere, uagtet at folk dør omkring os. Men såvidt, for overhovedet at kunne oppebære sand kreativ glæde til fornyelse af vor livsmåde med barnet fremover. Og glæden er jo, at det virker, vort liv på jord står vidt åbent, ingen kan bestemme over dig, men kærlighedens opløftende vækstbud i sin hjertetro natur bestemmer sig fortløbende med dig og dit liv som indsats med al vort. Det er den sande hjertepligt, der forløser og sætter fri, det er dén, der er samvittighedens arne.
Lidt studentikost sagt, da det ikke handler om fejl, men om løgn, kan man sige: at den første lille fejltagelse bliver den sidste store fejltagelse, der afsløret lader os forstå, at alt det mellem-liggende intet saliggørende, fredeligt udviklende i sandhed har bragt. Og det er Vor Herres erkendelses-lære i kødet. En ganske hård dom, når ikke man hører, at menneskelivet dermed går fra det jødisk-græsk-romerskes mentalitets institutionelle autoritets-tro erkendelses-paradigme bestående i f.eks. lektorer og mentorers gale kostning og tisning på hjørnestenen som var det en våd plet i bukserne i skammekrogen - over til et ikke bare kristent, men et sandseligt oplysende indrømmelses-foretagende i vækst og trivsel med eget liv som indsats for al vort kære-lige leve-brød her på jord. Det er indrømmelsen af det levende, livgivende, vækstgivende, rørige, grødige, trivelsesbetonede, kropslige, organiske og glade, der er budet - og på ingen måde regelfølgende lovkultivering af sindet med tiltagende stupide krav om rettighed og ejendomsret tilfølge. Sagt til det rædselsfulde fandens-tro rets-fascistiske åndedræt med tiden, det er sådan set, ifølge dit roman-humanistisk-videnskabelige statslige autoritetstro måde med livet, ja ifølge din egen selv-opfattelse, mere humant at give dig en kugle for panden end at lade dig sande alle de menneskers hjerte, du har fængslet gennem tiderne, thi det dør du også af. Værsgo enten-eller-pædogogofile bøsse-kultivering, der er frit valg af kaliber på alle hylder til Jeres forestående selvmord. Og I kan være ganske rolig, jeg er ikke voldelig anlagt.
Og nej, jeg har ikke noget imod Guds meddelelse til os via homoseksuelles åbenbarne åbning af, hvordan græsk-romersk pædofili-hankat-pædagogisk kultivering af menneskelivets kød omvender sindet. De er hjertensgode mennesker, der bærer den romantiske akademisk-politiske rets-fascismes arvesynd på lige vilkår med de mange øvrige mennesker, der bærer dens efterladenskaber i kødet - og den indsigt taler ikke sjældent ganske troligt i deres ånd til oplysning og videre forplantningsbud med det menneskehjerte-ligeværdige samfund på jord. Ingen er jo fejlfri, perfekte, rene guder på olympen. De har så deres fornufts-skavank, mens min ikke lader sig indrømme i længden... potent er den dog, skulle du være i tvivl.
Skriftens genindlæsende dannelse af samfunds-befolkningen ophører med Jesus Kristus, altså i år nul - hvorefter en ny måde med skriften, ny opfattelse af skriftskultivering kommer til, da man ikke helt forstod Ham. For den ophørte altså, gentager jeg! Og sådan set er det her blot et maleri; skriften er lydtegn til opmaling af vor hørelse og ånd. Den gode læser hører efter sandheden, sandseligheden, ærligheden eller menneskeligheden - mens den ringe læser tager skriften al for bogstavelig, ja for det er vedkommende jo vænnet til af svinene, der bruger skriften til at få noget på den dumme, noget af skulle have sagt, noget, at blive til noget af uden at være det, mv. altså bemyndigelses-kulturene og deres mange slaver hele vejen ned. Orden kalder de det iøvrigt, når man er dygtig til at spejle sig, efterligne og rette sig ind efter, hvad der er dødt, ja og ellers består man ikke eksamen... Må I rådne op i Jeres usle legeme, amatørere på landets universiteter.
Sand genkendelighed gives ikke imellem os eller overfor hinanden, den udgives eller tilgives os kun i tro hørelse af Gudsandheden, Gudlivets ene eneste levende gang. Alt er et unikum, men det er ikke alt, der er levende, organisk livgivende og forplantende: Du kan ikke spise guld, penge og der er ingen ånd, ingen ilt ude i rummet, ude i universitetet. Og så dør man jo. - Ordet er ikke skriften og sand dannelse foregår ikke indover skrift. Ja, sådan er det, ordet er vort kød, derved også dit, så hvad kan du sandse og høre, kanske lægge stemme til, kanske håndtere på anden kærtegnende vis, så livet kan vokse og gro med al vort livsgode åndedræt?
Altså jøden, Jesus kommer til som arv-og-miljømæssig følge af en lov-kultiverende autoritetstro samfundsorden, hvor moselovens, biblens slægter er retfærdighedens administratorer - det virker så konsekvent, at befolkningens adfærd og angst for Gud, altså angst for de udvalgte slægter, der refererer til Hans magt tvinger Jesus frem i kødelig forstand. Han er kødeliggjort jødisk kultivering, hvorfor hans strid, hans lidelse og ikke mindst protest taler i forlængelse deraf, af det hele, hele den samfundsmåde. Han forstod at omgivelsen går i kødet, går i arv og dermed også at væksten i menneskets natur, menneskebarnets uskyld skal tages alvorligt som det frembrydende, der bringer nyt lys til samfundet på jord.
Solen bryder sky-dækket, men den har jo ingen hænder, vel, nej det er fugtens varme fra den frugtbare jord, der stiger op, fortætter, suger trykket med sig op, så der dannes lavtryk, for dernæst mættet og i given slip at søge hen og trøste kulden. Sådan bryder solen frem og tørrer duggen af vækstens våde kinder til smilets højtryk retter folderne ud og vi sprødt kan høre den frostklare vinterdag med knirkende sne i den strunkne forårsdags hævede ører. Ja tyk bag ørerne til forløsning af ramadagens ramasjang og uden behov for knaldromantisk forstillelseskunst! - Han var ikke blot et brændt barn, men tilmed et sandhedsvidne, der forstod, hvordan livets børn, samfundets bærende vækst-betingelse brændes af via regelfølgende lovkultur, rettelse af sindet via gamle skrifters erfaringer og deres kopierende livsførelse til videre indavl og nedarvning. Alt levende er udfoldende, udviklende og forsåvidt opvoksende til det udvokset kan sætte sine sidste, yderste frø. Æblet falder ikke langt fra stammen, men de sidste falder dog længere ude, thi ellers vil intet lys være dem givet, når den tid kommer. Ja det passer jo sammen, et stort træ sætter ikke større frugter end et lille træ, afstanden fra den yderste grens såbed og ind til stammen er henholdsvis den samme, det vil sige lyset er det samme - rødderne og mulden er dog afgørende for, hvor spiselige og holdbare frugterne bliver. Ja, hvor fredsduelige.
Det inderste bliver det yderste og sådan genkendes også åndens frugter i vor kødelige slægtsarv - ja det er ikke ment som en opfordring til at pille nullermænd ud af navlehullet, da det ikke længere er dén, der er strengelegens inderste harpespil i edens kammermusikalske morskab. Nej, tværtom fortæller det blot, hvad det faderligt yder fædrelandets samfund at tro sig i vej med hjertet i behold, holde sig til sit ærlige hjertes bud med én, så ikke skuespilleriets hanekampe og rivalisering om magtens forførende kendtnisser og kvinder bliver livsledens fristende vej. Den slags kan jo ikke oplære noget krybbebarn i varetagelse af livets fortsættende samfundskultivering, samfundsdannelse.
*6*Livet er ikke en...
Livet er ikke en teater-forestilling med skuespillere og tilskuere på den ene og andens side af troldspejlet, men et vækst-fortagende, der ikke omhandler krukkeri, for megen forfængelighed og da slet ikke flade røve. Det inderste bliver det yderste og således aflæselig hørelse af vor ånd i sin tillige forstilte arv, dog aldrig udelukkende forstilte arv. Nej, for arven er jo først og fremmest menneskekødets levende, dernæst dens affald i omgivelsen, f.eks. det meningsløse lovbyggeri i angstens forsikrings-selskab for efterkommere at blive kødeliggjort af. - Sandkorn på havets bund skyldes op, fyger ind over jord i det vestjydske marehalm, mens sandflugten på hedens marker er en vislen i lyngens knastørre tunge. På sjælland er krukken fyldt med en sjælens honing, men i farlig carambollage med Psyke som i Århus, mens bornholm står urokkelig fast. Og på Fyn, ja det skal svendene med ølandskabet bøjet i Fåborg nok holde fast for aj'le di små blomster. Endeligt slåes her stråforkortet nordjyder og sønderjyder i hartkorn, altimens jeg nok med kongetro sønder-jyder ihu, langsomt driver med fredens sande vinde til Norge – for at kunne være et dansk menneske i dåbsnavn af Jens.
Skuespillere, musikere og digtere, videnskabsfolk og politikere bliver afhængige af en uholdbar og ikke bæredygtig succes, fordi det aldrig kan blive et arbejde i egentlig forstand at optræde som forbilleder i massemedie-forførelsens falske roller. Hvordan håndtere deres, billedverdens verdensbilleder i deres satan, deres sandselige forlystelse i psykes vold og magt, uden hjælp fra ordets sande lys? - Ja de udlever deres fantasier om at være som dem, de så på filmen, inden den knak. Og det er vel gunnok, når blot andre rydder dem op bagefter med cut and tape, copy and paste. Jeg mener hele den branche udtrykker menneskelivets sorg i sit spin med teknikker og teknologier. Og det er så godt nok, gentager jeg for ordets skyld, når man understreger, at branchen ud-trykker, altså opfatter at menneskesorgen derved bliver udtrykt og ikke står til efterlevelse for kommende generationer at forvilde sig ud-og-ind i grundet identitets-søgende flugt fra menneskelivets forstandige gave som også opgave at høre efter på jord!!! - Altså, der skal være et sandt oplysende, vækstgivende samfundssigte i det livsarbejde, man beskæftiger sig med ellers bringer det intet. Sand underholdning er ikke noget, der går ind gennem øjne og ører, men noget åbne armes hænder alene af hjerte for menneskelivet løfter og lyser op af underets tro holdning af én. Og det koster ingen penge, men et helt andet sko-nummer end hvad statsborgerens person-nummer i bankens koncentrationslejr rummer.
Ebbe Rode, der også havde store versefødder, sagde f.eks. om den fremvoksende rock-kulturs vrid og vræl, skål og skrål: Hvis det gør så ondt, hvorfor lader de så ikke være? Sådan hørte han og fortalte dermed også noget om undladelse, på sin humoristiske vis. Noget om at vende den anden kind til, så vi ikke fortsat skal gå uligevægtigt gennem livet, men istedet blusse op med vejrbidte røde kinder. Hellere en ung mand, der rødmer end en ung mand, der blegner. - Tænk det i kultur, omkring det vi dyrker, hvad giver os frugtsommeligt røde kinder, hvad giver livsglæde og rask åndedræt, der videre sætter én i arbejde med forplantningen af livets eget mål med os. Ja forbilleder hedder det så plat, da det som regel bliver til krone istedet, når evnen til at værdsætte sandseligt levende, forplantende menneskeånd på almindelig vis ikke er givet.
Billeder er ubrugelige, såfremt man ikke hører dem med sin krop. Åndskendskab går via kroppen, er uadskilleligt fra dit eget liv, der imidlertid ikke bare er dit, nej det er givet ud af menneskeslægtens eviggyldige bånd for dig at vokse videre med, forplante sig i lyset af og oppe sig ved. - Og for Ebbe Rock var den opstandne ungdoms stand-up et udtryk, der så ikke var værd at rode videre med. Ja, undskyld, var den for plat at slå krone om i syndflodens gentagende strøm af elguitar og utro saxo-fon? - Vor generation eller den lidt før, har derimod opfattet klippen anderledes og velsagtens, da der nu engang er noget i livets menneskehed, der ligger fast som Bornholm: Hjertet skal ytres, for at samfundets måde med os, altså vor livsmåde kan udvikle sig. Og øøøh, græsk-romersk kulturarv kender ikke det nye vidnesbyrd, dens fortalere kan ikke leve, høre og sandse, nej de vil netop som regel ordne, have ret og kneppe fluer samt enhver smuk pige med røde kinder, så hun kan lære det: afblomstre og være ligesom græskarene på morgendagen efter allehelveds-aften, tudegrim med sort sods maskara ned af kinderne!!! Det hedder seksual-undervisning i skolen med fri sex gående ude på side-linien, i medierne og uddannelses-sektorens korridorer - og lægerne kender iøvrigt også flere former for prævention, så der ikke sker noget i hjertelivets foretagende. Da det jo blot er et frit viljes-spørgsmål, man tager en politisk beslutning om og endeligt skriver en kontrakt på, såfremt det ægteskabeligt skal blive til mere med flere ansvarsfulde horeunger i frihedens spejlblanke navn!!!
Skriftet, brevet her, der vel i sin længde udvikler sig til et kunstprodukt til tiden er forsåvidt ingen undtagelse, omend det nok hurtigt bliver taget af plakaten, ingen succes giver anledning til - medmindre man forstår, at alternativet er jagtgeværet i anvendelse til aflivning af svinehundens græsk-romerske formidlere af en mere eller mindre cartesiansk teater-forestilling på frans' friheds grund. Vi har ikke et præsident-styre i Danmark, der står i tilbedelse af friheds-gudinden - og da især ikke, når friheds-gudinden ikke går igennem kærlighedens forstand, Vor Herre Bevare os oplysende og åndskundskabende vej med kødet, såvidt vi nu er kommet med menneskelivets sande udvikling her i lille Danmark. Man kan også med ladt jagtgevær sige: Hvordan vil man ellers fremme sand vækst, sandselighed og åndskultivering på bæredygtig vis, altså i ægte medmenneskelig skabelse her på jord, når menneskelivets danske menigmand på jord er blevet døvstum og dumsløv? Knæk og bræk: Bang, bang!
Jagtgeværet gør folk bange, jaså ud med dét i for finere kredse - men utro livsførelse og forplantning af forstilte budskaber i plørevælde, spejlsale, medicin-industri, lykkepiller, politi-pistoler i bæltet, fængsling på baggrund af selvlovgiven dømmekraft, udbytning af næsten og fjernere lande, samt danske jenser i Afghanistan til legitim nedpløkning af krigens – teltdug – al den slags globale moderne fremskridt in the www, det er tilsyneladende helt ok at indkøre børn og unge i på systematisk regelfølgende vis, så de uundgåeligt som hjertetro danskere må bruge tid på at finde og mærke deres egentlig menneskeforstand og dermed nye vidnesbyrd resten af livet. Hvis ikke hos deres efterkommere, der jo arver forretningen. Altså bruge tid og penge på at mærke selv-svingets egentlige baggrund. - Don't you love your country, danske Jenser, 'cause you are most wanted in killing the evil of the world!!! Bang, bang!
Og sådan kan skuespilleriet så måske i nogen grad tages som udtryk for vort samfunds romantiske sorg og vel i nogen grad også sørgende for, at den ikke får det sidste ord at skulle have sagt. Når levende skuespil stjæler opmærksomheden, så synes det dog kanske lidt bedre end når Tv-avisens billeder fra verden af det lave toner frem på skærmen. Man kan opfatte det som en renselse, men det foregår nu vist alligevel på et forstilt samfundsmæssigt plan, når fjernsynede masse-medier er inde over. Sådan er det ganske vist ikke på teateret, men der lever tilgengæld fortsat de gamle spøgelser fra shakespears tid, den ulykkelige kærlighed og så videre. Kig på deres børn. - Vi kender det efterhånden, unge bliver advaret, men det stormer jo frem og op alligevel, så man har været nødt til at gøre alle til talenter med den mystiske matematiske X-factor i sin uendeligt spejlende identitets-konflikt. X=X som 1=1, men det første ene tal, min kære næste, det er dit liv, det andet er den matematiske sindslidelse, der ser dobbelt, for at være sikkert på, at vedkommende selv findes!!! Den lidelse opstår i henhold til faldloven for masse, der således videre med magt vil have dig til at stemme overens med tyngdekraften, verden af det lave, fordi vedkommende, der åndshæver den slags, ikke kan tro, sandse og leve uden at nedgøre menneskelivet til fastsat, objektiv værdi. Du skal være lig. Du skal være et lig, for ellers er jeg ikke noget værd, noget, der kan være lig med dig, siger den matematiske sindslidende; selvretfærdighedens hjemsted.
Bankansatte dyrker samme lidelse: Du skal stemme overens med masse-kulturenes X-faktorer ellers er du utroværdig og talentløs, uelsket og ikke velkommen her i samfundet!!! - Såfremt dit liv og din ånd, din indsats, dit arbejde ikke kan veksles til penge og andre former for tilbedelse af draculas veletablerede rets-fascisme, så kan du godt smutte tilbage til det helvede, du helt sikkert må komme fra, ja for så er du en belastning, en trussel mod fler-tallenes verdensbillede, altså så fordrer du indirekte af dem, at de i sandhed skal til at mærke livet, hvilket de ærligt talt ikke troede var meningen, jaaada da de jo ikke har lært det nogen steder!!! Du skal selv, for de kender nemlig sig selv 1:1 – og så passer pengene jo, du passer dig selv og jeg passer mig selv og så, vupti, koordinat-systemet kan så aftegne alle de skønne, gode og sande grafer for et godt liv, et samfund i udvikling, trivsel og sand eksponentiel vækst!!!
Såvidt stormer det altså frem grundet matematisk, videnskabagtig, juridisk kultur-ledelse i sin arv, ja det kommer op med kødet via miljøet, grundet utro ledelse og tænkning i benævnte regi. Jovist, såvidt stormer det fortsat frem i sit vandglas, indtil vi begynder at afvikle noget af det, så de værste gentagelser kan undgåes, ja så prøvelserne ikke skal være livstruende, men livserfarende uden at være koncentreret om jeg, mig og sig selv. Mennesket skal elskes op, frem og videre og det elskes allerbedst i sit sande element, omkring det almindelige: slægten, livsarbejdet, forplantningen og dertil hører jo altså også ordet talt af ærligt hjerte, vort kød. – Ja, jovist, men dertil er vi jo slet ikke kommet til på grund af støj-kulturen, der ikke kan bringe os noget nyt. Nej, så der kommer vi nok til en dag, larm bare videre med kødets bjældeklang, indtil døden mærker Jer i mellemgulvet og der end ikke er én eneste ærlig tone tilbage!!!
Jeg synes om ikke andet, at det er uærligt at bruge så meget tid foran spejlet. Ja det er uden tvivl ganske hårdt arbejde og lader sig tilsyneladende også betale med fagforeninger og Søren Faglig til at gøre opmærksom på kopi-danmarks selvbestaltede rettigheders flænsning af vor sjæls ligeværdigt oplysende arbejde gennem tiderne. (Han gør det nu ellers godt af og til - en sand dansk kolleriker af rang som selveste disciplen Peter på fisketur, rap, rap!!!). – Men jeg mener, man har jo underlagt, hvad der skulle være frit: ånd, sprog, krop, udtryk, dans og samvær, kundskabens træ i sin indrømmende forbundethed med livets træ og dermed livsnaturligvis ens personende tilværelse - det har man underlagt kapital-statslig administration, så intet kan blive hørt, ingen pølser koges i klubhuset uden det kolde smils angst for pølse-forgiftning. Ja så intet kan blive hørt, uden at der bliver råbt vagt i jagtgeværets uretfærdige vejrprognose, så angrebs-ministeriet må i samråd og projektionen føres til Afghanistan, der simpelthen bare må være satans livmoder til fødsel af ondskaben i hele verden samt regnvejret!!!
Ja det er i grunden ikke så mærkeligt, at danskerne ikke kan se deres svinekød i livets sande lys med al den tid og energi de bruger på at få spejlbilledet til at ligne noget af udtryksfuld, sminkeret værdi. Man bruger ikke hagl-spredere til aflivning af svin, man bruger mig bekendt boltpistol og elektro-chock – en pløk i panden eller et yderst kontrollabelt stød, færdig, slut, bum, død, mad på bordet! Kan I følge med moderne mennesker eller gibber det overhovedet ikke i bananens abekat. Skal I på en billig chartertur til Somalia og se ellers søde negerdrenge spise kat med ladte håndvåben? Det forlyder dernede fra at optagelses-kriteriet i borgerkrigens somaliske samfund består i: At skyde sin næste. Hvad mener I? Har AP-møller-arven længere tilbage, koloniseringen og kolonial-handlens tid i den grad lært dem, hvad omvendelse er? Skal I en smut derned og opleve, hvad græsk-romersk markeds-erobrende kultur er for en størrelse, hvad det har på samvittigheden, hvilket umådeligt bæredygtigt forplantings-potentiale der udgår fra dens virksomheder? - Eller skulle vi ikke bare begynde at leve her på jord og med jord, lade fortiden være glemt ved at vise verden et stykke erkendelses-arbejde, et stykke indrømmelses-arbejde i livets samfundsudvikling. Tror I ikke, at der er nok jord på dansk grund til at brødføde os? Tror I ikke, der er nok menneskekød og ånd at elske med? Det er en skam, såfremt I ikke tror så, thi da er I jo vitterligt utilstrækkelige, da vil I jo ligefrem at vi skal kriges, slås om maden, rigdom, stilling og status. Ok, tilbage til jagtgeværet.
*7*De helllige skrifters...
De hellige skrifters sandhed kan da være god nok, men som bekendt kan de ikke bare lige skues på hundehårene, nej de skal vaskes og klippes, for atter at være menneskeligt spiselige for hundehovederne i bedsteborgerskabets romaner. Altså papnæser, der bilder sig ind at vide noget, men ingen menneskevarm indsigt mønstrer i eget liv, dermed intet sandseligt er givet at gøre gott med til al vort forplantende gode. Tåben og vismanden lider samme skæbne og hovmod står for fald, inden det bliver skudt i sænk som et andet flagskib, der destroyer det hele. Sågud da være til med det. - Men alt det mellemliggende, som jeg var inde på tidligere, det er ikke ingenting, når den første fejltagelse, løgnen ikke har fundet sted i hjertet. Og det er her indrømmelse kommer på tale.
Indrømmelse består i at koncentrere sig om det hjerteligt sande i livet, det bærende og følgeligt indse, hvordan det i kraft af livets eget mål med os kan udvikle sig, i pågældendes sted med det personende vilkår som drivkraft, naturlig vis. Og kødet er først, din krop er først, dit helbred er først, derfor også din ånd i kontakt med kødets vækst, i livets gang, ja hele livet igennem. Det er let at mærke sig for nogen og uhyre svært for andre. – Men videre at fatte, hvordan man lader et samfund, ikke mindst et vækstgivende, brødfødende uddannelse og arbejdsmarked opstå, der tilgodeser en så simpel sandhed, ja!
Ja, for det kan I jo så prøve at fortælle de traditioner, der beder børn om at sidde ned hele deres barndom, for senere at blive rigtig gode til at sidde ned. Det kan I så prøve at fortælle bankstanden, social-rådgiver-standen, akademiker-standen, computer-standen, læge-standen, ja hvem sidder ikke ned til daglig, for det er dem, vi skal lære af med omvendt fortegn. - Det kan I så videre prøve at fortælle de iværksættere, der lægger beslag på arbejdskraften, uden i sandhed at udvikle den og videre derved uden at fremme et sandt bæredygtigt samfund i organisk vækst og åndedræt med et ellers givtigt sigte for udvikling af alskens menneskelig åndskunnen tilfølge. Hvor står arbejdsånden, det I kalder arbejds-kraften ifølge naturvidenskabens teknologiske paradigme for kræfter, deraf markedskræfter, samt kræft - men hvad er arbejdsånden i egentlig forstand forbundet med, tror I? Ja, svaret er livsånden i dit kød og blod, den der jo ånder af overskud, omsorg og varme for børnene i hjemmet og lignende. Det er jo ikke nyt. - Men Livsånden er bare også organisk vækst, der sætter fold, når man arbejder i ånd med den og ikke imod den, nej, for det er jo vor fødekilde... Det er i den sammenhæng livet for alvor giver åndelig mening, helbreder, lærer os noget, som vi bare har glemt. Tak til Søren Ryge, for sin oplysnings-indsats og tak til bønderne, økologer, urte-kræmmere, mv. – ja vel helt tilbage til: Det er fandme uhyggeligt, med Peter Schrøder om sovs-og-kartofler i dansk mentalitet.
Vanskeligheden ved at bevæge sig er, at der så skal være noget at bevæge sig med og omkring, ja og hva’ kunne det nu være, tænke, tænke, tænke, kan I gætte dét, kan I gætte, hvem jeg er, kan I gætte hvem jeg er, for jeg har taget ordet på, midsk, madsk ordet på, kan I gætte, hvem jeg er? - Eller skal I i ansvars-terapi i kødelig forstand til besvarelse af den gode kreativitets skyld, indefra og ud? Godt: Vi tager da maden fra dig i en uge, dernæst fjerner vi dine børn, forærer dig en skovl og en spade til at grave haven op og så...får du ondt i ryggen, så du må til lægen, eftersom du jo ikke er skikket til livet på jord, men på en stol. Diagnosen lyder ifølge hjerneblød forskning: Det må være en hjerte-fejl.
Altså, hvis så bare de danske statsborgere kunne fatte, at de ikke i sandhed kan indrømme livet uden hjertelig befordrende sandselighed gående. Og, at der ingen livsudvikling eller samfundsudvikling kan ske, sålænge de ikke søger at opløse kapital-staten, skatte-staten som orden at rette sig efter. Og dens ikke blot umådeholdende overførsels-indkomst-kultur, men tilmed dødskultiverende åndelige umåde, uforstandighed med mennesker, børn og unge, ja netop på universitær-statslig græsk: tragi-komisk, enten-eller, både-og, op-ned, ud-ind med videre åndssvagt sindelag udi alskens fagsprog, der etablerer hver deres område, så vi tilsidst har hver vort lille område koblet til loven alle skal rette sig efter. Ja, med alskens modsætninger tilfølge, der kun stortrives af nævnte grund. - Det er stats-financieret sygdoms-kultivering ind i børns kød I betaler skat til og har intet med sand vækst, sandt åndedræt og livsglæde, arbejdsglæde at gøre. Intet, sagde jeg og det er belastende, ja det har da kostet mange menneskers liv gennem tiderne. Og det betyder altså, at loven ikke længere står ved magt, nej, det gør det personlige ansvar i livets navn som det altid har gjort. Undlad at deltage i livs-fornægtende virksomhed og søg ny vej for samfundet, så godt du kan med dit liv. Guds højre hånd holder hånden over dig, der kan indrømme, hvad sandt er og sandseligt, velsigtet lader det forplante sig. Og du skal ikke finde dig i lovens bastarder. Nej, og det er ikke civil ulydighed, jeg opfordrer til, men adlydelse af sandheden i livet, menneskelig samfundspligt med hjertet forrest i sin forstandighed bag dig, i vor mennesketro på jord.
Sørg for de gamle og lav børnepasnings-ordninger eller lad den ene forælder blive hjemme på skift, ja find på noget. - Men ikke indover skatte-pamperne, hvis tilværelse som menneske også, lig dommerne og bankfolket, er én lang historie om livs-fornægtelse, én lang vandring med at give sig selv retfærdiggørende grunde til at man gør som man gør og er som man er. Og værre endnu er det med uddannelses-sektoren i det hele taget, der gør tilsvarende, lider af samme retfærdiggørelses-ideologiske vanvid, ja som alt der udgår fra kapital og stat gør i sin arv i kødet. Den har alt for ringe forstand på menneskelivet på jord. Og det er her frisindede oplysningstro danskere, traditionelt gammel-liberale/konservative, såfremt der skal tales om det i politiske termer, hvad der da ikke er min stærke side – men det er altså her de ikke kan have med det at gøre. Fordi mennesket ikke kan have med det at gøre, altså dør af det. Det er løgn, der dræber og sand sandselighed, der overlever og sådan kommer Vor Herre jo og skelner mellem det levende og det døde, dødbringende.
Staten sætter sig på livet, fremfor at bekræfte det og helt nøjagtig, fordi en statslig virksomhed ikke kan bekræfte livet og få nogetsomhelst til at gro. – Jamen, hvordan kan den så sætte sig på livet? SVAR: Via truslen om straf, da alle-er-lige-for-loven indenfor området, beskyldninger om terror og lignende i den syndebukskultur. Det er jo f.eks. din skyld, hvis du må gå fra hus og hjem, for du kunne jo bare have ladet være med at sætte dig så hårdt i rente-spekulationens virksomhed med dit hus!!! Og hvorfor tog du en uddannelse, så du ovenikøbet også har studie-gæld, du må da være dum...var du ligeså dum i 1. klasse?
Traditionelt var tanken at uddannelses-sektoren skulle tilvejebringe fornyelse af samfundet via børn i skole, unge i skole og halvvoksne i skole. Men det er utopisk, fordi du ikke kan forny et samfund uden at mennesket oplæres i en sand vækst-omgivelse, der også kan være bæredygtig underneden, altså overgå til livsførelse senerehen, når man naturligvis finder sig sin samlever, får børn og så videre. Ja, så det kan ikke foregå på overførsels-indkomst, fordeling af penge og så videre. Man kan ikke uddanne, udfolde et levedueligt, bæredueligt, fredsdueligt samfund gennem en skole uden forstand på hjertets kropslige ånd og på væksten. Så altså:
Fordi grundloven var en fejltagelse.
Fordi staten var en fejltagelse.
Fordi universiteter er en fejltagelse.
Fordi fortsættelsen af græsk-romersk kulturarv på dansk grund er én stor fejltagelse.
Og jeg gentager: simpelthen fordi udvikling af et samfund sker via samfundets mennesker, forsåvidt at de er ved deres forstand som menneske af hjerte i Gudsandhedens åbenbare og sandselige navn, Livets eget. Dermed imidlertid også sagt via et oplysende sigte for samfundets udvikling at forholde sig til, høre efter – hvilket var og er mere end bare tanken bag det oplysende menneskesamfund. Man havde ikke forstillet sig, at det skulle være så svært at høre efter - men det blev dét af f.eks. 6. mill jøders grund i graven, altså tilbedelsen af industriel livsførelse, teknologier og teknokratier. Masselovgivende virksomhed og den mentalitet, som det til hver en tid opdyrker, da det ér kendt i kødet på menneskelivet, her på jord. Spørg, arbejderbevægelsen, hør efter, hvad livet synger ud gennem egen mærkning af det: Blip, båt og gud, hvor går det godt. Hørte man det som om, at det gik godt med Gud, foran maskinen? – Nå, men jamen: hvilken ledelse skulle man nu høre efter?
Et oplysnings-sigte at forholde sig til i bred menneskelig forstand, det er afgørende, men det skulle jo nødigt.... Det kan altså ikke opstå på god vis, sålænge de historiske fejltagelser gøres gældende som gentagelser vi alle sammen skal rette os efter. Dog kan det ejheller opstå ved at løbe fra historien, vore sande erkendelser, da de så at sige står i folke-kødet på os. Det fortæller derfor også, hvor svært det er, ikke mindst at råbe syge menneskers livsførelse op, altså dem, der holder gang i en kulturform, hvis konsekvenser udi såkaldt lav livskvalitet – kvalitetskontrol, administrativ kvalitetskontrol håndhævet af dem, der sidder på flæsket i forvejen og hvis tunge er som slangens. Deres dødskultiverende adfærd er kendt i kødet. Ja dem, der ikke formår at undlade magtens retorik og system-ånd, dens skalten og valten med menneskelivet derved i kraft af utallige sprog, der ikke taler for egen regning hos Vor Herre, altså i henhold til livets udfoldelse af sit forsyn, vort samfundssigte på jord, men derimod helt sikkert nok i henhold til staten, loven og kroner i kassen til mig-mig og min hustru selv-selv.
Det er med andre ord svært på én og samme gang at skullle opløse, hvad der måtte være uholdbart, altimens man samtidig er opmærksom på, hvilket oplysende sandt gode til vort viderebringende, der opstår derved og skal arbejdes videre med. Thi det er aldrig en afstandtagen til gud og hver mand, jeg eller andre frisindede gør gældende, søger at udtrykke, men en alvorlig, kraftig løftet pegefinger i glædens sande navn. - Det raske skal helbrede det syge, det gode skal tackle det onde og ikke omvendt, hvorfor man fandme ikke skal sætte sygdom i system, der videre netop er løgnens statsværk. Du kan nemlig ikke sætte sandheden eller sand helbredelse i system, så der lige var en modpol til løgnen, ja så der lige var en ligevægts-gudinde, der kunne tilvejebringe dig en orgasme i hjernen, ganske som du fik ros for af matematik-læreren, fordi han da blev glad for, at du var ligesom dum i livet som ham. Løgnen er ikke negativ og sandheden positiv som var der tale om – og +. Ja, for du kan sguda ikke plusse dig gennem livet, ligesåvel som lov+lov+lov+lov sguda aldrig nogensinde har bygget nogetsomhelst op, udover statsbiblioteker. Hvor sidder tallet? Hvad angår regne-arterne? Vågn op pølse-danskere.
Frisindede danskere er det på baggrund af kongeligt oplyst hjerte, menneskeforstand kaldes det også, det vil sige, at de kan indse og aflæse, ja høre mennesket, uanset hvilket erhverv eller syge-domme, det måtte have forvildet sig ud i. Og når det så kommer til staten, ja så er den altoverskyggende utopi at tro den kan trække vejret for os, har arme og ben at gå på og så videre rask kunne elske for os. Den kan ikke udvikle, fordi den er gjort af sindslidende akademikere og bankfolk, der vil ordne verden logisk, altså en tradition, der aldrig har indrømmet livet, ordet i år nul, altså nu og her på jord. - En tradition, der ganske enkelt ikke kan elske livet, ikke kan arbejde, ikke kan oplyse nogetsomhelst vækstorienteret menneske, da der jo først lige skal penge til...
Ja, ku’ de så bare indrømme al deres viden omkring dyr, planter, jord og mennesker, krop og ånd, arbejde med deres viden i organisk sammenhæng, så kunne det være, at der blev renset ud og lagt to og to sammen, så det stadigvæk gav to. Og for såvidt kom noget åndeligt sandt, vækstbetonet ud af det til menneskelivets nytte. Som før sagt andetsteds i skriftet her: De ligger og rager rundt nede før år nul med traumer over, at den græske stat og det romerske kejserrige gik til grunde i år nul samt, at der ikke længere gives en romersk præget mønt, der giver én magten, for nu at tale direkte til bankfolket. Ja, jovist, det er kongens mønt i har med at gøre og hvis I ikke kender Ham, hans tænkning, hans logik, hans ånd, hans sigte, hans måde med livet, hans oplysende bud, hans indsats med livets eget kød til fordel for menneskelivets beståen og vækst, ja så er I da nogle svin.
Men ganske få akademikere ligger altså også og rager rundt nede før år nul, fordi statens kultivering af sine borgere gør det og de forsåvidt er så aldeles solidariske, om I vil. De står last og brast med flertallet i deres uholdbare opfattelse af staten som et servicerende organ, men gør det, for at alle de poster rundt omkring i den uholdbare falske statsborgerliggørende tilværelse financieret over den gamle bemyndigelseskulturs idealistiske forstokkethed kan blive opløst. Eller ganske enkelt for at flertallets sygdomme forårsaget af selvsamme falske opfattelse skal kunne blive helbredt. - Desværre kommer det imidlertid også alle fnatmiderne på universitetet tilgode. Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Sådan kører det så ping-pong mellem det selv-højtideligt universitære videnskaberi, uden indsigt i nul og niks, der vedrører menneskelivets beståen på den ene side og magten i samfundet på den anden side, der livsnaturligvis ikke skal rette sig efter noget, der ikke vedrører menneskelivets beståen. Striden mellem universitet og staten er ligeså gammel som den idealisme, den management-teori, de begge tilhører. Platons. Og op imod den, ja der er der kun kapitalens drenge, hvorfor dansk også vesterlandsk politik, da det gælder hele vejen rundt, handler om at smidske for kapitalen, altså lade sig røvpule og sikre at alle får samme behandling.
Men der er gudsketak og hov, noget andet...
Der er – også - et sandt smørhul i europæisk kultur, dermed vort danske menneskekød, her i sin betoning af mit udtryk. Og det, det menneskehjerte-lige kød er på én gang oplysningens anker på bunden af havet og flagskibet, der ingen mennesker drukner på titanisk vis grundet en sølle omvendt istap – atter den teknologiske forstillelse om synkefrie åndedrag. Æret være deres minde og må de efterladtes nedarvede s.o.s dermed være forløst.
Det har europæisk skolekultur vist ikke helt forstået. Det kom Luther imidlertid til at forstå, i sin tid, omend med afmægtig reference til biblen som bærer af ordet, fordi det bliver misforstået derved. Og i den grad er blevet misforstået af den danske Kirkes fortolknings-virksomhed. Senere kom Grundtvig, der jo også bare var en simpel bondeknold, ja i sin tid opfattet som nøjagtig ligeså skør en kugle som Luther. Ordet er levende, er hjertekødets levende, kroppen og vor lille menneskeforstand - det sigter på hørelse, indrømmelse og ad den vej forløsning af vækst med livets egen ånd, magt og ære ihu sguda. Det være sig i det små, indover kaffen - men i det store samfundudviklende regi, der flytter os, der er sandhedens hårde hjertearbejde påkrævet, sålænge løgnens institution er givet forrang som referencepunkt til, hvad vi alle skal, fordi det er nødvendigt!!! Det hårde hjerteligt sigtende arbejde med sandheden på vegne af menneskelivets samfund og dets kreative beståen med livsglæde og arbejdsglæde, det ville ikke være påkrævet, såfremt barnet ikke blev ødelagt af vanedannende institutions-kultur grundet på skriften, de skriftkloge og deres evindelige teoretiske lovgivning håndhævet med magt og magtretorik sat i system.
Man/Du kan ikke nå alle, tale til alle, blive hørt af alle, men du kan være ærlig med den sandselighed, sande menneskelivserfaring, dit liv uvilkårligt, som menneskets overleverende væsen koncentrerer i hjertet til videre nedarvning, forplantning og genopstandelse. Sådan foregår oplysning og trospligtig, altså glædespligtig samfundsdannelse i menneskelivets slægtsbårne navn, Guds og ikke de mange gode idéers. - Du skal være glad, siger hjertet, du skal glæde dig i livet, thi ellers kan intet nyt modtages, høres og opbyde os til dans i hjertets gildesale med pludselig opstanden, øjensynligt ganske mange døre... jada ikke med henblik på et kobbel kørwl rendende efter sig, men på forløst glæde i det faderlige menneskesamværs morskab.
Men det gamle skal, dét, der hed: Du skal – også kaldet det kategorisk imperativ siden den tyske filosof Kant og som er ganske sygeligt al den stund, at det er bundet i den romantiske fornufts vilje. Ja, så det skal du ikke lystre, thi det er knust, det stod som sagt i viljes-kultiveringen, den der også ville føre to love sammen i Guds navn og såvidt ikke stod i hjertets sande væren, men den græsk-romantiske fornuftsånds forstillelse af os.
Det er dog godt nok at have dét, du skal i baghånden, når fornufts-psykopaternes magt-vilje skal tackles, thi de kender ikke forskel på livets sande kærlighed af hjerte og så kærlighedens ideologier. En forskel, der f.eks. ikke kendes på religions-videnskab, da dens virksomhed jo er inkarneret af fornuftens universitære stats vold. Derfor kender man ikke forskellen på tro og religion, ja for dér, i den vold har man jo forladt sandseligheden i hjertet på menneskelivets levende; det er ikke åndskendskab og åndskunnen, man dyrker, men kategorisering med henblik på administration og forening af modsætninger via magt. - Tro er åndskendskabet i sit kød og det kan så have forskellige sprog eller ingen sprog, ikke kunne formulere sig, ganske som en overskåret tunge jo altså ikke berøver dig din tro. Der er ikke noget menneske, der ikke også tror på livet. Men der er mange, der ikke kan indrømme det, så der ellers kunne komme et alment genkendeligt sprog ud af det, der i sin sandselig arv gør livet, samfundet lang, langt bedre at være til med. – Det er græsk-romersk magt-kultur, der med sine evindelig kategoriserings-arv blokerer menneskeheden fra at udvikle sig. Og det vil føre til krig, hvis ikke de universitære-kapital-statslige mennesker bøjer sig i støvet, altså får indrømmet, hvad livets mening i sandhed er, nemlig vor livgivende sandselighed med al sin åbenbare kreativitet. Mao. et dannelses-projekt, der ikke er et projekt, men som handler om at indrømme livets egen dannelse af os, hver især som gave til al vort. Guds bogstaver er mennesker af kød og blod i slægter. Og det er ordet.
Ethvert barn er helt og aldeles unikt og kommer derfor også med nyt i menneskeforstand af den livsnaturlige orden. Ordet kaldes den trolige orden og vi får gerne et personnavn til vort køds stemme for Guds livsnaturlige, menneskeslægtsbårne arv og lystrende åndsmåde, så der kan kaldes på os og vi vokser i forstand på at høre efter. Ja så netop det nye, vi kommer med til Hans, Livets eget velværende samfund kan blive hørt på sit sande bidrag. Mennesket vil personligt strides til sin dødsdag med at blive hørt på sit unikke potentiale - idag misvisende kaldet selvværd - da det unikke potentiale er det personlige menneskes guddommelige bidrag, indfrielse og indrømmelse til samfundets oplysende vækst, trivsel og videre-udvikling... Det handler ikke om anerkendelse og at blive hørt behøver ikke blive taget bogstaveligt eller ordret, nej det handler om almindelig menneskelig kontakt, men i sandselighed af vort samfunde vilkår på jord: Ud med romer-svinets platoniske efterladenskaber via sand kærlighed af hjerte for Livets milde stemthed overfor os, Guds nåde.
Ja, for Guds vrede skal man altså ikke tage fejl af. Han er revnende ligeglad med om Han så skal bruge utro mennesker til at udfolde sit sande rige. Når vi f.eks. ser misfostre eller større menneskeskabte ulykker, så er det en massiv meddelelse til det selvretfærdige flertals statsborgerlige kultur om, at det har glemt, hvad der er givet magten og æren i al evighed. Livet, Gud, Sandheden er før menneskelivet og kommer kun menneskelivet til gavn, forsåvidt vi vokser i sand indrømmelse af Hans vækstbud til sandselig glæde for al vort. Gudlivet skyr ingen midler medmindre vi kødeligt lader os formidle af Hans vidnesbyrd til menneskelivets samfundsudvikling.
Det er personligt givet for ethvert menneske at leve i ansvar, der også kaldes skyld, for vort samfunds sande, vækstbetonede og sandselige udvikling. Skyld og ansvar er ikke et straffe-retsligt anliggende - hold Jer fra jura-kultiveringens kriminelle bande, men elsk også dem i deres fejltagelse, ja for ellers indser de den aldrig, hvilket jo handler om universitetets kropsløse, dermed åndløse skoling. Skyld og ansvar angår alene trolig sand kærlighed til livets sandselige vækst med al vor beståen. Og dens kødelig holdning er det oplysnings-opgaven at bekræfte i sin åbenbaring, følgeligt kultivere i hjertegod forstand til videre åndsudvikling, samfundsudvikling. Trospligtig, glædespligtig skyld og ansvar er til i forsvar af vor uskyld, barnet, den trygge opvækst i sit liv med al vort i sin videre færd. Ligeledes er den til i forsvar af den uskyld som kreativitet lader opstå, altså gennem vor allerede åndskultiverende håndteringer. Det gælder også samfundet, ja især hele sigtet med et oplysende samfund, der altså skal lade være hørt... derfor naturligvis også må se at få afviklet læs-og-forstå-kulturen på det uniformerende plan. Ja, man kan altså ikke læse og forstå, uden først at kunne høre, gribe/undfange og se. Der er ikke noget farligt i naturen, når sandseligheden med livet er intakt, kan høre og indse, hvordan man uprøvet må være forsigtig, dog nok skal få det lært som katten om den varme grød, fremfor kattens leg med musen. Menneskelivets medfødte sandselighed skal ikke voldtages eller bare selv finde vej, nej den skal elskes i vej gennem naturlig prøvelse, vor naturlige vækst-omgivelse. Den organiske. Sand kærlighed giver mod, sandseligt mod og ad den vej hænder.
*8*Tilbage til alt og...
Tilbage til alt og intet...
Ja jeg kom fra alt - men nej, nu hedder det som det gjorde fra første færd, dog før ordforrådet vandt frem og turde bruges: Livets åndrige placering af intet og ingentings fattigdom. Alt placerer intet og ikke omvendt, da intet ingen potens er givet. Der er retning i tænkningen, men det er kødets egen. Altså mit kød er Gudsandhedens, Livets eget. Menneskelivets kødelige vækst er givet oplysende retning med sin sandselighed, indrømmelsesevne, undladelseskunnen, mv.
At nogen kan tvivle på så sandt et faktum: At intet eller intetheden (rummet/verden/universet) ingen jordisk eksistens-”berettigelse” har, fremfor altså at fatte vort alt-afgørende livs eksistens-”berettigelse” på jord, ja det er så tvivlens historie om fornuftens videnskabs-teknologiske magt-sproglige og retfærdigheds-dyrkende kultivering af kødet – ja et sådant selvbestaltet, selvretfærdigt og svinsk voldtag af livets egen forstand. Intet har ingen eksistensberettigelse, intet er ikke noget, men hedder som sådan også fornuft, når der, hovedets sandselighed, er løsrevet livets gang og kropslige vækstvilkår. Ja og det er så netop videre fornufts-institutionaliseret som samfundsorden, overførsels- /overhørsels-indkomsten, hvorfor det bliver ganske svært at forstå i sin ellers så enkle klarhed.
Den tyske fornuft talte på et tidspunkt om affortryllelse og sådan går det på baggrund af den græsk-romantiske fornufts efterladenskaber i de europæisk institutioner: Den afslører intet, så alt bliver affortryllet – hvorimod oplysningsopgaven jo altså er at afsløre alt, så intet bliver affortryllet. Thi dermed opdager man undervejs, når man er et almindeligt hjertro menneske, at sagens kerne ikke er alt, men Livets gave til menneskelivets samfund i sandselig åndsudvikling. Oplysnings-opgaven bliver følgende at afsløre Gudsandhedens forsynsgivne vækstpotentiale eller mening med eget liv som personende indsats til og med samfundet i helligåndens, ja i sandhed fortryllende navn. Med andre ord står analytisk beskæftigelse i hjertekødets sande navn og ikke satans alverdens-administrerende over alt og alle andre. Det er ikke verden, der skal afsløres, men Livet til menneskelivet, så menneskelivets adfærd bliver sandere, sandseligere og mildere, mere præcis.
Den forskel i livsbekræftende retning er det altså yderst farligt at tage fejl af!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Kan I snart fatte, hvad I har med at gøre på universitetet og statens administrationsbygninger iøvrigt eller skal jagtgeværet stoppes helt op i røvhullet på Jer, før I kan mærke det sande hjertes oplyste forstand!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Det lyder åndssvagt at sige, at intet ikke findes, fordi det er åndssvagt intet at høre, men det udtrykker jo altså spejlbilledets falske oplysning af pågældende person foran spejlet: Man/Du er jo altså ikke dit spejlbillede, nej spejlbilledet er blot sollysets, eller den elektriske efterligning af det, reflektering af dit ydre. Der står intet om dit liv i spejlet, der er ingen levende, kødelig fylde i det og sådan er det med alle fornuftens åndløse sprog og deres materialiseringer udi alsken uhåndgribelig teknologi. Tag dit spejlbillede og gå, nej, for det er kun spejlets billede af dig og ikke dit! Derfor: Hold dig til vækstens erfaring i livets kødelige lys, fremfor alverdens belysning af snart det ene og andet fra utallige vinkler. Lad ikke solens skygge være din, thi det er den ikke - og den skygge du måtte mærke, den er ikke en farlig skygge-side, men et potentiale, der nok skal åbne sig og give besked. Der foregår konstant noget i livets vækst og ånd, men et træ skyder og sætter ikke grene af som en anden online-industri.
Online er fornuftens tekno-forskudte opfattelse af evighed, altså matematikkens uendelighedsutopi, den matematiske sindslidelse. Folk er bange for at afsløre for meget på nettet, for det kan jo blive misbrugt i al evighed og er da slet ikke til at fjerne eller rette igen!!! Det forstår jeg da godt, men sådan er masse-lovgivningens paradigme i sit propaganda-svineri med menneskelivet jo: Det går ufattelig godt her i Danmark, siger liderbasserne sguda, når den matematiske økonomi går op ifølge regnskabet, som flertallet er blevet hjernevasket til at rette sig efter. Ja man ser, hvad man vil se og hører, hvad man vil høre – men sådan er det bare ikke, thi der er sandt i livet og sandheden melder sig ikke via universitære sprog, men i Gudlivets eget kød, menneskeslægtens.
Spejlets, det verdens-iagttagende erfarings-sprog, fornuftens kultivering af kødet er foregået gennem tegn-tekst-og-tallets blændende forførelse og forflyttelse af ordet fra mavens hjerte til ordsindets hjerne, der følgeligt forsøger at materialisere alverdens sammenhæng i form af teknologisk-teknokratiske netværk ud fra netop et sådant tåbeligt forskudt og forskydende overensstemmelseskriterie. Eller forsøger at skrive det for den sags skyld, hvilket system-filosofferne gør. - Skriften er dog lidt en anden sag, men kun lidt, afhængig af kontakten med ordets ærlige sandhed, her gennem mit hjertes indrømmende medie af kød og blod i forplantningens bekræftende vækstånd. En lidt anden sag er skriften imidlertid, da den spiller en både forkastelig og ordnende, men dog central rolle i ordets udfoldelse af menneskekødets historie ind til år nul, altså indtil menneskeheden får sig snøvlet færdig og bliver klar nok til at indrømme sig i menneskelivet mellem himmel og jord. Men sig det ik' til nogen, for det' klart, det måtte gå sådan, når han forstyrrede dem, mens de så mellem himmel og jord - i fjernsynet/fornuften.
Der er ganske stor forskel på om skribenten forsøger af administrere alverdens sammenhænge eller om vedkommende giver udtryk for livets ord, ordets hørelse i sandt sigte på ærlig personende vis, deraf naturligvis i sandselig samhørighed. (- Jeg var i sin tid ikke for alvor klar over, hvor sand min tro var siden den kunne erkende filosoffens problemer og genkende teologiens problemer og problemer. For dernæst at forstå, forstandigt at sandse, at begge traditioner er lige ugudelige og troløse i sandhedens navn på dansk oplysningsgrund, eftersom begge fag pakker sig ind under Platons/Aristoteles stats-videnskabelige idealisme og fortsætter den. En grundlovens og dens tidshistorisk korrigerende mentalitets livsførelse, der jo altså bare ikke fører os ud af ørkenvandringen, ud under åben himmel, men længere og længere ind under skæppens solstikkende sved til sod. Langt de fleste er ikke klar over det og det er måske godt nok, ja op til Gud, men den universitære folke-idealisme køres altså ind med folkeskolen, foruden resten af statens foretagender. Kirken graver sin egen grav, hvis ikke den kommer fri af stats-fascismens ligevægts-gudinde. - Ja og så må vi til Norge efter hjælp, for atter at kunne være vort kød og blod bekendt, for såvidt jeg husker er det skilt ad hos dem, så moderne påhitsomheders utopier om styreformer kan for lov at komme og gå, uafhængig af sandheden i al evighed. Ellers må vi vel nøjes med nok en bjergvandring).
Identitet hedder det overtalte overensstemmelses-kriterie på græsk, hvor det betyder det samme. Altså mente jeg tåbeligt, da jeg sagde tåbeligt i den forbindelse, jeg mener: overens-stemmelses-kriterier og retsskaffenhed ifølge den græsk-romerske løgn-og-latins psykopatisering af menneskelivet siden da, det er tåbeligt. Det er ikke desto mindre den Europæiske samfundskultur-histories onde arv i kødet og som der så imidlertid fortsat er grønhakker-børn på landets universiteter, der synes det giver mening at undervise i og ødelægge unge mennesker med, foruden hele den statsborgerlige organisation. - Dén onde arg har al, al, alt for meget magt over vort kød grundet den tids fortsat hidsige institutioners bevarelse og trykken på "de rette" knapper. Der er ikke gået 2500 år siden grækerne, 2200 år siden romerne, 2009 år siden Kristus eller 50 generationer for den sags skyld - ja i hvis slægt... altså nej, der har levet én stadig voksende abe-slægt siden vor oprindelse som midgårdsorm, men nej, nej, nej nordisk mytologi er komplet identisk med græsk og romersk mytologi, bortset fra at vi er nordiske, hvad man da ikke skal se bort fra. Slangen i paradis er midgårsormen og sådan kan man så blive ved med at ligne, klistre og tapepe sammen hos tapetisøren eller regne den ud, så pengene passer og alt går op, indtil næste mand gør det samme på hel, helt anden vis!!!
Identitet er ikke noget, der skal bringes i overensstemmelse, men noget, der ér i levende overensstemmelse, hvorfor det er tåbeligt at sige: over-ens-stemmelse, ja da især, hvis man over-hører stemmelsens sandt levende samhørighed. – Så jeg gentager for ordets gode skyld, ovenpå fjumreriets vrøvl og søm, som det nagler sig: Der har levet én mennskeslægt siden menneskets væsen i sandhed, i al evighed blev erkendt og indrømmet på sit unikke hjertes kreative ånd i livets navn, i år nul. Dermed placeres tidens djævel og hans løb i forhold til livet i vesterlandsk kultur, vor tid. Ja, så den ikke løber af med os. Vor tid betyder ikke, at tiden er vores, men derimod, at tiden er placeret af vort menneskeliv på jord i al evighed; tidens flygtige værdier er underordnet, altså mindre værd end menneskelivets sande værdighed i al evighed. - Man kan også sige: Tiden er erkendt, så det voksende menneske kan godt høre forskel på, hvad der bæres rundt af tidens djævel og hvad der i sandhed kommer af Gudlivets egen vækst i al evighed. År nul betegner altså tidsløsheden i al evighed, livets sande værdighed i vor personende ånd i live: Jeg er, nu og her på jord, i år nul og tiden spiller ingen rolle i forhold til værdigheden ved at være hjertegodt i live. Det er ikke tiden, der går, men Gudlivet, der går med os og al vort - men følger vi med tiden, ja så løber djævlen af med os og al vort udi uendeligt selvsving som et ur, der slår samme slag på alle de arme i samme tidszone. Vi lever ikke i tiden, men i kødet og det har et navn, en livshistorie, en slægt, osv.
Hvad er klokken, Gud? Ja, han svarer ik’, for tiden er forlængst gået for Ham, til fordel for Ham, ja den har ikke noget værd for Ham, den har slået, først som sidst, den er slået ud. Kronos lever ikke længere, tilsvarende gælder kronologier og sager i samme tidshistoriske skuffedarium, bummelumsum. Gudlivet er ligeglad med tiden. Tiden er uden betydning i vor tidsregning, altså menneskelivets, hvorved du naturligvis også kan se, hvem og hvilke virksomheder, der ligesom ikke vil indrette sig på det vilkår, indrømme sig i menneskelivet og undlade at orientere sig ifølge tidens djævel. - Al menneskelig vantrivsel, dårligdom, sygdom begynder med stress og handler om satans forsøg på at indkultivere menneskelivets kødelige forstand i fornuftens, tidens systemer og forførelse. Det starter i klassens time, altså 1. klasse, så du kan lære, hvad du skal rette dig efter og overholde. Linie, linie, rad og række, der skal være overensstemmelse als ordnung muss sein. – Ja, der findes da natur-samfund, der stadigvæk lever i paradis, uden bøvlet med tiden, men vi vil ikke og kan ikke, sålænge vi er i satans vold med tidens djævel. Det er jeg stærkt utilfreds med, men bekriges skal det onde jo, så sand kærlighed overvinder alt og vi da også blive indrømmet i paradis igen.
Det er ikke gerninger, det er ikke, hvad vi når og gør, der er det alt-afgørende, men derimod at vi er livet givet ved sine bånd som ånd, er i live, ja det er helt og aldeles taknemmeligt. Livet er unikt, menneskeslægten er unik, du er unik og dit livs gang er unik med al vort, i al evighed. Du kan ikke rykke ud af menneskeslægten, flytte væk, over til en anden menneskehed på jord, måske nok til en anden menneskeligheds samfund, men ikke slet og ret en anden menneskehed på jord. Du kan ikke forlade menneskelivets samfund. Ja, så, der er ingen tid at spilde, der er ingen tid at spilde, da du jo er nogen, lige netop den gudgivne skabning du er i al evighed. Du er elsket af Gudlivet, Vor Herre, alene fordi dit hjerte slår. Så stor er taknemmeligheden i livets egen sande værdighed i al evighed. Og vokser man tilmed i den forstand, så vokser også samfundets sande værdighed og måde med livet. - Det kan et masse-lovgivent flertal udi selvretfærdighed så imidlertid ikke, nej, det kan det ikke i-middel-af-tid lære...
Al menneskelig værdi og værdighed angår vort hjertes trivsel. Vort menneskevæsen får navn som menneske af hjertets sande ånd med Kristi budskab i sin trosgerning for gud og i fortsættelse af almindelig slægtstro, såvel ifølge jødisk-græsk-romersk-muslimsk forstand – jeg mener: budet er på ingen måde løsrevet almindelig hjertegod slægtsforstand i sine bånd som ånd, men derimod sigtende på en oplysning af deres samfundsdannende, forplantende karaktér til freds og t ro, samt meget mere godt som helligåndsopløftende. Tak til de hjertesandselige, hjertegode muslimer i deres åbenhed for livets fred til mennesket, ja t ro.
Undertrykte sønner går mod magtens udtryksform som voksne og så videre bla. bla. bla. Jamen blabla, barbar, for hvorfor så al palaveret med Kristus, oplysningskultur, åndkundskab med videre? - Fordi menneskehedens samfund udvikler sig på jord og under én og samme himmel, hvorfor der på ganske lydig vis opstår mennesker, der indrømmer at alt ikke bare er det samme i et usvigeligt gentagelsesmønster, som fornufts-evne kan indfange og efterfølgende iværksætte med magt, så evigheden kan bestå som et samfunds-maskineri, der sætter dagsorden over mennesket som om en sådan maskine var sandhedens vækstkilde at skulle rette sig efter. Ja, istedet for omvendt at lade mennesket være som det skabt er skikket, nok skal vokse og gro med glæde og indsats uanset tros-retning. Men sågud ikke uanset evne til at tro i hjertelig sandselighed til åndens forløsende opstandelse på mættet mave efter fasten. - Budet med kristus handler med andre ord om, at der ingen orden er, uden at være i live og leve i hørelse af ordet, menneskelivets hjerte for det sandselige velvære, det sandseligt udviklende, det sandseligt forbrødrende, mv. - og at den hørelse er fri i sin troskab med Livet, frisætter, altså forløser samfundets eller næstens sande vækstpotentiale.
Menneskebarnet er således forklaret identisk med Guds unikke indsats til og med os, vort jordiske samfunds fortsatte vækst og trivsel i udvikling af guddommelig sand som næstekærlig åndsmåde. Og ærlig talt: Det skal den pædagogisk-psykologisk-politiserende græsk-romerske psykopatisk industrialiserende, masselovgivende livsførelse altså holde nalderne fra, tværtom høre og se som vækst-gaven, der bærer hele pibetøjet videre. Ja såfremt piberenseren er os givet til det pivfalske stats-kirkelige orgel, der lige vil køre budet indover den græsk-romerske klassizismes muser og vild med dans. Ja det var nok unfair set i lyset af 2009 års kirkelige standard, men nu er tiden atter moden: Budet er organisk, paradiset indenfor rækkevidde. - Hørelse foregår i kødet som almindeligt menneske, der ønsker og tror sig glædeligt godt vej frem med livet i behold og sådan er ethvert barn oprindeligt stillet ganske uskyldsrent og klar til at vokse, lære og tage fat - omend ikke i løgnens tjeneste, da det er foragt for livet.
Derfor også anliggendet omkring tro dannelse så frækheden består som glædesbunden, af hjerte levende og gerne forløsende, ja uden at vokse op til at blive retfærdighedskrævende grovheder sat i system. Intet er ingenting, men allerhøjest den tomheds-følelse, der kendetegner den egyptiske voldsarv, matematikkens paradigme i sin spejldannelse af sindet. Matematik er tilbedelse af solgudens geometriske verdensbillede, der som bekendt ingen menneskesandselig oplysning af vor unikke egenart og ånd bringer. Senere tilbedelsen af justitsia, der blot er en afspejling af selvsamme rodløse logos-fedteri med guldets ligevægt, ja altså, kort og ondt: Den universitære kapital-statslige fornufts ligestilling af alt og alle - det er en sindslidelse, en angst-kultiverende styreform, der dyrker den sindslidelse, kultiverer kødet i den livsfjendske ånd. Dens logikker er ikke jordet i kødets levende åndedræt, den organiske livssfære på jord, der vedrører vor beståen. Og hvem gjorde dét? Vær velkommen herrens år i al evighed, thi derved bliver ordet jordet!
Livet er organisk og vi kan takke mange mennesker for deres indsats med at indrømme og søge at indrette menneskelivet i sigte deraf, ja det forsynsgivne sigte. Livets organiske ånd, alt det levendes ånd er før menneskelivets indrømmelse deraf - men du er jo ikke en køn plante og skal ejheller indrømme dyret. Nej sguda og det handler den koncentrerede menneskelige oplysning og dannelses-kultur om. Om vi er dyr eller ej er kun væsentligt for mennesker af tvivlsom oprindelse, ja man kan også sige hos mennesker, der ikke tror at hjertet er livsbetingelsen. Børn skal ikke indføres i tvivlens kritiske bande, larmende støj, men bekræftes i deres sandselige tro, det vil sige høres og tales i vej med deres krop, når der er noget, der går dem på. Menneskevarmens mildhed i sin faste borg er helt central for at børn kan lære at høre og indse, samt dermed leve videre op med voksende indsigt, der ikke slutter når du er myndig som 18 årig, hvorefter du så bare skal klare alt selv, fordi du da kaldes voksen. Myndigheds-alderen betyder kun, at myndighedskulturen kræver din arbejdskraft i satans tjeneste, så deres justitsiale uhauha friheds-skænkende og ligevægtsskabende gud kan retfærdiggøres. Rend mig i røven dommerstand, må Gud lade Jer mærke sandheden.
Véd matematisk fornufts-kultur ikke, hvor nulpunktet fører hen, kender de kun bevægelser fra minus uendelig til plus uendelig og omvendt fra plus uendelig til minus uendelig - som en mystisk strøm i ledningen, der åbenbart går begge veje på én og samme tid. Og altså ikke indrømmelsen i år nul, så tidens djævel ikke behøver at plage os? Ja, for så er der jo ikke noget at sige til, at teknologisk-teknokratisk social-demokratiserende arbeit-macht-frei-kultur målt på tid, penge, fritid og forbrug "blomstrer" og kvæler al organisk åndende vækst og lys i livets navn.
Det vender jeg tilbage til, for nu kommer et nyt kapitel, der vel at bemærke er skrevet før alt det ovenstående - se det er omvendelses-teknik, der vil noget eller hva! Nej, men et ganske grusomt udtryk for, hvor klar vi skal være på rækkefølgen i livets sande omgivelse, eftersom vi altså ikke kan regne med eller orientere os i forhold til verdens"livet". Da slet ikke forsåvidt, at vi begår os i teknologisk-teknokratiske omverdener, hvilket fler-tallet jo gør. Ja, for det er noget helt andet, når omgivelsen er organisk vækst-betonet, dermed sandselig på livsnaturlig vis. - Du kommer jo ikke langt med forsøg på at proppe kalven ind i koens mave igen og sådan er det, vi må tage imod, hvad der kommer ud af livets Gudgivne åndehuller. Ejheller en kalv bliver født ud af røvhullet. Der er for og bag på mennesket og tilsvarende er det i ånd, omend det mange steder kniber gevaldigt med at kende forskellen. Plus og minus er jo lige meget værd for matematikerens industrier. – Er prisen på varen +moms en pris, hvor momsen er lagt til eller skal den først lægges til? Ja, jeg er jo nok bare dum og umoden i forhold til den brede masse, der har lært at kende forskellen på, hvordan alle jo er lige for loven, både minus-menneskene, der lever et helt liv i underskud og plus-menneskene, der også lever et helt liv, men i overskud. Ja, så går det jo lige op – og ned!!!
*9*Jeg er iøvrigt...
Jeg er iøvrigt enig i din afstandtagen til hjerneforskningen. Peter Lund Madsen for eksempel har jo også forlængst, vel ikke mindst takket være hans, sikkert nok kaldet: skøre bror, men deres hjertetro danske baggrund. De har lærd - lær d, lær af d og ikke en tynd kop t - ja lærd os noget om forsker-kulturens begræsning i forhold til forbrødrelse og glædens beståen i livets navn. Det kan jo kun gå galt, når man fra universitært, mere eller mindre videnskabs-statslig, i det mindst lovmæssigheds-dyrkende hold søger at kortlægge hjernen på landkortet, da vi allerede véd, at statsborgeren ikke kan undlade at gøre brug af, hvad den lærer i autoritets-tro forpligtelse, statslig regi.
Ja, så det kan naturligvis kun føre til magtmisbrug og kultivering af sygdom i kødet at lade sådanne sprog blive til livslede institutioner, som du rigtignok identificerer det svineri, der finder sted over skatte-billetten. Modernitets-formidling gennem akademisk-politiske magters romantiserende, verdens-erobrende læsebriller, ja det blev lige hipt som hippo at se intellektualiseret udi intetheden og dermed vanskeligere at høre og bekræfte vor godmodige sandselighed i hip som haps, thi da blev dén modelune lige spist af sandheden på dansk inde fra år nul og hele vejen op og ud med en skrå spytklat ud mellem tænderne til siden. Graven er sort, livet er kort, danskere - ønsker I genopstandelse som mennesker af ordet, genopstandelse af glæden i kødet hos Jer, for så må I tro på kærligheden og ikke selvbestaltet håndhæve retfærdighedens romersk-kejserlige institutioner i selvundertrykkende strafferetslig terapiformer!!!? Husk på, at vi er personligt ansvarlige for vore handlinger i den sande kærligheds tro navn og at åndens samfundsudvikling går ad den vej, da det er værnemagten mod at alt og alle går helt ad helved til via justitsias usleste menneske af det laveste lave.
Det er hjertet i livet, sandheden, de søger, men den findes som bekendt ikke ifølge diverse formåls-paragraffer, hensigtserklæringer eller lovforført liv med regionsplanlægning og grænsedragninger i saharas sand tilfølge. Nej, den kræver gudhjælpme troskab mod menneskelivet på helt almindelig slægtsbåren vis og livsnaturligvis ud fra den unikke skikkelse, menneskehjertelige ånd, som livet har givet én at være til med. Også på dansk grund. - Hjerneforskeren kan jo altså ikke helbrede sig selv og de mennesker, han underviser i en sygdomskultiverende arbejdslivsførelse i lukkede, steriliserede institutionsrum med lokkende toner om helbredelse, efter at du har kørt sygesikringskortet igennem maskinen, da det jo vist bare er et objektiv vilkår, som Gud har skabt, ikke sandt. Nej helbredelse, det kan kun hjerteligt sandt indrømmende livsførelse med Gud og næsten, samfundselementet, det levende organisk sigtende vækst-element ihu, gøre. Også i arbejdslivet. Helbredelse, vækst til glæde for liv- og samfundsudvikling går ikke via videnskabernes snothvalpe, men via sandhedens tro kød. Og det er indsatsen i livets navn, færdig, slut.
Hvad havde man ellers regnet med? At verden af det lave skulle berede os livets vej? Satans driftighed? Ja du véd nok den, der går ud på, at jeg i min selvhøjtidelighed er givet magt til at skabe og iværksætte virksomhed i samfundet, der får hjulene til at dreje rundt med medarbejdernes familier, så samfundet kan udvikle sig i tilbedelse af den finansielle sektors frie marked og modtræk blandt de ligeså stupide lovforførte folkeslag, der kvæler ethvert initiativ, før det opnår samhørigt erfarne ben at gå på!!! Det kalder jeg forøvrigt: kapital-statens lås af livets sande driftighed og lås af det forløsende vækstpotentiale derved - og den lås er såmænd kødeliggjort, den står i kødet og dermed sindet på statsborgerens forpligtelses-industri, aftale-industri, kontrakt-teori med videre løftebrud iform af f.eks. at holde, hvad vi lover fra en position, hvorfra intet loves kan. Fornuftens delen sol og vind lige, uden lys i sagens kerne.
Om ikke andet da kanske i det mindste loves på papiret til efterlevelse for glatnakker uden agtelse for ordet, sandhedens sandselige vej med livets forstand i ryggen. Tak til Jacob Haugårds lovforslag om medvind på cykel-stien, så vi lige kan erindre os, hvad der er givet magten og æren i al evighed, uden at skulle bestille en magt-udredning via det platoniske venskab hos aristoteles kategoriske drengerøve – jf. idealismens bånd mellem videnskab og politik, den onde græsk-romerske arv, hvis kompromis hedder teknologi-teknokrati. For at opløse staten skal du opløse den akademiske, skriftbårne skole-virksomheds misbrug af børn og unge. Og det kan kun ske via sand oplysning af hjertet i livet, så vort vækstvilkår kan komme i vej med sit organiske arbejdsmiljø.
Ja så den kan efterhånden kun på afmægtig vis komme fra det beklemte lille hjertegode menneske fra landet eller provinsen - også provinser i staden - og som i forvejen ovenikøbet financierer de magtforstiltes bystatsborgerlige tilværelse i deres selvbestaltede, selvindbildte, selvlovgivent bemyndiget rufferi med menneskelivet i navn af snart det ene, snart det andet. Uddannelse går via statslige netværk fra provinsen og ind til byen, fra byen og videre indtil byernes by, hovedstaden. Det karakteriserer livsorienteringen i samfundet siden medie-teknologiens fjernsynede indtog: Hovedstaden, hvor der som bekendt leves højt på anonymiteten, så ingen gør noget forkert og ingen kan klandres, bortset fra alle! - Det fører ikke andet end flaskehals-problemer og opslidende livsførelse med sig, most sammen oveni hinanden, og fra sted til sted, uden at vende hjem og høste, så nyt kan såes. Det har allerede kostet en del af næste generationers liv i glæde, ja så der er tørre melboller på suppen, der ikke er til at blæse med i munden. Medmindre...
Sæt hjemmeværnet ind, etablér flygtninge-lejre til den statsborgerlige rets-fascist, der taler om almen-menneskelige forpligtelser, for siden at håndhæve dem med magt-retorik til opnåelse af sin vilje og tilfredsstillelse af sit begær gjort gældende ud over alle. Altså uden at kunne indrømme sandt hjerte i livets vækst-givende navn til samhørig opsang af næsten. Føj for satan siger jeg bare: Dét er den europæiske svinehunds samfunds-kulturelle dannelse. Falsk pligt, falsk beskedenhed, falsk kundskab, falsk, sorggivende livsførelse, men grundet angst og frygt kultiveret, symboliseret ind via alskens formåls-giraffer, lovgivning og ideologier i al deres meningsløse støj blandet med viden og korrekte facit, eleven fik ros for. Hej Matematik. Hej hejre, kender du rosset?
Vi lærer rent faktisk af historien, for den står i kødet, men når det så overhøres... Så ulækre er danskerne blevet i det romantisk-græske statsborger-liges navn og ja, så tror da fanden, at alt det vi har lært og forstået om kærlighed, oplysning, ånd, at gøre sin hjertepligt, være kreativ, finde vej mv. ikke får gode ben at gå på, ja ganske over en kam ugyldiggøres via: Alle-er-lige-for-lovens tyranniske åndsregime. Pøbelvælde-akademikervælde, universitær-statslig virksomhed, fagforening, forsikringsselskaber, banker, mv. Det er skåret over samme læst: Troen på at ædelmetallers varighed er den varighed, der skaber vækst og sikkerhed. Eller mente de hjertetryk, når de tager sig betalt for en brug af ordet iform af begreber som familie, ulykke, sygdom, hjem og indbo - eller medlemskab, så du ikke er ude i kulden, hvor alt jo kan gå galt endsige i sandhed er lige så dum som perforerede hængsler på en julekalender fra statens tipstjeneste!!! Skrab og vind med samme sind, ja goddaw-mand-økseskaft, klokken er onsdag, sagde den blinde til den døve, der svarede: nå, men så må vi hellere stige af bussen.
Jovist lærer vi rent faktisk af historien, når vi hører den i livets kød, hvor ellers? Det er jo dér samhørigheden er givet og samfundsudviklingen udgår fra, uheldigvis også blander sig med kapitalens klippe-og-barbere-copy-and-paste-teknikker, såfremt man kun hører dét. De erfaringer, krigens gamle soldater og modstandsfolk gjorde sig og som ligger til grund for angstens politik, som den så udgår fra efterkrigstidens politikere - men usmageligt eller ej i deres fortsatte minde-højtideligheder op i "vor" tid, ja det er jo altså stadigvæk vore bedsteforældres samfund, dermed også, hvad vore forældre har været præget af i deres samfundsopfattelse. Men usmageligt eller ej, så betoner deres vedholdende indsats trods alt den hjertepligt, den oplysningspligt, at der er ånd og samfundsvilkår, som mennesket ikke kan trives i. At vokse op og elske sit liv af livets eget oplysende slægtsunder, tro godt om sit land, det samfund, man er stillet i og med, ja og så blive splittet af en romersk-kejserlig, pøbel-politisk folkeskolet fornufts idealistiske åndsvirksomhed, fordi det foregår på et niveau, der koster en systematisk aflivning af 6 mill. mennesker, deres glæde, tillid og tro. Og intet menneske på jord således efterfølgende kan sige sig fri for at være vidne til, hvad der på ingen måde kan være udtryk for menneskelivets ånd på jord - ja så er satan altså bekendt i kødet på os, i vor kulturkreds og på sin magt-liderlige, idealistiske åndstraditioner.
Indrømmelsen af livets sande kirke i kødet, helligdommens sandhed, helligånden, den kommer først hermed ind i vor tid og skulle gerne høres og opfattes i al evighed, ja som afgørende fremskridt i livets oplysende navn.
Ja du kan også læse, høre og se det i kølvandet på det åndelige gennembrud, der fandt sted via børn og unge i 70'erne: Peace, love and understanding - det var et udtryk for hjertearvens tro, håb og kærlighed, men afslørede jo altså også, hvordan kødets ånd var blevet politiseret, hvormed utallige selv-realiserende dårligdoms-ideologier, så skulle afprøves, til sidst i bitter nød og stofmisbrug, grotesk forførelse udi et åndeligt landskab, der ingen gudgivne bånd i sandhed agtede på. Fornuftens politiserende industrialisering af skilsmisse-teknik, den kritiske traditions etablering af generations-kløfter, parti-dannelse mv. Hans Scherfigs pointe overfor lektor-blomme-kulturens klassiske idealer, der nu engang ikke blot løber i gymnasie-skolen, men i hele pibetøjets falske orientering i kølvandet på grundlovens videns-skabende statsborgerlige tekno-samfund. En følgevirkning af det justitsialt nedarvede ligemageri, der kommer op som sind: Gammeltestamentligt/fornuftens forstillende ledelse, da den ikke kan indrømme Vor Herres oplysnings-tradition og vækstbud, hvor halt den end er, altså giver os budet at skulle hele, helbrede i helligåndens menneske-bårne, barnefødte, sående, opvoksende og høstende sigte.
Synes du højpanderne indenfor skole-industrien, ikke mindst den akademiske, har gjort deres oplysningspligt de sidste tredive år? Eller skal vi sige 2500 år, ja jeg er ved at være klar til at åbne graven for dem i deres usle liv, så sandheden kan komme frem for dagens lys. Bertel Haarder-had og hvad har vi ikke indbygget i de erhverv efterhånden, solidaritet, etik, bla, bla, bla. - Nu skal de akademisk lærde til eksamen ved livets grønne bord og modtage dommen, mærke sig prisen for deres synd, dén, der allerede er mange, mange døde, der har betalt i tillid til deres virksomhed og statsligt formidlende ord i navn af orden. Og bål og brænd i gaderne kan jo altså intet livsbekræftende yde, nej det kan ikke tænde lys i det danske regnvejr. Dommen står i syndernes kød og den skal bare åbnes op, så de kan mærke, se og høre, hvad de har bedrevet, nej fortsat holder ussel gang i - og hvorfor der er noget, der hedder frelse, syndsforladelse, sand frihed, mv.
Det er på sin vis ærgerligt, ja for jeg var da egentlig oprindelig indforstået med, at man skulle gøre sig umage med at bevare sin uskyld, sin kreativitet ved at kende sin skyld, altså skyld og ansvar i forhold til at åbne menneskelivets hjertegode livsnatur på bæredygtig vis via sit eget livs indsats og gang - derfor ærgerligt, at det er blevet nødvendigt at oplyse Danmark igen på gammeldags vis. Men altså, det er jo også klart at budet genopstår, når man opdyrker, kultiverer en befolkning i græsk-romerske løgne via bystatslig mentalitet, projiceret op til at være landsdækkende og sågar globalt, worldwide. Og det er jo sorgen, der ingen ende vil tage, før skellet mellem liv og verden bliver kendt i åndelig forstand. Det hedder omvendelse eller som jeg før har sagt i anden sammenhæng: Om-kald-fat-ring.
Og de øv-løver, der så lige vil pakke det ned i verdenshistorien og lade glemt være glemt, uden at fatte kultivering af sind, ånd, kødet i simpel arv-og-miljø-mæssig forstand, fra slægt til slægt... Ja de skal have en lektion i, hvordan et menneskesamfund rejser sig med sin hjertegode arv ihu, fra før den blev forført og hvordan vi så at sige tager hånd om at afvikle angstens efterslæb, sorgen forbundet med at vokse op i et sådan uværdigt regelmenterende samfundsliv, en uværdig kulturkreds, altså uværdige former for kultur, dyrkelse af uværdige, i udpræget grad skriftligt stillede traditioner med menneskelivet som indsats. Såvidt fremfor for fanden bare at tro et latterligt kategorisk skel: at vi jo er danskere og at det var alle tyskerne. Ja kanske danskerne ikke tror sådan længere, men den er ikke langt væk og af hjertegod grund; tysk-kundskabet i min generation er ikke nævneværdigt udbredt, hvilket altså også udtrykker en kultur-arv, der skal høres og renses for sin stupide kategoriserende traditioner. For: Var Luther så også ond? I så fald bliver Danmark godt nok et ondt kød at arbejde med al den stund, at det er fra ham, I hans hørelse af budet, at vi har arvet hjertepligten, oplysningspligten og ytringspligten, samt givet frihed til at deltage og bidrage til opløftelse af samfundet: alene sand tro, næstekærligt samfundssigte retfærdiggør din handling i livets gøren. Nej sgufandme da ikke i justitsias navn og de lignende former for livsførelse og helbredelse udi copy and paste.
Det er ikke i Luthers vold, men i Guds vold, livets egen grundvold, at vi er blevet oplyste og givet frihed i hjerteborgens sale, som Deres Majestæt, vort kongehus så fint tager vare på. Gud i vold, ja som Deres Majestæt taler af af kærlighed til de danske slægter, som hun altså uvilkårligt føler sig forpligtet på som helt almindeligt menneske givet kongelig arv at varetage, oplyse af, danne sig videre med på jordisk lige vilkår som enhver anden. Det er sgu da ikke gods eller guld, der interesserer hende, nej hun kan som ethvert andet menneske ikke løbe fra sin placering i livets slægter, bånd som ånd. Ja så gid da fanden i dem, der ikke kan se og høre kærligheden i det guddommeligt bundne faktum, vi alle elsker så højt, vore børn i deres Vor Herre bevare os, sågud nedarvede bånd, hvorved budet lige nøjagtigt finder sin plads: Du skal elske livet sandt til Gud, for at dit barn kan vokse op som menneske af hjertetro ånd, trygt erfarende såvel godt og snot som skidt for sig.
En statsminister, ikke bare Fogh, hvis arv er forstandig nok, sålænge hans far lever eller han på anden vis erindrer sig sit oplysende ærinde i dansk ledelse, barnetroen, ja han er sikkert helt på sin plads set i lyset af tiden - og Lykketoft ville da have været endnu værre i sit historiske sind, da et sådant netop er uhyre farligt at kanalisere i magtens tilsvarende, men virkningshistoriske omgivelse i kødet på landets befolkning. Det ærger mig lidt at Nasan Khadar ikke kom frem på statsminister-posten i ligemageriets land nummer et, her i verden!!! (Nej, det var en joke, for ligeværdighed gives ikke politisk, eftersom danskerne af hjertegode grunde aldrig kommer til at elske politisk ledelse. Shhh, for vort land skal jo vise verden vej i sand ligeværdig kærlighed og åndsudvikling via hjertetroens folkeslag. Og ja, det er da sandt, at tilkomne ikke har store chancer for at forstå oplysningens hørbare vej med ledelsen - men det skyldes jo det universitær-videnskabs-statsliges ragen rundt nede før år nul).
Men altså: En stats-minister eller politiker er kanske ikke klar over, at vedkommende står i kejser Neros dannelsesmæssige fodspor, fornuftens magt-idealiserende vold. Det karakteriserer den farlige naivitet, som fornuftens selvbestaltede teorier fører ind på markedet, skolerne og retter barnets sind til at følge. Ja, hvor naivt og forskudt købmands-danmark, for-retningsgangen Danmark er i sin adlydelse af kongens oplysende hørelse af menneskeslægtens udvikling, vækst og trivsel. Adlydelsen skal ind i sit sandt oplysende glædesbud og vækstbud, for ikke at blive magt-kultiverende, magt-betonet. Men det går da heller ikke stille af sig, da løgnens satan vil vride sig i kødet, når Herren taler ham ud. Det er selv-forståelser, der skal ud, for at den forstandig sande menneske-forståelse som almindelig ærlig person kan vinde frem i næstekærlighedens troskyldige magt, så dannende, samarbejde, samhørighed omkring det eneste ene organisk givende næringsgrundlag kan opstå. Hjertetro menneskevarme er opløftende vor ånd, uanset tros-retning, da åndskendskabet gør sig gældende hos alle tro mennesker, der elsker livet og som enhver anden gør sig erfaringer på godt og ondt i Hans, Livets livgivende grundvold, læs: grøde.
Livet er en buk, menneskelivet et får, der nok skal lære at bukke sig. Og nu forstår du også, hvad det betyder, når fårene skilles fra bukkene, thi fårene skal ikke bukke sig for den forkerte Herre. Kærlighed er ikke en leg med følelser, sledsk legislering af dem i psykologisk-pædagogisk-politiserende statslige voldtag af kødet, men et spørgsmål, nejnej, det er sandelig ikke kun et spørgsmål, men sågar: Budet gjort af sandhed i sigte for sandselighedens menneskelige udvikling, helligåndens udvikling gennem liv- og samfundsmåde. Og det er dét, som den falske, uoplyste undervisnings-tradition i sin stats-kulturelle omgivelse pisser på. Tillige erhvervsledere, iværksættere af alsken gode idéer, der afføder løn og profit, men ingen udvikling af arbejdsmarkedet som vort næringsgrundlag. Nej det er jo asfalteret, så gaffel-trucksene kan komme til at køre palle alene i verden rundt om kloden: Vi vil have bananer og de andre kål, lad os bygge nogle container-skibe, så levebrødet kan blive delt med mennesker på den anden side af kloden, altså såfremt de har penge, så fortjenesten og magtens teknokratisk skærmende lovbygning bliver hos os til storforbrugende glæde for pøblen i deres junk.
Som du sagde: mine erfaringer er ikke letkøbte, nej, men budet hos mig havde kanske været mildere, arbejdsommere, ja mit liv renligere, såfremt bukke af den forkerte Herre ikke havde taget sig falsk domsmagt over min faders liv, mit liv i universitær sammenhæng og senere over min søn. Altså gjorde mig bange helt ind, fordi den sandhed mit liv bringer blevet åbenbaret og oplevet som almindelig trygt udfoldende, ja mennesket givet at vokse med som vækstens egen, livets egen. - Er det strafbart ikke at tale sandt i retten? Ja, nå, men så håber jeg da sandelig, at de genkender sandheden i min søns hjerte, der jo for tiden bliver social-demokratiseret in der kinder-garten, uden sin fars nærvær al den stund, at forældre-myndigheden er tilkendt den utro madame. Hende, jeg ovenikøbet holder så meget af, dog ikke sandt kan elske som den eneste ene, nej for Ham er hun ikke, hun har ikke forrang som kvinde på den måde! Og hør det er altså mit ansvar at lære hende dét, når hendes, sågud også af mig elsket og ærede, men socialdemokratiserede far ikke har kunnet gøre det, grundet industriens måde med hans ellers så hjertekære ånd.
Og nej, jeg beskylder ikke ham, vedstår blot mit ansvar i kongens navn i det troligt slægtsbårne, helt almindelige forsyn for sin søns tarv. Altså jeg kan være nok så ringe med tilværelsen, arbejdslivet og så videre, fordi det her jo ikke betragtes som et arbejde i BNPsk forstand – nej det er såmænd blot skrevet af hjertepligten på menneskelivets vegne på dansk grund og tæller jo derfor ikke hos draculas statsborgerlige folkefærd. Man er jo ikke menneske, når man ikke retter sig efter NSDAPs foreskrifter for lov og orden, uddannelse og arbeit-macht-frei!!! Så, ja, det her kan desuden ikke gøres i den rådne, falske omgivelses socialiserende kammerateri i skriftens statslige institutioner. - Men altså om ansvaret: Livet går i egentlig forstand ikke udefra verden af det lave og ind, det er ikke ydre målestokke, der er bæredygtige i længden. Og stopklodsen hos mig er altså, når man bryder livets egne bånd, thi det kan man ikke være bekendt. Det koster, da man ikke kan gøre det uden at etablere knuder i ånden, som det kan tage et helt liv at komme fri af, hvilket sågud ikke er meningen at samfundet skal indrette sig efter. Og det hár svigerfar gjort, han har brudt med egen familie-baggrund for længe siden, hvormed han, hans datter...vores barn, mit ansvar.
Det skal samfundet så ikke indrette sig efter, nejnej!!! Men ikke desto bliver det med guds hårde hånd tvunget til det, såfremt det ikke med glæde lader sig oplyse i Livets organiske sfære og det frie åndedræt, vi er givet dermed, så folk ikke taber pusten i drengerøvenes regel-følgende behovs-retsligheder til indkrævende opfyldelse af eget dårlige selvværd som menneske. Føj for satan, siger jeg bare. - Frihed er ikke at smadre menneskelivets trolige hjerte for samfundsopgaven, livsopgaven med at være glad af dåbsnavn til al vor gavn. Hvorfor skal børn og unge komme og fortælle voksne dét, gang på gang? Er den mon snart feset ind hos dem, der stiller sig i ledelse af medarbejdere og godtfolk iøvrigt?
Det er menneskeslægtens sande livserfaring vi skal have indrømmet til opstandelse af fornyende sandselighed. Ja det er svaret på selv-realiseringens bevægelser op gennem 70-80-90erne og hvordan det sådan set trods hårde odds hørte hjertet kalde. Det er ikke uden hjertelig grund, at vor kultur har beskæftiget sig så meget med sig selv, men da ganske ulykkeligt, såfremt de erfaringer ikke bæres frem af livets egen irettesættende, ja jeg mener troligt helbredende forstand. Selv-realiseringernes utålelige belastning af menneskelivets samfund i udvikling kommer, som jeg her sikkert gentager, af lovgivnings-virksomhed.
Og det tåler også gentagelse at sige, at der er tre-fire stykker lovførende kulturer i samrend: Justitsias’, Hippokrates’, Platons og Aristoteles’ og troen på Jernet/ædelmetallet/guld/pengenes varighed, holdbarhed og dermed naive tro på bæredygtighed, ja forskudt vækst-orientering. Altså henholdsvis dyrkelsen af retfærdigheds-kultiverende sprog, sygdoms-kultiverende sprog, stats-kultiverende sprog, altså politik og med aristoteles grundlæggende videnskabelig fremgangsmåde, altså kategorisering og systematik – samt kapitalen, der jo f.eks. på amerikansk kaldes: Money talks, men som i sin kultiverende konsekvens jo fører til både shoppomani, ludomani, manio-depressivitet, amerikansk fedme, anorexi og lignende matematiske sygdomme i enten-eller-landskabet gående mod minus-uendelig og plus-uendelig. Desuden er kussiveringen ejendommeligt nok også en pornoside, hvor man kan se, hvor folkeligt det hele spænder af. - Værsgo at spise, danske statsborgere i den lille fejltagelse det er at tage fejl af livets sandhed og så alverdens videnskaber og sprogkunstner. Ja man kan da også med god samvittighed sige: tage fejl af hjertet i livet og så røvhullet.
Det hele skal foregå langt mere kropsligt herhjemme, for ellers bliver ordets ånd ikke tilgængelig på sin kødelige sandhed. Skriften er nu engang ikke ordet. - Staten kan ikke opnå livsudviklende, samfundsudviklende magt i Danmark, grundet det her skildrede, fordi vi er oplyste i kongens hjertelige navn, slægtens under som også over, ja også over Deres Majestæt, der troligt følger os, udenom hele embeds-svineriet og købmandens ligevægts-gudinde. Jovist, kære Morgenstjerne, staten er i det tro menneskes hule højre hånd og om gud det vil klemmer jeg den snart sammen... Fordi vi er givet tonsvis af hjertegode åndserfaringer i kødet, der handler om noget helt andet bæredygtigt end magt-og-politik, teknologi-og-teknokrati i matematiske vækst-termer. Det irriterer selvsagt en hvilken somhelst folke-skolet græsk-romersk politiker og græsk-romersk akademiker, hvorfor der for snart ti år siden blev bestilt en magtudredning fra de akademiske lakajer, der jo selvsagt ingen nosser i hjertet er givet til at save den gren over, de sidder på, om det så skulle blive nødvendigt for bevarelsen af vor tro, vor ærlighed, sandheden, som hjertet så måtte byde vedkommende at holde sig til ud fra sin arv, sin hørelse af menneskelivet, altså troskaben mod et oplysende samfunds udviklingsorden, jordet på ordet, vort kød. Og man havde vel ikke tænkt sig, at det skulle foregå på engelsk eller iøvrigt i sind af løgn-og-latinske begrebs-dannelser - det må vel godt foregå på dansk, må det ikke?
Der er ikke brug for alles overanstrengte kræfter til at helbrede vort samfund, altså vort liv, der er kun brug for de sande af hjerte for al vort. Vi er i hinanden, vi har del i hinanden, ja de skæbner, der er i samfundet, men også de egenskaber, åndrige elementer, der gør sig gældende i vort samfund, de er hos enhver - og dermed stilles fordringen, budet, hjertepligtens evne til at skelne mellem godt og ondt, hvad der skal bekræftes, oplyses og bestå, samt derved på livsnaturlig, vækstbetonet vis, hvad der må afkræftes, opløses og forgå. Ja så livets sande glæde til vækst og trivsel kan bestå og videreudvikle os i vor levende ånd. Sådan er helligåndens helbredelses-mæssige vilkår og det kendskab lyser hjerneforskningen og medicin-industrien, som vi kom fra, ikke ligefrem op af. Endsige det ganske universitær-statslige paradigme, som Platon grundlagde via sicillianske mafia-metoder. Det er ikke hjerne og gode idéer, der mangler i vort samfund og hjertet opstår altså ikke i fokus eller i lyset af hjerne eller systemer, der intet sandt åndedræt ned i maven tillader. Mennesket kan ikke bevare eller udvikle sin gode forstand med samfundet på åndskyndig vis via kulturelle miljøer, der opretholdes på bekostning af sandheden, herunder andre menneskers liv i hjertetro glæde. Det er livets egen dom, så den kan ingen rutte med eller prutte om prisen omkring, nej den kan de fattige i hjertet kun tage ved lære af. Sandheden er kun ilde hørt for det utro menneske og man skal passe gevaldigt på, da de ikke er bange for at slå ihjel, for at bevare sig i løgnen og den fattige stilling og status, fisse og kapital, som den giver. Undskyld mit sprog, men det skal jo udtrykke det åndelige niveau, der regerer i landets kød og institutionelle virksomhed dermed i mangt og mangen en henseende. Joda ikke mindst i det nære, hvor hele helligdommens inderste gave jo er åbent at opleve og lade være gældende på forplantende vis med barnets opvækst og tilsvarende, i samme forplantende sigte arbejdsmarkedets og kundskabs-dyrkelsens ånd til den ende, ja altså ikke kun til arbejdets produktive ende, nej dets samhørige levebrød i sin udvikling af os, vort gudgivne vækstpotentiale, her på jord, her på dansk jord.
At der er opstået kulturer, livsførelse, videnskaberi, der intet sandt bæredygtigt kan mønstre, altså udelukkende, jeg gentager udelukkende belaster menneskelivets udvikling, ja det var Glistrups skatte-statslige pointe. Han erkendte krumtappen for den virksomhed, der producerer dårligdommen. Og det kostede ham som bekendt et liv i fængsel troligt at deltage i landets oplysende samfundsorden med en sådan sandhed. Ja han gik vel også for vidt, da han jo i henhold til videnskabelig og juridiske praksis søgte at bevise sin påstand!!! Det skal man ikke gøre, hverken deltage i eller søge at bevise nogetsomhelst, for de tåler kun beviser, som de selv laver pølser, ja som altså giver dem selv brød på bordet af en sådan substans. Velbekomme retfærdigheds-krævende statsborger i dit forslugne selvhøjtidelige måltid. Thi sådan er det stats-kultiverede flertals mentalitet: Folke-fascismens institutioner i navn af, at alt og alle er lige meget, hvis kultiverende konsekvens jo uundgåeligt er, at intet og ingen dermed bliver lige meget værd. Det verdens-vendte sind med sine mange selvstændiggørende sprog kan ikke se livet, da sands for livet går gennem hørelse og indsigt i vækst, derved tillige nye vidnesbyrd som bidrag til sand, hjertegod opstandelse af vor ånds kreative, næstekærligt levende element.
Det er med andre ord sindssygens grundlov og vej ind i samfundslivets kød, statens institution, dens skoler og sygehuse opretholder, da det jo altså er blevet sagt og erkendt, at livet er før lovmæssighedsdyrkende systemer og ikke omvendt. Nedarvet system-mentalitet kvæler livets opkommende vidnesbyrd, barnets opvækst og udvikling, dét, der skal føre samfundet videre, ikke forringe det. - Det er livets egen sandfærdige oplysning, der skal opløse systemet: lovmæssigheds-dyrkende kultur og dens materialisering udi teknologier, der i sandhed altid vil koste mere menneskelig ånd end de overhovedet vil kunne indhente iform af ressourcer. Det er nødvendigt med varme i vore egne, men hvad vil man med den uden menneskevarme? Tror du, at det teknologisk-teknokratiske arbejdsmarked kan lære os dét? - Såvidt altså autoritetstroens psykopatisering af menneskelivet. Psyko-industrien lever iøvrigt også af de forhold. Altså hør engang: Kender de ikke fornufts-sprogenes manglende agtelse for ordet, kender de ikke teknologi-teknokratiets enten-eller-kultivering i henhold til matematisk, lovført kapital: Tilbedelsen af købmandens vægt: Ligevægtens romantiske gudinde?
*10*De tre ord...
De tre ord, jeg med hensyn til det danske system har haft på hjertet siden unge ben har handlet om oplysning og dannelse. Og det var jo kun to! - Da jeg kom igennem med klassisk arkæologi, filosofi-historierne og lidt litterarturhistorie, men ikke mindst oplevelserne med studielivet, universitetet, staten, myndighedsgivende kultur - også set i lyset af elskede mennesker fra min baggrund, mit opland - ja så indså jeg en lang række af de misforståelser, der har fået alt for gode ben at gå på i vort samfund gennem tiderne. Og som jeg nu engang synes stadigvæk ridder os som en mare. Nogen vil kalde det tabet af kulturarven andre vil kalde det fremskridt, osv. kært barn, mange navne. Og dog, for så mange navne er der altså ikke plads til i graven...
Mit mellemværende har altid været samfundsorienteringen og den er jo ikke faglig eller i egentlig forstand akademisk betonet, nej den er livsbetonet og åndbar. Når ånden er skidt, sigtet mangler, tomheden vinder indpas og lignende, så er det kødets reaktion på sin omgivelse, en meddelelse til os om, at der er utro sataner på færde i samfundet, som ingen sand kærlighed kan mærke. Ja at der er tænkning og handlinger, tillige institutionsmæssige verdensvilkår, der ingen rod har i hjertet på menneskelivet og sådan set blot forbruger af dens ånd til ingen verdens nytte, som man siger. Ja, som man siger, fordi ingen verden kan bestå uden livets sande glæde og oplysende vækstmåde. Dårligdom kan ikke isoleres, skæres bort, uden at man samtidig fængsler den sandt levende glæde og det raske, der ellers skal bekræftes, så dårligdommen bliver kendt af Vor Herre. Thi da forsvinder dårligdommen i helligdommens opstandne saft og kraft med det raske. (Prøv at forklare kirurgeren dét, han er jo oplært til at skære i kødet, ja godt vi har ham, for så skærer vi da bare det syge ud af samfundet!!!). - Er den oplysende vækstmåde et mellemværende, der er givet som naturligt at høre efter, ja så bliver man vel, jeg mener ens erfaringer med den kapital-statsborgerlige tilværelse, eksistentielt betonet. Forhåbentligt også først som sidst med et udtryks tone, der kan høres som værende af sand menneske-kærlighed til gavn for vort liv her på jord, her på dansk.
Men uanset, hvad vi kalder udviklingen, samfundets udvikling, systemernes udvikling og menneskets udvikling dermed, vel nærmest både som herre og slave - hvilket også betyder at Vor Herre er glemt, gledet ud af billedet!??? - uanset hvad, så er der livets sandhed og levende sandselighed at tage sig i agt for med glæde. Det er da dejligt at høre dig nævne "i medgang og modgang" som værende værd at komme ihu. - Det er langt fra alt sammen gentagelse, der foregår rundt omkring og i et og alt. Men sproget, alle sprogene, især skriftens placering i forhold til livet snyder os ofte. Det overskygger og overdynger ORDET, fremfor at opelske det. Ja, ganske som hele myndigheds-kulturen forstiller danskerne og leverer den ene mavepumper efter den anden!!! Sygdom. Og simpelthen, fordi vi ikke kan mærke menneskeligt sigte med de virksomheder, som man så, som du siger, med empati, bordtennisbord, medarbejder-samtaler, mv. søger at menneskeliggøre. Og videre fordi deres produktion, deres prægning af livet nu engang er kendt på sin konsekvente, efterfølgende dårligdom. Løgn fører til sorg, tab af livsglæde og tab af gå-på-mod. Det vil sige: Løgn, der håndhæves med magtens normer bag sig, den fører til knægtelse af sandheden, der ellers på livsnaturlig vis giver os glæde i krop med arbejdsom kreativitet i helligåndens helbredende navn til al vort livssamfundne gode.
De bærer ingen sand ånd og bekræfter da ingen udvikling. Det betyder videre, at vi bruger alt for meget livsenergi på at holde sammen på os, på vor menneskelighed, men det er vist nok og som sagt ikke uden god, ja ikke uden livets vækstsmæssige grund til menneskelivet. Dem, der reagerer som sagt og kan bære det, de udvikler menneskeligheden ind i nye tider, uanset om den store masse måtte have glemt, hvori den består. Men det er uheldigvis under statens åg og ikke over den, hvilket betyder at al vor danske oplysnings-erfaring med menneskelivet, vor føling med mennesket bliver undertrykt og ikke åndeligt fri, så vi kan se og høre hinanden igen. Mit svar til din hustru med hensyn til stress er altså, at magtforstiltheden og det menneskelige tab på ledelses-gangen skyldes, at danskerne har glemt, hvad oplysningen er, hvad vor ledelses-ånd er. Og på person-niveau kan man, ligesåvel som du ikke har et udestående med Gud, men er på vagt overfor ugudelige repræsentanter, sige, at der er nogen, der helt har glemt, hvad der er givet magten og æren i al evighed, ganske enkelt ikke har hørt som ført sit liv i hørelse af hjertets unikke livshistorie til én, til bidrag med mennesket, næsten og til al vort menneskelige samfund, som det nu engang ånder af levende kød og slægtsblod.
Det værste i mine øjne er imidlertid, at man fører så mange sprog ind, der desværre formår at vække magt-begærets usle erfaringsgang med én, hvorefter man jo så meget let kan blive til grin eller hvad hedder det nu i fornufts-fascismens danske mentalitet: Utroværdig, tror jeg nok det kaldes. Haha, du har ikke overstemmelse mellem det du siger og så dine handlinger...ergo er du utroværdig, Jens!!! Rets-fascismens uniformerende troværdigheds-begreb må aldrig komme helt ind i hjertet!
Men det er iøvrigt noget, de benytter sig af i postvæsenet, hvor der indføres krav om korrekt uniformering og dyrkelse af fire værdier: Troværdighed, forandringsparat, loyal og værdiskabende. Ja det er klokkeklar fascistisk kultiveringsmåde at benytte sig af sådanne begreber, i en sådan omgivelse, overfor i væsentlig grad ufaglært arbejdskraft, osv. Samtidig har post-virksomheden gennemgået en privatisering, etableret en selvforståelse, et udviklingsmål som værende konkurrence-dygtig på markedet, men afleveringspligten, statslig pligt til at aflevere post hos samtlige husstande i landet, den er ikke frigivet, hvormed sagt er, at man samtidig opretholder den gamle funktionær-statslige ånd i virksomheden. Virksomheden står altså både i ledelse af direktører, samt staten. Det gælder nok alle danske virksomheder, men vejen er ikke den samme: at privatisere en stats-kultiveret ånd er langt sværere end omvendt at gøre åndsvag lovgivning til privateje, ja for sidstnævnte giver jo ingen vækst, intet afkast og det kan skatte-bassernes usle legeme jo ikke undvære. Sidstnævnte var også grunden til at funktional-statens funktionær-dannelse med menneskelivet som indsats blev nødvendig at afvikle: De kom til at lide af idealismens syge blindhed: Jeg er loven, fordi jeg kender reglerne og er givet bemyndigelse (magt) til at udføre dens pligt indenfor området... Det er strafbart at forhindre en tjenestemand i at udføre sit arbejde... og så videre og så videre, lov på lov blev bygget op omkring dem, der sandelig gjorde deres pligt. Sådan var det, men tildels stadigvæk, visse steder. Politimanden lider i samme vold, indtil vi får oplyst fædrelandet og modersmålet, derved smidt justitsias romantiske retfærdighedskultiverende svin på porten med al deres tilbedelse af løgnen, staten. Og kollektiv trafik, ja kan vi blive enige om, hvad livet går ud på her på jord? Kan vi blive enige om, hvad godet er? Eller skal vi bygge videre på selv-indbildningen, selv-lovgivne rettighedskrav med jernbane-skinner, godstoge og store fede spor i landskabet, der asfalterer det eneste holdbare vækstgrundlag, vi er givet at henholde os til, bestå i kraft af, samt dyrke vor ånd og kropskendskab i samhørighed med?
Det piner mig da som menneske at være klar over, hvor mange svin, der skal røgtes i det danske land, før det sande vækst-grundlag kan bryde frem som åndsmåde og livsførelse, der jo altså kun kan være bæredygtig. Kan dansk menneskeliv lære at tage højde for hele tre ting: jord, planter, dyr, tror du? Ja for der er ikke andre vækst-givende fænomener af betydning og når vi lever i Gudlivet, Sandheden på vejen i sandselig levende forstand, jaså er det klart og forsynet, arbejdshorisonten givet. Hvorfor ikke lære vækstens genstande at kende, lære at værdsætte dem, elske livet op omkring dem og dermed tilvejebringe vort unikke åndsleje som menneske. Er det ikke vækst med glæde, som vort samfund er interesseret i eller hwa'?
Men posten, jeg kom fra Post Danmark. Jeg meddeler om en ånd af samme karaktér som indenfor militæret, jovist, der gør sig stadigvæk begreber om tjenestemandssag, lydigheds-nægtelse, ordre og lignende gældende indenfor postvæsenet, mens jeg i forvejen troede, at det var en saga blot. Min tilværelse blev naturligvis omtumlet af at skifte erhverv og derved ikke blot at opdage, at ingen samtidighed, intet samfund, ingen samhørighed er gående. Det er grusomt, at man opdyrker forskellige verdensbilleder indenfor hver enkelt lille område i landet, for tilsidst står vi jo med håret i postkassen med et verdensbillede hver især - altimens der fortsat kun er én jord, én menneskeslægt, én Gud. Og endnu mere grusomt, når man så søger at opløse den gamle kultur via etablering af en selvets kultur under de nævnte statslig forpligtende vilkår, da man jo så ikke i sandhed er givet friheden til at drive forretning: Selvbærende teams hedder den kultur. Hvad er selvet forpligtet på? SVAR: et link, en management-teori! Ja, lige netop uden åndeligt, menneskeforstandigt indhold. Og vi véd, at det går i kødet, griber ind i familiens rod, angriber stammen som en romantisk parasit og dermed næste generation. - Det er ikke blot uforstandigt, men vanrøgt af menneskelivet at stille medarbejdere i et sådant åndelig voldtag. Og som jeg siger: ønsker man at opretholde en løn-og-straf-kultiverende kapital-statslige måde med livet, så skal de pågældende ledere straffes for de selvmord, de har på samvittigheden. Også hele vejen henad en kant. De skal have livsvarigt fængsel, såfremt man altså ønsker at opretholde en retsstatslig kultiveringsmåde over menneskelivet, regelmæssigt forført livsledelse.
Alternativt må det tunge skyts ind og jeg ønsker ikke våben taget i brug i ufaglært, fascistisk kultiveret hånd, nej, det er ikke et sådan tungt skyts, jeg taler om: Vi kan nøjes med at gennemlyse satan i kødet på pågældende ledere, så de kan lære at kysse den og derved lære at tænke ansvarligt som mennesker, istedet for de dyr, de er i deres opretholdelse af darwinistiske hierakier, ledelses-strukturer og latterlige fornufts-analytiske management-sprog med knuste læsebriller i post-tasken. Når det tunge skyts dom falder, så er der tale om livsvarigt fængsel og det er ikke 16 år, men friheden i al evighed, såfremt de har troet og da véd, hvad de af hjerte skal. Og har de ikke troet, jamen altså, livets egen vækst står ved magt i kongens slægtsbårne og oplysende menneskebarns samfundne navn her i Danmark, så det vækst-under må de stupide rettigheds-krævende utopister lære at indrømme sig over, fremfor at ligge og rage rundt nede før år nul i den græsk-romantiske bærmes klazzizistiske management. Ovenikøbet i navn af ledelse - ja det er da ikke pengene det handler om, omend uretfærdigheden, den uforstandige ledelse jo kommer til udtryk på dén måde med den social-demokratiske kulturs sprogbrug. Den ufaglærte kultur, hvis liv konstant står med ryggen mod muren, fordi sindet er blevet kapital-statsligt afstumpet gennem flere generationer.
Fagligheden, som social-demokraterne har kæmpet for, ja den handler om ret til livets brød som ussel mammon, men nej, det var også værdighedsfølelsen som fuldgyldigt medlem af samfundet, de ville have ret til. Desværre betyder det også at fagligheden bliver identitets-skabende, grænsende til det fascistiske og gående i arv, da livets brød jo aldrig har været givet med staten og ikke har noget med medlemskab at gøre. Jeg hører imidlertid deres hjerte som undertrykte mennesker, uagtet årsagen og det griber så rigeligt i min medfølende natur, vel ikke mindst da den kultur så også lige tog sig utrolig meget ret til at være faderlig overfor min søn. Så, altså nej, jeg er ikke færdig, men først lige begyndt.
Men altså kommer man ikke ad den social-demokratiske vej ud over den kapital-statslige afstumpning og misbrug af ordet. - Menneskelivet her ikke ret til nogetsomhelst, da retten udelukkende handler om, hvad Gud, Livet kræver af mennesket, ja byder det at prøve sig ved. Altså er vor opgave at bekræfte sandhedens tro kærlighed i livet, arbejdsglæden, barnets ægte skabelse og så videre, så vi har noget at stå imod med, når krisen kradser og vi bliver bedt om at vokse. Og den ret gives som sagt ikke hos justitsias patsvage folkefærd og hendes, naturligvis i livets højesteretslige navn, personligt ansvarlige ledere og virksomhedsdyrkere.
Af en eller anden gammel-studentikos grund bilder den kapital-statslige organisation mennesket ind, at arbejdsmarkedet ikke handler om livets dannelse af samfundet. Men så må dem, der opretholder den indbildning jo i sandhedens navn bære ansvaret og lære at bede om forladelse for deres skyld. Den står jo allerede i kødet på deres egne børn, hvilket siger noget om deres formåen med troværdighed, forandringsparat, værdiskabende og loyal i slipse-tøjet og hængemulerne. De vil være noget, de ikke er og aldrig kan blive - og sådan leder de, sådan er konsekvensen af fornuftens selvlovgivende stat, dermed selv-bærende teams udi et og alt. Ledere overladt til sig selv og medarbejdere overladt til sig selv. Og hør så kommer korrektionen jo, justitsen: I skal forstå selvet som en gruppe og bla. bla. ja en korrekt påklædt, uniformeret post-gruppe eller statsborger, ikke sandt!
Gad iøvrigt vide, hvordan soldater-drengene i Afghanistan har det med at bekæmpe terrorismen i hele verden! Tror de, at de opnår helte-status som halvgud alá Herkules og opnår en frise i templet på den gamle høj eller på Ny-Carlsbergs Glyptotek. Hercules, ja eller hvad de nu ellers hedder alle de store fine fluer som de flyver ind over et land, der stadigvæk kører med hestevogn... Nej, det kan sgu da ikke være rigtigt, det er da ikke noget vi genkender herhjemme fra og udsætter andre for, vel!!! Vi er da ikke de onde vel, vi er da de gode. Vi har et godt og solidt samfund med en stærk økonomi og der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet, vel!!! Jamen lille danske Jens, du er utroværdig!!! Det simple, almindelige menneske, du er Jens, om du så er oplyst af hjerte i kongens navn eller ej, det er utroværdigt!!!
Ok, men jeg kan da også tilbyde følgende: Ønsker I, statsborgere rundet af foragt for livets egen sandhed i løgnens beskidte badevand, ønsker I bag den statsborgerlige facadeglans, ønsker I sandheden i den retsstatslige fornuft og ikke i hjertet? – Ja for så skal jeg gerne mønstre den dér, så den rets-logik i fører livet i henhold til kan blive mærkbar i Jeres privatiserede tro på absolut selvstændighed og absolut frihed til at regere over hele verden, når blot det er begrundet på troværdig vis eller hva'? Ønsker i ren fornuft, så skal jeg gerne give Jer den under den betingelse, at I følger dens logik til punkt og prikke under frygt for straf, ganske som i jo praktiserer den frygt i dagligdagen via de netværk og institutioner, I henholder Jer til og opretholder derved.
Nej, det kan jeg naturligvis ikke gøre, kære Morgenstjerne, thi det vil i sandhed slå dem ihjel sådan på den måde med ét at lære sig-selv at kende som ugudeligt menneske. Men som du vel nok kan høre, så er sagens kerne, at det er dét, som selvbærende teams, selvlovgiven, selvretfærdig fornuft afføder. Selvets selvsvings-logikker er vor tids allerstørste sygdom, men grundlagt af Platons vrede og ikke Kristi vækstbud til os om, i al evighed at elske os forstandigt i vej med tingene. Ja, at lade glæden glide med kviksand hørelse af kød og blod, jeg mener...vi må ikke gå udenom det hjertegode, vi sandseligt har hørt tale i kødet vidt og bredt eller på anden vis mærket os.
Og dermed også sagt, at bøfferne i samfundet skal lære at bruge deres kræfter i udviklingsmæssig menneskeforstand, fremfor regelfølgende statsborgerlig fornuftsutopisk idealisering i navn af snart det ene, snart det andet værdi-skabende, forandringsparat, loyalt og indholdsløse troværdigheds-tilbedende. Værdi har aldrig være noget, vi skaber, allerhøjest noget vi bekræfter og opløftes af. Og sand værdi kan i al evighed kun være noget vi indrømmer i sigte af vort oplysende næringsvilkår her på jord. Vær-dig, menneske af Livets, Guds sande navn. Ja, det er synd for den videnskabelige, teknologisk-teknokratiske stats borgere, at de ikke kan indrømme livet som et fuldgyldigt faktum, der rå'r. For det gør det jo, tilmed i sand glæde, der føder protestanter til piftning af romerriger som var det en cykel. Gud, sandheden er ikke et begreb, noget man kan begribe med fornuften, hovedet, hjernen, nej det er Livet og tilmed stillet forstandigt set i forhold til menneskelivet, hvorfor en tilnærmelse, en dannelse, en åndsudvikling, en samfundsudvikling i Livets eget forsyn kun sker via indsigt, indlevelse, indoptagelse, indforståethed, indrømmelse - og dernæst udlevelse, udfoldelse, udførelse... og forfra som hele tre bevægelser med livets eget kød på én og sammen gang med al vort.
Ja. Og det bliver så hos mig til blandt andet en forståelse af, i hvor høj grad den autoritets-tro - du ganske rigtigt husker mig som ærke modstander af - kommer af, at vi er rundet, opfostret i magt-institutioners omgivelse. Det romantisk-utopiske forhold, der blokere sand indrømmelse, så lidelserne i dag altså med andre ord handler om folkeskolen og den politiske stats bedrifter med at skabe menneskelivets gode statsborgere til det gode samfund, fuld af gode idéer og ideologier!!! Hjernevask.
Vi tænker i magt, bruger energi på det, hvilket er helt ude i hampen set i forhold til, hvordan vi i egentlig forstandigt kan leve og se langt mere ligefremt af hjerte for livet. Betingelsen for at overleve, for at være nogen, blive elsket, være med på noderne, osv. det bliver i for høj grad et spørgsmål om magt-kunnen, at kunne bevare smilet i magt-kunnen, betjene sig af magtens instrumenter, teknologier, arbejdsmarked, mv. På det punkt knak jeg mig selv, har jeg brudt mønstre, fordi jeg på trods af nok at kunne følge med til at handle på tingene som de så er - alligevel ikke kunne følge med til det som menneske, såfremt jeg skulle tage det sandt hjertenære, det tilkomne mere eller mindre rene livet har givet mig til vort samfund alvorligt. Oplevelser og indsigter med, at det er dem, der i sandhed har noget nyt at byde på eller dem, der bare er hjertegode mennesker, som forstår sig på at undlade deltagelse i bål og brænd - ja at de først bliver ramt, bliver overhørt, bliver underkendt på deres værd, på den ro, de skaber ved at være sådan. Den slags vandt min opmærksomhed. Og gik vel også i hjertet på mig, omvendt sagt: vakte det.
Det er ikke magt-kunnen, der betoner menneskelivets værd. Nej, men sagens kerne er vel, at den magt-kunnen, der så skal til, idag ikke står i sigte af kærlighedens, næringsgrundlagets bekræftende udvikling af vor ånd og måde med tingene og hinanden. Når vi ikke længere vidt og bredt kan høre og se forskel på den magt-anvendelse, der skal til, for at luge ud og så den ligegyldige lovgivnings-magt, jamen så går alt i stå i menneskehjertet, for så er der ingen rød tråd gående, intet sigte, ingen tro og ingen bæredygtige følge-virkninger - thi da straffes vi uanset, hvad vi siger eller gør, eftersom dem, der har ladet sig lede i fristelse jo vil ha' den ligegyldige lovgivnings-magt til ligesom at være livets egen kilde til det gode samfund, altimens den så også lige skal financiere deres tilværelse!!! At formidle satans ligegydige magt må de så tage ansvaret for, men det er synd for de mange børn og unge, der fødes ind i samfundet at de skal forpligtes på ham helt fra barns ben. Det er da synd at nedarve i kødet på mennesket, ved at præge det i hans billede via de mange utro sprog, der ikke holder sig til ordet.
Politik er jo f.eks. ikke dansk og bliver det aldrig. En bystatslig mentalitet kan aldrig blive landsdækkende, uden tåbelige, storhedsvanvittige projektioner. Den vil lide under at blive gloende hed i flaskehalsens central-administration. Ja den vil, som kirken og social-demokraterne har praktiseret det i årevis med sundheds-apostlene på de storforbrugende medicinske institutter udi helbredelse indover, forsøge at få suget hjertet op fra sin plads bag vor brystning og helt op i hjernemassen til der står blod ud af øjnene på statskassen. Det skal vendes om: Fædrelandet har til opgave at skide på bystatens romantiske pygmæ-borgere, indtil de lærer at arbejde for fædrelandets liv og samfunds-udvikling på egen hånd af samme hjerte for al vort menneske på jord. Og det kræver livsnaturligvis sandhed er gøre med hjertegod samvittighed.
Magtens sprog, dens ånd og sigte, det afslører sig kun hos tro mennesker. Ikkun kristnede. Så nu skal troens folk atter til at lære at bruge deres oplysnings-magt. - Mit opgør med kristendommen er ikke et opgør med kristendommen, men en irettesættelse af den præste-tradition, der har haft med den at gøre i statens tjeneste. Ja, eller irritations-momentet er, at kristendommen har stået som trøster, når tingene ér gået galt og dermed sagt i al for vid udstrækning har glemt hele vækst-budet, udfoldelses-tanken og helbredelsen. Ja glemt oplysnings-virksomheden og vejledningen af livet i åndelig voksende forstand, den, der oppebærer vort samfund og bringer det videre. Det vil iøvrigt sagtens kunne foregå i samarbejde med danske muslimer, katolikker og så videre, såfremt der altså var et sandt åndskendskab at finde indenfor de kristne præster. Hvis de via løgn-og-latin dannelses-traditionen på universitetet er bange, bliver bange, ja det kan jeg iøvrigt godt forstå, at de gør på grund af den tradition, da den jo er koblet til staten og dermed justitsias afstumpede retfærdighedsbegreb - men hvis de er bange for at hjertet i livet har en mission, altså hallo, hvad havde de regnet med? At vi alle sammen skulle lege forsigtig-per i al uendelighed og i angst kanaliserer det hele op gennem christians-forklar-mig-røv via skriften? Skriften gør ikke sagen mildere.
Sprog og ånd hedder et centralt kapitel i historien om kultiveringen af danskerne. Og det er ikke slut - næj, de æret æ! OG, hvilket var det jeg ville sige, uanset hvad vi kalder udviklingen: Det oplysende element i livets samfundsudvikling går aldrig udenom personlige bidrag af levende kød og blod, sandselige vidnesbyrd om sandheden til mennesket, samfundet at vokse videre med. Eller udenom samtale eller brevveksling for den sags skyld. For vi er så at sige nye vidnesbyrd på, hvordan mennesket lever på jord og derved uundgåeligt fremmanende den overlevering, som vore efterkommere får at... - forhåbentlig også at nyde godt af, hvilket netop handler om sandhed, sand holdbarhed i sandselig, vækstbetonet formåen: ÅND.
Sandhedens modsætning løgnen, ja den kan jo aldrig bringe noget godt med sig. Det er simpelt: Hvad kan alene afsløre løgnen? Hvad kan alene overvinde ondt?
Men hele opgaven er jo, at det foregår i åndslejets levende med kødet som indsats: Det er ikke damerne til venstre og herrerne til højre eller knive i det ene skufferum og gafler i det andet. Nej den slags kritisk sands og kritik kan Troldepus og hans slægtninge i troldehøjen godt skyde en stor fed hvid pind efter. Ånden er i al evighed i samhørighed med sit samfund, da den står og består i kødets egen hørelse af menneskelivet vidt og bredt, dertil naturligvis i Guds sande navn og aldrig blot ligeover til næsten. Det betoner desuden den lodrette fejl fornuften gør i sit vandrette ligemageri og dernæst satans behov, projektionen af en ydre magt-instans, vi alle skal rette os efter i tykt og tyndt, men som intet bringer. Altså blandt andet stats-idealismen, der fører til verdensfortabelse/livsglemsel, foruden dens svinske undervisere, der i angst for selv at blive glemt har undervist en befolkning i angst for ikke selv at blive glemt. Der tales hele tiden om det rette, det rigtige, detaldkjfaæskf, for alt sammen betoner i sidste ende bare loven og dermed deres overførsels-indkomst-sikrede grundlag. Ja, der er intet sandt vækst-sigte forbundet med det, der foregår indenfor dansk uddannelse.
Og det er ikke altid rart at høre sig for et hjertetro menneske idag. Det lyder jo ikke godt, men kanske fordi sandheden fortsat er alt for ilde hørt. - Den kritiske tradition og dens journalistiske tilbøjeligheder skal tage sig i agt for, at den ikke skiller ånden fra kødet mere end den bekræfter den på god vis, hvadend der er på tale, thi menneskets udvikling er altid på tale også når vi tier og bruger hænderne istedet for. Mao. den kritiske tradition har defineret, lever højt på ordbrug som fredens vej - men romantisk, græsk-romersk, akademisk-politisk kulturarv, løgn-og-latin, bærer jo ingen fred, intet t ro-givende frem til gavn for menneskelivets bæredygtige åndsmåde. Ikke på dansk grund. Og ikke i nævneværdig forstand. Lodret sagt: Akademisk kultur er ikke freds-sigtende per excellence-model, fordi de kan skrive, bruge mund og trykke på den nedarvede myndighedsgivende harme eller frygt for loven på logisk, systematisk vis. Nej, ordet skal anerkendes, høres ærligt, sandt på sit køds levende liv, livs"historie". I år nul, her og nu.
Og an-svaret ligeså, ja særdeles ligeover med dem, der ikke sidder med fingre i taster eller om en pen. På det punkt tager ikke så få fejl, ordet er ikke en fredet fornufts-kategori, der er forbeholdt nogen, fremfor andre at gøre til SIT levebrød. Har man med ordet at gøre, så har man med kødet at gøre og det skal den pat-svage akademiker-stand og journalistikken lære hele vejen nede fra og op, hele vejen udefra og ind i kødet - om jeg eller en anden tilsvarende så skal pille hjertet ud af dem først på samme måde som deres teknologier og teknokratier gør på mennesker, der nok er tro mod ordet, men fandme ikke kan være det i skriftens sataniske regelfølgende palaver med det, da der er nok andet at se til i deres dagligdag. Ja det var langt bedre for mennesket, om det overhovedet ikke rettede sig efter skrift, men begyndte at høre og se noget mere, sandse at være i krop.
Som jeg eksemplarisk siger: hele den åndrige tradition, der kommer af, opstår gennem hænders brug, den har skullet underlægge sig skriftens teknologi-teknokrati, altså aflevere regnskaber og dokumentere med matematisk præcision, men det omvendte er ikke tilfældet. Den skriftlige, læs: akademiske tradition, har åbenbart ikke følt sig forpligtet på ordet i kropslig, sandselig forstand, altså som kød med hænder til håndtering af livets familiære fornødenheder og derved opstanden livsfylde. Nej den læser stadigvæk videre med skatte-konsuler som skyts-engle, altimens legemet bliver tyndere og tyndere i dén ende og tykkere og tykkere, som amerikansk fedme i den anden ende af samfundet. Velfærds-statens velfærds-sygdomme er enten-eller-sygdomme, der slavisk produceres ifølge matematisk kapital og funktional-statens romantiske bedrifter: For alle X gælder, at de er lige for loven, så vupti, nu er alle så lige for grundloven, thi fornuftens lovgivningskultur er jo Gud, der kan skabe den rette samfundsorden!!!
Ja, det er oplysnings-tidens klazzisistiske efterladenskaber og universitære logos-tanke, der er opretholdt ved videnskabelig-teknologisk og stats-teknokratisk dyrkelse af sind og åndsmåde. Så forklædt som voksne er undervisere, virksomhedsledere og statsledere i landet og de kan ikke undlade, hvorfor dét konkurrence-vilkår og vækst-vilkår, de så gerne vil hæve belønningens pris ved jo altså først som sidst kommer til at stå i sandhedens menneskenavn. Altså jeg mener: Så må vi høre om de kan følge med til at se, hvad de har skabt i kødet på deres kvinder og børn, medarbejdere, elever og studerende. Og derved betale prisen råt og uforsødet, nemlig i Gudlivets klare navn.
Jagten på ressourcer i vesterlandsk lovgivnings-mentalitet, system-mentalitet har ikke noget problem med at suge livets fylde ud af børn, tage børn som gidsler i sine institutioner og kalde det nødvendigt i henhold til vor samfundsorden, når der som det ofte lyder er brug for at sætte alle kræfter ind. Og ikke så få siger: Jamen jeg er da ikke skyldig, for sådan er jeg jo uddannet eller sådan er systemet!!! – De, folk der siger sådan hos sig selv-selv, tænker nok også på, hvad de dog skal stille op og gøre, men det udtrykker ganske åbenbart, at de ikke er klar over, hvilket vidunderligt menneske de er i menneskelivet på jord og hvor de finder og hører svaret. Og det er altså ikke på Google, i fjernsynet, i radioen eller til koncert med Heavy Metal eller Lehonard Cohen. Its not at broken halleluja, when we rise from the search of bitterness in the heart to play a greater part! Opdagede han vel trods alt i taknemmelighed for livet. Men som sagt, det skal jo ikke høres i forførende sang, uden sand genklang i livets eget hjerte, hvilket forøvrigt er en fortalelse: sand genklang vækker allehøjest en rørelse ad øre. Nej musikalsk genklang har ikke meget med sand hørelse at gøre.
At være til med glæde og kende sin skyld til bevarelse af den uskyld, der lader kreativitet opstå, ja det er grundbetingelsen for overhovedet at kunne gøre noget, der ikke gør ondt værre. Enhver virksomhedsleder, der underlægger sig mennesker og medarbejdere skal indrømme, hvad sand hjerteånd er - og således indse sit ansvar, sin skyld i den ledelse vedkommende påtager sig. Indtil videre hedder det med grov-filen fortsat fængslende ledelse i spidsen for den produktion af lidelse, vedkommende forestår med sit usle liv, fordi levebrødet ikke er kapital. Spændingsfeltet mellem progressivitet og normativitet, siger du, Morgenstjerne, jovist, men altså havde man ikke regnet med, at det stod i den sande væksts hjertelige og næringsgivende navn og ånd – eller bildte man sig ind, at det stod i den romantiske, matematiske kapital-teknologiske vækstform ude i verden, ude på arbejdsmarkedet: det løbske symboldannende statsborgerlige sindelag, der jo idag ikke véd, hvad der er rigtig eller forkert, sandt eller falsk, godt eller skidt, varmt eller koldt. - Og bilder de sig ind at kunne opregne gode gerninger, dokumentere dem og derved overbevise masserne, medarbejderne via alskens information og medier, så deres usle foretagende ikke bliver afsløret i livets børn? - Progressiv fører til regressiv og aggressiv. Normativ fører til normal, norm, negerorm og numse samt Kasket Karls kone, Norma!!!
Ak, fattigrøve i hjertet, I har fordømt Jeres egen slægt og det koster en hel anden valuta end dén I, hjertet hos Jer har adgang til. Jeres brug af ordet i navn af dynamik, konkurrence-vilkår, initiativ, management, osv. det er nu rykket ind i kødet i vandledens tynde blods navn, ifølge Jeres måde med liv- og samfund i henvisning til kaptial-loven. Så er I klar til at være andet end erhvervslivets tunge drenge og bære ansvaret gennem 2009 år? Eller mener I at kunne magte opgaven med at lave om på vor tidsregning som den i al evighed i sandhed er givet med år nul, her og nu af hjerte for livets sande indrømmelse? Politikere, men især akademikere ligeså, er i klar til at være andet end overførsels-indkomstens ledere af den danske befolkning? Er I forbilleder eller hvad laver I? Morer I Jer på fædrelandets bekostning? På bekostning af kongen, slægten og underets oplysnings-bud til vækst og udvikling?
Fortalere for kapital-staten, kapitalisten og statsborgeren, der opretholder sin tilværelse i accept af dens forskudte samfundsorden, uden at søge ny vej eller søge at opløse den på oplysende vis med livets kærlighed som indsats, de er dødsdømte og deres anseelse som røven af en hund, ifølge min mening. Fordi det opretholder gentagelsen, historiens grusomme gentagelser, social dårligdom og nød, fremfor at afvikle deres tvangsmekanismer i kødet på os. Ikke mindst opretholdes det via skole-bænke, der lige vil gøre det hele om og skabe alt og alle forfra med gidseltagning af børn som indsats. Kunne man så bare nøjes med at sige: Vi passer Jeres børn, mens I arbejder for vor mad, istedet for at bilde alverden ind, at man lærer dem noget af værdi gennem teoretisk indbildning af, hvad børn er og skal lære. Pædagog-standen ser ned til børn, istedet for op til Gud, fordi vi helt generelt set i vor samfundskultur ikke har forstået, at oplysningen følger barnets troskyldige vækst hele vejen, altså fordi vi ikke har sand indrømmelses-kultur gående som det helt centrale i liv- og samfundsførelse. Hør: Det er livets egen vækst i kødet, der skal oplyse og opløfte barnet og er den tro livsbevægelse ikke gående hos den voksne siden barns ben, ja så er den voksne død og ikke længere voksende, altså ikke i kontakt med sit hjerte for livets samfund. Og da kan barnet altså ikke vokse op som hjerteligt menneske. - Der er ingen regler at følge, men sands for livets eget vækstbud. Det er altid i den forbindelse, der skal ydes og gives videre ud til næsten, samfundet, barnet. Regler udformes kun af mennesker, der ønsker at bliver tørret i røven og taget ved næsen med samme klud efterfølgende, for nu at betegne deres autoritetstro.
At pille som sagt og være det, forsåvidt den ikke understøtter flere brodannelser og kammera-sekterisk syndebuks-kultur mellem landspartier, det kan jeg efterhånden sørge for, yde mit bidrag med. Det er oplysningen af livets eget hjertesande samfundsgode, der er mit ær-inde, men forsåvidt det foregår sandt og glider, så vil de virksomheder, der i sandhed foragter livets eget jordnære og hjertenære vækstgode jo naturligvis også komme for dagens lys og blive irettesat af det. For eksempel Lego-land, der jo ikke betyder leg-godt, men er udtryk for nedarvningen af satans mentalitet i kødet via legisler gott!!! Altså Justitsias romantiske kultiverings-bedrift i den vesterlandske kultur. Jovist, det er nedarvningen af justitsias samfundsledelse, den statslige fornuft i sin tro på gode idéer med vilje, som er cirkelslutningen, der så blandt andre udtrykkes med virksomheder alá Legoland: Med lov skal land bygges! Ja det er jo almindelig sand arv-og-miljø-tænkning tilgængelig for enhver af hjertetro livsførelse i al evighed. Og kan derfor heller ikke være et virksomheds-mæssigt forbillede.
Sådan er det også med matematikerens tvangs-psykologiserende sindslidelse, med computeren og de øvrige teknologisk-teknokratisk "opbyggelige" arbejdsmarkeders blip, båt og gud, hvor går det godt. Visse svin med menneskelivet står allerede overfor hjertedommens dag i al evighed, ja såfremt det altså fortsat skal være strafbart ikke at tale sandt i højesterets navn i Gudsfrygtig forstand med Vor Herre ihus, fremfor som tilfældet er i satans angst-kultiverende justitsiale navn, håndhævet at utro, ja kan vi snart tillade os at kalde dem mennesker, når de nu så gerne vil være gæld-frie statsborgerlige funktionærer i statens teknokratiske tjeneste med sin uendelige reference online og indtjenings-mulighed via loven. Den "pligt-opfyldende" angst-kultivering gør sig jo blandt andet gældende på fagfornings- og forsikrings-selskabelige niveau idag, men den kommer altså ikke derfra. - Bill Gates, rudekuvertens port, er da i høj grad heller ingen undtagelse, han er jo også et rendyrket produkt at fremskridts-troens autoritetstro på kapital information som vækstens næringsgivende omdrejningspunkt udi alverdens cyber - Spacey tog den ud det blå midt om natten. Bill Gates røg en fed skæbnesvanger nat med begge ben lige direkte ned i fremskridtstroens fascination og som det jo ligger latent i den europæisk-amerikanske, læs romantiske mentalitet, så må enhver, www se, begejstring jo gælde hele den wan wide werden. Yahooooooo, Jubiiiiiiiiiiiii, Et stort locum til at samle alle tråde af nedskrivende virksomhed.
I det mindste kan man nu sige: At nu véd befolkningen, hvordan bank-virksomhed foregår, nu véd den, hvordan lovgivnings-virksomhed foregår og nu véd den, hvordan den boglige tradition får tiden til at gå, link på link på link, reference på reference på reference - en støvets og larmens strategi, der skal fravriste modparten noget, vedkommende egentlig ikke vil af med, da det menneskehjerteligt set er fornedrende. Men værre endnu er det at man skoler børn i det, for at de så fremdeles kan lære at begå sig som regelfølgende købs-objekt, forbruger i vækst indtil vedkommende får noget galt i halsen eller ganske enkelt ikke kan flytte sig ud af stedet grundet junk. - Noget-for-noget hedder det ifølge det gamles vidnesbyrd, et øje for et øje, tand for tand. Sådan er fornuftens logik, dens brug af ordet og dens produkters ånd. Ligesom Hitler kan erhvervsfolket og statsfolket, der får gode teknologisk-teknokratiske idéer til løsning af vort samfunds problemer ikke forstå, at de ikke virker ligeså gott som de ellers var tænkt. Det er mao. det platoniske kærlighedsbegreb, du der fik udlagt. Og lige netop dét bliver desuden en strid, når talen falder på oplysning, dannelse og ånds-udvikling på dansk grund. Her kommer Kant og Hegel desuden også til kort, såfremt Luther ikke er med, for med sidstnævnte kan vi i ro og mag indrømme alle de gode danske kræfter og traditioner, der har arbejdet på sagen og har gjort det i umindelige tider, alene ud fra hjertepligten som menneske. Kongehuset for eksempel.
Jeg er da iøvrigt tilhænger af kommunikation, altså mellem-menneskelig erfarings-udveksling med livets kærlighed for øje, men der sker jo forsåvidt ingen kommunikation, hvor ordet ikke er tilstede af ærligt menneskehjerte. Desuden er der grænser for, hvor glad hjertet bliver ved at sidde ned.
Lad os se, hvad der sker, når det sande vækstpotentiale, det åndsberigende hjerte for samfundet naturligvis trækker sig fra løgnens organisationer og netværk. Lad os se, hvad der sker, når Vor Herre udelades fra sandheden, Gudsbegrebet, lad os se, hvem, der har levet som menneskemænd i hjertet, lad os se det på deres tænkning, deres sprog, deres ånd, deres iværksættelser, virksomheder og gode idéer til efterfølgelse for medarbejdere og deres familier i flere generationer. Lad os se det i kødet på danskeren. Og lad os så høre om vi fortsat skal opretholde en forskudt løn-og-straf-kultiverende samfunds-instans som ledelse og behørigt straffe dem, der producerer kriminalitet, sygdom, vantrivsel, asfaltering af vækstgrundlaget, græsk-romersk arkitektur og teaterforstillende krukkeri samt undervisning i det spor. Ja altså ikke ønsker sand kærlighed i vækstens ånd og frihed derigennem. Lad os da høre og se. - Gud rå'r om så Vor Herre indrømmes eller ej, i sidste fald bliver det blodigt. Og jeg skal ikke undlade at pege på, at såfremt det skulle komme dertil, hvilket jeg sandelig ikke håber, men ja, så skal justitsias fascistiske folkefærd slagtes som de første. De har siden år nul brugt menneskebarnets tro fortalere som ildsøjler og ikke udviklet en pind, udover deres beskidte hammer som symbolet på dømmekraft. Thor har de uheldigvis også glemt, synd for dem.
Læg mærke til, at jeg ikke har noget problem med det fine menneske, der meget vel kan være at finde bag de akademisk-politiske glansbilleders reproduktion og regenerering. Jeg opfatter det akademiske, den akademiske kulturarv i meget bred forstand og man kan indkredse det fænomenologisk, hvis man vil dét: Tegn-tekst-og-tal-arbejde i alskens konkurrerende, lovførende og retskrævende sprog og logikker - der imidlertid overdynger og belaster ordets egen samhørighed, kærlighedens sandt holdbare tro og bæredygtige oplysningstradition til liv- og samfundsudviklingens gavn, ja ganske som det kommer op med ethvert glad barn. Hjertet i livet.
*11*Dannelse...
Dannelses-temaet husker jeg helt tilbage fra folke-skolen, hvor jeg gjorde, hvad man skulle, men fandme også var træt af det, fordi der var flere kræfter at gøre godt med. Der var andre ånds-elementer hos mig, der gerne ville fremmes, gøres bekendt, sættes i befordrende vækst, så de kunne udfries og jeg blive indfriet - eller måske ligefrem indrømmet på mit hjertes bidrag, ja for skide da være med mig. Jeg-mig var jo bare til for at gøre hjertets sands gældende på udrettende vis, når læreren ikke så, at sidemanden var gået i baglås over de krøllede bogstaver og nervøst sad og svedte tran af uro og rastløshed på stolen, dagen lang, dag efter dag. Og jeg føler desværre også af og til, at det element er blevet grusomt undertrykt i vort liv, omend jeg har kæmpet for dets lys og bevarelse hos mig. Det går nok...!
Det er en tvangs-tanke, en tvangs-psykologisering, en sluttet ring, der foregår i hele uddannelses-branchen: Nye folkeskole-lærere, gymnasielærere kommer til og lærer så børn og unge det samme. Det er gidseltagning af menneskelivets udvikling, det kører rundt inde i staten, indenfor staten og bliver til socialiserende festlig, men ikke så festlig indavl, hvor der hverken er op eller ned. Kødet glemmer ikke fra slægtsled til slægtsled, der opstår nye vidnesbyrd, der som før sagt kommer med ethvert barn, så erfaringen er delvis indoptaget – altså: ånden er ikke en bygning, der bygges op med faglige lego-klodser i timerne. Naaaarj, den er væksten på jord, der skal holde sig til sit organiske næringsgrundlag, for at kunne vokse og udfolde samfundet bæredygtigt. Man kan ikke bygge et menneske, ejheller et samfund, man skal leve det til omkring de sande som dermed også jordnære sandselige vækstrødder og næringsgivende forhold.
F.eks. husker jeg studie-vejledningen, der ganske som Shubidua og Kim larsen dengang på hver deres vis sang om det, lød: Du skal blive til noget? Altså Hvad kan jeg blive? hed det sig så, for kunne det snart blive mere pædagogisk, studie-vejledende i glemsel af sangen om Spørge-Jørgen? Som om den røde tråd ikke var kendt i forvejen, jeg mener, som om man ikke var nogen i forvejen at være tro med i sin vækst til gavn for samfundet. Ja, for det var jeg, uden tvivl: Jeg var nemlig både retfærdig, en dukse-dreng og en lømmel, der støbte kugler, der ku’ trille og smelte hjerter til grin. Det hedder så selvglad i dag, hvilket da er enormt ærgerligt for dem. – Men det værste er jo, at sådanne små svipsere foretaget med en hel befolkning ikke figurerer nogen steder, ja sådan set aldrig er sket, ligesom med de 6 mill. jøder!!! Og hvad pokker er der nu galt med folke-sundheden, ja det kommer sørme da helt, helt bag på os!!! - Sådan er administrations-kultur, overførsels-indkomsts-samfundets hele politiserende vanskelighed, da det jo handler om levebrødet, men så ikke handler om det alligevel, derimod bare: Penge, lov og rettigheder og først til fadet. Jeg gentager: Sådan er akademisk-politisk statskultur, der vil videre med sin videregående uddannelser og kurser for viderekommende... men hvorhen?
Jeg mener bare, jeg erindrer, hvor galt det ville kunne gå, såfremt man i det hele taget hørte det forkert og gentager, hvad jeg sagde uden revseriets pak: Hvad kan jeg blive god nok til i statens tjeneste, da jeg åbenbart ikke er god nok til livet i forvejen som jeg er født og skabt med forstand!!! – For dernæst at rapse videre, for: Ups, stats-forvaltning i folkeskole-regi, røg der lige en halv meter sne ind på lystavlen hos en generation til lavt selv-værd, med fornufts-ideologisk etik og hvem-er-jeg indover som kompensation? Kan I rette fejlen, så opgaven får det korrekte facit i den HJERTEGODE SLÆGTSARV I DET OPLYSENDE SAMFUND?
Hvar ”erhvers”liv, det gælder da også Jer. Vil I gerne se resultater, skal eleven lære at bestille noget, så han/hun kan klare sig – skal de have flere prøver, flere karakterer, flere kontante afregninger i sigte for masser af masseproducerende og massemedierende succes? Er det konkurrence-vilkåret siger I, jamen så forbered Jer på en ultra-kort pension, når I ikke længere har kræfterne til at spille kæphøje overfor de skørter I begår Jer med! - Ludere!
Graven står på vid gab til Jer og den er sort som bare fanden hos Jer, ja der er uendeligt langt ned i matematisk-justitsial livsførelse på skyen. Jeg mener in mente som vi lærte in school today: skal I ovenikøbet belaste Jeres børn på de gamle dage, så de også skal komme og besøge Jer!!! Nej, vel. (Kursiveringen er Eddie Skoller, der iøvrigt også tog på på Højskole, for sidenhen at tabe sig).
Vi er jo personligt ansvarlige for vore handlinger i al evighed, så kan I bære dem? Kan Jeres virksomheder bære dem, altså gøre skaden i kødets ånd god igen hos alle medarbejderne? Har I udviklet et bæredygtigt samfund? Kom så røvhuller i jakkesæt, slips og rolex-uret med audi-drømme i ånden, lad os se på det hjerteligt bæredygtige i Jeres virksomheder, hos alle alle medarbejderne. Ja for I må i det mindste kunne fortælle os, hvordan man får en gorilla til at ligne en leder og samarbejde til at ligne et samarbejde. Jeg mener, I er da vel ikke blevet viklet ind i spejlbilleder og status-symboler ved god gammel købmandsskik, er I? Nej, det kan ikke være hele sandheden i Jeres driftige liv! Kom så ud med skarnet, der skal være plads nok til menneskelig ærlighed i et oplysende samfund med vækst som hoved, nej hjerte-anliggende.
Bevar mig vel, drenge, jeg elsker også Jer. En Audi er da en lækker bil, men at høre kan den altså ikke og da kan den ikke bære, fragte, transportere noget i livets eget navn. Kanske lige bortset fra blinde passagerer, der regner og regner og regner, mens solen skinner et helt andet sted på den anden side af elruden. Tag det roligt: Jeg deler bare brødet i de hårde facts, I sågerne vil arbejde med, ja sådan har jeg altid kendt Jer. Så det er ikke for at bremse Jeres driftighed, men driftigheden i den såkaldt moderne, altså politiske to-regimente-lære: Det offentlige og det private. Og har I ikke forstand til dét, så synes jeg da ærlig talt I skal holde kæft og lukke Jeres virksomheder, fremfor at kultivere skizzofreni ind i kødet på menneskelivets medarbejdere. Konen arbejder i det offentlige og manden i det private, for så er der ligesom styr på ægteskabet omkring børnene helt privat. Nej, bevar mig vel, drenge. - Er I nogensinde blevet tilfredsstillet som menneske af Gud?
Et andet eksempel dengang, der nok mest af alt betegner min hørelse for, hvordan mennesker i min generation let ville kunne høre og opfatte tingene skævt, var det grelle: At ikke så få gik og sagde, at de godt kunne tænke sig at have med mennesker at gøre!!! De ville gerne uddanne sig til at have med mennesker at gøre!!! – Det gjorde mig bange, fordi jeg stod lige ved siden af dem. Gad vide (Gud lader vide), hvad de var præget af? Den romantiske pædagogisk-psykologisk-politiske humanismes ideologier i liguster-fascistiske ægteskabers ugudelige parcelhus-kvarterer med skolen og sportspladsen henne om hjørnet og alt i sin orden med legende-børn-på-gaden skilte? Orden uden ordets levende hjerte og ånd til øv Erna!!!
På gymnasie-skolen hørte jeg også livet kalde på sand dannelse og sigte. Og senere på høj-skolen, hvor jeg første gang hørte og så den brede sammenblandede folkemasse på tæt hold. Da tænkte jeg: Nej, nej, sig det er løgn, er det dem, jeg skal arbejde videre med samfundet i hu af, altså tage højde for, være sammen med? - Det kan lyde som foragt, det kan lyde nedværdigende, men det er hjertets tale jo ikke til én, omend det tog tid at forstå på god vis, der altid peger begge veje, fortæller noget om ens egen baggrund og forventning, men ikkun. Den sandhed, der er og var i det er, at jeg allerede dengang oplevede de velkendte samfunds-institutioner, her højskolen, som bærende på et kæmpemæssigt bredt folkeligt efterslæb. Og at jeg vel også blev lidt trist tilmode over det lave niveau, der ganske vist lærte mig at sætte pris på mangfoldig menneskeglæde på hel anden måde, dog måske ikke ligefrem bestyrkede min tro og ånd til at bære videre. Hold kæft, hvor vi drak. Det viste sig først senere, hvordan samfundskultur-forstanden udvikler sig gennem det elsket-og-hadet samvær, der nu engang opstår, når man er taget afsted og må sætte pris på, åbne sig for kræfter, der gør sig gældende. Det gav indblik i menneskelivets realitet som folkemasse, hvormed sagt også er, at vejen indtil menneskelivet blev udfordret og længere. Hos mig meget lang, ja da min tilbøjelighed til at bære i hjertelig forstand så er som den er, hvadend jeg vil, skal eller ej. - Undskyld, autoritetstro aftale- og forpligtelses-industri, der bare vil, vil og vil, skal, skal og skal uden hjerteforstandigt mål og med fornuft i troens anker!!!
Efterslæbet i den brede befolkning er, at det sociale, det folkelige bliver en nydelses-industri, et plaster på såret, der springer op, når den form for socialisering ikke er indenfor rækkevidde. Det bliver en livsform, en omgangsform og den er ikke holdbar, da der ikke er noget sandt næringsgrundlag at stå sammen om og stemme sig op ved. Det har været irriterende at vide i hjertet bag al den pligtopfyldende skolegang, der som bekendt griber om sig for tilsidst, før livet egentlig opnår egne gode ben at gå på kan blokere et godt flow af livsfylde til og med samfundet. Forskydningen i mentaliteten, der tilvejebringes via skolegang kan f.eks. udtrykkes med hvedekornet, der skal dø, for at sætte tifoldig aks: Når alle vælger at dø, bliver der ingen tifoldig aks - men en mekanisk aksel med en skolastisk krumtap. Charles Chaplin i maskineriet. Frankenstein og Klovn!
Videns-forurening kaldte en franskmand det i 70'erne og det er vi så produkt af, forsåvidt vi følger tidens djævel og dens fabrikker, henholder os til tidens teknologi-teknokrati, fremfor livet i al evighed. Hvilket, førstnævnte, vi jo altså i vid udstrækning podes til at gøre fra barns ben, ja det er vel kun dem med noget solidt hjemmefra, kender sig ved livets familiære bånd, der kan trække sig ud af det. Noget, der desuden også skaber et tvivlsomt borgerligt had al den stund at det borgerlige har rod i det familiære, men dermed sagt: Uden stærke slægts-bånd bliver den romantiske familias statsborgerlige samfund meningsløst. Ja det er det jo da i forvejen grundet den romantiske arvs storhedsvanvittige erobringstrang og tendenser til kompetencegivende godfather-kultur, der ikke forstår sig på at elske mennesket sandt, hjertegodt og ligetil, så de sande åndsevner og arbejdslivsmåder kan fremmes.
Men altså: Dem er der ikke så få af, dem, som må lide den tort ikke at være fuldgyldig, meningsdannende medlem af samfundet, bliver overhørt, fordi de har mistet deres familie eller gangen med livets naturlige vækst-bevægelse, forplantning af sit livsgode og dermed retten til brødet: At være nogen. Og deraf hadet, misundelsen på den lykkelige familie, om du vil kalde det sådan, ja for der ligger meget mere i det end som så. Det meste er farlige misforståelser. Folk kalder jo ting, hvadsomhelst, uden at vide, hvad de snakker om. Troes og høres skal de imidlertid alligevel, da rets-samfundets normdannelse i kødet på den fede dansker jo ikke kan det og de dermed ejheller selv kan høre det. De har tro, men ikke sprog, jeg mener, det er versioner af den samme velfærds-logik, der køres i hele tiden. Og den kan udenoms-danskeren, den tabte eller fortabte, kald det hvad du vil, ikke blive i eller få sit hjerte indfriet af. Ejheller hele det alternative miljø. Ja det kan den fede dansker da i sandhed heller ikke, men aben har jo mange kræfter at leve godt på i mange år, sålænge der pumpes kroner i blodåren ifølge planen!!! Det føder bare ikke.
De kommer til orde på tavs vis talende i kødet og i gadebilledet, hvorefter de så skyndsomt puttes væk, ind på anstalter, så nye arbejdspladser kan opstå og personalet blive værdigheds-arbejdere i comintern. Og det er jo skammen, synden og sorgens akkumulation i det utro menneskeliv. Ja ikke hos dem eller dem, nej, hele historien, det er sådan undertrykkelsen i menneskesamfundet lukker den åbne himmel, trækker det høje loft ned. Glemmer opsangen, kan man også sige. - Det er sådan for de ramte, fordi de undertvinges spassernes lovførte, videns-teknokratiske norm-dannelser og sprog, dermed ikke ad den vej kommer til at forstå, hvordan de vender blikket i sands for livet. Altså en psykopat i kejser neros statsforvaltning kender jo ikke sit sprog her på jord, hun er jo på den gode side og vil altid have ret overfor klienten. Ja, jeg kan ikke udstå den menneskelige situation, hvor social-fascisten sidder og gør sit arbejde med et andet menneske. - Og det er her, på det punkt gælden og galden er sort, det er her, hvor det afslører sig, hvor falsk, uærlig bedre-stillede folk lever og sandser. Eller mere vigtigt, måske mere reelt, ikke kan tackle deres sandsning. Der vil altid være naturlige hieraki-dannelser, som mennesket ovenikøbet kan lære af, men statens hierakier, ja de er fascistiske, de retter sig kun opefter og det er ovenikødet ikke engang i livets forstand.
Det skal ikke forståes sådan, at de skal rende rundt og tage sig af de såkaldte svage, men hjertet snyder altså ikke og vi må ikke være bange for dets bud, dets sands. Vi skal derimod tage den til efterretning. Og som sagt behøver det ikke at være direkte i et og alt, thi da løber man tør. Så meget sorg, kan det raske liv i løgnens statssamfund slet, slet ikke holde til at bære på. – Men kanske de såkaldt bedre-stillede skulle forsøge at fatte, hvordan det hænger sammen med deres egen virksomhed, deres egen livsførelse og dermed samfundet iøvrigt. Der er f.eks. ikke plads til alle i staten, det er logisk umuligt i benhård livslogik, der kan få selv den mest hærdede forretningsmand til at ryste i posens pung med sine kapital-logiske bolsjer. Hans menneskehjerte er nemlig ikke så gammelt, max.12 år.
Ja sagt omvendt på dansk til dette lille sidespring. Så er det rent faktisk Danmarks styrke, forsåvidt at vi ikke driver forretning som om vi var voksne amerikanere. For du er ikke din egen lykkesmed i glædens sande navn, den der netop afføder vækst, der også bærer noget andet, ganske frugtbart med videre til næste generation at nyde godt af. Produktudvikling er ikke ligegyldig, nej det skulle gerne bære en ånd med sig, der lærer sin køber noget om livet og dén ånd står ikke i produktet, men i trivslen hos arbejderens hjerte for Gudlivet. Sådan bliver kapitalismen afviklet...fordi produktet da i stigende grad kke bliver skabt ud fra de forklædte logikker, som sindet hjernevaskes med i folkeskolen og på arbejdsmarkedet som det er i dag, men derimod ud fra livets egne. Altså ikke bliver fremstillet ud fra gode idéer eller matematisk-kapitale kalkuler, men i stigende grad ophører med at være orienteret deraf. Sandsen for værdi kan kun ændre sig ud fra oplevelser af, hvad der gør sandseligt godt i bred forstand og det kan først som sidst kun komme til at handle om dyr, planter, jord, mennesker samt redskaber til den ende – krop og åndsdyrkelse til vor samhørighed i livets paradis. Organisk vækst, organisk frugtbarhed, godt åndedræt og livsglæde i krop og hånd.
Nå, men det afslører sig altså på stort set alt i samfundet, hvordan den ægte skabelse foregår – og overhøres. Ægteskabet er ikke en borgerlig status, der berettiger én til at at være et svin med sine børn og medmennesker. At lukke sig om sig selv, i privatlivets ordninger. Troskab er ikke en politisk aftale, men en udfoldelse af livet i samhørighed med al vort hjerteligt levende, åndbare vækstvilkår.
Det er naturligvis helt galt at misunde mennesker, der nærer omsorg for deres nære slægtsblod og slægmæssige relationer, det er mig fjernt at gøre. Men det er saftsusme også helt galt at gøre familie til en status, der på selvhøjtidelig vis berettiger ens livsførelse på bekostning af menneskeværdig sandhed i næstekærlighedens navn. Jeg gentager: Ægteskabet er kødets ægte skabelse i sin indrømmelse omkring blodets bånd, barnet, der altid også angår samfundets videre udvikling - og det er ikke en politisk aftale, indgået i satans kapital-statslige kirke, der videre derved kommer til at handle om rettighed, retfærdighed, to-regimente-lære og andre latterlige dualismer, såsom kvinde-mand, der forlængst er opløst. Således sagt fordi, at det er tydeligt, hvor mange uspiseligt utro familier, der er rundt omkring i statens uhellige navn. De overholder loven, indretter sig efter systemet og dets psyke - ja uden at kende misundelses-myten om hendes skønhed. Men de dyrker og bekræfter derved ingen sand kærlighed, thi de vil jo ikke have noget med tro, ånd, oplysning, sand samfundsudvikling og vækst at gøre.
Ægteskabets fallit kommer uden tvivl af dets kobling med staten, statens misbrug af ordet, såsom f.eks. tillid, tiltro, mv. De første skilsmisser gjorde erfaringen med, hvordan troen har smidsket sig hos statens vantro sataner, den storhedsvanvittige kejser nero-mentalitet, der som bekendt, foruden indenfor den politiske stat, hvor ægteskab let bliver et status-symbol/magt-symbol, også gør sig gældende indenfor ethvert akademisk fag. Men overset blev jo så, som sagt: den ægte skabelse, den ægte forplantning, den sande, den bæredygtige, den åndsmodnende, oplysende og bæredygtige... Nå, ja, men skidt pyt, smut over rørte vande med dét, for så fik vi jo frihed, lyst og behovsret gående mod uendelig vækst!!!
Frugten er tydelig i deres børn, der gentager successen på tvingende, pædagogisk-psykologisk-politiserende vis og måske endda føler sig fint på den, fordi de hører til dem, der selv kan klare Livet, har den rette etiske indstilling, opnår status, løn, bil og så videre, så at sige er gjort af et godt stof i modsætning til alle andre, der jo bare kunne tage ved lære af, hvordan man lever og dygtiggør sig i at være gud indenfor staten og bankens institutioner i sin Audi!!! Pif, paf, puf...og guds bøvs til svinenes livsforførelse af hjertet! Ja eller sagt lige ud af posen i forhold til skolegangen: Mit hjerte er/var så fintfølende af det menneskelige, at det gør ondt på det at se og opleve unge mennesker, der følte sig så knuget om hjertet, grundet svigt, ja uanset, hvad det grundes af. Jeg tænkte: Hvad har de dog oplevet inden, siden...eller: så slemt kan det da ikke være. (Jeg overdriver, men sådan er åndrige hjerter, fordi de har et andet lag med i deres sandsning, et lag vi alle er givet, men som ikke udvikles hos alle, ikke bestyrkes godt nok – jeg overdriver, fordi jeg ikke tænker individ, men menneske i det, vi så åbenbart skal kunne holde til, nemlig at vokse som sådan. Ja det var da en vigtig pointe for alle, ikke sandt!!!)
Men svaret er givet, dommen er faldet: Skemalagt konstruktion af den rette, retfærdige borger, uden den mindste forstand på sand menneskekærlighed og vækst på jord. Den, der ellers betyder åndsudvikling ihu af livets samfundne omgivelse på jord og ikke som enerverende gentagelse af de mange ideologier med kasteboldens hovedsæde i staten/universitetet. Åndsudvikling, åndsmåde, undervisning går via sand-selig tro kærlighed og intet andet. Og er man ikke dét, så skal man ikke røre ved børn og unge, endsige den brede befolkning i navn af snart det ene, snart det andet mere eller mindre teoretisk-politiske systemgrundlag. Lærdom er ikke til for at lære mennesket noget ned oveni hovedets hjerneforskning og selvsving, men til for at udfolde menneskets hjerteligt sande potentialer i personende forstand og derved gøre det stærkt som menneske, samfundspotentiale for al vort viderebringende gode med sine børn. Lærdom og kundskab kan kun virke samfundsudviklende i tråd med livets eget sande forsyn og derved er det også slægtsbundet. Det er det indkultiverede magt-element i vor bevidsthed, autorietets-troen, skrækken, frygten, angsten, forbundet dermed, der udgør magtforstillelsen, fordrejer os og vort begær i betroelse eller reference til alverden, fremfor Gud, livet og kærlighedens åndsudviklende åndedræt dermed.
Først senere eller til andre tider, måtte også jeg indse, at jeg bar på en svær bondsk arv, tilbøjeligheden til at være jordnær og sigtende på sand vækst og trivsel i hjertes navn med næringsgrundlagets vilkår for øje!!! Ja ikke for-mig-selv, da det jo allerede var klart fra barns ben, at man skal slåes og slå livets tro glæde ihjel, for at opnå del i samfundskagen - det kunne jeg så ikke, gad jeg ikke, nej det magtede jeg altså ikke, men det var jo så også meget sjovere at lade den bestå og betragte kagemændene. Det er i grunden mærkeligt, at barne-fødselsdagen ingen ende vil tage!!! - Først senere eller til andre tider med en voksende indsigt i, at hele miséren sådan set var mere omfattende end som så, da samfundet tilsyneladende ingen interesse har haft i et sådan fælles-menneskeligt, udviklingsmæssigt anliggende. Dét, der traditionelt kaldes levebrødets. Kemikere og civil-ingeniøreres vandmiljø-planer, statslige kartoffel-kurer, der også var på sin plads i sin tid – nej jeg er ikke ensidig, forstår godt problematikken med stofmisbruget i landbruget i kølvandet på det civil-rets-borgerlige krav om, at mælken skal komme fra Føtex og at varen skal leveres til tiden med vare-deklaration, så dem, der ikke kan se, uden at læse også kan få noget mad!!! Og helst ikke ordet svin, når der er tale om svinekød. Maden må ikke "lugte" af dyr, thi da skal den jo tilberedes, hvilket videre stiller krav til uddannelses-sektoren om at bekræfte menneskelivet på jord, hvilket jo altså er et alt for højt krav at stille overfor statsborgerens sindelag!!! Det kan det ikke magte. - Vandet måtte naturligvis heller ikke smage af kunst-gødningen, som biokemikeren havde produceret i første ombæring, fordi det var smart, fascinerende, mv. Ja et stykke fremskridtstro. Og fordi hvedekornets død og de ti fold ikke var fede nok til bagerens mølle.
Ja jeg taler her om den tid, hvor landbruget og landbo-befolkningen måtte indrette sig efter bank-statens industrielle livsform, altså overgå til matematikkens administrative vækstbegreb i sindets forstillelse af alt. Og i hjertelig tillid og tryghed, ikke sandt!!! Jamen, Jens, det er jo lang tid siden og længe overstået, ja, jeg er jo gammel, ikke sandt - men når jeg så siger år nul, hvor skal de så gøre af sig selv, så langt ude i skovens åbenbare træer kan de slet ikke er-indre sig!!! - Videre: Dengang led landet den nød ikke længere at være i kontakt med sin muld og dens grøde, derimod udelukkende igang med opbygning af systemer og organisationer på kryds og tværs. Og da, ja, da var der fædre i landet, der hængte sig i laderne...underligt nok, ikke! Fra da af begyndte modernitets-sygen og fornufts-sygen for alvor at gribe om sig herhjemme...
Og det er jo matematisk normal udvikling i vesten, så jeg kridter naturligvis skoene, når det går den anden vej, thi det hører jo med til et fordelings-politisk samfunds orden i tilbedelse af ligevægtens gudinde, noget for noget, ikke sandt!!! Vi skal være tro mod vort samfunds orden, ikke sandt!!! De symboldannende arbejdsformer omsat til praksis i reference til loven, til magt, de kommer til at lide den nød, at de ikke kender sand vækst og ikke har agtet den af hjerte for livet, ikke næret dens tro, dens næringsgrundlag. Og således kommer de i al deres modernitets-pladder, afløseren for pladder-humanismen, til at mærke at diverse mennesker fortsat spår, men at det i sandhed er Gud der rå'r. Det synes jeg da er herligt. Vi lever fortsat af at klippe og barbere hinanden, men det kan vi ikke og ikke holde til, Vor Herre har forlængst talt - og så må Gud jo på banen igen og mærke satans svin i panden med horn. Og da skal man altså passe på med ikke at forveksle hornet med det underoptrykkende barn, der aldrig blev til, men sågud da ikke skal give op. Nej, for sålænge hjertet slår vil Gud, at du skal leve og ligeså længe bærer du sådan set hans vidnesbyrd til det omkringværende samfund.
Sidder du f.eks. i fængsel, ja så fortæller det så noget om, hvilket fortrinligt udviklings-stadie menneskelivets samfund er nået til, thi du skal ikke regne med at den forløsende anger-kultur, tilgivelse, syndsforladelse bliver ved at bestå, nej da, det gider Justitsias, videnskaberne og kapitalens statsledelse ikke at have med at gøre!!! Der er religions-frihed, så nu skal vi rigtig til at læse Saxo med omvendt fortegn: Genopfriske hedenskabet og vor oprindelige vikinge-adfærd!!! God fornøjelse, for da smutter jeg frivilligt op til de tre trolde i Norge. - Men se så imellemtiden, at få forløst konge-graven i Roskilde, så helligånden kan genopstå i Danmark og de hjertevarme muslimer og andet godtfolk mærke sig vor sandt opløftende varme, istedet for al det pjank i lever koner og børn ind i. Ud romersk, løgn-og-latin-virksomheder. Ud, væk, gå hjem til mor i rom med athen.
Livet i al evighed og dermed også sandheden i al evighed, den er ikke en idealisme, men en forstandig sandselig og vækstbetonet måde at leve på, der gør godt. Det bliver imidlertid opfattet som en idealisme og fører hos nogen let til en idealisme, men det skyldes fornuftens institutioner som omgivelse, altså den forpulede græsk-romerske magt-omgivelse, det forskudte, forskydende stats-borgerlige og civil-retslige sindelag, der jo altså er usle mennesker, der financierer deres tilværelse ved at opretholde, fremfor for at undlade og adlyde sandheden i kødet. De kan ikke høre og da kommer Gud på banen med sin vrede. Livet skiller de utro fra de tro, da førstnævnte ikke vil elske livet som givet og tage dets meddelelser, dets budskab alvorligt i tide, altså i al evighed derved, ja ikke som en aftale, men som en afgjorthed – altså det er ikke os, der afgør noget, det er livet, der gør dét. Og til vor, menneskets fordel i bred forstand, såfremt vi holder os i kontakt med hjertet henad vejen, er tro. Det er livets sande vækstgivende potentiale, der er hele anliggendet og når vi ikke kan gå på vejen, falder fra, af hesten eller bliver optaget og involveret med næsten, ja så er vi fortsat på vejen og dét er indsigten.
Det er indsigten, der blandt andet kan fortælle én, hvorfor der ikke er tale om en idealisme. Ja for da vil den ikke give noget sandseligt lys, der som voksende bud med én ikke bygger ovenpå det gamle, men renser det gamle, befæstiger, hvad der stadigvæk sandt var og er, dernæst det nye ens liv bringer – dit kød er jo det samme og kødet er stadigvæk ét, dine forældre, stadigvæk dine forældre, osv. Desuden digter sand indsigt ikke, den bortforklarer ikke, men klarer menneskelivets personende omstændighed, dermed også omgivelsen. Ja, der er forskel på folk, mennesker, personer, men forskellen er ikke større end at de fortsat er i livet på jord og derfor nok skal høre, før eller siden. - På den måde vokser visdommen om sandheden i al evighed i vort tro kød.
Det sørgelige er kanske bare, at landet er i hænderne på løgnens folk - ja ikke bare bønderne, der sågud ikke er herre over ejendomsrettens foretagende - thi da ville vi ellers kunne udfolde troskødet i langt mere vækst-betonet, vækst-erfarende forstand. Og altså skal løgnen bekriges, mennesket omvendes til sandheden via Gud, VorHerre og indrømmelse af alle de hjertegode erfaringer, traditioner, der allerede er i deres udviklinger med ganske godt menneskeliv ved roret i ordet. Videnskab bliver der ikke plads til, men indsigt i åndelig, kropslig forstand og fodslag med væksten, ork, der er rigeligt at kunne indrømme sandt som sandseligt befordrende, når ikke de nedarvede videnskabs-statslige sygdomme blokerer livets egen udfoldelse. Mentalt, ja, men sågud da også i praksis i henhold teori-praksisk-livsførelsen, altså den, hvor magten skal indover, for at gøre løgnen til noget, der kan ligne sand sammenhæng. – Ligner spejlbilledet dig?
Vi har levet i en tid med så mange personlige problemer, at det menneskeligt, samfundsmæssigt set er helt ude af proportioner, men grunden, ja det er selvets logikker, den selvlovgivne kapital-statslige måde at henrette menneskelivet til et forpligtende liv som skattebetalende statsborger, der hverken har Gud eller menneskeforstand gående som sigte for sin adfærd og kultiverende virksomhed. Jamen, jamen, den social-demokratiserende, kommunistiske fornufts-stat baseret på kapital skal og kan da ikke kultivere menneskelivets samfundsudvikling!!! Nej, men så flyt svinet, fjern den, opløs dens organisation, så sandheden kan råde i livets samfundsoplysende navn. Lad dem, der lever af kapital-staten, dens pensions-ordninger og fagforeninger, derved opretholder den møde til eksamen ved livets grønne bord, Gud, så vi kan høre og se, hvor kompetente de er, hvilket udviklings-sigte, de troligt har båret på som menneske og omsat ved deres samfunds-fornyende livsførelse og undervisning af unge og medarbejdere!!! Er det mig, der ser rødt, tror du?
Hvad har f.eks. lægestanden helbredt under ed? Medicinal-industri og stofmisbrug, en virksomhed, sygehuse, tilværelser, der lever af andres sygdom, har kapital-økonomisk interesse i at opretholde sygdom og sørger for regions-planlægning i den forbindelse! Så store dumme svin er de, deres pondus er gammel bemyndigelses-kultur, brug af gammel symbolik i kødet og ikke hjertelig sand begavelse, der kan indrømme nogetsomhelst af menneskelig karat. De er grundlæggende uærlige i livet. Og dommen er afsagt, deres dage i den livsmåde er talte. Deres tradition går ud på Vejle-fjord-broen, hop, for det var sørme ærgerligt, at du ingen hjertelig forstand blev givet til at helbrede med medicinal-teknologiske læge. Men ejheller dét, hørte de i sin tid, thi skyld, dermed svar og ansvar findes ikke indenfor videnskabelig stats-dannelse og livsførelse, hvor alt henføres til årsags-tænkning alá det var nok forældrenes skyld, din baggrund eller dit ufaglærte arbejdslivs skyld, så du må hellere over til min akademiske kollega i psykiatrien. Ja for det kan jo ikke være arbejdsmarkedet, udddannelses-sektoren eller statsidealismens årsag, vel!!! - Så massiv er autoritets-troen og fristelsen til at skabe sig en identitet i dens forvaltende vold, gamle bemyndigende, statusgivende roller, falde i svime over serier om engelske landsby-læger og sygeplejersker, altimens man suger på lappen og lader sin børn blive kneppet i pædagogikkens pædofile univers... Vi er jo græske romantikere, ikke sandt!!!
De tilsviner deres menneske og jeg mener, at de er meget mere værd i livets sandselig udviklende tradition, men sådan er medicin-studiets administrative kropskontakt altså, samt psykologiens manglende kendskab til, hvor Psykes myte hører hjemme. Det er ikke kristi tro ed eller arbejdet med edens vækstgivne have her på jord, som medicinere sværger troskab mod, men Hippokrates. Og derfor har de ikke forstand på det kristnede danske kød, åndens helbredelse af kødet, ordet, der viser os vejen, sandheden og livet. Ganske som hos Tao, ganske som hos Muhammed, ganske som hos Budda, der blot har deres hjertesprog og åndsmåde til at erindre sig i vej, lade op og så videre. De traditioner kan åndeligt berige hinanden, såfremt man véd, hvor man kommer fra – tilegnelse ér en til-egnelse. Vi er ikke kinesere eller arabere og bliver det aldrig.
Og det véd desuden ethvert menneske, der flytter til et nyt land, en ny kultur med sin historie, vanskeligheder og så videre. Tilkomne skal med andre ord elskes på plads, bydes velkommen og agtes for den gave deres liv er til videreudvikling af menneskelivets samfund på jord, her, i Danmark, på dansk grund. Ja, i gamle stammesamfund byttede man døtre, for at undgå indavl. Ligeledes har kongerigerne i Europa sørget for freden førhen. Og gør det stadigvæk i kraft deraf, vore slægtsbånd til videre oplysende liv- og samfundsudvikling af vor menneskevarme ånd. - Kontakten med Hong-Kong gik ikke så godt, nej, men Australiens underskønne prinsesse på ærten, ja det er da en gave. Altså skal den gaves glæde sone kinesiske sorger, så vore menneskelige forkvakletheder ikke blive normaliseret i barnets sind, men forsonet. At åbne sig for egen slægt og samfund er at åbne sig for menneskelivets slægter og samfundskulturer, en kunst i godbider henadvejen, da mavens hjemlige tarmflora jo ellers slåes i stykker af ensidig kost eller for megen kartoffelmos.
Tilbage igen. Det betyder, at de her udskældte medicinere ikke optrænes til at fokusere på det raske, levende i sin egen-ret, men at identificere det syge, skabe fokus på det syge. Tænk nok engang over, at man med regions-planlægningen har indrettet landet i henhold til sygdom. Sikkert nok for effektivitetens skyld og så videre at komme ventelister tillivs, men sådan kan man ikke administrere sygdom væk, nej sådan fremkultiverer man sygdom via staten. Sådan er storhedsvanviddet i det akademiske, den administrative statslige mentalitet og det er hele balladen, for det nytter jo heller ikke at sværge troskab overfor Platon eller fortsætte indkultiveringen af hans mafiose vrede: Stats-idealismen. - De er kun raske, fordi de sidder på loven og skovler midler til sig ifølge dømmekraft baseret på selvretfærdig argumentation. Eller måske i det mindste har skullet lære at forstå, hvorfor midler ikke kommer så let-flydende længere, hvorfor iøvrigt et samarbejde mellem universitet og erhvervsliv blev fordret, hvilket jo altså var fuldstændigt gak, ifølge min mening. Fordi de ikke er klar over, hvad man da spreder af sygdom den vej. Erhvervslivets nedarvede hård facts råder jo inden dagen er omme, hvorfor det smadrer medarbejderen endnu mere at føre pladder-humanismen ind i form af kommunikations-medarbejdere, der vil kommunikere og kommunikere, coache og medarbejdersamtale over en kop kaffe: Hvordan går det! - ja som om kapitalens produktive ledere kunne føre en samtale med et menneske i et umenneskeligt miljø, for slet ikke at nævne de naive pladder-humanister med deres folkeskole-pædog-psykologiske tungetale udi amerikansk Coaching. Træne, hvem træner hvem!
Og den anden fløj, naturvidenskaben, ja den er gammelkendt hos de store bilers drenge: Kan I give os noed teknologi til maksimering af omsætningen eller kan vi udvikle nye lovende teknologier, der også kan skabe arbejdspladser, der også kan skabe arbejdspladser, der også kan skabe arbejdspladser... som om arbejderbevægelsen gennem mere end 100 år ikke har fortalt os, at teknologi sparer hænder og krop, det vil sige fordummer...Erhvervslivet kigger ikke kun på penge, nejnej, men det er markedsvilkåret i deres skoler, de latterlige bøger, de læser og som alle er skrevet i 1800-tallet, skåret over samme læst: lovmæssigheds-dyrkelse med markeds-kræfter, der jo overhovedet ikke er i berøring med menneskelivet på jord, nejnej, slet ikke!!!
Når vi skruer på renten, så maksimerer... Det er, der er tale om kapital-logisk tvangs-psykologisering, hvor kønsdriften dannes til at have lov-penge som objekt, fremfor ellers at lade sig danne i sand, ærlig indrømmelse og undladelse til at have med Gud og dernæst kvinden, børn og næsten at gøre: Samfundet. Og det nedarves via miljøet, vor tænkemåde, ja via al sorgen, lidelsen ved at skulle leve under en sådan uåbnet himmel. Indendørs. Alt, hvad der er godt til livet, det er blevet folks eget ansvar i fritiden, for til daglig skal det jo på arbejde for føden i døden, jeg mener ifølge en døds-kultiverende kapital-stats-logisk vækst-utopi, der fuldstændig har glemt at arbejdsglæde kommer af tro glæde, der videre nu engang kun kan affødes af sand sandselighed med livets organisk åndbare krop og legeme, dyr og planter. Ja simpelthen ved ganske kødeligt at være glad i krop på jord.
Men det må de åndssvage svin i såvel erhversliv som statsbygning så prompte stå til regnskab for, ja jeg tøver da ikke med at bruge spare-kniven, som de har oplært os til. Er I klar tøsedrenge med pikken udenpå tøjet, er I klar, når der i sandhed skal spares, dømmes og gives karakterer? Snit og gennemsnit! Er I klar, for I står i første række: sidst ind, først ud. Der bliver ikke mad til Jeres slægter, store drengerøve, nej de får en ussel tilværelse, sålænge i opretholder kapital-statslig løn-og-straf-kultur som rammen.
Et sådan mark-vilkår, som de uendeligt åndssvage refererer til, det findes med andre ord ikke hos et sandt menneske på jord. Og da slet ikke som vækst og grøde, samfund i trivsel og udvikling. - Men det lykkedes jo så at få kanaliseret de velkendte universitære sygdomme med hvert deres faglige verdensbillede ud i samfundet og består i dag som bl.a. kemisk industri, medicinal industri og computer-industri, alternativ ingeniør-kunst i udvindelse af græske energier og forstillelser. Vind-mølle-industri, et energi-regnskab, der aldrig kan gå op, fordi energi er græsk forstillelses-kunst, energi er ikke ånden i kødets nærings-rige udveksling med sin egentlige omgivelse. Det er realiseringen af science-fiction, der karakteriserer teknologien, fremskridtstroen. - Ja en rigtig ulækker gang gammel-akademisk pibesovs, altså materialiseret, dernæst kapitaliseret teori for med-arbejdere at skulle bruge hjernen på som arbejdsplads i den tro, at de gør deres pligt, udvikler livet, vort samfund.
Derfor er der også hjerneforskning, der i en anden version hedder socialt ansvar i kapital-stats-teknologien!!! Man ønsker at kende hjernen, så den kan bruges til noget, skabe resultater, hvilket naturligvis kun kan gå galt i den sammenhæng...!!! Det er så videre kroner i kassen for dem, der lever af sygdom, men da også modvægten, der dog ikke er så stor i ligevægtens termer. Jeg tænker på den alternative behandling, hvis rødder også er stridbare, men sandere, naturligere og mildere, ja af søgende karakter, men med egen sandselighed som indsats. Værsgo at spis, fremskridts-tro folkeslag, kan i kende forskel på fortiden, nutiden og fremtiden – i al evighed; al vær-dig-hed er jo at finde under huden, derved blodets bånd som også ånd, slægten, kronet af Deres oplyste Majestæt i top og sandhedens oplysende konge i vort unders menneskenaturlige rødder, undfanget ved helligånden og hele pibetøjet uden en lyd? Værsgo at mærke Jer satan i munden tage føde til sig uden agtelse for ordet – og sig dernæst troligt frem af hjerte for livet i ytringspligtens navn.
Nå, men det var en kort skitse af akademiker-vældets sandfærdig usle samfundsånd: Fra teori til praksis via magtens kapital-lovgivende mekanisme. Resultatet er: science-reality. Industrialiseringens bevægelse er fortsat ind, ja du får mig ikke til at sige ind i menneskelivets ånd, men så statsborgerens sind da, hvormed sagt er, at købmands-ligevægten nu ikke længere kan skabe vækst uden at skabe vækst i medarbejderens uligevægtige sind. Tillykke med udviklingen, snot klaret, vi er jo personligt ansvarlige for vore handlinger, ikke sandt. Atju. Ja, for det betyder jo også, at vi bliver behørigt straffet eller belønnet for dem, sålænge, der er løn-og-straf-kultivering gående. Navnene på dem, der har svinet med flest menneskers liv i form af virksomhed, der intet bringer, de er kendte og deres slægter bliver mærket af det. - Symbolske ydelser i gakgak-galt sprogs livsførelse uden hånd og ånd, det er babelstårnets reality-show, altså, hvad der er foregået og tilsyneladende fortsætter.
Det kører ikke længere på skinner som toge, nej det er online. Og nu skal man jo ikke være skadeglad, vel, nej, men velkommen til opgaven med oplysning og samfunds-uddannelsen af danskernes liv, samt røgtelsen af selvbestaltede svin fuld af gode idéer, der vil selv og kan selv. For hør: Det er de gamle købmænd, de gamle bønder, de gamle arbejdere, de gamle oplyste politikere, de gamle oplyste redaktører, der holder samfundet menneskeligt gående. Sågar de gamle oplyste skuespillere og akademikere, omend det sidste næsten er og bliver en lodret løgn. Ikke desto mindre skal brødet jo også deles indimellem deres lejrbål og brænd i gaderne. - Ja skal de nu også have skyld for dét? Nej, men jeg gentager, der findes intet ansvar, ingen skyld, der kan tages alvorligt i det universitær-statslige græsk-romersk-kejserriges teatralske arv – ikke før bygningen forlades og de elskelige mennesker, der findes i den, så fremdeles kan ophøre med at magte samfundet på plads på irettesættende og opgave-rettende vis, dømmende og fængslende vis til angst-akkumulerende skræk og kuldslået advarsel i kødet på os. Og kan de ikke...
Men mest af alt er det almindeligt glædes-tro mennesker af slægt, der ikke bare sådan uden videre lukker af overfor alt det gode gamle, men i sandt fornyende, forplantende kærlighed med deres liv, det er dem, der holder vort samfund menneskeligt gående. Dem, der også hører efter deres egen far og mor til videre indrømmelse og forståelse for vort blod, ånd og bånd som menneske i et oplysende samfund. - Og resten, når grovfilen i franskbrødet nu er fremme, ja de er sådan set lige til at lukke op i deres fængslende tomhed, deres åndsforladte liv, der netop derfor lugter så ganske grusomt moderne af utro hjertelivsførelse. Liv, der: Ingen sandhed agter på, før det er for sent for dem og de må i medicin-industrien og optræde som forbruger, så det ikke længere kan svimle i himle, men kun for øjnene med døvstumt øre tilfølge. Skal Susse Wold overskrævs med sin valide valiumske historie af value i den henseende, før I fatter indsatsen i åndelig forstand og forplantning, hvar tørlagte fornufts-statsborgere i autoritetstroens navn. Den ”søde pige”, der jo bare er dum, ik’ sandt, ja og uden dansk menneskeforstand, ik’ sandt. - Altså kan I ikke høre menneskets personende, levende livshistorie i kødet, undervejs med livet fremover? Kan I indrømme noget af menneskelig værdighed?
Der er to kriterier for at være rask: At du overholder landets love og er i besiddelse af penge, dvs. arbejder og financierer deres røvsyge, altså siddende indtægt. Og gør du ikke, ja så er du syg og seså, ergo er deres plads jo retfærdiggjort. Det er en led, ussel social kamp, der føres indover skatte-staten, skole-institutioner og med børn og unge som gidsler, ja min pointe er ikke harme, men at det er indover vort samfunds oplysende udviklings-sigte med livets slægter. Der er tale om foragt for livets ledelse, Gud, sandheden. Men det hedder jo retfærdiggjort, legitimt, rettighedstækning, individ, bla, bla, bla, der køres rundt i det og de kan hverken finde ud eller ind. Retfærdiggjort, tror de, fordi de henholder sig til Justitsias netværk. - Men kort sagt: Sådan leger fornuftens ergo-folk, erasmus montanusser med hele landets liv og helbred via deres evindeligt spartanske problem-løsnings-logiserende fornuft. Ja tag en dyb indåndning, for der skal forstand til og den har det ikke godt under sådanne, de skildrede betingelser. Det bliver videre til et samfundskultiverende dannelses-”spørgsmål”, der meget let bider sig selv bag i, når fornuftens svinehunde og grislinger har med det at gøre.
Altså, for ind i helved da: Vi kan ikke have en psykiatrisk anstalt besat af åndssvage boglærte som undervisnings-institution, det er svineri med menneskelivet, godt ungt liv, der i sin tid havde noget at byde på, men som samfundet 5 år senere var bedre foruden. Ja og det er i sandhed tarveligt, da det jo kobles til hele skolegangen, siden 1. klasse. Men hallo det er opgaven at få afsluttet den slags romantisk universitære forstillelser og har været det de sidste 2009 år. Det er ikke en magtkamp, men ”vi” skal ikke svine med åndsmagten i kødet, ja ”I” kan ikke klippe slægtens bånd over og forsøger ”de”, så ødelægger vi dens ånd og unikke udviklingspotentiale til menneskelivets samfund i kongens oplyste navn. - Det er mig en glæde, at jeg efterhånden kan meddele det oppassede hjerteliv gennem prøvelserne, få høstet mens tid er og dermed trække de karaktér-givne domsmænd i mit skoleliv i skoleretten: Livets egen. Jeg starter naturligvis først med dem, der gav mig de laveste karaktérer!!! Foruden dem også de kulturbaggrunde, der fordømte min søns liv i Faderens, Sønnens og Helligåndens kongelige navn.
Jovist, det glæder mig, at Gud, sandheden rå'r, thi dommen falder i deres børns hjerter og så må de så lære det på den hårde måde i samme udstrækning som de i autoritets-troens navn er immune overfor sand helbredelse, sand læge-gerning, sand hjertelivsførelse af agtelse for næsten, samfundet, fremfor lægeboligen eller lignende interesser i sygesikringen eller anden overførelses-indkomst-bårne idealismer. Og jovist er der forstandigt ærlige læger, der holder sig til en privatiserende praksis, så samtalen får plads på gammeldags vis - men det er ikke pointen her, i mine skældud, når talen handler om dannelse og oplysning, helbredelse og lægende liv- og samfundsførelse. Eller om den fadbums, at ingen skyld, intet ansvar og intet svar agtes som sandt i den videnskabelige-universitære stats-traditions årsags-mageri. Nej det går altsammen ud på at knægte og fornægte den, underligt nok. Tramp, tramp, lad mig komme oven vises vande først, så skal jeg vise alle andre, at jeg er det værd!!!
Ja, det var så også min fejl at byde mig til i den sammenhæng med mit sande liv som indsats, jeg ville vel bare sågerne tro godt om samfundets bygning og søge at yde en indsats med den. – På den anden side er det så lykkeligvis slut nu, ja så jeg efterhånden med god samvittighed kan trække mig tilbage, hellige mig livets samfund istedet for, sige farvel og tak til den masse-lovgivende industri, der hverken kan elske eller leve. Erfaringen går jo ikke tabt, ejheller de mange kære mennesker, jeg har mødt på min vej. At der så er visse institutioners virksomhed, der bliver dødsdømt af mig, jamen det er da helt naturligt og helt på sin plads. Satans ukrudt er ikke velkommen på marken, da det jo stjæler den næring, der skal til, for at kornet kan gro og give sine mange fold. - Fik I iøvrigt den patsvage fornufts-danskere, mangfoldighed er ikke bare forskellighed i uendelige nuancer. Mangfoldighed hører til høstens sandselighed. Frugten af arbejdet hedder det i de sociales kampe med at få indrømmet forstandens vækst-givende kilde!!!
Sådan begyndte alt-i-alt min dannelses-rejse på godt og ondt med både liv, samfund og tilegnelse gennem egne oplevelser og andres erfaringer med samme emne: evindelig lærdom! Men ikke blot. Mit hjerte har hørt efter hele vejen, men ja og sådan fortsatte kampen hos mig for at holde det rene budskab, de gode kræfter fri til at sætte fornyende dagsorden, i det mindste søge at tale ærligt rent og i sandgodt sigte. Det hedder så nu, efterhånden mere og mere hjertegodt istedet for sandgodt, men afhængig af alvoren, hvormed det lykkes mig at indrømme mit livs erfaringer med livet, samt afhængig af, hvad jeg står overfor. Menneskelig ærlighed er jo ikke absolut og da i sandhed ikke magt-betonet. - I øvrigt, kommer jeg i tanke om, kan jeg også i forbindelse med de tilbagevendende rejser til Ry som praktisk mand, altså på sidelinien, nævne hørelsen af de gymnasiale studenter, der væltede ind på højskolen på daværende tidspunkt, nævne deres skrig efter dannelse. De sad i baren og nærmest sukkede efter dannelse og jeg nikkede genkendende til det, men opfattede det også hjerteskærende, kulturelt, bredt, samfunds-betonet. I dag kan jeg med glæde tænke på, at du på daværende tidspunkt, i samme bar, lavede dén med jesu-bedrøvelse-på-korset. Tak, hjerte hos Morgenstjerne.
*12* Hvad handler det...
Hvad handler dannelse og skriget efter dannelse om?
Det kan man snakke om til uendelighed. Men at opleve dels sit eget liv, dels hele generationer blive udsat for det samme eller give udtryk for noget i samme boldgade - eller værre endnu, intet sige! - det har jeg som sagt ikke kunnet overhøre. Nej det tog jeg med videre, da jeg søgte videre-gående indsigt i, hvordan vi måske ville kunne komme gamle institutioner tillivs altimens vi bannede vejen for nye. Og det gjorde så ikke opgaven mindre! Uuha, hvor har det været svært for mig at bære den opgave, det kald og ikke rigtig kunne komme fri af det! Megen forstillelse har været gående, men jeg tror ikke, at det kun har været hos mig, tværtom har det til tider været umådeligt svært at leve med det faktum eller den klarhed, at forstillelser aldrig alene kan stå hos den enkelte, den anden eller alle de andre - thi den sanden, den klarhed er ikke forstilt, men ophævende/opløsende forstillelsen. I det mindste ved sin ånd sigtende på forløsning eller skal vi sige tilgivelse, for det er altså en ydelse man giver sig hen til i helligåndens kreative sandseligheds navn. Forstanden kaldes den også. Og hør, det fortæller, hvordan forstillelse i det hele taget opstår: Der er mennesker, der ingen tro forstand agter på, hvormed det jo bliver usandsynligt svært at tage ved lære af livet i samarbejde med næsten og så videre samfundet i sit levende sigte!
At det så har taget mig lang tid at forstå, hvad en sådan klarhed næres af, ja - det blev pludseligt dødsens afgørende at få indrømmet og genopladet. Jeg har skullet lære at modtage på en underlig måde, fordi der altid har været så meget at give af eller ihvertfald en stærk, sikkert overrumplende og ujævn tilskyndelse til det, der følgeligt også har måtte trække sig tilsvarende. Ejendommeligheden har vel været, at klarheden til at opløse forstillelse hos nogen (bl.a. mig) samles op og derved også akkumuleres - men fordi der er et unikt hjerteligt sigte at tage vare på, søge at oplyse i bredere, videregående forstand, som altså ikke handler om mig, men menneskelivet på jord, vor måde at leve på samfundskulturelt set. Der er mennesker, der bærer menneskets sorger i bred forstand langt bedre end det selv er i stand til. Ja prøv at gentage den sætning til glæden lysner og du hører, at hver vor unikke karaktér, personende vilkår, i forvejen er stillet med sin gave og opgave. For det giver sand frihed i kødets trygge glæde, altimens selveste Hr. og Fru. selv-selv forbliver sin meningsløse uting i sit ligegyldige selvsving med alle og ingen andre.
Dem, der tager sig iagt for forstillelse, dermed iagttager den, uanset om man er nærmere involveret eller ej, de er skikket til det og har et andet, viderebringende samfundssigte at løfte. De hører efter livet i al evighed og ikke tidens krav, nej dem er de ligeglade med, fordi de meget tidligt fornemmer, at tiden alligevel ikke kan bringe noget godt med sig. Det er vel udtryk for evnen til at gennemskue, bare ikke kategorisk, i vante måle-enheder, der er gjort gængs, så alle føler, at de ikke er rigtig kloge!!! Ja og det gør mig i livets medfødte gennemskuelighed ganske arg, for sådan ser jeg ikke klogeligt på mennesket. Nej det er uærligt, at ”vi” begiver os af med sådanne normer; intelligens-kvotient, karakter-givende socialisering, rettelse af sindene og hieraki-dannelser derved...
Dem, der iagttager som sagt, de underkender iøvrigt ganske ofte også derved sig selv, som man uheldigvis siger i dag; falsk beskedenhed kaldes det. Men det er ofte misvisende, da det nu alligevel handler om ydmyghed overfor sandheden i det lange løb, så den kan vinde eller vende vor sjæl i hjertets navn og viderevoksende, forplantende ånd. De vil med andre ord ikke underkende, hvad der måske istedet skal anerkendes og som det jo ikke uden videre lader sig afgøre at dømme mellem livgivende og dødt!!! (Frygtlig og typisk århus-uni-sætning).
Det hedder vist også bare hjertepligt eller tro.
Ubehjælpsomt kloge må finde sig i at være det; tåben og vismanden lider jo samme skæbne alligevel. - Vi agerer unikt på samme vilkår, indtil vi hører det samme på indforstået vis og da begynder at kunne samarbejde, slag i slag, uden så mange ord, uden anden eller direkte kommunikation. Og den omstændighed er jo svær at forstå eller høre forskel på i et forstokket materialistisk kategori-landskab, der administreres under én kam. En bil er bare en bil - ja, det var et dårligt eksempel, så lad mig prøve igen: Et menneske er jo bare et menneske. Derfor skal alle, både Hr. og Fru Madsen spytte i kassen: Gnneourek pøj grønhakker: Og så cykler vi derudaf!!! (Shubidua).
Klarhed er ikke hvadsomhelst, men den kan jo ikke substantiveres. Det er klart, werken Windows, de beskidte vinduer eller forhuden, der trænger til at blive vasket kan sammenlignes med den klarhed, mennesket er givet: Åbenbaringen. (Kursiveringen er fra Eric Clausen filmen: Slip hestene løs og lad togvognen stå).
Og da har vi vel også hele ånds-problematikken, anerkendelses-problematikken i kødet samt hele den eksistentielle kamp for overlevelse med hjertet i behold. Ja, for vi har jo aldrig skullet elske alle eller hele verden, eftersom de og den jo aldrig er tilstede...det er fornufts-sprog, der siger sådan noget. For alle X gælder, at de er en funktion af Y, der er ligegyldig god som en Squaaash...(Jacob Haugård og Finn Nørbygård reklame for appelsinvand, uden appelsiner). - Deraf kommer også den modernes pladder-tro med sine udtryk, bla. tænkning, der opererer på et plan, der mest af alt kan betegnes som en monsteruhyre projektion af falsk kærlighed, længsel. Sjælesorg kalder præsterne det, menneskesorgen kalder jeg det. Og et tredje navn er en gentagelse: fornuft, den matematiske, juridiske, der så altså er gået i kødet på de vantro. Også blandt undervisere, der har med rigtig mange unge mennesker at gøre. Det modernes pladder-mennesker er ikke blot at være fej som en anden kujon stikker halen mellem benene eller sådan noget tamtam-gammelmands-ære, nej det er langt værre... – for det er selveste hunden i menneskelig skikkelse. Vuf, lille hund, jeg véd, hvor du sidder og du kommer ikke ind, men bliver skudt af papegøjens stemme!
Det velkendte forhold, at såkaldt "overintelligente" kan vantrives i den måde vort samfund kører på, ja blive oprigtigt kede af, deprimerede af, at deres sands for klarhed i sammenhæng ikke lader sig formidle/forplante uden at skabe voldsomme modreaktioner. Ja hele det norm-felt er grusomt – men det er et andet eksempel på en ikke så kendt ”gruppe”, der, som det aristokratiske samfund så har for vane at ville ordne alt, falder uden for kategori, som man siger. Ja, hørte du dét: En gruppe, der falder uden for kategori – i hvis mund og af hvem!!! Det må da vist være en gråzone-terapeut med blå stær, der beskæftiger sig med den slags.
De lider under den småborgerlige!!! De lider simpelthen af andre menneskers dumhed, afstumpet sandselighed!!! Deres værdigheds-følelse som menneske forekommer dem at ligge højere – de er det, man i gamle dage ville kalde: sarte. Men det er naturligvis nedladende for den syges lidelse!!! Ja, for jeg mener, at det vidner om fornufts-avl. Slægter eller et samfund, der dyrker værdighed, hvor ingen værdighed gives, hvorefter det så går i arv. Læs: Værdi, istedet for værdighed. For folk der efterlyser værdighed har ofte glemt deres egen eller mere nøjagtigt, hvori den består: Der gives jo ikke noget sandt menneske uden tro kærligheds sands og derved kendskab til sandheden. - De kan have en særdeles høj intelligens-kvotient, når de bor på et matematisk fakultet eller tilsvarende universitært luftkastel, men de kan ikke dele den, den går ikke op i noget, den har ingen gæller, kun nævner i stride strømmes tæller. Falske sprogs nedarvning, fornufts-avl. Men dét er da alvorligt nok, ja som schanz und scheisse.
Så ja, det handler også om ledelses-elementet, arvesynden og dens manglende håndtering i lyset, vendt i ordet via eget personende hjerte for menneskelivet i samhørighed, altså til glæde for al vor beståen, vor fred mellem hinanden eller som det så fint hedder: med vor andre. Håndtering af værdi-kampes efterladenskaber i kødet som ånden på børn er, hvad det hele handler om, tilføjer jeg. – Jovist, vi er elendige til at høre og dele brødet og klapper da i, lukker af for massen, slipper gassen og lader de trængende komme til, hvorefter de så snarligt står med håret i postkassen: Er givet alle privillegierne, men så alligevel intet kan, bortset fra at forfladige alt, hvad de rører ved, så at sige jævner ånden med jorden. Børn er blevet ledere og føler sig som sådan, fordi ingen voksende mennesker skal forestå en ledelse, der intet menneskeligt vejleder, intet bæredygtigt udvikler eller bekræfter. Men deri består tvangen jo så, indtil vi lærer at undlade til fordel for bedre, mere jordnær og kropslig vej gennem alt, hvad vi har med at gøre. Det er f.eks. ikke nok at opføre en tilbygning til fabrikken med et motions-center - der så sikkert også lige skal prydes med spejle på væggen, så man rigtig kan lære sig selv at kende i andres øjne!!!
Som én sagde for ca. 5 år siden: Social-demokratiet har sejret helt ad helved til. Det var en verdsliggørelsens pointe og ikke en politisk pointe. Det var ikke ros, men udtryk for, hvordan helved på jord opstår. Så jeg gentager: Verdsliggørelsen er nærmest fortsat helt ad helved til som om vi ikke stadigvæk levede mellem himmel og jord. Og det er jo ikke social-demokratiets skyld at arbejder-bevægelse gennem 150 år er blevet dannet i skær-ilden af industriens masse-teknologiske vold, samt som alle, det masselovgivne samfund baseret på tid og rum, effektivitet og profit, krydret med lidt højagtelig gammel-romantisk jura og lidt Kant: Grundloven.
Men det er fandme ikke bare alle ikke-medlemmerne – eller de ulige alle andre. Skyld har ingen årsag, da den ikke handler om løn eller straf, men om ansvar for vort bestående hjertegode, vor overlevelse uden etniske udresninger og nedslagtning af andet end svinhundens regelfølgende, lovreligiøse fundamentalisme i det universitære byggeri. Altså en åndskamp, hvor det hverken er den højeste eller laveste fællesnævner, det gælder om at tilvejebringe, ejheller midtens fællesnævner – derimod den i sandhed forløsende hellige ånd af al vort. Det gælder desuden ethvert menneske med sit menneskelige sigte og som sådan er der ikke trosfrihed, men trospligt, menneskepligt, hjertepligt. Og som da i den grad handler om hørelse og adlydelse til videre ydelse i glæde og gavn.
Det justitsialt funderede selvretfærdige tyranni kan ikke mindst social-kammeraterne derfor stikke skråt op, ja hele vejen op til de møder hjertet i deres børn. Der er stor hjertelighed og hjælpsomhed hos det social-demokratiserede menneske, ja jeg hader det ikke, for det er mig fjernt. Og arbejde kan de også. Men det kan ikke oplyse, vejlede og udvikle menneskelivets samfund på dansk grund i kraft af den fag-forenings-nød, NSDAP, som de så er rundet af. Uagtet at det er industrien og institutions-danmark, statens alle-er-lige-for-loven, der er det egentligt storsvindlende, landsforræderi. Vi hører som sædvanligt ikke efter af frygt for, hvad psykopat-kultiveringen i højesterets-sædet nu sætter i fængsel, hvordan loven nu fortolkes af medierne, osv. Ja det er umenneskeligt at sætte sig i højesterets sted. – Så organisationen, som det hemmelige social-demokratiske comintern-sprog taler af, det har sin begrænsning, den lukker sig om sig selv, som enhver anden idealistisk kamp ender med at gøre. Indenda når den desværre også at forplante sig og gå i meningsløs arv i kødet på børn med forstilte identitet-dannelser og subkulturelle miljøer tilfølge. Og det er ondskaben i idealismens arvesynd...
Har du talt med dit barn, hed en pædagogisk parole i 80’erne af samme grund, da lyset i sit levende nu, om du vil, skal vækkes. Og det er da også uomtvisteligt, at ordet skal høres mellem voksen og barn. Men det behøver imidlertid ikke altid at være udover tungen, nej for det bliver let til besnakning og tungetale. - Igen skal det understreges, at det er Gudlivet, Gudsandheden, der skal vise os vejen i sit levende element, sin sandselighed og nede ved jorden, altså i organisk forstand. Vi er aldrig fortabte, når vi kan trække frisk luft, mærke os åndedrættet ned i maven og feje alt af den akademiske lystavle gennem tiderne. Thi ordet er blevet til kød, lysets sandselighed er i vort kød, det skal bare indrømmes, så vort liv og samfund i sit livsnaturlige sigte kan genopstå med dit og mit bud. Lad akademiseret industri- og institutions-kultur dø, ja det er opgaven. Der skal findes bærende, holdbar og elskelig vej op fra verden af det lave og ud med menneskelivet til det samhøriges opstandelse på al vor varmes opløftende højnelse. Ja, snak, snak, snak i røret pladask i andedammen – fjernlydsrøret. Men det må man jo så høre om man har råd til at SMesse.
Folke-historisk set går det langt tilbage, både landarbejdere og den tidlige industris arbejdere havde trange kår. Men det er så også de to spor i folke-oplysningens bevægelse, der jo er én og samme op i folkelighedens røde stjerne og brune punktum. Men altså, lad mig sige det sådan: Fornuftens rettigheds-tænkning var længere tid om at nå ude på landet, hvilket imidlertid også betød, at landbo-befolkningen ikke fik blandet politik ind i alt. De kom måske på højskole og lærte lidt om samfundet, men i en anden åndelig omgivelse, kan man sige. Mennesket indoptager også altid tingene, det tilkomne nye, i lyset af sin baggrund. Så, hvor arbejder-bevægelsen i industrien måtte gå i social kamp med deres arbejdsgivere om bedre arbejdsvilkår, levevilkår i byens slum, dermed op imod det bedre borgerskabs kredse, hvor også politikken, staten, loven stod, grundet magtens gamle hierakiske sæde i sin tid. Ja da gik bønderne, der tidligere havde lavet opstand, i højere grad i kirkens gamle spor med taknemmelig frisættelse i kongens navn ihu.
Bønder har været meget fattige og undertrykte i det gamle fæstebonde, adels-samfund med amt-mænd og herredsmænd indover – ja heromkring skal vi ikke længere tilbage end til min bedstefars barndom, for at kunne mærke det ældgamle fattige europas historie. De spædede til med fisk fra åen og jagt på mark og i skov, fordi det var nødvendigt. Og i mit tilfælde gør det sig vel også gældende, at fire ugifte søskende i min bedstemors søskendeflok på tretten boede i det gamle stuehus; den ældste i flokken og blandt de fire nulevende i min barndom, hun var fra 1892. Det forlød, at hun var den bedste til at bundte neg...og man gør sådan her... (Nej, jeg har ikke læst mig til verdenshistorien, men hørt og set den i kødets hænder, hvilket sandeligt ikke er et adelsmærke, men dog agtværdig hørelse i hånd som almindelig menneskeånd. For tiden mest det sidste, fordi opsamlende ånd til indrømmende håndsrækning for det danske liv også kan blive nød-vendig for et lands trivsel. Ingen er jo hvemsomhelst eller hvadsomhelst i et oplysende samfunds dagsorden i Gudsandhedens navn af levende slægtskød og blod, nej vi er da nogen. Det er der så bare en masse, der ikke véd, da de er blevet bildt ind, at de skulle blive til noget...ifølge faldloven for masse, ja og så alle kunne blive lig med X-faktoren og det således er langt nemmere at administrere økonomisk set!!!).
Efter bonde-opstand, stavnsbånd og hvad det altsammen hed, efter dets ophævelse og med indtoget af fremskridts-troens evindeligheder, der stod guds fri natur dem alligevel nærmere. Ja sandfærdigere at holde sig til. Guds fri natur, arbejdet under åben himmel, det giver et andet forhold til ret og en afgørende anden sands for, hvad der kan opnåes ved at kræve sig ret, som det så må hedde idag, hvor man ikke forstår, hvad sin ret betyder. - Da skoven var blevet vel tynd, gik gamle Ejnar, en brormand af de nævnte fire, i skoven og sparkede agern, bog og kastanjer i jorden, ja for skoven havde da sin ret! Den skulle da ikke lide nød, pulsede han sikkert videre på cigaren.
Bønderkarle gider ikke slåes, for de kender jo forskellen på mennesker og dyr på en hel anden måde. Men hvis de så skal slåes...ja så tror jeg ikke, at man skal undervurdere vikinge-blodets evne til at stige op og være ligeglad. De kender jo dyrets afstumpede force. Både rævens, tyrens, vædderen, nokkefårene, ornetanden, grissebassernes blodige haler og den dumme kos dødbringende spark samt hestekræfterne. Og de kan i såfald være dem alle sammen på én og samme gang. Det er angel-saxo-dansk, så det forslår.
Ja det er da også derfor, at der ofte har siddet en bonderøv på folketingets formandspost. For det er jo let nok at bruge afstumpet romantisk magt, grææker-retorik eller argumentation, ja det er ligeså let som at tis’ i bukserne på en kold vinterdag, omend vi er inde i en varmere tid!!! - Men at høre det i opløbet og bede om den vækstvarme kammertones midte i hjertets frie ytring, så den hos enhver kan opløfte vort anliggende, vort mellemværende - det kan larmens folkefærd ikke, nej den hørelse bliver ødelagt i den bystatslige industri-institutions-kultur. Og det tror jeg forøvrigt også de længes efter at ku’ ku’ i folkeskolen, for det er vist nok ikke alle der kan dét: trykke næstens hjerte op ved eget hjertes faste borg i tro. - Det er vel ikke for meget sagt, at flertallet af landets indbyggere bor i byerne, ejheller at landbobefolkning godt kender byens kulturer, men, at det omvendte ikke har gjort sig gældende. Er det udtryk for kærlighed til landet, vi lever i med sin mangfoldighed af menneskeligt potentiale - netop bestående i, at man ikke sår samme afgrøde på samme mark, år efter år, da jorden da bliver fattig? Eller er det udtryk for skabsnaturisme? – Ha, nej, haej, men det er tåbeligt, grænsende til dumgrum foragt, ikke at betragte landets sikkerhed som forbundet med et føde-dygtigt landskabs trivsel? Man skal jo altså også huske på, at der er nogen, der får først, når hungersnød og krig rammer den bystatslige verden af det lave!!! Hjertet glemmer ikke.
Iøvrigt så jeg da gerne, at man tog Erik Clausens opfordring om at etablere køkkenhaver op, istedet for den græsk-romantiske arkitekturs opdyrkelse af pæne, grønne områder, parker og gyngestativer, børn jo bliver oplært til at svinge sig selv ihjel i. Ja, langt det meste byggeri, der udgår fra arkitekt-skoler er noget af det mest rædselsfulde, der findes, fordi det er tegnet frem i billed-dannelse og ikke i klarsyn. Først når arkitekter kan bygge bygninger, der gør lovens ligevægtige, gridske bygning til skamme, vil jeg klappe i søjler dagen lang – det vil sige, at de skal formidle organisk ånd, bringe byggeriets æstetik ned på jorden, i hænderne på menneskets oplysende kærlighed omkring sand vækst. Det er ikke arkitekter, der har fundet på at bygge halmhuse og lignende. Og det er et typisk eksempel på den græsk-romerske arvs umenneskelige sandselighed udi diamanter, guld, grønne lige streger og bøgeskove uden nåletræer, øjelyng eller mos. Idealer om tidsløshed, holdbarhed i æstetisk forstand er med andre ord noget skuapsup. - Urbant byggeri, det er ofte noget pladsk-rævende noget, det har ingen kagehistorie hos dem, der lever der i forvejen, som naturligvis må være i åndenød under bil-oasens flødeskum. Menneskelig storhed er af forgængelig art, tilsvarende skal byggeri udtrykkes, så genopstandent nyt gives plads. Ja, vi har ikke lært at rive ned, men glemt at værdsætte den friske ånd, der opstår, når gammel-tungt dør hen og derved oplader os til nyt ved sin mindeværdige bedrift i prutskid hele verden... En rem af huden fortsætter med lovsang om, at der til stadighed er noget i luften, men sådan er arv og forplantning, der jo altså på trods af det vilkår gerne skulle være en fortsat renselse af vor sandselighed med livets menneskesamfund på jord. - Det romantiske tempel Kejser Nero rejste i København, hvorpå står: Med lov skal land bygges, det så jeg gerne jernkuglen i sving ude foran. Ja, man måtte da egentlig også gerne stoppe de statskundskabelige fakulteters overbevisere derind, altimens det står på. Tag bare hele universitetskulturen med. Ja, jeg vil ingen tåre fælde over deres død i satans justitsiale navn, men dog helt sikkert over at se den genopstandelse af glæde i samfundet, der dernæst vil brede sig.
Nå, men det var et sidespring fra bredsiden i søjlegangen. Jeg kom fra voldens nedtoning hos den sindige bondeknold, gud velsigne ham. Og opfordringen til at sætte jernkuglen i sving som sagt var jo blot almindelig menneskeforstand i naturlig følge deraf. - For det er vold mod menneskelivet at ødelægge dets hørelse og sands for liv i krop og kongelig tone i livet. Ganske som det er at skælde barnet ud, inden det ad uskyldens nysgerrige vej lærer at kende sin skyld og dermed kan håndtere den. - Det er vold som den kommer ud af fortidens skyldnere, altså arvesynd, når den kødeliggøres og danskerne ikke lader sig oplyse af livets åbenbare sandhed til os, så det kan håndteres hjerteligt. Ja når vi ikke holder os til hjertets sand-selige sprog og lader det opstå æreligt, så hørelsen udvikles, bliver en anden, mere tålmodig. Samt når man ikke kender sin plads: hvor er man, hvorfra tales der og hvad er der på færde; det sidste her er især relevant for folketingets regering som ledelse i landet, der sådan set højest kan og skal tage det værste tryk. Men af samme grund gælder det saftsusme også hele uddannelses- og arbejdsmarkeds-industrien: Vor ledelse hedder oplysende liv- og samfundsførelse til det viderekommende, viderebringendes hjertelige opstandelse. Og det foregår i al evighed i henhold til vor samhørighed på jord, dermed i henhold til vækst og trivsel med det organiske næringsgrundlag. - Så hvor taler I fra, oppe i det universitær-statsliges kolde luft. Ja, for I kan joda sørme så, i sandhed bevidne og bevise røverens røvfuld af værdier med, at der ingen gud sidder på olympens skydække, ikke sandt, rap, rap – bang, bang!!! I vil jo ikke høre tale om oppe og nede, ok, men så lad os fjerne overførsels-indkomsten til Jeres branche, så I kan mærke det. Det er sådan set efterhånden det eneste rette at gøre.
Mennesket kan sige hvadsomhelst, men det er ikke hvadsomhelst, der virker og da, i så fald er der i forvejen ingen grund til at tage brødet ud af bladet for munden på næsten med tunge ord igen som en anden papegøje på krikken, skrap, skrap. Ordet knirker ikke kun gennem tale og skrift, nej og det virker desuden ikke ad den vej. Da slet ikke, når det ikke har været oppe at vende sig en tur hos Vor Herre, Livets egen personende stemmeret i loddets hvatterpasser sande ytring i menneskelivets medhørighed, om du vil have det stavet på den måde. Og gentagelse kan også virke bekræftende: Det er sådan set efterhånden det eneste rette at gøre.
Det social-demokratiske menneskes kamp, ja, de har udspillet deres rolle, de har fået taget trykket af det småborgerlige undertryk, men som sagt, ja det Oplyste Demokrati gik lige i glemmebogen. Værre da med dæmon-tekno-kratiet, men det oplysende element, vi overhovedet har at gøre godt med, det er ikke ingenting. Nej, i sin forstandighed hedder det Gud, Konge og Fædreland, hvor kongen så altså ikke er en magt-konge, hverken hos den Oplyste Enevælde i sin tid eller hos vort nulevende Kongehus i sin lidelse under romernes hærgen med grundlovs-vældens lovmæssigheds-dyrkelse og rettigheder til at klø sig i det sorte hul, der jo som bekendt hos fantasi-fostrene på naturvidenskab er så kraftigt, at det kan suge al lys. Derfor bliver der trykket på akademikerne i vor tid, regel-fascisterne, lovmæssighedsdyrkende håndtering af hvadsomhelst og stupid, fattig menneskelivs-førelse tilsvarende.
De har ikke formået at fortsætte oplysningens åndsudvikling med den danske befolkning, menneskelivet gennem 160 år og det er blevet mere end synligt. Og sådan kommer altså videre hele optrævlingen af stat-og-universitets-idealismens kratluskeri, opløsningen af den græsk-romerske tradition, hippokrates og fanden og hans pumpestok. For det skal helt ud og staten med. – Hvad skal der så sættes istedet? SVAR: Ingenting foreløbigt, det vil sige, vi skal arbejde med at indrømme det, vi er i forvejen, vor sandselighed, vort liv og sådan set forstå, at vi ikke er onde, men bare er blevet behandlet forkert at småtskårne menneskers gode idéer, projiceret op til at gælde alt og alle, sat i system til videre universitær undervisning, domsmagt og gentagelser udi uendeligheders indavl.
Vi skal takke. Og f.eks. også takke mennesketro, hjertetro akademikere, der ikke tog bolig i stats-institutionens idealisme... Men derimod formåede at vende den akademiske arv i danske hænder i kraft af noget ganske andet aldeles fortrinligt. F.eks. den indsats kultur-udvekslingen var i vej med op gennem 70’erne som samarbejdsform på internationalt plan og på flere mellem-menneskelige planer. Clinton f.eks. har også efter sin regerings-periode gjort op med politisk tradition ved at bekræfte det mere eller mindre frivillige mellem-menneskelige arbejde som det egentlige eller ganske givtigt stabiliserende lag. Det er menneske-kontakten, der gør det halve arbejde for verdens-freden og bønnen eller tilsvarende ånd-t-ro den anden halve med sine ærelige indrømmelser af livets glæde ved dog at være i live tilfølge. Dertil kommer naturligvis også sproglige færdigheder, men det er ikke det afgørende, for kødets egen sandselighed taler under alle omstændigheder og modtager ligeså. Altså at kende nogen i et andet land, have været sammen med dem, på tur eller lignende, det betyder, at de også kender noget til os. Og det kendskab stabiliserer det internationale miljø - såfremt man opfører sig nogenlunde hjerteligt, godmodigt og joda under alle omstændigheder undlader at sige goddag med et ræb eller en gøp i hånden.
Ifølge min opfattelse er dét, det eneste, der er nødvendigt på internationalt plan – hvormed sagt imidlertid også er, at gamle lande med deres velkendte historiske grænse-stridigheder, men med de nuværende grænser ikke skal bryde dem op igen eller udvande dem, som om de ikke er der. Derimod koncentrere sig om et udviklende liv i bæredygtig glæde indenfor eget område. Det sigte skal være der, for ellers dør dansk liv ud, så vi intet samhørigt kan have som hjem, base at tage afsæt i og komme hjem til igen. Dansk liv- og samfund skal af-udvikles, opløses udi oplysningens faste borg, der er underneden i forvejen som vore slægtsrødder. Det er sigtet og det er ikke bare dansk.
For at basere et lands liv på udenlandsk indkomst, det er at spille hasard med menneskelivet. Pinden-i-lorten-i-begge-lejre og grunden til at vi skal fri af kapitalismen, hvad det hjemlige samfunds værdi-felt angår, den menneskelige værdighed. Det er iøvrigt også grunden til at vi fortsat har kronen, thi dens brug er nemlig ikke bestemt af kapital værdi, nej, det er jo kongens mønt, lille bankdirektør, bruger du den sådan dit store svin udi ædelmetallisk forædlings-industri af menneskelivets sind?
Og noget andet i den her forbindelse er: Hvem var dét, der kæmpede for landets suverænitet under EU-polemikken? Ja, det var blandt andre en rets-kyndig, som forstod almindelig dansk i sin ret: Du kan ikke tage noget ansvar, såfremt du ikke er givet frihed til suverænt at bære det på din egen kongs-troligt oplysende og næstekærligt udviklende måde. Tilsvarende gælder et land: Vi kan ikke orientere os ansvarligt, tage del i samfundets udvikling af vækst og trivsel, uden at gøre det i adlydelse af Gudlivets egen samhørige måde med vort kød på dansk grund. Vi kan ikke gøre nogetsomhelst ude i verden, såfremt eget hus brænder med børnene i soveværelset... Og det vidste den brede befolkning da godt, eftersom dansk liv og demokrati efter krigen, efter ungdoms-oprøret og så videre, jo ikke havde fundet sig et holdbart samleje at befrugte samfundet ved. Nej, så det var stadigvæk det justitsialt tænkende øko-politiske verdens-magt-billede, der jo stod ved åndsmagten: Frihandel med liv og levned, multi-etnisk samfund i hele verden, galbolisering og globetotter med lovende fremskridtstro teknologier i kølvandet online. Desuden afslørede alle de forskellige folke-afstemninger, der fandt sted omkring den tid, at faldloven for masse i ligevægts-gudindens vold jo er kødeliggjort: fifty-fifty lød valg-resultaterne på. Ja og så måtte det da i sandhed være objektivt gyldigt og dermed bibringe os en fælleskurs, ikke sandt!!! Vor Herre bevares.
Mine naboer er lettere littere eller sådan, de er søde, låner værktøj af mig, plæneklipper og sådan. De bor 6 mand med hver deres bærbare pc og arbejder blandt andet med at plukke salat. Dernæst kører de hjem i deres gamle Bmw’er og Audier engang imellem... Det er lykkeriddere udi sorgens statussymboler og jeg kan ikke love dem noget lys på dansk samfunds vegne, nej jeg har da nok at se til... Men jeg mener: der er jo ikke noget at integrere dem i, man som menneske kan være bekendt. Skulle jeg f.eks. anvise dem til uddannelses-systemet, nej du kan fandme tro nej, for det kan jeg - så hellere ”bare” undlade at deltage i vodka-festen og hele pibetøjet med naboskabelig udlån af værktøj i ny og næ. Jeg skammer mig på danskernes vegne, sådan at sælge hængt hund med stukken blår i øjnene i udlandet.
Med andre ord: Altsammen noget, der har været kendt i århundreder, bare ikke af dem, der så gerne vil gøre en forskel...
Vort samfunds menneskeligt udviklende sigte kan hverken ligge eller bestå i EU eller Afghanistan. Ja, det må da for Gudlivets tilfredsstillende skyld kunne indrømmes. - Henvender du dig til næsten i opladning af politisk-økonomiske interesser med en gøp i hånden? Nå, ikke, hvorfor skulle lande så gøre det? For at gå til psykolog hos teo-ristens akademisk-politiske verdensbillede med sit mindreværds-kompleks? Hold da kæft, usle, kapital-stats-romantiserede statsborgere i det danske, gå hjem og læg Jer til at dø i egen grav, så der måske kunne genopstå et menneske med forstand! Drengebørn i landets ledelse gennem årtier, I kan få en røvfuld og en flad over nakken, da det jo er det eneste I kan forstå. For vil I magt, så vær lige opmærksom på Gudlivets egen, når den står i menneskelivets kongelige hjerte.
Fred og sikkerhed, jaja, men derfor nævnte jeg kultur-udvekslingen, der ikke misforstår, ikke er ladet med magt og politik udi koordinat-systemer, siddende oppe på en fed akademisk-politisk sky, googlende udover hele europa, nede i papir-borgen med mark-bestemmelser over Hans Plovmands hektar-støtte og pis og papir, dut, dut, dut, dut, de svarer sgu’ ik! - Nej, hovsa, papir svarer ikke og derfor skal deres masselovgivende industriers reference-helved på fremmedsprog forgå. Regnskovens uddøen, som man talte om, ja det skyldes justitsias lovreligion i vesten, kapital-akademisk livsførelse på overførsels-indkomst. Værsgo og spis al Jeres papir, måske bliver i mætte.
Betingelsen for, at samfundets livsudviklings-sigte ikke munder ud i alles kamp mod alle er Oplysningens dannelses-tradition, menneskelivets egen med hånden på hjertet. Den, der iøvrigt hverken går gennem matematik, jura eller bankekød. Kort sagt: Véd man ikke, hvad livet drejer sig om i vort samfund på jord, så kan man ikke deltage og udvikle, udfolde et samfund videre, altså til gavn for vort liv, slægter og efterkommere. Og den viden er trolig hjertebunden indsigt i menneskeslægtens kød, der blot skal indrømmes – og sgu hverken ude i alverden eller oppe i universets universiteter. Uden dét sigte kan ingen liv- og samfunds-erfaring indvindes. - Du skal gøre noget, Jens, du skal ikke bare sidde der og skrive...nej, men tak for kaffe. Og pas så ellers på, at den ikke vælter ned i skødet på dig selv-selv, så den, din gud jo bliver skoldet, brændvarm og stiv med sprukne læber i sårets tørst.
Jeg tænkte nu ikke blot på kultur-udvekslingen lande imellem, som man i nogen grad vel også kan takke det akademiske miljø for, nemlig med hensyn til sproglige færdigheder. Men jeg tænkte også på de akademikere, der herhjemme tog både deres mere eller mindre bondske, arbejder-baggrund og deres nyerhvervede tilegnelser alvorlige i forsøget på at vise vej med nye bæredygtige livsformer. Meget var båret af tvivlsomme idealer med et uforløst hjerte i midten, gamle gårde blev indtaget, kollektiver og så videre. Men noget bærer frugt, andet ikke: Friland, økologien, der er gammel bonde-tænkning, tillige københavner-koloni-have-tænkning i ny skikkelse. Den slags foregår stadigvæk og fortjener opmærksomhed. Også alternativ behandling vokser ud af det spor, fordi sandselighedens organiske natur i sit levende ikke blot er omdrejnings-punktet, men også budets vej til fornyende vækst, arbejdsglæde og trivsel. - De fortæller os en del om, hvordan uddannelse kan være samfunds-uddannende, livsførende via personer, der ikke går på barrikaderne, men stille og roligt tager sandheder til efterretning. Så at sige bruger det gamle, det nedarvede hårde til at holde det gamle, hårde og lave i verden på afstand – men til fordel for en åbenhed med sands for menneskelivets vej, ihu at højne.
Jeg har vist brugt den før, men hesteslagteren, Bjørn Nørgård, hedder han ikke det? Han sagde en dag i tv: Vi gjorde oprør, men vi kendte da salmerne! Og det udtrykker vel, at der var et sigte og en art samvittighed i forhold til skaber-kraftens dannelse af menneskelivet og samfundet i kølvandet derpå. – Elementet, som hele den blomster-buket af vel også kønne planter indimellem vejvisere af ny kultur-dannelse sloges med og som vi fortsat slåes med i det hele taget, det kaldes bæredygtighed. Og det handler fortsat om opgøret med de gamle travere i europæisk-vesterlandsk kultur, ædelmetallets onde arv med sine gamle institutioners opretholdelse af den. Ja, den onde fornuft-tekno-kratiske administration med sine aristoteliske videnskaber, deres uendelige kategoriseringer og deraf iøvrigt det aristo-kratiske i hele statens platoniske samfund. Flertallets, borgeres forlangende ønske om respekt, fremfor næstekærlighed og sand, gudgiven kærlighed, f.eks., ja uhauha... for sådan er platonisk kærlighed, fattig som fanden selv udi engelske venskaber, ridderlighed, homoseksualitet og pædofili. Platonisk kærlighed er kold i hjertet med varmen i røvhullet.
Og nej, det skal bøsserne ikke have på puklen for, omend de er kødeliggjorte produkter af det, den kapital-stats-administrative kultiveringsform, der jo omvender menneskelivets forstand i kødet, så staten bliver gud og vi alle sammen skal slikke psykologer, medicinere, socialrådgivere, politikere og så videre i den græsk-latinske befolkningsgruppe i røven – ja så det er tøsedrengene, der skal have på puklen. Dem, der ikke kan undlade de akademiske spasser-sprogs systematisering af magten, system-byggeri, universitær livsførelse og lovmæssighedsdyrkelse som alle mulige andre så skal involveres i og underlægge sig... for ikke at sige bliver besmittet med gennem usle omgangsformer i teknologisk-teknokratiske indretninger, fornuftens techne. Ja, en ussel forvandling af Danmark til et teknik-legoland med opblomstring af universitære sprog til fattigrøve i hjertet at gøre sig til af på opbyggelig vis, som de så dernæst siger...i reference til loven og med trussel om straf liggende lige under overfladen: hvis ikke du gør...så får du ingen penge...eller så anmelder jeg dig. Kan I finde ud af det kategoriske idealister og romantikere i den offentlige sektor? Ja, sig mig engang, troede I ikke, at jeg og andre, kunne høre, hvem I er taget tilfange af? Hvorfor jeg hermed troligt kommer Jer til undsætning, så I kan undlade at adlyde latterlighedens impotente ledere udi selv-retfærdige systemer og omgangsformer.
Respekt, det er godfather-kulturens troskabs-forstillelse; caiser-nero, mafiosa, siciliano, rockere og bander. En fader-længsel, der historisk er mest udbredt i romer-katolsk kulturarv, hvor Jomfru Maria, uskylden er i højsædet og indrømmelse af faderlig skyld og ansvar i lavsædet. (Hos sande kristne er det ikke adskilt, fordi det overhovedet ikke handler om respekt eller agtelse i forhold til magt, men i forhold til at elske Gudlivets herredømme over os, så hans gaver kan indrømmes og gives til sin levende helligånd omkring vort vækstvilkår). Eller som det hedder på post-moderne, moderne schanz-dansk, hvor fornuftens institutions-baserede sandheder til malkning af befolkningen på dansk grund er i højsædet som den uendelige uskyld - altimens det forstandigt troskyldigt ærligt levende menneskeliv ved jord er i lavsædet. Sidstnævnte skal naturligvis ringeagte de først-nævntes højbårne latterligheder og da gerne undlade at betale til deres opretholdelse af foragt for menneskelivet på jord.
Og grækerne, de er endnu hårdere, hvis de uheldigvis kommer ned i deres idealistiske arv og vil afkræve respekt. Ja det var den, der skubbede Kong Konstantin ud, gnister jeg. Men også det var jo social-fascismens platoniske ligemageri, ligesom i Frankrig i sin tid... Iøvrigt er det jo som bekendt i bunden af samfundet, at man skal aflæse toppens, altså dét den bredde, fedladne middelklasse henholder sig til i deres sprog- og livsførelse, fordi de har vænnet sig til det under trussel om straf, bøde eller fængsel. Og fordi de ellers ikke ville have råd til bil.
Rockernes respekt, det er kun noget, man kan gøre sig fortjent til...altså kødeliggjorte efterladenskaber af løn-og-straf-kultiverende livsførelse i justitsias navn. Agtelsen for loven, altså at indrette og henrette en livsførelse ifølge loven, det finder sin pris i kødet på samme vis, hvilket da kun kan modsvares med noget, der kan få gørtlerens hammer til at ryste i hånden: Rå ligegyldighed og oversavede jagtgeværer, hvis to løb jo holder sammen helt ud i de hårde livsfacts. Fakta, som den romantiske ligevægtstilbedende fornufts sandhedsbegreb afstedkommer i sin kultiverende egenskab, da det, altså hele stats-virksomheden jo ikke vil høre tale om levende og død sandselighed, oplysning og dannelse i live, men først når døden er indtruffet eller sygdommen er i ubrud og alle medarbejderne, alle statsborgerne har indrettet deres liv i dens favnende kurs!!!
Det var f.eks. også forklaringen på Grundtvigs forkyndelse af det levende ord, luthers ytringspligt med videre, da det nemlig ikke er givet, at ordet er sandt levende på ærlig vis af hjerte for menneskelivets trivsel, nej ikke hos alle-mig-her-og-alle-mig-deres pågældende forstand. Børn af statens institutioner og især videnskabernes bankbørn, ja de producerer kun døde facts, da de ligesom er mest objektive. De kan nemlig ikke høre livet i sin levende værdighed, nej det fylder dem ikke med glæde og kreativitet i krop som ånd og behøver da ejheller at bekymre sig om den sag!!! Og det bliver så til teknologi, fremskridtstro og blind autoritetstro. - Følgeligt har landets dommere gjort sig fortjent til at servere kaffe for de hårde indsatte i landets fængsler, uden andre rettigheder end naturens egne bag lukkede dører; følgeligt har landets medicin-teknologer gjort sig fortjent til et samliv med narkomaner og andre stofmisbrugere, uden rene sprøjter til kaffen gående på omgang. Følgeligt har landets politikere gjort sig fortjent til et samliv med psykologer, uden sand tro og menneskekundskab, osv. Farvel kopi-børn, for der er mere hjerte i en rocker end der er i samtlige stats-ansatte – sålænge han ikke skyder, men det gør han jo ligeover takket være Jeres respektable livsførelse i reference til lovens lige lovlig flade lagkage med åndsforsnottethed som flødeskum. Værsgo at spis’ gamle pap-myndigheder udi et fedt af social-stats-fascistisk flid og snyd, svindel og humbug, falskhed og livsbedrag – må satans herkomst melde sig i Jeres børn som prisen på Jeres synd, så det troligt levende i Gudlivets sande navn kan sørge for sagen fremover.
Vil I gerne lære noget mere om græsk-latinsk fornuft i sin kultiverende konsekvens med romersk præget mønt i kødet på danskerne? Nå, ikke, men hvad laver I så i det høje universitær-kapital-statsliges banker og tekno-industrier, ja altså lige bortset fra at omvende kødets egen forstandige, medfødte kærlighed i den danske befolkning, så f.eks. kærligheden uheldigvis lige oplyses i fornuftens justitsiale og kapital-matematiske ligestillings-begreber, som vi jo véd slår om i deres uendelige modsætning, altså til uendeligt had – ikke sandt Lundiner, masselovgivne danske statsborgere med jeres mange bankkasser udi sikkerhed, tryghed, pensionsopsparing, boligopsparing og bil-lån, så flyveren kan nåes i Billund og stoltheden over menneskeligt fremskridt flyve sig en tur. Skal vi have skilt fårene fra bukkene i landets stats-ledelse og universitære undervisning udi alt sit tekno-ligemageri? Eller kan I opføre Jer ordentligt i Vor Herres oplysende navn af ordet i ære af vor kongeligt danske slægtssamfund – og videre begynde at arbejde med livets ånd i organisk forstand, istedet for at psykopatisere alt og alle via græsk overførsels-indkomst, altimens i foran spejlet bilder Jer ind at være blevet offer for en projektion? Ja, for det er I da også, bare ikke foran spejlet, nej for den begyndte i 1. klasse, hvor I blev indlemmet i social-stats-fascismens netværk. - Naturvidenskab er lukket, nu mangler vi bare sundhedsvidenskabeligt fakultet, statskundskab, psykologi, filosofi og resten... Og kan I ikke finde ud af det, ja så får vi i sandhed brug for rockerne...
Egentlig talt kan man sige, at europas konge-riger er en løsning på en meget ondere arv af ældre dato, nemlig oldtidens universitære tyrannier, der altså ikke er noget for lille jensemand i Danmark, skulle du træffe at være i tvivl. - Men under alle omstændigheder er der forskel på kejseri og konge-riger. Førstnævnte kan ikke oplyses, fordi de har præsident-styre med alskens forloren parti-lort, politik og politisering af befolkningsgrupper tilfølge, ja uendeligt stridende parter, der som regel gentager det samme palaver hver 4. år. Vi skal vel ikke til at holde party-valg, skal vi, ja det er jo allerede et faktum, der har døds-dømt politisk metode og agitation i sit halvguderi. Kopibørn skal ikke stå i ledelse, og det hedder jo ikke blot ”levebrødspolitikere” længere, men polis-avl, altså bystats-kommunisme, der går i arv. - Hvorimod sidstnævnte, visse seriøse kongeriger er blevet oplyste gennem mange, mange års prøvelser med at undlade og lade ordet føre os, fremfor, som vi også kender det fra f.eks. gamle engelske konger: Jeg-er-mit-land-mit-folk, altså en symbolisering af kongen i magt som Gud på tilsvarende vis som kejser-syndromet. Et slægts-syndrom, der også gør sig gældende hos jøderne, grækerne og romantisk magtkultur i det hele taget. Og som altså er hele fortællingen om Vor Herres oplysende mellemkomst i sandselighed som almindeligt menneske, men i troligt og næstekærligt voksende samhørighed med udfoldelsen af samfundets sande forsyn... Alligevel siger jeg altså, også af nævnte grund, at visse seriøst oplyste kongeriger i egentlig sand forstand af kærlighed, de falder ikke i kejser-syndromet, magt-syndromet, da deres person af kongelig højhed er klar over sin slægts-arv på almindelig menneskelig vis. Er klar over, at hjertet bestemmer og derfor jo altså også soner med sit folk og på lige vilkår i hjertet. Sådan er det jo at leve i livets samfund: man soner og bær’ sin slægtsbyrd, for ikke at lade livet ved sværd min knægtshyrd! Ja det gør jeg da også, det er sådan set det arbejdet her går ud på at gøre klart for alle de statsborgere i landet, der sågerne vil arbejde med statsborgere, fremfor mennesker...Staten er død og de mennesker, der er I dens vold dør og døder såfremt de ikke kommer ind under åben himmel og begynder at elske livet op og ud.
Det her sagte betyder desuden ikke, at vi her i Danmark, ja hvor ellers, skal give kongen magten tilbage, nej, men derimod at kongen med kongens hjertelig ånd i vort under ingen magt behøver for at lede. Ikke udover hjertetros-pligten i Gudlivets egen grundvold. Ja ytringspligten, det forhold, at ingen kan lukke munden på dig, såfremt du taler sandt i menneske-kærligt og forløsende sigte af vort samfund, altså i bred forstand. Ingen kan gøre så, i det mindste kke uden dermed at appelere til at tage andre midler til fordeling af levebrødet i brug... Fik I den?
Farvel politiske universitær-retslige-stat udi græsk argumentations-logik og retorik i reference til lovens psykopatisk, tvangslogiserende livsførelse. – Fik I dén? Eller misforstod I det rundt omkring i ledelses-filosofissen: Hvordan får jeg nu sandheden og magten til at virke, så medarbejderen eller alle statsborgerne hopper på den som det rigtige, jo, nu ved jeg det, vi kalder ledelsen for fornuftig og dermed selvbærende teams, ja for så er der jo ingen, der er skyldige eller ansvarlige længere, nej så er vi alle frie!!! Ja, bortset fra det bærende selv! (Sådan er dannelses-traditionen i den gamle stats-virksomhed, Post-Danmark, hvor de desuden bærer uniform - ja det er vel så for at sikre, at de sådan rigtigt kan lære at klare sig selv i kommende generationer!!! Det minder mig iøvrigt om, at mit barns pædagog-uddannede mor bad vores to-årige søn om at klare sig selv, hvorefter han gentog!!!).
Men, ja, jeg gentager, det har taget mange år at lære landets ledelse af kende på sit oplysende hjertegode – og da især hos befolkningen, her i danmark, der jo fortsat opdyrker kejser neros selv-henter-arv via kapital-staten, fordi de ikke kender udviklings-sigtet i livets oplysende samfund: Sandheden i Livets egen forstand. Altså ikke ved af, hvordan staten skrevet under kongens hånd skulle løfte og oplyse livet i landet og ikke etablere et psykopatisk samfund i-sig-selv som om den var alle, hvoraf jo fulgte at alle skulle rette sig efter den statsansattes latterligt degenererende livsførelse, fordi de andre, der jo så altså ikke findes, har skullet oppebære hele svineriet altimens deres børn blev afhændet til dem, der åbenbart vidste bedre...ifølge ny forskning på markedet og på seminarierne, ikke sandt. Nå, men de andre, der ikke findes ifølge alle-de-stats-ansatte-der-er-samfundet, de røg jo så indunder den gamle hårde kapital-adel i industrien til videre forædling... Værsgo at rydde op, justitsiale kapital-kejser nero-svin, men hovsa, hvordan gør man det, vi kan jo ikke stoppe det, nej og hvad så... Har I brug for nogen, der kan tænke og sandse livet klart af dansk navn til gavn for efterkommere i menneskelivet på jord, dansk grund? Eller skal vi bare alle sammen nøjes med at deltage i konkurrence-vilkåret, for det er ikke noget problem, nej, da hedder det herfra bare farvel indavls-industrier med glæden i livet som gidsel plus naturligvis den vold, der følger deraf. Farvel. Og afkræver i dernæst efterfølgende lov-religiøs kapital af mig, så afkræver jeg ifølge selvsamme fornuft og for fuld udblæsning regnskab af Jer i herrens sande navn, hele vejen ind til det rå hjerte, så hver og én handling i Jeres rådne liv bliver afsløret på sin usseldom!!!
Og det er derfor, at jeg fremhæver, at vi har et fint lille kongerige, der har gjort sig erfaringen og er samlende på en helt, helt anden oplysende, dannende måde med kærlighed til sin egen slægt på lige vilkår med slægterne i landet, da de jo som oplyste er i et med: menneskeslægten på jord. Altså ånder med livet og elsker det. Desuden var vi også temmeligt langt med havebrug og lignende i det daværende brugssamfund med sine brugsforeninger med videre. - Jovist, I kan roligt lukke universitetet og få de grækkende romantiske håndlangere smidt på porten, der symboliserer alt sammen omkring det ædelmetallisk sinds lovgivning, uden at have med sand vækst, ordet og levebrødet at gøre. Ikke mindst, så en række organiteter omkring trolig hjertekrop, ånd, dyr og planteliv kan vinde indpas. Landbrugs-højskolerne, veterinær-højskoler, gymnastik-højskolerne, grundtvig-højskoler, mv. den slags vidste jo godt en lille-bitte smule om, hvad livets ånd handler om, hvormed jeg blot giver udtryk for, at der er gode erfaringer i vort samfunds kød. Og det skal så udvikles til at bære videre, men uden kapital-akademisk-politisk tradition, da den aldrig kan afstedkomme bæredygtighed, altså sand forstand på liv-og-menneskesamfund. Vi må starte på bar jordbund gennem indrømmelse af vort egentlige vækstvilkår på jord, vor sandselighed og vore hjertegode erfaringer i vort kød dermed, så en videre renselse af de kære danskere, der jo er gået mod magten i idealistisk forstand, altså i henhold til fornufts-statens universitære regime, kan blive renset på deres dårligdom og atter ånder af frit og fredsdueligt hjerte på almindelig arbejdsom vis...
Livets skole er ikke en skole, men et opgør med skolastisk tænkning og samfundsindretning udi timer, tid, magt og penge - til fordel for gudlivets egen sandselige visdom og vejledning med os i kærlighed til al vort, naturligvis livsduelige. Og derfor skal og kan de skoler, der så måtte være brug for kun handle om det samme, altså omkring de samme jordnære og kropsnære elementer, livets egne. De skal under alle omstændigheder være med som afgørende baggrund for eventuel videre specialisering i åndskunnen og optræning af kropslige færdigheder til håndtering af de nye vidnesbyrd, der melder sig ud af livets slægter. - At organisere noget sådant kræver at høre...dernæst kundgøre, gøre det kendt og efterfølgende f.eks. lade en stor del af staten overgå til kommuner, der så skal udmærke sig som køkkenhaver, sovesale, forplejning og lignende. Opsamlende og vejvisende enheder, fremfor re-socialisering udi pøbelvældig argumentation eller lignende høj og lav-status-tænkning uden ærværdigt menneskehjerteligt indhold – enheder der joså naturligvis skal være givet forstand at gøre godt med og ikke som i dag.
For i dag render de jo rundt med alle deres folkeskolede, socialrådgivende, økonomiske og lægelige færdigheder udi tegn-tekst-og-tal, som følgeligt servicerer befolkningen med papir, der åbenbart siger, hvad de skal, ja siger, at de skal gøre sådan som de gør med dig. Og det er så moderniseret med computer, så det er blevet effektivt kontakt-skabende. Altså den slags autoritetstro luder-karle og ludere hører ikke til i menneskelivets vækst-samfund på jord. Ja, hvor hårdt skal I have det, før I kan indrømme livet på jord, hvor mange års erfaringer med at blive hadet som offentlig myndighed, uden at høre efter har I ikke efterhånden, hvar? Uendeligt mange, ja, fordi I ikke kan indrømme livet og arbejdet for menneskelivet i al evighed!
Min afdøde onkels hjerte for de skæve eksistenser, der såmænd ikke er døde endnu, kunne f.eks. berette om deres konfrontationer på social-kontoret, hvor social-rådgiveren hev et spejl op af skuffen, for dernæst at holde det op overfor klienten med ordene: Véd du, hvad vi gør ved sådan nogle som dig... hvordan synes du selv, det går? Eller den her: Hvem tror du, der vil ansætte dig? En af de stærkere klienter svarede prompte: Nå, véd du så, hvad vi gør ved sådan nogle som dig, hvorefter han trak skulderen tilbage og svang sin næve lige i synet på den autoritetstro satan. (Den lovreligiøse jøde i sin græsk-romantiske danske stats skikkelse udi fornuftig livsførelse, uden Vor Herres forstandige mellemkomst. Eller med andre ord: Social-fascismens præster). - Ja, jovist, tror I ikke, at det har handlet om noget menneskeligt vedrørende eller er alle dem, der så ikke er ansatte i statens syge huse bare syge, kriminelle og lignende. Altså kan I ingenting indrømme, før jagtgeværet holdes Jer for panden? Eller drømmer I bare alle sammen om at blive bibliotekar i skriftens spejlsale?
Det oplysende element er menneske-forstanden med Gudlivet i ryggen, troen i hjertet, og faderlighedens ansvarsfulde sind i hele landet, såvel hos kvinde som mand. Gud, konge og fædreland, det er vor forstand som menneske, ja det står for Faderen, Sønnen og Helligånden. Dog ikke bare analogt, altså ifølge fornuftens fattigrøve med deres uendelige sammen-lignings-mentalitet, altså manglende kendskab til ånds-skellet mellem liv og verden. Desuden i dette år grundet deres teknologiske tredje som kompromis til at aflede menneskelig værdighed og opmærksomhed - er det i færd med at blive gjort digitalt, så du direkte kan programmere hjernen via kommunikations-systemer... Hvorfor jeg videresætter det oplysende element til: Livsånden, menneskeånden og helligånden/samfundet på jord med sit helt naturlige, organiske næringsgrundlag til vækst og trivsel for øje. – Ja, for staten ripper ellers hele den gamle onde græsk-romerske kejserarv op. Det er med andre ord sandsen for livsorganismens egen organisering, sandselighed, der er medtaget af tidligere former for system-tænkning og den livsførelse, der fulgte deraf. Ja system er vantro livsførelse. Og man står, går og er jo personligt ansvarlig for sin livsførelse i livets hjerteligt vækstbetonede, dermed samfunds-opløftende eller oplysende sigte – hør du kan altså ikke bilde Jens fra landet ind, at hippokrates, justitsias, psykopaterne og de polio-ramte barnenumser med deres hamre i bordet, under knæet og under bælte-stedet, samt med hele polis-styrken i ryggen er i stand til at afstedkomme den refleks. Tværtimod dyrker de jo hadets sygdoms-fremkaldende kulturer på overførsels-indkomst, ja det er da ihvertfald ikke glædens alvorlige helbredelse, de har med at gøre. Nej for det kræver jo menneskeforstand...rap, rap.
Så det skal altså også erindres, hvad vi kom fra: Dengang, i kølvandet på ungdomsoprøret brød man med systemet, især lektor blomme-arven, der jo har sin bolig i det akademiske, altså løgn-og-latin-arven, den som opelsker statsmænd, kejserlige ledelses-utopier ragende uklart med hele verden. - Visse gjorde det med held og med eget liv som indsats, men fordi man ikke kunne bekræfte, forsvare om du vil, et voksende system på overførsels-indkomst. Eller at ånd, liv og lærdom stod i den justitisiale ånds vold, selvmordets. Den slags akademikere fandtes også. Erkendelsen hed f.eks. I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af Jer selv. Og det er saxos skjoldunger, der ikke glemte vor hjertegode, kongelige arv – og såmænd da gerne slog lejr i Lejre og deromkring, for om nødvendigt, at Thy til tro kontakt med vore forfædre, vort kød. Ejheller glemte de dermed helt og aldeles hjertepligten, vi har fra Luthers tilvejebringelse af Guds budskab til ethvert menneske, altså som reformerede frie, ja frie i menneskehjertelig sigte for vor videre vækst og trivsel. Derunder naturligvis også bolig. - De var nok bare ikke i den grad klar over, at de var kirkeligt skikket i hjertet; Kristiania var bare ét eksempel. Dermed, ja i det hele taget også sagt til den tids foregangsmænd, at de kanske manglede visse færdigheder i bæredygtig, hjertelig sand kampkunst... Nå men tilbage til folke-oplysningens historie...
Det social-demokratiserede, social-kammeratlige menneske var ikke kun arbejder-bevægelsens, industriens efterladenskaber, men tillige den arbejdsomme bund af samfundet, hvis kød blev præget af toppens krumtap i deres samfunds-opfattelse: statsborgeren. Ja, tænk på hvor mange gange det har lydt i overenskomst-forhandlinger: I har fået, hvor man jo altså så har tænkt på penge, tid og rettigheder, altsammen på papiret til procentvis og procedural efterlevelse. – Men såvidt og med både høj som lav ihu: Altsammen én stor romantisk ånds pøbel i matematikkens funktional-statslige regnskabs vold med hor og druk tilfølge, da intet menneskeligt kan ånde frit i så fattig en samfundsånd. Ja det kan de lige finde ude af i abeflokkens måde at markere: Jeg er mand, det er vores øl og vores kvinder...
At Jeppe drikker er besvaret indtil flere gange siden Holbergs tid og det handler ikke om den skrappe kone, men om at embeds-standens efterladenskaber i kødet knepper hende, ja de har jo ingen tro vækstånd gående i livet eller tappes for den. Så det skal jo fyldes op!!! De bruger magt, status og position som adgangsbillet til at underlægge sig, hvad man vil ha'. Og det mener jeg i sandhed er synd for kvinderne og de børn, der kommer ud af det. Det er uærligt og derfor utroskabende erfaringdannelse via ånden i kødet på menneskeslægten. Men der er jo mange af den slags frankofile hittebørn i landet. - Med andre ord tager den akademisk-politiske købmands-statslige tradition børn, ja menneskeslægten på dansk grund som gidsel i en utopisk frihedsudvikling-/ligheds-og-liderligheds-idealisme, der imidlertid giver lidt på den dumme, men med hyppigere og hyppigere frekvens, indtil hjertet står af overfor fordummelsen. (Og det handler ikke om samlejets glæder, som der da er fuld frihed til i forplantningstro forstand af sandseligt samvær og varme – altså der er ikke noget, der er frit i Livets navn, men der er noget, der i sandhed er levende, kan gøre godt til det bedre, forløsende, frisættende, helbredende. Afsted det går, men det hedder ikke sex, derimod nærvær, kropskendskab, åndskendskab, sandselighed, intimitet og da hjertelig erfaring at bøje sig for, uden at knække nogetsomhelst).
Se så usle er... mennesket, der tror på lovens nedarvede autoritetstro og derfor ingen forbrødrende pligtdannelse er givet i hørelse af hjertet for livet. Intet fædreland agter på og derfor ikke kender den milde faste tros-magt, der skal opdrage menneskeligt samvær, mand og kvinde, men også quinden til at elske menneskelivet ligeværdigt i forsynets udvikling. Ellers løber kapital-statens tøsedrenge, altså drengerøvene af med hende, hvorefter hendes afkom og hende selv-selv ingen del i sand kærlighed opnår. Jeg mener var det ikke dét, vi kom fra, lave kvinder? Ønskede I ikke mænd gjort af mennesketro og sand kærlighed? Ønskede I ikke at bliver åbnet for den ligeværdige kærlighedstro i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, fremfor at kissemisse med kapital-statens romantiske drengerøve i den pædagogiske børnehave med blå til drengene og rød til pigerne, for senere at drømme om lidt håndværker-sex, da det jo er sådan en rigtig menneskemand må være, indenfor den social-stats-fascistiske rammefortælling over livet, ikke sandt? Eller skal jeg spørge drenge-børnene og pige-børnene i kølvandet derpå, hvar psyko-pædagogiske spassere - hov, der er da ikke psykiske problemer blandt børn og unge idag, er der? - Eller skal jeg sætte navne på ledere og forbilleder i det danske, hvis slægtsmæssige hjertearv er lige til at sprætte op i flæsket på sine virksomheders efterladenskaber i kødet rundt omkring? Et hjertestik fra Herren, Vor Gud og deres hele legeme vil brænde op i deres usle livsførelse og forførelse af tusindvis af medarbejdere! Må sandheden være dem givet i hjertets navn, så fårene fortsat kan skillles fra bukkene og det menneske-værdige samfund bliver jordet som orden af ordets levende sandheds oplysende ånd.
Institutions-problematikken er jo, at man ikke bare kan forny indholdet - du kan jo ikke bare putte en ny grundbog ind i Kirken! Eller bare sådan uden videre udforme en ny grundlov for staten, omend det nu altså ikke er en umulig tanke, ja bortset fra at lovens begreb efterhånden og på ganske lykkeligvis er trådt ud af kraft... Men sådan sagt gør det sig gældende indenfor ethvert institutions-lignende foretagende, hvadend det er grundlagt for mere end 2000 år siden eller 150-200 år siden. Institutioner bæres af deres grundlæggeres ånd og kommer til kort på samme vis, skaber samme gentagelser, samme fejltagelser - velsagtens i samme udstrækning som der ikke høstes erfaringer af dem til nyskabelse og videreførelse af det gode, de åbninger, som de måtte bibringe os!!! Men altså ikke en høst til vidersættelse via samme institutioner. Nye grundlæggere af nye institutioner skal til på baggrund af de høstede erfaringer, måske, men kun indtil man har fattet, at vi intet grundlægger, allerhøjest gerne skulle nærme os en formåen med at leve i samdrægtighed i henhold til det sande vækst-grundlag.
Og dertil kan man jo føje: Des større brød, der slåes op, bliver etableret som system/institution, jo flere generationer tager det at komme fri af igen. EU er f.eks. romerriget i ny skikkelse. Og USA ligeledes. Amerikanerne var udstødte fattige fra Europa, thi sådan er europæisk aristokratisk græsk statskultur jo i sin forædling af levebrødet omkring det døde guld, der hverken kan spises, mætte vore maver eller give sand hjertegod kreativitet i næstekærlig forstand af Gudlivets eget nærvær. Men ikke desto mindre i sit videre historiske forløb etablerede USA således på grundlag af ond europæisk revolver-arv: fattigmandens syn på den riges orden. Capitol hedder det hvide hus, der jo er tilbedelse af kejserrigets romantiske pøbel-tradition. Dermed er imidlertid også alle de romantiske mindreværds-komplekser blevet etableret som norm, vi jo selvsagt kommer til at strides helt ad helvede til med på dansk grund, fordi vi jo altså ikke skal underlægge livets hjertebårne, menneskebårne, almindelige og ualmindeligt oplysende storhed alskens social-kammeratlige mindreværds-komplekser i et netværk af forenede kommunistiske stater, der drømmer om kejserlig frihed uden at fatte, at den går gennem sand hjertebåren kærlighed fra slægt til slægt på almindelig arbejdsom, ja åndelig og oplysende vis. - Desuden opdyrker omtalte romantiske arv f.eks. det tysk-romerske kejserrige, altså social-stats-fascistisk fornufts-kristendom, der ingen hjertelige rod i menneskelivets slægter er givet. Det vil sige politisk administration af levebrødet med ideologisk magt bag: Hitler, der slog 6 mill jøder ihjel. Æret være deres minde, de stakkels mennesker.
Uoverensstemmelser sones og skyldsforlades, hvilket ikke betyder, at man bare kan gøre hvadsomhelst fremover. Nej, for såvidt gælder sand syndsforladelse i sit per sonende samfunds-vilkår, da troligt ført og angrende hjerteliv i helligåndens vækstgivende, dermed forløsende sigte netop gør sig erfaring, så ikke angstens vildfarelser vinder indpas. Og det er, synes jeg, desuden en god leveregel, kald det en tommelfinger-reglen, ikke at gentage nogen form for succes overhovedet, jeg mener kunne mærke og indse at intet gentager sig på helt samme åndssvage fornufts-kategorisk, efterlignende måde. - Så hallo, er I blevet døvstumme, vil proppen ikke op eller som nogen sige: Af, den vil ikke af - jamen er du træt idag? Så se da for nistjernet hotel med syv fingre i et røvhul at få trykket proppen ned, så vinen kan skænkes. Brug en træ-ten til det, du véd nok dét, der kanske ikke findes, men som måske kaldes kreativitet og sådan set er den røde tråd ethvert indhold spindes op omkring. Proppen er jo ikke i vejen inde i flasken, når blot du ikke vil have det hele ud på én gang. Ja, kære dansker, du kan da også smadre flasken og slikke det op som en hund, hvis du tror det hjælper at servere den sådan til rødtungerne.
Jeg har ladet min kone om at udvikle sig, gentager jeg fra sidste brev. Det sagde min særdeles æret og elskede svigerfar ganske ærligt, men nej smede-drejer, medlem af Dansk Metal, du har ikke ladet din kone udvikle sig, du har afviklet livets eget budskab via din livsførelse og tyranniske husholdning. Du er ikke uden skyld i at have indlevet et ægteskab i økonomisk-psykologiserende-politiserende tvangsmekanismer! For slet ikke at tale om, hvor din datter ikke kan høre mig og vort barn! - Også jeg kan desværre efterhånden være vanskelig, grundet opgøret med de forhold i vort samfund, der har ødelagt store dele af også dit kærlighedsliv. Jovist, men det ændrer ikke på sigtet og hjertet, der skal forløse os, opløfte os og sætte os videre derved. Ja, så hvorfor vender jeg tilbage til det hændte, der på sin vis er overstået? Ja lige bortset fra, hos min søn!!!!!!! – Din datter er ingen ret givet til at sætte din manglende menneskeforstand i arv og de justitisale myndigheder, ja de kender jo ikke sandheden i livets højesteret, så dem er jeg altså ikke bange for i deres kejser-nero-kultivering af det danske folk via kapitalens, altså købmandens ligevægts-gudinde.
Så med andre ord: Fordi du endnu ikke har indrømmet ordet i kongens danske navn og dermed forsoningen i menneskekødet, så din datter kan sættes fri af din vold og dermed min søn. Jeg kan se på min søns øjne på de billeder, din datter sender til mig - fordi hun formentlig vil have mig til at tage ansvar for hendes handlinger og via min søn, ja i det hele taget på hendes utroskabelige betingelser, med det latterlige juridiske folkefærd og ellers almindeligt lydhør politi-folk indover, der imidlertid per kategorisk krav har vænnet sig til at tænke i modsætningers: ERGO er faderen voldelig, psykopat ifølge vor samfundsorden, der jo tager sig af de svage, som den nu ellers lydhør politimand fik det sagt i en telefon-samtale.
De svage, ja, jeg går ud fra, at han tænker på dem, der ikke magter opgaven med livets samfundsudviklende livsførelse uden at bære våben, desuden da naturligvis ikke med sit liv som indsats opretholder de gamle bemyndigelses-kulturer i deres justitsale selvretfærdigheder - det er jo et næstekærligt oplyst samfund, vi lever i, ikke sandt!!! Og velsagtens tænkes der også på de svage, der ikke lige magter livets samfundsudviklende livsførelse i industriens masse-teknologiske navn, hvor alt og alle jo er lige og trives så vældigt, uden velfærdssygdomme, uden ulykkeligt hjerte og med et ganske givtigt liv- og åndsudviklende organisk vækstbegreb i sigte for livet fremover, ligesom i postvæsenet, ikke sandt, uden, ja hjertet véd besked!!! Jeg fortsætter: De svage, der ikke magter opgaven som weekendfar jævnfør god knepperisk frihedsskik i troen på at græsset er grønnere på den anden side af stilladset, fordi de (jeg) kanske ikke vil dele barnets hjerte og ånd midt over i sin opvækst og dannelse, uagtet at moderen så har landets ordensmagtende pistol mod min pande som ret til forældermyndigheden!!! Jovist, jeg kender godt angsten, men kender justitsias folkefærd den i sandhedens navn, dén, der overvinder alt, og da især den romantiske inkompetence i egen livsførelse, ja Jer utro sataner i den statskundsskabelige dommerstand?
Altså for helved Danmark, danske slægter, en sådan frihedsskik, det er en angstmekanisme grundet i umenneskelig utroskab, dén, der ingen skyld, intet ansvar vedkender sig og tilkendegiver. Ja, det er løgnens justitsiale hjernevold mod hjertets forstandige sandhed i sin livsnaturlige slægtsgang sådan at søge vækst og varme på den måde. Lige indtil man senerehen pisser i bukserne over alligevel pludselig at skulle indse, at man måske også var skyldig i samfundsudviklingen, magtmisbrug, faderløs politik, bøller, bander og rockere. Det er en fantasi at man er givet frihed og ret til at smide en sund og rask dreng på gulvet, fordi man vil nå ind til selvets kerne med sig selv i lyset af en anden mand, producere delebørn til financiering af sin egen kærlighed og via arbejde som pædagog med andres børn, juhu. Ja og som om der ikke var menneskelige, yderst samfunds-relevante erfaringer af følgevirkningerne ved at være weekendfar eller søn deraf, som man gudhjælpme da ikke behøver at læse sig til eller hva', hvor galt står det til i den fantastiske undervisnings-branche! Er livets træ ikke feset ind på lystavlen bag ordets brilleaber med dollartegn? – Ja, jeg kunne selvfølgelig også bare have undladt at sætte liv og hjerte ind på at tænke livets ånd fri at det justitsialt, bankøkonomisk selvretfærdige sindelag i dansk liv og således på forhånd vide, at der intet oplysningsvirke, ingen afstemmende sandselig livsførelse gives i landets ledelse!!!
Jovist véd jeg besked om dét og dét og dét, men det er vel ikke ensbetydende med, at jeg partou skal slægte min far på i et 1:1 forhold, gentage "successen" på lige dét område, ja så han lige pludselig skal have al skylden i den forbandede psykologisk-pædagogiserende folkeskolede barnerøvs videnskabeliggjorte årsagsforklaring til indstiftelse af løgnens selv-opløselige selvværd. Tror I min slægt er abekatte til efterligning foran spejlet? Hvad min far angår kommer I ingen vegne, gudsketakoglov, han har arbejdet for tre mand stærk hele livet, uden sikkerhedsforanstaltninger, hans hjerte véd besked, så I kan godt glemme samtlige kompetencer grundet på overhørsels-indkomst. I kan slikke Jer selv i røven kan I og lige indtil I atter kan indrømme sand ærlighed i livet. Føj for satan, social-stats-fascister og rets-fascistiske lemmedaskere. - Hvad stræber en faderløs søn efter, ved du ikke dét. svigerfar? Ja, det er da ikke alene din skyld, for sådan ønsker jeg for alt i verden ikke at blive hørt. Men du kan jo spørge din egen søn, hvorfor Globale Rødder lød som muld at slå sine unge års rødder i. Og hvorfor det endte i voldelig demonstration, vold mod politiet og fængsel tilfølge.
Jeg kan på nævnte billeder med hjertet ihu se, hvordan min søn social-demokratisk stats-kultiveres, hvordan hans hjerte ikke bliver hørt som fader-søn-menneske, menneske af slægt, hjertepligtigt stillet i ånd og livsmåde her på jord. Han bliver skel-øjet som hans elskede mor, fordi hans faderlige hjerte indfoldes ligesom hendes!!! Og I kalder mig brutal, psykopat, altimens I med domsmagt stiller mig og min søn udenfor samfundets såkaldte orden? Udenfor det stats-samfund, jeg siden barns ben har erkendt samtlige problematikker ved i sigte for at gøre en indsats med dets elendige kultiverende konsekvenser i kødet, så det ikke skulle fortsætte sin indkultivering af, hvad jeg så idag kan formulere som græsk-romantisk fornufts-ånd - med det egentlig sande oplysnings-foretagende gående som voksende sandselighed I det inderste, men som I jo kun kan modtage, såfremt I opfører Jer ordentligt og indrømmer ordet?!!! - Véd I, hvad det kræver, véd I, hvor mange kulturlag, der skal tages højde for, for at kunne hjertevaske den systematiske hjernevask gennem 2500 år helt ud, væk og bort, for atter at være som man blev skabt, før ødelæggelserne gik i kulturelt selvsving. Og dernæst søge at give det videre, blotlægge sig, så befolkningen kan høre forskel på forstandig sand tale og fornuftens løgn. - Eller véd I bare ikke, at der er mennesker, der tænker på Jer, ja på menneskets hele udvikling med sit samfund, altimens det naturligvis også skal leve glædeligt, ja kun er givet egen krop at gøre godt med? Hvem er tro her, trods pistoler mod panden? Jeg gentager: Hvem er tro i ikke blot min søns navn? Hvaaaar?
I tager mig som gidsel, som skyldig i min søns opdrag, hvad jeg da sågud er, men ikke ved Jeres fordømte domstole og utroskabelige liv iøvrigt. Altimens hans mor knepper videre med en ulyksalig pædagogisk forståelse af livet, af børn, af menneske, af samfundet, indirekte nedarvet fra sin fars troskab mod parti-politisk milimeter-retfærdig fornufts-snak, samt pludselig drømmen om at være tømrer, at være en træmænd, fremfor stålsat metal, der jo alligevel ikke var til at bære! - Nok kan jeg være ringe stillet, men så ringe er jeg altså ikke, at jeg frygter stats-fascismens kinder-garten, den idealistiske tro på at man kan plante børn i edens statslige have og at de så gror op og bliver det gode samfund. Og da slet ikke uden sin fars tilstedeværelse, vel Bertram. Thi det er lige nøjagtigt dét, I vil have mig til at tro, så "arbejdspladserne" kan opretholdes, ikke sandt. Og hør det er min pligt i kongens hjertelige navn at lade det her være sagt, fattige social-demokratiske/stats-fascistiske utopisme. Ja, jeg tror, at du véd besked som enhver god svigersøn jo gør, kære svigerfar. Men uagtet desangående er det livsnaturligvis til gavn for min søns kendskab til sit kød og blod og samfundets videre færd – skulle jeg stå helt af - og ikke kun dit velbefindende, vel, neutrale svigerfar, som du jo sagde i værnelse om barnet, altså din voksne datter. Tilfældigvis så også lige min søn, døbt i ære af dit fornavn og din hustrus mellemnavn med henblik på at vise forsonende vej i ét kød... Fattede din datter ikke lige dét? Fattede du ikke lige dén ærelige tilkendegivelse af min søns ligeværdige placering i slægten som en hel kødelig indsats i al evighed! Troede du ikke, at jeg var ved mine fulde fem i hjertet eller havde du lige en dømmekraft, der kunnne vurdere dét? Hvar, skidespræller af et mandsmenneske, metal-drejer rundt og rundt og rundt?
Blod er tykkere end vand sagde du, men kære mandmenneske, hvorfor har din datter så brugt "retten" til at kneppe videre med en anden. Fordi jeg ikke er menneskemand nok jf. Dansk Metal og industriel, masselovgiven alkoholisk livsførelse i NSDAPs teknokratisk-teknologiske systemnavns opdrag af børn? Fordi jeg tog en lille leder-uddannelse indenfor det jødiske postvæsen, da vej og tilværelse jo også skulle findes med lorte-landet i det regi? Altimens hun lige fandt sig en plastik-identitet som pædagog i den pædofile stats-kundskabelige tradition! - Uha, lille ven, Gudsfrygtighed og troskab mod slægtskongen i det danske skal du ikke spøge med. Blod er kun tykkere end vand hos de tro, der ikke forveksler det med politiske aftaler eller fagforeninger, for at få noget på den dumme hos den troskyldige indre-missionske kulturarv. Husk på, at det er strafbart ikke at tale sandt i retten, kære svigerfar, nede i skurvognen på havnen. Men som sagt, giv ikke fortabt, kære medmenneske, lad dig ikke forlede af skriftens paroler eller små røde moler, for du er god nok, ganske som din kone og din datter. Jeg ærer Jer i Jeres kamp for glædens ærlige, sandfærdige beståen og videre forplatning - jeg gentager: og videre forplantning. Jeg gentager: Og videre forplantning. Og således ikke mindst forbrødrende med såvel dig, som din allerede fængsels-prøvede søn og din svoger, der nok véd, hvad det vil sige at høre i det sjællandske. Og jeg er jo født i Hørsholm. - Men tømrer-pikken, Jonas, der lige vil lege Josef henover hovedet på min søn med sin ægte skabspotens nummer to, falske-skab nummer to, uhauha: Det er strafbart ikke at tale sandt i retten, livets højesteret, Jonas, ganske som det er ikke at leve sådan. Thi da kan man ikke tale sandt, som være ærlig og have med børn at gøre tilsvarende. Dine dage er talte, Jonas i hvalen og dit afkom ligeså. Ære være Guds navn i Vor Herres ånd i al evighed: Sandheden i slægtsbåren, samfundsoplysende og forløsende tro kærlighed i helligåndens forsyn: Vort barn, her i mit faderlige ansvar for samfundets videre vækst og trivsel i livets hjerte. Og desværre ikke kun med eget liv som indsats, nej for sådan er det aldrig, der er jo ikke frit valg, vel danskere – handling er altid med menneskelivets indsats i hjertets sande navn, i såvel bånd som ånd.
Det er strafbart ikke at tale sandt i retten, ikke sandt pøbelvældige kulturarv i ledelse af købmandens ligevægt, justitsia. Det er strafbart har I sagt i umindelige tider, så jeg håber da, at I kan sone straffen som flertals-kultiverende instans, for nu vender sandhedens hjerte dét, så I kan lære, hvad tro arbejde er - ikke mindst så den patsvage akademiske og akademiserede folkeskole-kultur kan lære det på overførelses-indkomsten ned i de danske, livets egne børnehjerter! Må Gud, livets sandhed i sandselighed råde i Jeres kød og hele slægter jf. egne selvbestaltede love! Eller kender I ikke dem? Jamen så er I da på Herrens ødemark i hjertet! Værsgo at lev trygt udfoldende livet i ægteskabelig forstand af kærlighed til barnet! Værsgo at lev, livets egen dom er afsagt forud for Jer og skal nok indhente Jer, omtrent lige midt i hjertet! Det koster så kanske min søn og mit liv, men at afpresse den fadertro menneskekærlighed, at gå på kompromis med dén? NEJ og niksen biksen, retsfascistiske sociale demokrati: I har fordømt Jeres eget liv i al vort og dommen skal være hørt.
SÅDAN LYDER SAND DANSK KÆRLIGHED AF HJERTE FOR DET ALMINDELIG LIV I SLÆGTENS GANG MED LIVET, NÅR DÉN TRODSES AF DEN ROMANTISKE SVINHUNDS ÅND OG DA NATURLIGVIS IKKE SKAL GIVE SIG, FORDI DET KOSTER DØDEN - ENTEN IFORM AF SELVMORD ELLER OGSÅ BARE JALOUSI-DRAB, DER JO NU ENGANG OGSÅ HANDLER OM SAND KÆRLIGHED TIL SAMFUNDETS VIDERE BESTÅEN AF LEVEGODT HJERTELIV. OG DEN KÆRLIGHED SKAL DA SLET IKKE GIVE SIG, NÅR DENS FORFALD KULTIVERES IND I KØDET VIA DEN DANSKE KAPITAL-STATS ORDENSDUKSE. - TAKKET VÆRE DERES MAJESTÆTS, DRONNING MARGRETHES INDSATS GENNEM ÅRENE OG DANSK OPLYSNINGSKULTURS, SÅVEL KRONEDE SOM UKRONEDE PRÆSTER I ØVRIGT, FLØD DER INGEN BLOD, MEN BLEV OMVENDELSEN GJORT GENNEM LIVETS SANDE HJERTE, GANSKE SOM DET ER VOR OPLYSNINGSPLIGT, NÅR DET GÆLDER MENNESKEBARNET.
Jeg forlanger ikke erstatning, nej jeg forlanger og kræver intet, bortset fra som sagt at gøre oplysningspligten og ytringspligten gældende i sandhedens kongelige navn og dermed lade livets eget hørige element træffe afgørelsen over staten danmarks svineri. Det er jo strafbart ikke at tale sandt i retten, altså livets højesteret. Det betyder naturligvis også, at der er folk der skal afskediges for forsømmelse af livets samfund, hvis ikke ligefrem henrettes, men det må I så finde ud af. - Få så den romantiske universitær-statslige bygning væltet, så vi atter kan komme til at se klart og dele brødet omkring alt dét menneskehjertelige gods, der er i vor danske samfunds-kultur!
*13*Den sandbårne storhed...
Den sandbårne storhed, de tilvejebragte indsigter og deres fødsler, som de kommer med livet i vor menneskelige opvækst, de skal ikke underlægge sig slaveri eller slavisk identitetsdannelse eller reference-rammer grundet på frygt for falske magt-instanser, thi da bliver mindreværds-komplekserne projiceret op til storhed alá verdens-orden som alt og alle skal underlægge sig i overensstemmelse og henhold til. Altså universitær idealisme: Logos-tanken i videnskabernes teknokratiske, græsk-romerske vold. Logos kommer jo til at hedde Ordet med Kristus, men bliver dermed J-ordet i livets menneskehjerte og sgu ikke ude i alverden af det lave, verden/universet/universitetet/staten. Den gode idé’s uendeligt gode idéer blev til Gud i år nul og det svarer til sandhedens erkendelse og placering i forhold til menneskelivet og dets samfundsvirke og sigte på jord. Men de fatsvage akademikere, de vil helst leve før år nul og fastholde den danske befolkning i en tradition, hvor ingen sand ånd udvikles med livets almindelige gang i glæde.
Jeg gentager: Det er Troskab mod Livet der fører den sande frihed med sig og ikke en idealistisk samfundsorden, en platonisk stat eller I love my country. I det hele taget kommer magt-forstiltheden i vesterlandsk kultur af manglende tro, thi hvad er det nu lige, der er givet magten og æren i al evighed? - Hele vejen! Og videre peger det jo altså på, at kristendommens sandselig gode fortolkning, oplysende og vejledende budskab overhovedet ikke er faldet på plads i sin levende, virksomme og kødeligt bundne, slægtsbundne og personlige ånd. Staten, den platonisk idealismes netværk blokerer mentalt. Idéen, idealismen om styreform kan kun opløses i takt med en oplysende livsførelse, der forstår sig på at dele brødet. Og dansk præste-tradition går ikke ram forbi... Hjertepligten står ved magt siden Luthers genopfriskning af budet og ved den er det personlige ansvar givet, tillige er al skylds-snak afgjort derved. Skyld og ansvar står alene i Kærlighedens/Guds sande navn, altså også i henhold til det forsyns-givne samfundssigte, det bidrag man nu engang udgør i den forbindelse... Altså "din" skyld, menneskeskylden skønnes alene på din troskab, deraf naturlig evne med at leve og udfolde et liv med glæde, ånd og hånd omkring væksten, næringsgrundlaget. Og det er stadigvæk ikke en idealisme, vi kan ikke selvretfærdigt dømme, men kun i sandhed indrømme. Ejheller kan andre dømme over os, dog med os, ja for dog kan Vor Herres ånd komme over os - til højre for Gud, så at sige - via vore hjertelige erfaringer gennem tiderne, slægterne og således meddele sig og dømme hos os, så der kommer skred i tingene i lyset af Guds sande forsyn og mening med menneskelivet på jord. Luther gjorde sin tros-pligt, søgte at lade gud/sandhed tale sandt ind til sit samfund på jord.
Men i det hele taget er menneskelivets adfærd og reaktion på sin omgivelse udtryk for Vor Herres dømmekraft i sit virke. Mennesket er prisgivet at følge sit sande hjerte, hvorfor oplysning og dannelse jo kommer på tale, så man ikke tager fejl af hjerte-snak i åndens rageri med fornuftens teknologier og så hjertets egentlige forstandige ånd i kødet, ja dén, der bringer vækst i samhørighed med sig, holder sig til menneskeslægtens forstandige gang på jord og dermed gør godt indtil graven, så frugten kan genopstå. Og dem, der så kan løfte det i ordet...ja de får ilden at smage, thi de véd besked, dels om, hvad de skal på almindelig vis, men dels også hvad de skal på vegne af menneskelivets beståen i glæde og åndsudvikling med kødet som indsats. Man slipper ikke godt fra at underkende sin person, når den er bundet til hjertet i menneskeslægtens kød! Og den eksistentielle tvist i den henseende er jo så: Syndebuks-kulturens selvretfærdige trussel mod ens liv. Når Gud slår en prut, så bliver de autoritetstro sataner så bange, at de hellere må fængsle nogen, thi der må jo ikke være nogen Gudsandhed, eftersom alle da ikke er lige for stats-lovens romantiske SVINehunde. Det siger Jante jo, der netop er norm-dannelser i kødet, der kommer af ulig administration ifølge love og regler overfor Livet. Jeg gentager over livet. Fornuften er som et spejl, hvor du ser dit spejlbillede – i det spejlbillede står lovens bygning og i lyset af det søger det autoritetstro menneske, undskyld statsborgeren, der således udtryk på anden vis gør sin pligt i henhold til staten/loven – i dét, søger vedkommende så at passe ind. Det kaldes at indordne sig og kræver en helveds massse sminkerede lig. Ja, for det er jo svært at komme til at ligne sit spejlbillede!!!
Det er umådeligt svært at tage højde for virknings-historien - men det peger på arv-og-miljø-tænkningen, at der rent faktisk er kommet sandt hold på nye indsigter i, hvordan menneske-samfund og kultivering foregår, netop via som også omkring menneskeslægten. Faderen, Sønnen og Helligånden, henholdsvis livsånden, menneskeånden og samfundets mildt opblomstrende udvikling/udfoldelse/"retning"/"retfærd" i kølvandet derpå, nej den er ikke løsrevet slægten, menneskekødets vækstform og forplantning. Der er på sin vis ikke før og efter, men i al evighed kun ét element, en åndende organisme, som vort kød ovenikøbet ånder i takt med. Jamen er kødet så bare en rest? Nej da, det er forhåbentligt dit liv! - Der er ufattelige kræfter i violen, blomsten, ja ligeså skrøbelig og mild den stråler, ligeså stor er dens gevækst. Sådan er det med åndsmagt, den taler mildt, men slår hårdt - afhængig af, hvor tro man har ført livet i sit hjerte, altså har noget at stå imod med. Ja, for man skal ikke give køb på sit liv, lade sig forføre eller lede i fristelse, som det jo hedder. Uanset om man så måtte blive afsløret fra top til tå for sine synder, sine falskheder, forstiltheder, skørlevned eller lign. Det er Livets ånd, der bærer menneskelivets ånd frem og ikke omvendt - men du kan jo prøve Ham, Livet, du kan jo prøve ham, om han stadigvæk står ved magt, før dig, før mig, før os og ligeledes efter på nøjagtig samme vis!
Den sande, hjertegode afsløring af ens synder giver altid fornyet livsbekræftende bud, ja den er aldrig en straf eller fordømmende retfærdigheds-tone, hån, spot, nej det kan aldrig være sigtet i den sande afsløring. Omvendt sagt kan man dermed også høre om det er tilfældet i en-eller-anden-situation, altså hvem, der ikke har ærligt i sinde, derimod ønsker at dømme, tiltuske sig en magt vedkommende ikke er givet. I det mindste ikke alene. Domskraft står altid i kærlighedens sande navn og lige netop derfor er den først bundet i Gudfaderen, sandheden, livets organiske natur - og ellers ville sønnen heller intet indfri, forløse og frelse. Sandheden/Gud kan er-kendes, men den kan kun indrømmes via sønnen, altså jordet i sit menneskelige, almindeligt hjertevarme, næstekærlige som også jordnære, kropsnære sigte. Men det er selv-sagt svært at gøre, ja være ved og dermed lære at kende, i løgnens sæder og skikke, altså fra det verdslige synspunkt, der ikke regner livet for noget; (Politik, videnskab, stat, industri, teknologi, teknokrati...med den sfæres utallige vantro lemminger).
Agten, agtpågivenheden, iagt-tagelsen, dens erkendelse af magten giver dig jo netop ikke magten, men indrømmer du agten, da omvendes magten til din person og slægt i Vor Herre tro. Videre derved gives helligånden med dens mange menneskegaver og menneskelige udgaver til videre begavelse. - Og i den sammenhæng bliver fårene skilt fra bukkene; befrugtelsen af samfundet sker i kraft af alle menneskers liv, men renselsen af alle menneskers liv, så de kan virke renligere, leve i bekræftelse af samhørigheden i menneskelivet på jord, ja det er sagens kerne, når talen falder på, at fårene bliver skilt fra bukkene. Det har sin helt livsnaturlige/guddommelige pris at oplyse, ikke dårligdom, men oplyse livets Gud, deraf sand hjertelighed - thi da bliver satan flov, livsløgnens adfærd og livsmåde. Endda også ofte vred, så vred, at han/løgnen/sorgens ånd skyndsomt vil finde sig en syndebuk og i "vor" tids termer kalde ham terrorist. Det har man jo for vane at gøre i vesten, fordi man via videnskaberne og den videnskabelige stat har ført skylds-begrebet over i årsags-begrebet, der dækker hele verden: Storhedsvanviddet og psykopatiseringens grund, psyko-industriens projektioner med videre. Det er afghanernes skyld, de satans teo-rister!!!
Idealisme/fundamentalisme, især da også når de etableres som systemer, de afsløres på deres dårligdom i kraft af, at de måske nok har henholdt sig til sandhed, sand erkendelse af sammenhæng, Gud, men sådan set bare lige har glemt Vor Herre, menneskets trivsels-sigte, udviklings-sigte, vækst-sigte, samhørigheden, sandseligheden. Ja at vi skal kunne følge hjerteligt med til dét, der bringes på bane, kommer med livet ind i samfunds-kulturen. I egentlig forstand er det ikke svært, når man elsker livet, men det er blevet vanskeligheden hos mange, ja og så bliver det svært - grunden er mis-dannelse, vanrøgt af menneskelivets forstandige tro ånd i sit frie udviklingsspor. Altså systematisk, videnskabelig-teknologisk-juridisk knægtelse af troen, kødets tilskyndelse til at gøre godt. Omvendt sagt er de fortsat hjertetro i vor kultur stillet med en oplysnings-opgave at skulle bekræfte med glæde. Det er troens folk, der opretholder menneskelig forstand og åndsmåde - og ikke fornuftens med dens potente og forstilte systemer. Men hvem, der er hvem og hvor de er placeret, det er sin sag at tage munden for fuld af. Der er også hjertetro fritænkere på dansk, tillige hjertetro ”politikere”, erhvervsledere, lærere og så videre. Man skal jo passe på med sandsning over én Kam, der som bekendt så sin fulde fader nøgen og derved bragte ham i skam.
Fornuftens rigide sandsning, det begær, den vilje, der bærer den er med andre ord satans fordømmende og nedværdigende menneskelivets faderlige ånd. Vi er ikke Faderen, vi er ikke Gud, livsånden, men nedværdiges menneskets modtagelses-stund i sin hørelse af livets egen ånd, altså indrømmelsen af vore synder, fortolkningen, fordøjelsen - ja så bringes der skam over menneskets åndende udviklingsmåde. Og det findes der ingen undskyldning for, da det har afgørende indvirkning på menneskeslægtens forplantende trivsel, ens liv og evne-udvikling dermed til videre gode for et udfoldende samfunds opblomstring i vækst og trivsel. Et personliv i angst for at være fejlslagen er menneskeligt uværdigt, det giver stress i sjælen. Men hvem opdyrker fejl-behæftede kulturer, præstationsangst og den slags irettesættende adfærd?
Og sjælen, den er altså ikke afgrundsdyb, nej i mine øjne er den livets kilde i sit forskudte element, en blokering af den, men... Sjælesorg opstår via skrift-kultiveringens, kulturhistoriske institutioner, hvor man i al for høj grad er gået gennem skriften indtil ordet, fremfor at mærke sig ordet i sin kødelige opvækst med livets egen ånd, hørelse, sands, hvilket også betoner det i al evighed forsynsgivne sigte for vor samfundsudvikling, indretning ifølge samhørighed, oplysning af sand vækst i sin videre dannelse, mv. Johannes Møllehave kalder det ordsindet, hvormed jeg i hans mund hører en placering af ordet helt og aldeles i ét med kødet og alle vore sandser, bånd, åndselementer i sin levende udveksling med omgivelsen, menneskelivets samfund mellem himmel og jord - mens ordsindet altså betegner skriftens idealiserende tilbøjelighed, en forurening af budet eller så meget andet, der jo vel at mærke skal ses i lyset af hele den ugudelige skriftskultur og den kropslige adfærd, som den knytter sig til. Ja så hjertets sande ånd også kan høres der.
At kunne placere ordsindet, forudsætter som sagt med Johannes’ åbenbaring, at du kender ordet, dit kød som vort i sand tro, ja at du kender Gudlivets levende herredømme over som under og rundt omkring os i et og alt. Ordsindet afstedkommer altså sjælesorg, som jeg her udlægger det. - Sjælsorg kommer af forkert, forskudt, overbelastende livsførelse og går i arv, så der i egentlig forstand er brug for tackling af arvesynd og ikke blot falsk syndsforladelse, der jo bare bliver en ny kristendoms-idealisme til videre udvandelse af så meget godt levende hjertegods, fremfor en tilvejebringelse af, ja sgu da ikke bare en kristen livsførelse, men en sandselig opvækst med næringsgivende oplevelser og oplysninger af kroppens kødelige hjerte i røre med hænder, så personens unikke gave modtages med sit gude-jeg i tro til ro med videre bestyrkelse af samfundet livet igennem. Ja for som sagt, så mener jeg, at sjælen i sit hjerteres, altså som sand ånd er livets egen rent sandhedsbringende kilde til vækst og jeg gentager, som vort samfund så ikke har formået at indrette sig i samhørighed af.
Det er ikke meningen at sandheden skal tilvejebringes via selvet, den rene selvglæde, jeg mener: det er ikke dens kultiverende element, nej, men det skal hos nogen ses som værende hjertets sande modtræk i forhold til selv-lovgivningens kultivering af kødet gennem tiderne. Skriften/ordsindet bliver med andre ord også brugt til det endemål: At få den justitsiale selv-lovgivende magt-kultivering af kødet udrenset, ja at få afhændet selvets støj i alle sine selv-svings-logikker. - Selvsagt en svær bedrift med psykodeliske og psyko-pædagogiske 70'ere hængende indover sig selv, foruden alskens gammelt pligt-lort ved siden af, jeg så imidlertid er ganske taknemmelig for løber i mit blodrensende legeme. Sidstnævnte er usvækket, men helbredet kunne være mindre forrygende!!!
Den personlige koncentration af budet kommer på tale hos mig, fordi menneskeforstandighed overhovedet ikke har været et tvivls-spørgsmål, men gudhjælpme ikke er dét, der er foregået/foregår i samfundet. Jeg erindrer en gammel formulering af den iagttagelse: Det er ikke ved at være sig selv, men ved at møde nogen, der har forstand på menneskets ånd og dannelse dermed, at børns uskyldige men sande barndoms friske sandselighed kan blive til meget mere samfundsopløftende livsførelse. - Men jeg måtte så gå skyldens hårde vej i gammeldags forstand, da de ikke var at finde. Indtil jeg forstod at fornuftens alle-mig-her-og-der havde været inde og pære ved den, min gode forstand, så alle andres sjælesorg og skyld væltede indenbords, tyngede min samvittighed. Også dét måtte jeg så tage med tak. - Lige siden folkeskolen tog jeg afstand fra 70-psyko-pædagogikken, men hvad kan et barn gøre. Og hvad kan forældre gøre, der jo skal ud og betale skat til hele justitsias netværk af utopisk samfundslivs-førelse. De kan da ikke gøre noget ved den sag, når først barnet er kommet og dagligdagen går slag i slag, ja så derfor min kamp på vegne af samfundet og til den pris, ingen vil betale, men alt for mange betaler.
Hvor svært kan det være, hvorfor skulle det være så svært, så tungt, ja hvad fanden er der galt? SVAR: At der har været mennesker før os, der ingen tro har båret - eller som har båret den over én kam, forkert. Men der er joda også, måske og kun måske kommet nyt sandseligt stof til. Romer-kulturens åg helt fra gammel tid, slutter først i vor tid. Og det skyldes ikke mindst anden verdenskrig, det tysk-romerske-kejserrige og herhjemme dens efterkrigstids-politikere, der hørte efter i timen. - Det er dét emne, jeg er bange for, at de ikke kan lade ligge oppe på universitetet, fordi de ikke har noget sted at stå, ja ingen kulturel dansk baggrund agter på. Nej, for det kan man ikke fra statslig eller universitær-statsligt tænkende hold. Det kan man ikke som institutions-bårent liv, der er lukket om sig selv. Det samme gælder sådan set den danske stats-minister, Anders Fogh, der jo er opflasket politisk, altså i magtens omgivelse. - De skal ihvertfald sørge for at beskæftige sig med det i dansk forstand, men øh, hvor skulle de få den fra, hvis ikke de fribårne, kultur-skribenterne sørgede for at fange læsere, så sandseligheden kan skærpes i forhold til dét, der køres ind via autoritets-troen?
Såvidt, med eksemplet over-en-Kam i gammel-testamentlig forstand, altså ifølge den romantiske fornuft. Ja, det er grunden til at kristnede skjoldunger bekæmper fornuften, forsåvidt nemlig, at den ikke agter på livets fader: skaberkraften/livsånden, jeg gentager, derimod sætter sig som græsk-romersk administrations-kultur. Altså, der har sgu aldrig været nogen kristendom ved sine fulde fem, der har skullet ofre sin slægt eller finde sig i kvindelig utydske, sgu ikke hos vikinger. - Og dermed sagt betones også faderlighedens ånd, samhørig som den i kærlighed er mellem fader og søn, forældre og barn, ja som menneskeligt livspotentiale på jord, der altså uundgåeligt vil have sin indvirkning på hele papegøjemøjet. Fornuftens teknologisk-teknokratiske lejemordere agter ikke på livet i sand taknemmelighed af det, thi de vil administrere det korrekt som det øverste/inderste. Ja, det tror jeg ikke de vil, men sådan virker de i det misforståede arbejdsliv, ganske ligesom den danske bank jo opfordrer den danske befolkning til at gøre det, de er bedst til, da de åbenbart gør det. Ja føj for satan da. Og det er da så lige meget, men det er det altså ikke alligevel, når det griber om sig, bliver hverdag og normdannende standarder for, hvad man kan tillade sig. Skal de på kursus i ædelmetallers forædling af den korrekte, selvretfærdige menneskerace!!!
Jeg mener, det kan jo altså aldrig være et næstekærligt adelsmærke at være et svin med levebrødets udvikling omkring ordets hjertebårne gerning. Forlad os vor skyld, som også vi forladere vore skyldnere - det er ikke, hvad de personligt ansvarlige for bankvirksomhed gør. Ja det har jeg sagt før. Og det er sandt, så jeg går ud fra at justitsias regime vil anerkende det og behørigt straffe livets forbrydere, du ved nok dem, der skaber kriminalitet og vold via kapital-lovgivningens referencer og netværk!!! Skal de ha' det i den matematiske enten-eller-fornuft, før det bliver forståeligt for dem: Enten forlader de deres skyldnere eller også falder guds dom i hjertet på dem, i deres børn, på gammel-testamentlig vis. Ja såmænd jf. deres eget romantiske fornuftsordnende paradigme - og det er som bekendt allerede blodigt, når sandheden melder sig som sådan. Ja det rammer bare aldrig dem, men derimod dem, der ikke orienterede deres liv ifølge bank-staten – og derfor ikke har lov til at være dem, de er. Nej, for de arbejder jo ikke økonomisk, de tilbeder ikke hunden og nærer af samme hjertelige grund jo derfor ejheller megen omsorg for dens hundehus: Staten!!! Det vil sige hjertet forvrides al den stund, at hunden jo bider børnene via den lænkede undervisningspligt, vov, vov, lov!!!
Så at undlade løgnen, det vil bank-staten ikke. Men da melder sandheden sig heller ikke i samfundet, nej, så holdes den jo på afstand. Og da vokser løgnen og sorgen, hvormed dommen istedet sætter sig som sygdom, et eller andet sted. Overhøres sandheden så videre i det hele taget, ganske samfunds-kulturelt set, som stats-idealismen giver anledning til, ja så er vi, hvor vi er idag, hvor overhørslen ikke blot gør sig gældende som sygdom, men videre som mellem-menneskeligt had, fascistiske normdannelse, svinehundens syndebuks-kultur. Og det kan man så fortolke som en større genopstandelse af budets mening: Helligåndens forestående komme, som f.eks. den igangværende, verdens-omspændende indrømmelse af menneskelivet på jord og hvoromkring den sande næringshoristont og vort sande vækstvilkår er givet.
– Ja og det er der så mange på dansk grund, der har fortalt den danske befolkning i årevis i sigte for vort eget samvittighedsfulde regi med Danmark. Hvilket betyder at vanskeligheden er en livsførelse, der renser sindet for al den gallimaties det utro danske, statsborgerlige folk er blevet proppet ned i halsen af et ledelelses-apparat, der er forældet, ikke kan opretholde tilliden, fordi tilliden forlængst er knækket. Følgeligt bliver alle overladt til sig selv, ja for at stå sammen om noget, der angår livet, det bliver jo opfattet som terrorisme – altså såfremt det ikke bekræfter administrativ forførelse af livet lige lukt i helved. Justitsial virksomhed er selv-destruktion af menneskelivet, men det lader sig ikke gøre – og så er der krig.
Så vanskeligheden har i egentlig forstand været at finde ny organiserings-sands, fordi det gamle stats-apparat står i kødet på befolkningen, nærmest udgør deres fællesskabs-forståelse. Og det er lyv, men du kan tro, der køres kraftig på fra oven, fordi de mister deres indtægt, økonomiske livsgrundlag, hvis befolkningen blev klar over, at de ikke først og fremmest har pligt til at betale skat, ja ærlig talt skulle tage og undlade, så lille Danmark kan komme på plads omkring brødet og livets arbejde, istedet for at leve sig længere ind i tekno-kulturen. – Folketinget er et oplysende mennesketingel-tangel, ja, men til varetagelse, kanalisering af vor samhørighed ud af dens bagland. Det er mennesketroen i hjertet og op omkring Gudsandheden/Gudlivet, Kirken og Kongen. Såfremt de var troligt oplyste, kanske, hvad nogen af dem nu engang er, ja for der er jo kærlighed i livet, den skal så bare lige oplyses, så den ikke bliver blandet sammen med staten og især dens græsk-romerske sprog-industri, universitetet!!! - Staten er død, men den kan da ikke afvikles før universitetet ligger i graven sammen med resten af den statsbundne uddannelses-sektor. Det er menneske-uddannelse, vi skal til at beskæftige os med og vi er det i forvejen, så der skal ikke puttes noget ind, men dog indrømmes noget.
Regions-planlægningen døde allerede på tegnebordet, fordi tegneren, nej, men altså... Kultiverings-elementet glemmes altid, altså at vi præges af det, vi sætter iværk. Hvad regions-planlægningen angår, ja det har jeg sagt, det handler om medicinernes levebrød: sygdoms-kultivering af menneskelivets kød, så hjulene kan dreje rundt hos alle dem, der er en del af det system og i ganske vid udstrækning tror, at alle er det. Men argumentationen er natuligvis: At redde menneskeliv og nedbringe ventelister. Ja det er altsammen amerikansk kopi og sådan er ånden i det, fordi man både vil blæse og have mel i munden, både vil samarbejde med forskningen på verdensplan og så lige gøre den gældende lokalt, hvilket naturligvis er for omstændeligt, hvorfor vi da bare gør det regionalt... Varmen forsvinder ud af det og da går vi kold. Men hør, hvorfor vidste man ikke dét på forhånd? Det er da ganske kødeligt og let forståeligt at kulde skaber sygdom. Ja Danske læger er ikke dumme, men måske lidt forstilte, når det kommer til ånden i kødet og hvad den i sandhed kan helbrede. Forstilte, sagde jeg.
Oplysningens ”forbandelse” er, at den kun kan ske via menneskevarme, men menneskevarme kan ikke tackle stats-fascisme, medmindre troen er ganske sand i mere en én forstand. Ja, for du tror da vel ikke jeg skriver så meget her, uden at sende det rundt i landet, gør du? Nej, spøg til side, naturligvis gør jeg det. For vi skal ned til væksten og underet, vore rødder, for atter at kunne rejse os.
De kan ikke forstå, at de ikke er uddannet, men hjernevaskede – og hvad er forskellen? SVAR: Hjertets evne til at agte sandheden og dens næstekærlige bud, uanset menneskers fejltagelser. Og det sågud da på dansk grund. Iøvrigt troligt fortsætter med dens vækst i livets navn, ja om det så skulle koste døden, thi det gør det alligevel før eller siden. Jeg mener bare: Nå at opleve livet, jaja, men dermed sagt også at så sine erfaringer med menneskelivet, give dem videre, fremfor at gøre utopier gældende over alle. Næste hold medicinere er jo på vej med deres drømme om at redde liv - ja, så der er gode prognoser for medicinal-industrien...Ak, ja, de redder liv, jovist, men de gør det altså ikke på helbredende vis. De gør det i enkeltstående tilfælde ifølge fornuftens isolerede betragtning, deres egne.
Med andre ord: Det afstedkommer ikke en helbredende livsførelse, fordi de har kopieret en identitet i den platonisk-hippokratiske arvs bemyndigelses-kultur. De er jo sig-selv, som det unge gode, der gør godt - men jeg mener og siger også: Hvorfor har de aldrig sagt frem, når de jo som hjertelige mennesker gjorde sig erfaringen med myndigheds-givende ansvar i folkeviddets overhørte øjne, fremfor hadefuldt at gøre deres påståelige erfaringer i autoritets-troens navn gældende, så de ihvertfald fik RET til en tilværelse på sygesikrings-kortet.
Det samme gælder perkerne, ja undskyld mit sprog, for jeg har ikke noget imod per-siske tyr-kere, iraner eller iraker, derimod perkere med stort P i Justitsias romantisk danske statsborgerlige rets-stand fra Rom og Athen. Jovist, det er sorgen helt tilbage til dengang, thi det kan koste livet at sige frem... Ja rent faktisk, så bør en ung knøs af en jurist, der havde med Peter Brixtofte at gøre, takkes for at tage sin tid til at skrive en bog om hans forløb. Det er hermed gjort – og ikke mindst, da det jo ikke ligefrem har skortet på indelukkethed i rets-fascismens bryst. Det tror jeg også de fængslede med deres pårørende slægter gennem tiderne er klar over.
Tilbage til bankvirksomheden igen. Altså, ønsker man fortsat enten-eller-virksomhed i samfundet, i matematisk fordelings-politisk forstand, jamen så er de personligt ansvarlige for at nedarve den instans, den virksomheds orientering i deres børns åndsmåde, samt såvel de mennesker, som de står i berøring med. Jeg gentager: Skal konkurrence-vilkåret tilgodeses, jamen så lad os da gøre det i henhold til vort samfunds ledelse: Det er strafbart ikke at tale sandt i retten, højesteret!!! Så lad os da konkurrere på sandhed ifølge deres åndsmåde med arbejdslivet her på jord, da det åbenbart er betingelsen for udviklingen omkring levebrødet!!! - Lad os tage en juridisk bank-uddannelse og se om samfundsudviklingen da får ben at gå på uden ædel-metallisk smag og forstilt tro på lovgiven varighed, holdbarhed og bæredygtighed. Lad os høre om det forgyldte svins lovgivnings-kultur kan vise os vej, når vi alle sammen henholder os til det på matematisk, fornuftig, teknologisk, teknokratiske vis!!!
Jovist, så lav er det borgerskab, der står i ledelelse af flertallet af danske medarbejdere stillet menneskeligt set. Det er gorilla-aber med slips og jakkesæt eller hængetrøjer og cowboy-bukser. Der er ikke noget indeni af menneskelig sand samfundsværdi, de har fået øje for - men det skal troes frem og dermed skal næstekærlighedens evne skærpes. Vi véd jo, at aber godt kan lide bananer, dér må vi så starte på næstekærlig vis. Nej, ordgejl til siden, jeg er vist for træt: For jeg har intet imod noget menneske, men noget imod glemslen af det og dermed den ublu frihed, der siger: Vi lærer dig bare op til dét, vi skal bruge dig til...nå, hov, nu har vi ikke længere brug for dig, markedet har ændret sig, dit kapital-logiserede køds værdi er nu forældet ifølge markedsprisen, der giver mig og mine arvinger ret i god gammel købmandsskik og kvinder, der skal have pik, så man kan fungere optimalt i sig-selv-ledelsen. Det er svinsk og kan ikke godtgøres med penge eller lønforhøjelse. – Nej, jeg har ikke noget imod erhvervsfolk, Morgenstjerne, snarere tværtimod, men når man iværksætter virksomhed og lægger beslag på arbejdskraft, så er det et uddannelses-foretagende med menneskelivet i samfundet, hele samfundets tarv, man har med at gøre. Og det ser jeg da ikke stort på, det er ikke ligefedt eller et fedt gyldigt, hvordan det foregår og hvad det drejer sig om at producere. Ja, også hvad produktet angår, hvilket jo så ofte lige skær det hele endnu mere i stykker, al den stund at kapital-orientering er ædel-metallisk, ja vesten lever stadigvæk i Jernalderen. Der skal sælges en vare med fortjeneste til betaling i banken og til vækst i det søde liv hos den moderne adel – middelklassen, der snart ikke kan proppe mere forbrug ind i hovederne. Smut, smut, for den løser vi da bare sådan her: Middelklassen er flertallet og flertallet har det godt, fordi det bestemmer!!! Der røg mandlerne. Masse med penge i omløb vejer desuden også tungere på ligevægten end den gudinde, der opretholder den og følgeligt kultiverer den ”menneskelige” mentalitet derefter!!!
Er du ligevægtig, altså rask, ja det betyder dernæst, at du har penge til at gøre godt med, altså købe varer for, så bullimi og anorexi kan blive normaliseret og et helveds postyr om rettighed, retfærdighed og modsætninger kan blive dagligdag i sindet, i sexlivet, i børne-opdragelsen, mv.!!!
Vesterlandsk erhvervskultur danner en sandselighed, hvor der ikke er noget resultat, medmindre, at det også giver et kapital afkast. Dine børn har følgeligt ikke værdi, eftersom du ikke overlever på markedet, såfremt du giver afkald på din sands for ædelmetallet... Og det er for fattigt. Det er ikke livet, der skal indrette sig efter systemet, ejheller arbejdsmarkedets, men omvendt. Og livet, det er kendt, det er ikke ingenting eller en flyvsk størrelse, nej det er organisk sand vækst. Færdig slut.
Dannelse-temaet bliver uundgåeligt indføjet som lem i Oplysningen. Den lem skal åbnes, thi den står allerede åben i al evighed i kødet. Ordet blev til kød, et smilende kød/åsyn eller et hjerte, der taler ærligt til hjertet det er oplysningen, hørelsen, der løfter os til nye horisonter. Og lader os mærke, hvilken ånd, vi i sandhed som netop også sandselighed har at gøre godt med, ja at arbejde ud fra. Eller man kan også bare sige: Kære samfund, medmennesker, har I glemt livets eget sigte for samfundsudviklingen? Har I glemt, hvad målet er? Eller kan I ikke høre det som menneske på jord?
SVAR: Skriget efter dannelse handler om sand Kærlighed og forplantende måde dermed!
Livet kalder på sit sande menneske, Gud kalder mennesket til sig og beder det holde op med alle sine svinke-ærinder. Han-Det-Livet byder os derimod at forstå, sande og sandse, hvor gott livet er givet ud til os at tage kærligt vare på med al vor uskyld og skyld! - Underfundigt sagt står vi i gæld til Guds skabelse med Adam og Eva i paradisets have, altså står vi i gæld til livets sande mening, sande værensmåde, sande livsform med mennesket - indtil den indfries og vi så at sige har lært lektien og begynder at arbejde for livet, i guds tjeneste med henblik på at udforme, udvikle, udfolde den paradisiske åndsmåde, samfundsmåde, værensmåde af vort kød.
Ja, lader os være det vi i sandhed er skabt til, nemlig at elske os vej via vor levende samhørighed med de smæk, det så nok også indebærer... Samfundets sigte er livsbårent, givet som forstandigt forsyn, livet er i al evighed før systemet, der jo sagt på den måde udtrykker en systematisk misforståelse af, hvad vi kan og skal skabe, misforståelse af, hvad vor magt-evne er til for. De romantiske systemers teknologier og teknokratier er med andre ord ikke guds frugter, men derimod den faldne engels, begærets forstillelse, der går efter magten - dannelse i falsk ånds-omgivelse. Politisk stat. Magt kvæler sand kærlighed, men omvendt er sandt brystet kærlighed det eneste, der kan tilintetgøre magtmisbruget og så at sige stille magten ret, ja konfrontere den med livets grønne bord, guds egen domstol.
Jeg har trukket mig tilbage, for at bevare sand kærlighed i livet og søge at oplade den, samt give videre til det fortsatte "lille" oprør, som du nævner, altså lade sand oplysning gøre magtens ånd til skamme, så den opløser sig selv og kvæler sine børn. Afmagt, at leve i afmagt er at aflade magt. Og det er oplysningens gamle dannelses-tradition som den fortsat står i kødet.
Desuden grunden til, at jeg på hjemmesiden lader den oplyste gamle danske ånd tale i kongens navn, så det ikke går i glemmebogen, at vort kongehus altså er oplyst, det vil sige er klar over, at det er Kærligheden til menneskelivet, der er afgørende for vort vækstvilkår. Det er slægten, familiernes beståen, vækst og trivsel. Og det er samtidigt underet hos os, det er den unikke sande danske forstand, som vi ikke skal give køb på, men da gerne vokse videre af. Stats-folket - det pædagogisk-psykologisk-kapital-politiske svineri med menneskelivet – må i den tråd bøje sig i støvet for kongen, slægten, de danske familier, fordi sand ledelse ikke kan foregå via og i henhold til løgnens systemer. Det er i høj grad også en sproglig, begrebslig, dermed mental pointe til forhindrelse af de mange sygdomme, som folk køre ind i livet rundt omkring via arbejdspladserne. Hvad véd justitsias angst-kultiverende drenge om sandhed og sand retfærdighed? Intet, thi en sådan gives aldrig i justitsias ånd, ligevægtens gudinde: Købmandens vægt til afvejning af guldet på markedet! Og det hjælper ejheller at rådspørge sig hos Hippokrates "rige" lægestand, hvad sand helbredelse er, nemlig den retfærdende i god forstand: hjertelig ud-rettende vej med livet! Nej, for det kender de ikke noget til, da det jo ikke kan overføres via sygesikrings-kortet. Vel, jertillige.
Kort sagt: Statslig myndigheds-kultur, vi kender de gængse: lærer, læger, sagfører, dommer, præst – men ikke mindst de efterlignende kulturer i kølvandet derpå, henholdsvis f.eks. kursus-ledere, wellness-industri, journalister, selvretfærdig mentalitet eller også kaldet den administrative selv-beherskelse og endeligt ligeover med præsterne, de skriftstro, altså mennesker, der ikke har forstået, hvad oplyste præster ellers kundgør, nemlig at ordet ikke er bundet til skriften, men til menneskeslægtens levende hjerte. Nå, men de har indirekte forledt den danske befolkning ind i det græsk-romerske rige, grundet statens onde arv. Staten er en idealisme. Og så kan de ikke forstå at sundheden daler, kejser Neros psykopater opstår, ja al dårligdommen i sine gentagelses-mønstre. De kan grundlæggende ikke forstå, at det er utroskab, altså autoritets-tro, der skaber dårligdom og sygdom. Og det er synd for dem, at de er blevet røvrendt, som enhver akademiker jo kommer til at føle på dansk grund, indtil han indrømmer, hvad han arbejder for – og joda først og fremmest rydder op i egne rækker, vil jeg sige, så næste sindsvage kuld ikke skal gentage hele pibetøjet. Men synd ér det og det er så den store opgave, vi står med med hele stats-systemet, fordi det genererer en uhyggelig forstilthed, helt fra barns ben, når man kommer i skole.
Og det bliver hurtigt til hele verdenshistorien, såfremt jeg ikke var her til at sige, så det påny kunne blive sagt: At Livet, Gud, Sandheden er organisk, vor organiske livssfære på jord. Det er sådan set dét, der er mit erkendelses-bidrag, fordi det også er gjort med Gud. Ringen er sluttet og ånden er givet. - Og således, at der er et åndedræt, vor krop, der følger det iltrige vilkår, livets sfære. Videre, at vor overordnede, grundlæggende livsform, ja jeg tænker først begyndelses-punktet i uddannelses-kulturer, fordi det er traditionelt at gøre det og fordi vi ikke kan skabe et nyt samfund, men må lade det sande vokse frem. Uddannelse er opvækst, senere undladelses-kunnen og omvendelses-kunnen, der forbliver i vort sigte, forsynet som det er os givet på hver vor unikke vis, men i samme ånd, samme forstand, omkring samme jordiske livsvilkår for mennesket mellem himmel og jord.
Men de samfunds-dannende uddannelses-kulturer, livsformende, skal altså gøre sig gældende omkring den organiske vækst, dyr og planter, husholdningen med dem og madlavning af dem. Videre skal kroppen dyrkes i åndsforståelsen af vort vilkår som medmenneskeligt stillet, men også som unik potentiale, vi hver især har til opgave at søge og finde som en uundværlig opdagelse af livet hos sig, men til al vort. Det kropslige, ikke sportsligt konkurrerende, men krops-sandseligt udviklende, der senere i livet bliver grunden til åndskendskabet samt den jordnære lærdom. Det sikrer nemlig, ja, at man er givet en grund at være omkring, som ikke kan glemmes, skulle man f.eks. blive besat i åndskendskabet senerehen. Ånden er åben hos mennesket og derfor ikke uden farer... Åbenbaringen er derfor helt central at fatte i sit menneskehjertelige sigte.
Livsånden betegner alt levende, alt organiske levende og i sit ubegribeligt rene element livets kilde, der får det hele til at gro, vokse, visne og dø. Plante-ånden, ja heraf opstår urte-kendskabet for eksempel, indsigt i de naturlige lægemidler, der til hver en tid skal ses i sammenhæng med det miljø, klimaet, som pågældende menneske befinder sig i. Og desuden altid er at finde i vor omgivelse. Så er der dyreånden og det er her, hvor det begynder at blive farligt, såfremt det menneske-kultur-bærende ikke grundlæggende var/er kommet på plads. Man skal ikke fordybe sig i dyrets ånd, nej, men det kan sagtens komme ind på anden vis, nemlig hvis og såfremt slægts-skjoldet er brudt ned. Ja, når mennesket ikke optages i slægten, det fødes af. Og det gør matematikken, staten, justitsia og så videre i sin kultiverende konsekvens, det er dét, den nedbryder. Det er f.eks. ikke ukendt at de helt basale instinkter virker fremmedgørende på unge kvinder, også mænd i deres regi, når de har levet i en kultur, der ikke handler om livet. Nå, men...
*14*At være kongetro...
At være kongetro og tro mod fædrelandet blev totalt misforstået i sin tid, ja man overså fuldstændig, at kongen havde ladet sig oplyse og dermed afstod fra magten til fordel for den oplysende vækst i dannevangs haver blandt det elskede folk vidt og bredt. Og dét er ellers oplysningstroen på dansk, båndet mellem hjertepligtig frihed, kærlighed og vækst. - Det var den sledske embeds-stand og købmands-stands interne stridigheder om retten til profit og diverse, der var problemet. Altså dem, der gerne vil være kongens rigdom ligeværdig og således gik mod magtens tinder med smeltede vinger tilfølge.
Kongen var en magt i det danske, jovist, men altså, hvor forstilt har man lov at være... oplysningen af kongehuset pegede på ledelse i ånd af underets konge, et dannelses-sigte for menneskelivet på dansk grund. Noget Deres Majestæt, Dronning Margrethe har været særdeles flittig til at gøre øjensynligt gennem hendes beskæftigelse og menneskelige opdragelse af hendes drenges hjerter. Ja ved at benytte sig af sit råderum til at give sine sønner indblik i det almindelige liv blandt godtfolket og netop med henblik på kongelig kontakt i danske slægter. Så vi samlet set kan løfte vort samfund på oplysende og dannende vis. - Når det kommer til landets sikkerhed og menneskelivets samfundne udvikling på dansk grund, ja så er vi altså én stor familie. I det mindste er kongens betydning i den henseende ganske central. Men jeg ville nu grundet oplysningens troskab have sagt: Derfor taler kongen, slægtens kristnede vi-king-høvding, vi-kongernes forstandige hoved, stadigvæk i underet på det danske og nordiske menneskeliv. Og hør dét er den sande faderligheds stemmebånd på angel-dansk, som da også gerne fisker de hjertegode tyskere op, der ikke vil leve under romantisk tvang udi frihed uden slægtsbåren kærlighed i forstandigt oplysende tro på Gudlivet givet.
Ja, vi kan ikke tale på norsk og svendsk eller andre grønne landes fær og vegne i deres ø-riger, men vi kan dog i-ørigt godt være dem tro på det nordlige menneske af hjerte. - Og dig, der lurer på, at man ikke vil syd på, fordi, man ikke vil ned i egen lort, jaja, blabla, papa, du kan jo så passende tage ned til din Psyke på Olympen, medmindre du vil møde den islandske sagablot i høveder, der naturligvis ikke lader sig rende over ende. Men Prins Henrik, du er livsnaturlig vis hjertelig velkommen som ligeværdigt menneske og har gjort det godt på dansk grund ved blandt andet at pisse ved det røde skur i jolle-foreningen i Roskilde. Ja, for det skal du ikke høre et eneste ondt ord om, herfra. Sådan kongeligt at træde af på naturens vegne, det manglede da bare. Og det mener jeg, ja, mon ikke også både Vor Herre Jesus og hans mor, Jomfru Maria, slog en streg i sandet engang imellem. Velkommen til også nordens menneskelige natur – og hils vinbønderne i det franske af hele dit hjerte.
Nå, men bortset fra den sviptur. Kære jævne dansker: Du er ikke undersåt i forhold til kongen, du er bærer af kongen, ja nærmest som da vi legede kongestol. Og sådan er den gud-konge-og-fædreland-forstand, som det var landets uddannelse-pligt at oplyse i favntag med livets egen vej, altså på baggrund af den samhørigt levende væksts rødder i sit under. Det var og er ikke et fast billede, men en hjertelig oplyst arv at leve videre på. Og den kan altså ikke slettes - da slet ikke af forstandsløse mennesker udi universitær fornufts-virsomhed omkring sorte hullers grundlove.
Vi er jo ikke romere, grækere eller jøder, allerhøjest jyder og fyns-fine sjæl-ænder born på holmen, naboer til halv-ænder og ble-konger med videre skæbnesvangert stavrende Stavanger og Berg-landskabet helt til svalens byrde i flugt over til Godthåb og med færgen ned til øerne og tilbage til da vi lo i Oslo. Ja og gjorde så, fordi vi skulle købe lugtfrie sild i København indover høresund, via lejesvendene i russisk Malm, der blev ødslet bort, men dog var at Skåne. - Jeg kan godt forstå, at Deres Majestæts kommentar på Johannes Møllehaves to timer lange forelæsning for hende, om Kierkegård, tror jeg, i sin tid medførte en snebold i nakken på ham, da de kom ud i gården. Det kan han sikkert også, thi så fint et dansk menneskebarn er de begge to. Ja det tror jeg da helt bestemt, uanset hvor skøre de måtte blive som gamle.
Med grundloven skred folket ind i folkekirken, folkeskolen, folkestyret – og da skrider jeg, mens Jens kridter banen af! - for det var kongens oplyste begreb om sit elskede folk, sit land, slægtens danske fædreland, altså faderligt ansvarlige lands udvikling, der var baggrunden og sigtet. Det var frigivelsen af Luthers hjertepligt til menigmand og oplysningshjælp til den ende, der var kongens ønske, dermed iøvrigt også ytringsfriheden, der altså i egentlig forstand er at forstå som en ytringspligt til forløsning og bekræftelse af al vor hjertelighed. Ellers opstår volden og regel-rets-fascisterne jo i deres snoldede, men magtfulde som svins bemyndigelses-kultur fra Rom, EU, der er prøvekørt i USA.
Så nej, der var altså ikke tale om en frigivelse af hjertet til pligtopfyldende deltagelse i det national-socialistiske-danske-arbejder-parti, stats-traditionen nedarvet fra det græsk-romerske, altså romerriget med sin pøbel-kultivering: Kødeliggørelsen af fornuftens selv-lovgivning i et og alt, altså alt-opløsende individualisering og fagsprog med såvel lunefulde som luderlige retskrav gående mod henholdsvis minus uendelig og plus uendelig på én og samme gang. Tilsvarende i sindet og vor åndsmåde, ja i vor mellem-menneskelige vækst og trivsel i det hele taget. Det var ikke dét, der var sigtet, gentager jeg. Nej, ikke-nikke-nej, så tekno-svinene skal altså røgtes, hvis ikke ligefrem slagtes, thi sigtet står i egentlig forstand i kødet og det kan ikke flyttes.
Ansvaret er placeret og dommen er faldet i al evighed, vi véd hvilket kultur-afsnit, kultiveringsformer og institutioner, der producerer sygdom i kødet på menneskelivet på dansk grund. Og vil de, den statsborgerlige identitetsdannelse og bemyndigelses-kultur udi tomhed fortsætte med at akkumulere regnskab, jaså må de også forvente at regnskabets time kommer til dem - i hjertet på deres børn. Vi er personligt ansvarlige for vore handlinger og det er ikke en teori, kan ejheller godtgøres i henhold til ulige reference-rammer af historisk eller fagsproglig karakter endsige penge på kontoen. - Som jeg symbolsk eller paradigmatisk siger det: Det laveste et menneske kan gøre, det er at sætte sig i en domstol i navn af højesteret, der så ovenikøbet lige skal administreres af justits-ministeriet. Altså kan vi snart få lov nok, skal vi have mere af det, skal vi have lov til mere...!!! - Nej, gudfrimigvel, det skal med andre ord afvikles med sand kærlighed i højesterets navn, Livets eget. Og så må vi jo se, hvem der har Vor Herre kær i helligåndens helbredende navn med sit i sandhed vækstbetonede sigte.
Ja, vi véd med andre ord, hvordan sygdom breder sig og kultiveres i kødet på vort samfund, vort liv. Og vi har vist det i årtier. Åndssvage bruger magt, både den symbolske, nedarvede og den voldelige, altså pistol-bårne - til at kalde sig raske. De bruger en vel nærmest tvangs-psykologiseret magt til at hævde tvingende nødvendighed i deres gerning...og følgevirkningen er klar i deres enten-eller-fornufts-lovgivende-dømmende virksomhed: Alle, der ikke er positioneret på samme vis er syge, thi alle er jo lige for loven!!! - Det skaber iøvrigt disken på social-kontoret, leden ved det offentlige, der sørme så stadigvæk er tysk. Ja det ville da gøre en verden til forskel, såfremt akademisk kulturarvs offentlige ansatte kunne få sig taget sammen til at få det oversat til dansk. Hvad hedder det offentlige så, skolebørn?
Alt det græsk-romerske skal helt ud, ifølge min mening, thi ellers kan ordet ikke høres på dansk. Det er ikke fremmedsprog talt af tilkomne, der støjer, men alskens opdyrkelse af fagsprog uden forstand på en dyt om menneskelivets vækstvilkår i et lille samfund. - Men for nu at understrege skredet i folkebegrebet: Fra at være et forstandigt oplyst folkeslag i menneskeliv- og samfundsudvikling blev vi nu, med grundloven, for alvor underlagt akademikernes lovmæssigheds-dyrkelse og babelstårn, ikke mindst i reference til justitsias gudinde. Og derfor er skellet mellem opdyrkelsen af samfundslove og naturlove blevet uopretholdeligt. Teknologi og teknokrati er i kølvandet derpå blevet den romantiske arvs kompromis, "det fælles tredje" som det så latterligt hed sig i pædagogiske kredse, herunder hos den engelske premiére-minister, Blær, der også var under indflydelse af Anthony Giddens bog om socialisering gennem lidelse som en nødvendig livsform at skulle politisere/filosofere og praktisere gældende for alt-og-alle ifølge det universitære alt-og-alle-paradigmes commonwealth!!!
Det er en uendelig parodi eller en tragi-komisk teater-forestilling financieret af blandt andre APMøllers diamanter - der ikke har fattet at alvor-glæde ikke slår over, ikke er modsætninger på samme vis som tragi-komisk. Alvor-glæde er fri af fornuftens logiske tvang, logos i alverden, dog aldrig fri af forstandens bud: ordet, vor kød, også dit. Og det véd APmøller ganske givet, det har han lært som royalist af en tid, hvor det sand kød ikke kunne indrømmes i Livets eget faderlige vækst. (Det har sine romersk-katolske grunde). Så livsnaturligvis hører han til som hjertetro dansker på sin vis, dog altså ikke til efterlevelse, ganske som ingen jo skal efterleve og efterligne andre, derimod høre efter eget personende kald. – Den græsk-romerske arv foranlediger en uendelig parodi, der intet forløser, intet lader opstå, bortset måske fra prædikerens bog: Alt er tomhed.
Grundlæggende: At have forsøgt at parre en lovgivnings-mentalitet i et åndeligt sigte med en anden i et andet åndeligt sigte er uforstandigt, ja ganske som at ville spise blommen uden at knække skallen og tage skeen i den anden hånd, så der kan skæres igennem hviden. Thi der er kun én ånd, et sandt og menneskekært åndsområde at tage i betragtning og gøre gott med her på jord. Alt akademisk-platonisk, græsk-romersk-og-jødisk arv kommer til kort på administrationen - håndteringen af sandhedens åndsudvikling, sandselig befordrende, vækstbetonet og arbejdsomme livsmåde. Kort sagt grundet unaturlige hieraki-dannelser og vækst over den læst, ja det er sørme Aristoteles kategorier, altså videnskaberiets åndsmåde med sine mange plattenslagere, der er den onde arv. - Fremfor at konfrontere hinanden i glædens sande navn har man villet objektivisere menneskeligheden, så ingen kom til skade i satans forestillingsunivers, men blot kunne nøjes med at se på, mens livet gik forbi. Sødt, ik’
Her falder Darwin også i: Vi er dyrenes konge, ja og iblandt os er den mest liderlige den stærkeste, der overlever på menneskelivets bekostning!!! Fejltagelsen er jo, at menneskehjertet ikke er sådan: Der er intet menneske, der i sit hjertes grundvold kan overleve uden livsfylde, glæde, kærlighed, tro og beståen med livet i sigte for sine børn. Hvorfor man går helt fejl af livets samfund, forsåvidt at man bekræfter det som et konkurrence-vilkår. Troen på et hjertegodt og meningsfyldt varmt liv på jord er overlevelses-betingelsen for menneskehedens samfund. Ja, så hvad kan abekattene uden menneskehjertet? Gorilla-krig og ikke andet! – Og der er naturligvis ingen mennesker, der ikke også er givet et menneskehjerte, men det er da synd, såfremt de først skal igennem en vietnam-krig, for at lære det at kende, for så er der jo ikke meget sandgodt udviklings-potentiale tilbage. Vi har ikke udviklet os gennem krig og kamp, men dog prøvelser og øvelser med at undgå det, ja kanalisere de stridbare energier, der nu måtte melde sig på omvendende vis.
Det siger også noget om, at størstedelen af det akademiske morads, bogskriveri, skriftlighedens kultiveringsmåde - at den menneskeligt set efterhånden er meget, meget, meget lav. Den er fattig i hjertet og videre overleverer den jo altså den fattigdom via alskens undervisning, bogligt begavede, som den hjerterige, forstandige Niels Hausgård så fint har ladet være sagt i en menneskealder. Bogligt begavede, der taler for snart det ene, snart det andet som om, der var visdom uden egen-interesse på tale. Jovist, jeg fucker med sand, hjertebåren glæde hele den akademisk-politiske-folkeskolede uddannelses-stand, uddannelses-tradition, udviklings-måde, thi der er ingen menneskelig forstand givet derved, i den politisk-akademiske stats voldsregime. De underkender helt grundlæggende sandheden i forhold til vor omgivelse, dermed også dens oplysning og opløftelse af al vor hjertebårne glæde, så den ellers kunne opstå til en viderebringende sandselighed og kreativitet, der gennem kropslig kunnen med organisk vækst og åndsmåde udfolder livet i voksende samhørighed omkring levebrødet. - Hvorfor asfalterer man vækst-vilkåret, nærings-grundlaget på jord?
SVAR: Fordi man fortsat er forblændet af græsk-romersk arkitektur og ingeniør-kunst udi systemer og legoklodser. - Det var et shok for mig, at de ikke kendte sandheden på universitetet, men idag véd jeg, at det lige netop er dét, som de ikke kan i kraft af den akademiske, stats-forbundne egenskab i sin fordeling af parceller, lodder og nitter. Og hør, det er jo altså stadigvæk strafbart ikke at tale sandt i livets egen ret, livretten.
Så nej til prædikerens bog, det er det altså ikke: Alt er ikke tomhed. Det vil sige: det er det kun hos de vantro, ja helt ind til benet, så gælder det kun de utro, der har givet afkald på, nej ikke deres liv, men den tro kærlighed i deres liv. Med andre utroligt moderne ord: fordi de ikke tror, at deres hjertes slag er ensbetydende med at Gud ønsker, at de skal leve og søge Vor Herres indrømmelse derved, så Gudlivets eget bud ikke bliver til kammerateri, men næstekærlig opløftelse. Ja til befrielse af vort hjerte fra det sølle mennesker, altså fra mennesker, der med deres virksomhed kendetegner sig ved ussel magt og status, jeg gentager ussel magtbetonet adlydelse i deres livsførelse, om det så er penge eller lovmæssig myndighed, der er tonens lys hos dem. Vær ikke forudindtaget, kære næste, kære medmenneske! - At utro livsførelse har lært os at tro betyder jo ikke, at vi skal producere lige mange af hver, for at opretholde ligevægten, vel justitsiale statsborgere. Og sådan er demokrati i en teknokratisk stats vold, hvor man refererer til spille-regler som om man spillede ludo. Ja for så kan familien Danmark jo lige følge med til at nedværdige sig selv, jævnfør loven, der tilfældigvis også betaler dem, der formulerer spillereglerne!!! - Oplysningen er ikke gående i livet og statens virksomhed kan intet gøre i den henseende, ikke i positiv, udviklende, altså kultiverende forstand. Budskabet i Prædikerens Bog er iøvrigt ganske enkelt: Spis og vær glad, så får du mad.
Desuden skal det nævnes at oplysnings-stridighederne i landet langt fra handler om magt i det trivielle spændings-felt mellem stat, kirke og kapital. Eller om videnskaberi overfor tro, altså menneskelivets eget, slægtsbårne kød. Nej, det handler fortsat om indrømmelse af sand kærlighed i menneskelivet på jord. Og således sagt i tråd med tidligere antydet: Vi blev allerførst kristnet af den romersk-katolske kirke, hvorfor der f.eks. ligger en Vor Frues Kirke i København. - Grundtvig og Mynster var eksponenter for den strid, altimens Kierkegård pippede den under-daniges lidelser: Undertrykkelsen af barnet via de helveds-kristnes forkyndelse med løgn-og-latin-arven, al støjen: burgøjser-prøjser-livet i københavn, matedor-livet i provinsen, samt Hegels romerrige Tyskland. (Hold dig fra ham, begge to og alle fire, for de har gjort, hvad de skulle - men jeg betoner dog også hvorfor filosofien må underlægge sig den teologiske forstand i livets eget kød, livets egen sandselighed, ja for ellers går det galt. Det forstod Schelling bedre end Hegel, tror jeg. Under alle omstændigheder, ja for jeg skider dem da gerne ét stykke, så de ikke danner skole, altså skolastik, fundamentalisme, idealisme. JA, for under alle omstændigheder, så er det jo sand som sandselig glæde i ånd og krop, der skal få os til at glide frem: ind, ned, op og ud, igen og igen!).
Det romantiske element, der er så forførende og farligt, ja det kommer altså med disse ord også ind via kirkens tradition, før reformationen. Bertel Haarder for eksempel, ja undskyld min manglende fantasi, han har kæmpet et helt liv, for at lade reformationen stå ved magt i oplysende forstand med eget liv som indsats, så ikke akademiker-vældet blev hjørnestenen. Ja, for så siger det jo: Plop, ned i vandgraven som tilfældet er. For ak og ve, ja, men nej de kommer ikke ind i hjertets borg ad den vej, da alvor ikke så kan lyse op. - Birthe Rønn Hornbech ligeså. Ja enhver dansk politiker kommer til at kæmpe for ytrings-friheden, altså frisættelsen af hjertepligtens medfødte vidnesbyrd. Men man kan vel roligt sige, at ikke alle er klar over dens grund og krav i hjertets arv, båndet mellem sand, oplysende, sandselig frihed og tro kærlighed, glædespligtens nød og buds fortsatte skabelse af kødet til al vort. Det er først og fremmest din pligt at være glad for livet - og så må resten indføje sig. Sand glæde tager intet menneske fejl af, men aberne...
Iøvrigt er politik stadigvæk en fordummende vej at lede livet. Og Bertel Haarder er et godt eksempel på én, der er klar over dét, hvilket betyder at det ikke er politik, han har bedrevet - nej det er oplysningsgerning i satans akademiske stats-regime. Og det tærer altså på kræfterne, når man blot er et vestjydsk menneske, der elsker lille Danmarks menneskeliv - for tilsidst at finde tilflugt i sorgens ø, hvor den vise jo bærer hjertet, så den kan omvendes slægtsled, efter slægtsled til gavn for samfundets hele omvendelse i helligåndens navn.
Bertel Haarder er ikke Anders Fogh, der nok desværre glemte den sande menneskekærligheds oplysnings-pligt, at menneskelivet først som sidst står i Gudlivets hjertelige tjeneste. Hvem véd? - Læg mærke til Anders Fogh, når han bliver gammel og ikke længere behøver at retfærdiggøre sine gerninger og holde, hvad han lover på vegne af alt og alles fornuft. Mao. Anders Fogh er et arbejdsjern, der lider af det dansk kultur lider af: Fornuft, mangel på sand kærlighed. Det samme gælder til tider Uffe Elle-bælle-ni-ti-manden. Deres religion hedder tilsyneladende: Jeg vil være statsmand. Og det er altså landsforræderi i mine øjne, da de derved underkender budets ledelse, der jo altså også gør sig gældende hos de danske slægters overhovede, vort hjerteligt oplyste kongehus. - Men hør, de gør sig stadigvæk faderligt gældende, omend det foregår på romantisk vis... Og Hans Tavsen ovre på Ekstrabladet, ja... De kæmper stadigvæk samme sag, det er bare ikke en sag, men et mere eller mindre forkvaklet udtryk for deres og mange danske mænds tilsvarende forskudte, men dog faderlige kærlighedstro. Fædrelandets. - Noget den danske præstestand skal tage ved lære af og som den tilsyneladende lalleglade klovn, Johannes Møllehave jo tilfulde har fattet: Uskylden, hvor blev den af, sorte fulge? Hvor blev den af i sit længselsfulde samvær med skylden, den sande hjertegode skyld til glæde, livets eget forløsende meddelelses-medie, om I vil i disse medie-tider?
Det ærke-konservative, som du nævner, lider rigtignok under stats-syndromets pøbel-vældige indbildning i demos, som du fint udtrykker dig. Og det har det jo derfor netop også med at kvæle ethvert frisindet, fremfor udtrykket liberalt – men jeg siger kvæle ethvert frisindet nyt bud eller vidnesbyrd. Fjerner du stats-syndromet hos den konservative, udrenser du dét, så kan du høre den kongelige oplysning tale gennem de mennesker, der på den fløj er på vagt overfor det liberale selvsving. Og netop er det på grund af den danske oplysningsarv i kødet: kongen, slægten, den al mindelige eller minde-værdige hørelse af erfaringens gang med menneskelivet på jord til forstandig viderebringelse af dens gode. Det ærke-konservative bærer det gamle og bevarer noget af det, de sorterer langsommere kan man måske sige og vel fordi, at de forstår, at samfunds-erfaringen også løber i blodet. Ja, hjertet skal kunne følge med i bredden, altså også i den danske folkesjæl, der hos den konservative bare ikke er folkelig, men menneskelig, bestående af slægter på dansk grund. - Nedarvning foregår gennem livsførelsen og hjertesandselig åndsmåde dermed er helt afgørende. Derfor konfronteres det konservative element også med arvesynden, der følgeligt skal overvindes i tro kærlighed. Samfundet består af slægter i udvikling med vækst og virksomhed og der er sådan set ikke noget, der er ligegyldigt. En konservativ anlagt person kan være et meget, meget fint menneske med en særdeles hjertegod hørelse.
Vagt overfor det liberale selvsving gælder imidlertid også på venstrefløjen, omend de har nok at se til med deres gamle ideologismer, ja fordi de kanske, jeg gisner, ikke kender hjertets sprog på dansk. Men så sandelig da kender dets ærværdige protest i handling og sammenhold på godt og forstillende ondt. Altså to skikkelser af samme elskelige kristendom, skyldens troskab og uskyldens troskab. - Men hvorfor danner danskerne fløje i et lineært, matematisk billede med alskens koordinat-systemer til håndteringen af det hele, tror du? Hvorfor tror de, at de skal tage del, parti, for ikke at sige tror, at de skal gange noget sammen med hinanden som en krikke med en fuldblods ganger får lamme føl på tværs? Er det for, at det skal gå op med en kurve på tråden til munds, så splitter-ragende Hans Jørgen uden kærlighedens kluns?
Apropoesi venstre-fløjen. Tag f.eks. John Mogensen, der i sin tid oplevede det sociale forfalds-kultur. Hans ånd var ikke først og fremmest venstrefløj eller politisk for den sags skyld. Nej, den var bare korsangen tro mod fædrelandet, koste, hvad det vil, ja om det så skulle foregå i åbenbaren på kro. Thi det er vikingen da ligeglad med, når ledelses-gangen, som du så fint siger, kære Morgenstjerne, stadigvæk hører alt for empatisk-sympatisk-sociopatisk-psykopatisk efter indover bordtennis-bordet. Eller også er han da bare sådan, haha, når livet er knækket i denne verdens tumult. Og derfor dette lille ekstra-blad fra folkemunden om Holger Danske, den jord vi selv pløjed’, ejendomsretten under ét som et hjemland med et modersmål: Danmark for de danske... Dér har du altså troskaben hos social-kammeraten, der i dag ganske vist vil spille på midtbanen, for dog aldrig at kunne komme længere frem på banen end som forstopper af Dansk Folkepartis målmand. Dengang, på John Mogensens tid, spillede han imidlertid også venstre wing i angreb. Desuden er sangens budskab jødisk på overfladen, dermed farligt som national-socialismens fælledpark, men er der åben i baren, så gør det jo også sit faderlige saxo-spark.
Politik handler om mennesker, der vil det samme, men ikke kan det, fordi de efterligner det græsk-romerske riges fornufts-mentalitet, der jo ingen forstandig sand dansk hørelse til en viderebringende, levende og oplysende samhørighed er givet. Den køres imidlertid ind fra barns ben, via stats-idealismen, ikke mindst via læs-og-forstå-kultur. Ja, så ikke mindst, som kraftigt antydet hele vejen igennem brevet her, grundet den akademiske tilgangs brancheforening i skriften, deres åndsmåde med livet, ja ganske enkelt falsk videns-produktion, der ikke kan andet end at forstille befolkningen i et uendeligt antal modsætninger. Viden baseret på en institutitonsbåret skolevej kan aldrig...
At vide er ikke at leve, høre, se og sandse, nej det er omvendt: At leve, høre, se og vokse i sands giver indsigt i livets hjertelige vækstforetagende - og først da kan viden undgå at blive til magt, systemer og jante-normer. Viden handler kun om hænder og dermed at være ved noget, der holder og håndterer vor nød i sands og sigte for glidsom glæde. At stå ved sine handlinger eller bare den man er, det kan ikke lade sig gøre, uden at være ved den man er i sit hjerteligt, kropsligt, kødeligt levende vilkår i medtag af sine slægtsbånd. Det er hjertet, der be-stemmer og du kan ikke gå, før du har kravlet, bøvlet med at rejse dig og lært at stå.
Jeg gentager opsamlende. Det er både stat og kirke, der er romantiseret og derfor ikke kan lære os at afholde os fra magten, erobrings-trang og så videre. Kort sagt: Pikken går i sindet indenfor begge traditioner og sådan er danskerne så blevet forkvaklet i to regimer for negativitet, ja har man bedt dem om at gå fra forstanden i adlydelse af autoritetstroens fornuftige ledere og erhvervsfolkets begær samt hele det habersmadskende hareskår af habengut udi medie-industris billedverden. En billedverden, der er det fattige hjertes omvendelse af verdensbilledet, så det spasser-passer: Når vi tegner et godt billede af verden, sender gode udsendelser i fjernsynet og holder møder i samtalens ideologier, så bliver verdensbilledet god!!! - Ja alt foregår efterhånden ude i verden, ude på arbejdsmarkedet, ude i rummet, ude i udestuden - og ikke i livets hjerteligt indrømmende menneskeliv. Fordi autoritets-troen, lov-begrebet, ja sågar præsternes misforståelse af Gud som lovgiver har forført os derud. Gudsketakoglov - hov!
Det vanskeliggør naturligvis det hele, men det hjælper gudhjælpme ikke, at kirken har underlagt sig staten: et grundlovsgivende lovmæssighedsdyrkende paradigme til efterlevelse for alt og alle. - Det var vist nok også noget Kierkegård gav udtryk for allerede i sin tid. Ja, døde børn kommer og fortæller, hvad der er galt, gang på gang, inden det finder sted, medmindre de elskeligt bliver omvendt, så det ikke finder sted. - Det gamle ordsprog, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, det kan man stadigvæk erindre sig - for gør man det i ædruelig skyldig tilstand, så ryger man ganske let i fængsel eller på korset, hvis ikke stenet i mediernes fjernsynede vilkår. Angsten spiller jo ind som den er kultiveret, socialiseret...eller oplyst.
Endeligt placerer det også filosofiens-teologiens opgave i oplysende, kristeligt regi, den hjertelige samhørighed, der i al evighed er et forløsende vækstbud, kropsligt, nærværende stillet. Og som sådan derfor koster sine brud og brudgomme forsåvidt man stiller kroppen, budet til rådighed i satans kapital-statslige tjeneste. Ja, det kan man jo bare undlade, som man skal, men altså... - vi kommer ikke langt med at nedgøre, hvad der samtidigt står i kødet på os, vor autoritetstroligt skolede befolkning. I al fald ikke uden samtidig ærligt at lade være hørt på eget liv i den henseende. Kritik kan hurtigt løbe ad helved til udi parti-dannelser og det er vi sgu efterhånden for kloge til, ja, jo vi er, men hør, da bliver det store tomrum i vesterlandsk lærdom jo lige netop også synligt, mærkbart. Og dermed, hvor vi er kommet til som menneskesamfund... - Klogskab kan ikke føde, sind kan ikke føde, nej, der skal forstandig ånd i krop til med et drys fornuft, et stænk livssalt og først som sidst et bankende hjerte t ro, så det forslår hos skrædderne i helvedet.
Filosofien eller hellere bare sige fritænkningens opgave består i bekræftelse af: Den troligt sande tænkning/åndsmåde, der udvikler os og udreder os af ordsindets gamle ørkenvandringer, fordi de netop ellers blokerer ordets rene, hjertets stilfærdige, t ro-givende og ærlige udtryk af vort faste kød. Det er ikke først og fremmest ordene, men hvad der bliver sagt dermed, der er afgørende. Det er dét, man skal hæfte sig ved, men på sandselig vis og ikke ordret, der jo går igen i ordre. - Det sandfærdigt milde har stor magt, men det er åndsmagt og det vil sige, at der er et menneskeligt stort udviklings-potentiale i det udtryks indtryk, altså i den sands. Ærelighed varer længst og det er sandt uden sammenlignings-grundlag som ethvert andet ærligt sandet og indrømmet udtryk i al evighed. K er desuden stadigvæk en rank ryg med to åbne arme, der beskytter æreligheden og som sådan betoner tro: Kærelighed.
Det hjælper ikke at rejse dansker-ånden, en danskheds ånd, men det er kødets ærelighed, der rejser den af ordets nedarvede hjertetryk, fordi ord/begreber/institutioner, såsom politik, demokrati, stat, social, justits, universitet, akademiker, mv. fandme ikke er danske, altså ikke kan udtrykke, opløfte og tilvejebringe ordets sande oplysning af helligånden i menneskelivets kød på dansk grund.
Sådan opstod f.eks. Dansk Folke-parti og ikke uden hjertegod grund bakket op af to præster, der kender budet gennem konge-arven i den danske folkesjæls land. I modsætning til akademiker-standens romantisering af alt og alle. Ja, kære Morgenstjerne, fald nu ikke i den gymnasie-lærer-grøft, der gør en dyd ud af at hade Bertal Haarder, der så får på puklen som standard-eksempel i dette lille skrift. Men gør ikke så, uanset hvem, som om det hører med til erhvervet, thi det er hverken progressivt eller normativt, men ganske enkelt bare dumt, ja manglende kendskab til menneskelivets samfund på dansk grund. - Vi bliver vildledt af det historisk etablerede, autoritetstro ordsind, alle de ledere, der har søgt forbillede i snart det ene, snart det andet og følgeligt indretter os som bare fanden derefter. Men Bertel Haarder er gudhjælpme ikke institutionaliseret slave i lektor-blommes fodspor! – I det hele taget: Ånden er ikke ren og kan ikke blive det uden ændret samfundslivsførelse. Og hvem skal da fører an, når det matematisk-gymnasiale-akademiske sindelag betoner at flertallet er magten, ja er skudeskåret firkant i autoritetstroens slaviske romer-mentalitet!!!
Det er f.eks. den romantiske, græsk-romerske arv og dens fortsatte kultivering af danskernes kød, der umuliggør en varm integration af tilkomne, nødstedte. Man går den forkerte vej med lærdommen, undervisning, institutioner, ja man går udefra og ind, istedet for indefra og ud. Altså al grunden til forvirringen, identitets-forvirringen på alle planer. Ja, for identitet det er græsk, på dansk hedder det: Sammen. Og det er et forstandigt åndsleje, der desuden gør sig gældende i begreber som samfund, samhørighed, samarbejde, samliv, samtale, samvær...
Tager man ikke udgangspunkt i vort samlivs historie, dvs. kødelige, slægtsbårne ånd på dansk grund, så overhøres de tro danskere, altså menneskelivet på dansk grund. Og da gives ingen samhørig ånd at indoptage nødstedte eller tilkomne i og med. Skæbner, der uden tvivl er menneskelivet værdigt her på jord. Men som altså skal lære dansk, for at kunne mærke sig den samme hjertevarme, ikke på dansk sprog, men i favntag med den ånd, der ærligt taler det. Intet går tabt, når forskel i åndsmåde udveksles og udlignes i hjertelighed. Og det kræver nu engang almindelig mennesketro med sit kød som indsatsen. Det er ikke en skam, at man ikke kan forstå, har svært ved at forstå eller tilsvarende, men det er i sandhed en skam ikke at kunne elske livet, thi da kan man hverken høre og leve på forstandig vis.
Uden tro kærlighed i kødet ingen åndsevne i samfunds-udvikling af trivsel og vækst.
Det kan f.eks. kun være volapyk at møde op på social-forvaltningen og høre deres kompetencer udi næstekærlig ånds stemning. Skidesynd for dem, begge parter. Ja, men vi må tage udgangspunkt i os, det danske og mig bekendt så er arbejdet på social-forvaltningen begrænset til papir og forvaltnings-sprog. Og jeg kan altså ikke få øje på godset. - Underforstået, at jeg nu hjælper dig ved at sige en helt masse til dig eller undlader til fordel for, at du skal ’sæt dine kryds’ og røde streger under dét, der er stavet forkert, så jeg kan hjælpe dig med dine kompetencer, da jeg rent faktisk er kompetent til det, jeg laver mine små pølser i, dag ud og dag ind. Jovist, jeg har erfaringen med at være god i den gode stat, hvor man gør sin arbejds-pligt og er dygtig, når man gør det. Ja og velkommen, indvander, svage, syge og sociale taber i stats-samfundet, men hvad skulle jeg ellers opfordre dig til at være, så du kan tage ved lære af noget nyt og spændende for dig at deltage i, her i Danmark!!!. - Hør og se, hvor det lyder, for sådan opstår fornuftens græske problemer jo i og med, at statsborgeren ikke kan dansk i menneskelivets samfundne, åndelige forstand. Er mennesket kontrær, reaktionær, når det stopper op overfor den slags ludomani med ordet, den slags karrusel, sigøjner-dansk som aber i statens tjeneste bag bemyndigelsens disk? - Nej, siger jeg, for begge parter gør, hvad de kan, men hvorfor er disken der? For at hjælpe åndeligt nødstedte fra udlandet og udemarken i det danske ud på arbejdsmarkedet og ind i institutionen i integration ind i indlandets kapital-statslige sandbanker! - Rap, rap, dykand, kender du kun ande-snadder og ikke mulden?
Det gør da ikke noget, at tilkomne taler med deres accent, indvander-dansk som os med vore dialekter, nej – men det gør fandme noget, altså en negativ forskel, når videregående uddannelser ikke kan mønstre et dansk sprog i sit åndskendskab, kropskendskab. Fordi de som i ethver andet samfund figurerer som autoritet, ja eller ikke kan stå som autoritet, uden at være det i livets eget navn i pågældende samfund. Jovist, jeg dumper universitetets sociale højskoler udi statskundskabeligheder og forvaltningsret. Og har det fint med det. - Der er mange gode livskræfter, men det er synd, at de skal ødelægges i løgnens institution, så det kan jo ikke fortsætte, det koster for mange døde, at have kvajpander til at undervise i løgnens melankolske omgivelse. – Agt i magt er sand indsigt i livets egen retning, i vækst af sand åndskunnen dermed, men derimod ikke et automatematisk plus: universitetet + staten = prutskid i hele verden.
Viden og magt er ikke forbundet som også Fransk Bacon blev kendt på at sige noget om!!! Så det er altså ikke dit immatrikulations-kort eller statsborgerskab, der gør det, der skal til, ejheller blot en vedholdenhed i studie-kammerets forskningslokale i bygn. 127, værelse 59, stol 1013, fordi det jo åbenbart bliver ved med at sprøjte op med unge, der tror de kan læse sig til dannelse jævnfør løven og diverse regler, der søger at foreskrive, hvad du skal, kan, må, er og så videre i den administrative forstiltheds røvpuling af unge, der sgu da ikke véd bedre, eftersom de er blevet hjernevasket siden barns ben til at adlyde kejser neros kapital-statslige samfunds-virksomhed.
Systemer skal afvikles, bygninger skal væltes, altimens fornyet livsførelse, samfundsdannelse får oplysende ben at gå på. Og det er svært. Ikke mindst sålænge, der tænkes i sammen og hver for sig, enten-eller, på den ene og den anden side, med videre akademisk-politisk adfærd - uden afgjort personende, medmenneskeligt at bekende kulør i vort samhørigt levende samfund på jord. Ja i sit levende arbejde eller sigte for dets helt naturlige organiske vækstgrundlag vil jeg så tilføje. - Men øhh, skal det irettesættes af dem, der ikke gør så, altså autoritetstroens idealistiske sataner med lovens pik gående i hjertet på deres børn, ja dem, der lever i en amerikansk film tilbage fra de glade tressere eller endnu værre: føler at de er kommet videre, fordi de er rykket eller har ladet sig blive trykket ind i kulturarvens kunst og skulptur af sten og guld, altså kejser neros kapital-statslige folkeskolede gymnasie-samfund. Og derved er blevet til noget ved sig selv og egen viljes forstenede eller forgyldte kraft!!! Jeg mener, hvad har de på bedding? Hvilket fantastisk udviklende samfundssigte bekræfter de med deres usle kød i alle timerne?
Jovist, godt ord igen: De unge er dér, de er videregående, fordi de på menneskenaturlig vis fornemmer, at det er helt galt i denne verdens samfund, hvilket da er synd. Ja, jeg siger, at de tilkomne unge under uddannelse er potentialer med hjertegod sands for livet – men hvorfor fører man dem så længere ind i skriftens institution? Hvad skal de derinde? Så de efterfølgende ikke er til at hive ud på arbejdsmarkedet, altså kan du høre, hvor kraftigt, voldsom kategorisk samfunds-forførelse er: At leve et liv i kategorien: Uddannelses-sektoren, for dernæst at blive overført til arbejdsmarkeds-sektoren? Og derved tillige opretholde staten som et internt legitimt anliggende, for statsansatte, der via loven altså suger menneskelivet til sig, men intet bæredygtigt liv giver anledning til, udvikler med egen livsførelse som underlig indsats i voksende indrømmelse af menneskelivets samfund på jord. Altså tilbage igen, ja livsbevægelsens: ind, ned, op og ud. - Jovist, jeg har lagt dræn ind i ørehjertet på dem og laver hermed en god gammeldags hævert. For ordets sandselighed står ikke i skriften per exellence-model, nej, kødet skal vækkes og mærkes Gudlevende sandt hos personen, så de kan håndtere oplysningen uden sammenlignings-grundlag, uden referencens magt-forstillelser og meget mindre.
Ordets tryk rejser dansker-ånd op i sproget og skriften, ja, hvormed skriften bliver farlig. Men da vi imidlertid ikke kan undvære samtale til gavn for vor samhørighed, så må vi holde sproget, det danske sprog så tæt til hjertet som vi kan, så ærligt som vi kan - og derved rense ud, så vi ikke skal have tusind udtryk for ét og det samme. Eller på engelsk, tysk og fransk i mentale metervarer. Alle ordene i skriftet her står i mit navn og er udtryk for mit personlige livsansvar i menneskelivets ånd som mere og andet end bare ord – jeg kunne jo også vælge et andet medie at gøre min personende ånd gældende i. Men det er da ikke sikkert, at det går stille for sig eller bringer et mere tilfredsstillende åndeligt klima i samfundet. Da slet ikke overfor de i skriftet nævnte parter udi døvstum hjertelivsførelse. Sandheden skal man ikke spøge med, dog ejheller være bange for som et andet spøgelse. - Skriften kan kun placeres, holdes ud fra livet i kraft af ordets sandt levende ånd af kødet, hjerteligt sigtende, menneskevarmt opløftende. Altid også personligt og næstekærligt forankret, så der netop ingen grund er til at ængstes: Ingen kan sige, hvad du skal, men du har med næsten pligt til at lade Gudlivets samfund være hørt i helligåndens navn. Og det behøver ikke at være sagt højt og tydeligt, nej, du må gerne tænke i egentlig forstand, altså i TAK. Videre deraf da også på andre sprog som think and thank you eller Danke, denkmal und lass uns dabei der Gedanke des lebens erinnern mit laut und glaube. - Du skal stadigvæk en tur til Kaukasus, såfremt du falder i staver; ja bare jeg nu ikke har stavet noget forkert, for så udløser det kanske en atombombe i Rusland og så får jeg skylden!!!
Sproget talt i ordets navn, altså hjertets sprog, det har aldrig været en kommando-central, allerhøjest en irettesættelse i næstekærlig forstand, thi magten er jo guds, livets egen. Kristus var ikke magtens konge, nej, det var og er Gud, men Kristus blev med sit budskab til menneskelivet på jord også menneskets kongstro hørelse i sin adlydelse af Gudfader-Gudlivet-Gudsandheden. Ikke mindst, fordi han satte sand kærlighed fri i brystet på dem, der ellers var henstillet og henrettet til et skamfuldt liv i synd af magtens selv-lovgivende karle. Ja af dem, der bruger historien som reference-ramme, selvretfærdiggørende ramme til snart det ene, snart det andet og derved jo undertrykker barnets ellers naturlige, det vil sige gudgivne hørelse i sin opvækst, hele menneskeslægtens udvikling indbefattet...
Det nye vidnesbyrd som det kommer med ethvert barn vil i sin renhed tale af alt det gode gamle, dermed også det almindelige, al minde-værdige til placering og indkredsning af menneskelivets fortsatte sande åndsudvikling på jord. Men her dræber den romantisk kulturarv som bekendt barnet i 1-2-års-alderen. - Ja vi skal jo altså ikke drukne i det indres dyb, men forstå, at det er nedarvede erfaringer, der taler via vort kød og således ud til omgivelsen med en fordring om at lade omgivelsen forvandle og forandre sig derved. Vi har pligt til at lade være hørt, fordi vi ellers indfoldes og forbliver forkvaklede. Et hjerte letted’, så tusindfryd det fulgte.
*15*OPLYSNINGEN
Vi kan ikke skabe samfundet påny; vi kan ikke iværksætte det gode liv; vi kan ikke iscenesætte godhed, glæde, sandhed. Vi kan ikke indlæse nye teorier og så tro, at vi kan gå ud og gøre dem, praktisere dem efterfølgende, skabe overstemmelse og/eller "det rette" sigte. Tilsvarende gælder politik, der så bare er givet et gammelt stats-system, der netop gør sådan, fordi det ér en gammel græsk teori. - Ja, der er sådan set meget vi ikke længere kan, når vi tager de erfaringer med samfund og kultur-dannelse, kultivering alvorligt, som der er foregået i forhåbentlig snart umindelige tider. Forhåbentlig snart umindelige tider, gentager jeg, ja, thi da kan livet jo ikke blot fortsat stå ved magt i al mindelighed med den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv – men tilmed også få indrømmet al sin livserfaring i det spor, der nu engang ikke er et spor, men en oplysende åbenbarenhed overfor sandheden og sandselighedens kødelige hjertemåde i sin vækst og trivsel på jord. Kropskunnen, åndskunnen, sprogkunnen i ét med omgivelsen, vort livs samhørige vilkår på jord. Først hjemligt, jadan, da det jo altid er først og afgørende, hvor man er og holder til på jord.
Jovist, sådan og med et ordentligt los af et spark bag i, så ikke mindst de græsk-romersk-katolske ærke-biskopper i statens to-regimente-scheiss kan få indrømmet skylden i uskyldens sandt kreative, sandselige navns gode ånd. Ja, se at få gjort et stykke sandt indrømmelses-arbejde og kanaliseret det ud, til videre udrensning af fortidens fejltagelser, fremfor med pokerfjæs at spille kongen ud ifølge åndssvage spilleregler til ringridning i midormegården med Luthersk-egalitets kirke som en sand mare. Vor herre til hest, klør, knægten, hva’? - Rap, rap, rip og rup neglene, Peter og Pedersen.
Iøvrigt skal jeg lige sige til dem, der ikke kan lide, ikke kender friheden i Livets sandtro kærligheds navn, på dansk, altså ikke ønsker den hellige almindelige kirke i hjertet og så videre som sagt – de skal da have lov til at tænke over, hvorvidt de ønsker et liv, hvor ethvert sekund er et straffe-retsligt anliggende i Deres kød, men for den øvrige verden af lave at dømme over på justitsial vis med en gørtlers hammer eller et stempel i nakken i medierne. Eller hvorvidt de nu for eksempel synes, at det vist er meget godt, at der er nogen, der sørger for, at der findes syndsforladelse og genopstandelse i helligåndens navn, fredens, glædens, forløsningens, tilfredsstillelsens...
Kom ud af gymnasiet, universitetet og romer-staten, livets ærke småbørn i spøgelseshvidt fasterlavns-kluns med flere i deres musikalske alle-helgens-aftner på olympens skydække. Og begynd da at fatte og sandse budet på dansk under åben himmel. Lav de skoler, der skal til, for at styrke Jer i krOP og ånd, så I kan bruge Jeres vid, ja og behold da bare sort på hvidt som æstetik efterfølgende, altså hvis Gudlivet melder så i kødet blodrødt med sit åndsvid. (((Det tager lang tid at afvikle skriftligheden i justitsias vold, så den netop kan blive et ærligt udtryk for ordet, et oplysnings-medie. Men sålænge må den nok undlades, hvad der vel ikke lader sig gøre uden videre, hvormed svaret også her, hos undertegnede, er givet på min facon. Den hartkorn sande ærlighed går jo ikke via tingslige medier, men kødets hjerte, ja))).
Kom glad, så f.eks. den græsk-romersk-hebræisk-latinsk-justitsiale gudskenejtakoglovgivende statsborger i det selvretfærdige sociale demokrati og så f.eks. muslimerne kan mærke og høre, at der også findes åndelig levende virksomhed i oplysnings-traditionen med kongen ihu, der gerne vil have kroppen og stemmen med som den er skabt, der gerne vil have den vækket, bestyrket og udfoldet i befordrende gang med livets almindeligt sande, organiske vækst-foretagende på jord som samfundssigte at udfolde sig i medhør af.
Hvad forkynder I, forkynder I skriften eller ordet, der blev til kød? Kan I hitte rede i det, uden at hytte eget skind og hyppe egen romantiserede kartoffelmos? - Eller I vil måske til at uddanne to præstestande, én som tager sig af skylden og én som tager sig af uskylden!!! For ikke at sige én som tager sig af den menneskesorg, der opstår, når uskyldens hjertegode gå-på-mod dømmes skyldig på systematisk ansvars-skriftlig vis helt fra barns ben. Og på den, en eller anden anden støden side: Én som tager sig af menneskeglæden hos dem, der kender deres skyld og ansvar i livets eget navn!!!
For helved åndssvage Danmark, ordet er ikke skriften eller lovene, men kødet i helligånden med sin vækst og dermed i sand samhørighed på jord.
Ja, det har den danske præstestand da troligt fortalt Jer år efter år ved hjælp fra Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, Dronning Margrethe den Andens kongelige slægters indsats – dog livsnaturligvis ikke i kraft af satans kapital-statslige regime. Statskassen er slangen i paradis, hvis I skal have det på den måde. Og det skal social-demokraterne og banken, undskyld mig, jeg mente social-fascismen, der ikke kan undlade sit lovbyggeri i sindet. Ja, hør, det er sandelig ikke hjertet hos social-demokraten I skal knægte, nej deres ord og død i romernes kapital-teknologiske volds-industri skal da indrømmes, så de kan mærke kærligheden, få den varmt at føle igen og genopstå som helt og aldeles ligeværdige mennesker i livet på jord. Der skal ikke mere til og så let er budet.
Kapital-statens hitler-kultivering kan kun smeltes med den hårde Luther og sådan én har vi ikke i fongen, men vi har en saxo-diens, der kaldes i audiens af kongen. Og han tager hele slænget med sig, smut, smut over stok og brosten altimens kan klipper, flikker og fletter julehjerters lysjenter sammen i øjnene samtidig. Slikmunden må I selv-selv købe og putte i sokken. Men så er resten ellers op til Gudlivet i håbet på nokken indrømmende hørelse af det, i edens dansk-nordsøiske have hos eder på gled. Ja, i nord og syd og øst og vest, hvor krop med østen solen stiger op til de svale lange lyse nætter aldrig går ned. (Fletning af dansk arvesølv i håret med gyldne lokker på valsen).
For lidt og for meget af alt forblødet, som Dan naturel kom i maden, fordærver som bekendt de alt for mange kokke i kødet. Men smagsløg er nu engang ikke tulipanløg. Og det er ikke løgn, men en sandsning, der kan få tårene til at løbe i vand, hvis man rask væk skræller løs, uden først at fjerne roden til alt ondt. Ja så det skal man passe på med, uden bare at nedgøre det i mål med, hvad der passer til tidens lodne rødbed.
Kom ud af den universitære-, gymnasiale-, folkeskole-verden og ind i livets hjertelige gymnastiksale med mennesket i al evighed. For menneskelivet har vidt og bredt og i mangt og meget sagt fra, sådan helt kødeligt og af hjertelige grunde - dels i form af stress, sindslidelser, sygdom, død, krig og ødelæggelse, men ligesåvel dermed sagt: åndeligt. Vi er ikke på ”rette spor” med liv og samfund! Ja, det er min dom – så isolér den trygt hos mig, fornufts-playboys, jeg skal nok tage den med i døden og så er den jo borte, så selv-tilfredsheden kan bestå hos Jer, hvor der jo ingen forstandig genopstanden indrømmelse gives!!! Tror I så – ja, for i hvis/hvilket erfarende navn falder den dom? Vil man til at lege med gudsfrygtigheden? Vil man lege med sandheden? Vil man til at konkurrere om, hvem der er mest sandru, for ikke at sige ædru. Eller rettere sagt, vil man til det uden at kende navnet og sigtet sandheden står i, uden at være klar over, hvordan glædens sande dom til menneskelivet, der skal leves, er skikket? Ja, det navn og oplysnings-sigte, der iøvrigt er betingelsen for at sandheden kan blive til sandselighed, brugbar værens-måde, ja måde med åndskropsligt at være guddommeligt, næstekærligt til som det jo er enkelt og ligetil at være, trods ballade, trods skyld, trods alskens sager - men ikke trods tro og glidsom glæde i sandt menneskelivsarbejde, ledelse og undervisning dermed.
Nej, for så opstår livsens ondskab i kongegravens fødeby jo: Flyt Jer, gamle græske narrøve, hippokratiske svin udi medicinsk stofmisbrug og falsk bemyndigelse i helbredelse, justitsius hartnakker udi selvhøjtidelighed, mateharemarematiske teo-sprøjtere med et kæmpemæssigt sort røvhul bag i, der suger al lyset ud af hjernen på dig, samt sløsede sløk-pløkker til enmands-telt-tur på camping-pladsen, AU! – Og nej, det kan vi jo ikke bruge til noget, nej, så det er jo nok psykisk, ifølge psykologien på AU, RUC-fuck-festivalen i filosof-parken eller andre universiteter i hele verden, der siger det samme, når man ligner og lever af dét!!! Underligt nok, ik’ sandt.
Jeg mener, kan I blandt anden i andegården holde styr på alle fagsprogenes identitetsdannelser og samfundsdannelser, så der sådan rigtigt, indenfor området i virkeligheden, ja helt uden swingjazzens selvbedrag, kan opstå sand samhørighed, ærligt samarbejde, værdigt samliv, kærligt samvær og særligt samleje i samfundets lærerige lejre, Danmark!!! - Eller skal vi sådan rigtigt udi virkelighedens verden bare nøjes med at isolere universitets-byerne? Ja, for det er ikke noget problem, det har I jo lært den ellers hjertetroligt oplysende danske befolkning at benytte sig af ved Jeres sutteri på lovens teknologier gjort gældende over alt og alle.
Sig mig engang, hvem tror du, at du er, Jens, tror du, at du er jesus?
Ja, jeg hører dig gott goppe, deroppe og trille rundt med dit universitære overvågnings-øje i det høje og helt ind i hjertet, satan. Så SVARET er: Nej, du sagde jo mit navn! Og det er så tilfældigvis pæredansk, som man siger med diverse efterladenskaber af: Dengang han drog afsted...danske Jenser...pigernes Jens....Jens Vejmand...Jens Langkniv...og Jens Fup. Ja, véd I overhovedet, hvad det repræsenterer, hvis-og-hvilket åndedræt, der er bag, hvilken åndsmagt, hvilken tro kærlighed? Hvar, universal-herre-romantiske slaver og knægtere af hjertegodt angel-saxo-dansk liv i Norden, ja hele den nordlige halvkugle - men lad os da bare nøjes med at være her i lille Danmark med sit modersmål i faderlighedens oplysende menneskenavn af slægtskød og blod? – Nå, men iøvrigt skal jeg da gerne på universal-pædagogisk vis fortælle dig, du kogte kid i psykes mælk, du smækfede universitære usling, at man jo ikke kan være jesus, når man hedder Jens. Tillige, at man ejheller i det hele taget kan stå inde for kærlighedens menneske-lige, menneskeforstandigt oplysende budskab i græsk-romersk mytologis musiske olympiade-marmelade af universitært hovsabyggeri, når syltetøjet er lavet på danske jordbær. Narj, gentager jeg, for I den bygning af lovmæssigheds-dyrkende ræveskab kan man jo ikke i Gudsandhedens navn være menneske på ærlig dansk jord, der sågud elsker det almindelige liv og gør sin indsats efter bedste skøn, altså i tro kærlighed I KONGENS OPLYSENDE NAVN under som over sine rødder og ligeværdigt til med sin slægt i menneskelivets samfund på den vis. Ja med tilsvarende øvrige slægter, uanset herkomst, men ikke uden sand hjertetro i livsåndens kød, der netop hverken er lovreligiøs fundamentalisme eller latterlig tomhjertet universitær-statslig idealisme – men såmænd bare, i det mindste vel at mærke, vort åndbare liv i arbejdsom glæde med det største: At være menneskeligt levende i sigte for vor vækst og trivsel.
Risskov og Sankthans er hermed udvidet til at gælde og have råderet over universiteternes lovmæssighedsdyrkende sovesale. Og de må jo som bekendt selv, så ganske fornuftigt rydde op hos sig-selv-selv med hjerneforskning i eksponentiel udvikling med de danske bankers misbrug af kronen, lægge hænderne ovenpå dynen, spille med åbne kort og ikke med konen, ejheller på hele verdens-tronen. - Ja vil I lege murer, så leger vi murer fra begge sider af Berlin og fra både katolsk, protestantisk og muslimsk side, plus klippefaste rockere og med lidt kinesisk hold i almindelig dansk menneskelighed. I er færdige, universitær-statslige romantikere og skammen er Jer givet helt ad helved til, sålænge synds-forladelsens bøn ikke finder sted i sin troligt oplysende åndsudvikling med krop og vækst på jord i livets almindelig gang. Og den gives ikke uden Gudsandhedens mellemkomst af Vor Herre. Ja, så I bestemmer jo selv, hvor skamferet I vil blive, hvor mange snit i amen I kan være bekendt.
At strides med Newtons og Justitsias stat endsige vor tro kærlighed fra universitært hold, sig mig er I bindegale, tekno-franz og teori-frynser! Nej, det er ikke et spørgsmål. For I kender jo ikke sandheden i Gudlivets ærlige samfunds navn: Staten er en justitsial selvretfærdig ond kejser nero-arv, krydret med lidt newtonsk nørderi i forsøget på at universalisere pubertets-drenges seksualliv via lovgivning med henblik på at få noget på den dumme og lidt til hjernen, jovist, men den står altså i oplysningens tjeneste i kongens helbredende menneskeslægter af hjertegodt, sandt levende liv på jord og sguda ikke i universitetets uendelige fagsprogs navne. Nej, Vor Herre bevare os. Ja for der er sguda ”ikke nogen” oplyste mennesker med forstand på hjertegodt levende dansk liv i agtelse for vore hjemlige egnes mange fold, der kan lægge navn til så ussel en virksomhed udi småborgelig fascistisk adfærd, hvor man f.eks. vil have rettigheder på lovpapiret til at indkræve sin løn via rettighederne til sit eget liderlige stykke papir i navn af forskning. Altså i vor tids regning og ikke før år nul, vel. Så hør: statens onde arv kan ikke afvikles, før I får fingeren ud af røvhullet. - Eller vil I slåes med knækkende danere I hele norden, hvar grækkende romere med egyptisk matematik i tilbedelse af platonisk solguderi, pædagogik, psykologi, filosofi, matematik, fysik, politik jaldkjfaæskdfalkdfjaældkfj? Og statskundskab, ja så er latteren da i lighedens hus.
Nej sådan opstår livsens ondskab, som vi ikke kan bruge til noget... Og så videre: som levende indsats af navn til gavn helbrede samfundet med mere og andet end ketchup på ærmet som manchet-knap at hæfte sig ved som forbandet. Der er jo mere i ærmet, så det er gudhjælpme da en stopklods eller en hammer, der slukker al lys, sådan at glemme sand hørelse i kødet, tvinge den i skrift og hvad har vi ikke i gørelse og smørelse fattige akademisk-politiske kapital-tradition og tyndtskidne danske statsborgere. Kan I ikke engang lave puha, ja en ordentlig fed negerlort, hva’ - eller er I kun til bimmelim og bummelum smat bimle, bamle, bumle go gimle, gamle, gumle og fumle. (Citatet er kendt fra dansk film, så der er ingen grund til at opsøge den). - Jovist, sandt reformerende præster går fri i livets lejre, men det er jo ikke alle bare fordi, at det står i grundloven og man kan stave til lutter lagkage i legoland.
Ja, kære Morgenstjerne. Derfor brød jeg med universitetet og den akademiske stats-tradition for tænkning/filosofi/sprog og samfunds-kultivering. Man bygger love som var det luft-kasteller og bruger dem til social indvinding, at få noget på den dumme hjerne, uden egentlig at give noget...eller uden i det mindste at opfatte, at intet kan ændre sig uden hånden på hjertet, som man siger. Det gode samfund opstår ikke via selv-indbildte tiltag gjort gældende over alle eller på kryds og tværs i forstilte systemer, der følgeligt skal koordineres og administreres i et væk. Da det jo bliver nødvendigt i samme grad og rækkefølge som tekno-systemerne bliver etableret og dermed gjort til nødvendig norm, ja til noget uundværligt godt, vi ikke kan klare os uden!!! Ligesom den unge mands første bil, der fik ham til at føle sig voksen og at der var noget, der var hans eget. Og som på sin vis jo så også var det, omend ikke i al evighed, hvilket også er udtryk for en ganske ressource-krævende omvej med trafikdrab, høj forsikrings-præmie og så videre indover at skulle køre den erfaring ind ad.
Et samfund kan ikke ændre sig til det bedre uden menneskesand indrømmelse af livets egen forstand i al evighed. Ændret adfærd kan ikke foregå uden ændret åndeligt sigte med vort liv og samfund. Og det sker ikke, sålænge masse-lovgivende adfærd og institutioner med deres kapital-stats-logiske tvang og kategoriske videnskaberi figurerer som samfundets hjørnesten. Grundet den lovgivende og lovmæssighedsdyrkende arv spiller skriften en helt central rolle, men det er kun én blandt flere veje ind til sagens kerne og da, i så fald med omvendt fortegn i ordets navn, vel at mærke: Sprog og ånd. Ja sådan tror jeg, at det er i bred forstand grundet kulturarven i vort samfunds kød.
Det åndelige sigte, der giver fornyet samfunds-glæde og afstedkommer ændret adfærd, det oplyses ved på én og samme gang at opløse det døde gamle, ja forløse os af det, altimens, hvilket er ganske afgørende, et nyt sandt sigte bekræftes, så det kan vinde frem på fredsduelig vis. Vinde vort sindelag kan man med det levende hjerte ihu sige.
Det i sandhed nye er altid noget sandseligt hjertegodt, der allerede er fordøjet i vort kød, er tilstede i forvejen, kanske bare er glemt, ikke agtet for noget særligt - dog tillige viser det nye, ja som frugten af det gamle, som sådan fornyende vej. Når man altså hører efter i livet og da sågar med cigaren i det personlige sted også al vort for øje til og med. - Det stiller dernæst udfordringen med at ramme hjertet ærligt, tale til hjertet, vække det og dermed bede til, at sagesløse mennesker så at sige ikke lader sig rende over ende af plattenslageres misbrug af myndighed, lov og orden endsige ordet, der jo er frit i sin troskyldige hjerte- og oplysningstro natur.
Ligeværdigheden er eviggyldig, men kun i Vor Herres navn, altså på det i sandhed glædeligt forløsende af vor sandselighed til videre opmærksomhed med vor bestående samhørighed. Ellers forgår den ad håbløst ressource-krævende omveje. Og skriften er én af dem, når skribenten ikke er tro i livets eget navn – Vor Herres ånd skal nok komme og dømme, men overhøres den, hans levende dømmekraft i helligåndens navn, ja så kommer Gudfaderen sgu efter os. Så kommer Han, Livets egenmagt og knuser og vrider os hele samfundet på plads med hånden om hjertet på barnet. Og da nytter det altså ikke bare noget, at ”voksne” og ”myndige” sovs-ødt lægger hånden på hjertet, tager sig til hovedet eller slår ud med amen, så hammeren i bordet siger jammen - hvorfor vi hulme skal høre og adlyde livets egen glæde og vækstbud til os. I tide, ja, det vil sige i al evighed, som der så er nogen af os, der er vokset med det fra barns ben. Da også på hjertegodt og ondt-i-hovedet i forvirring on-and-off, ja - men det onde kommer ikke fra Gudlivet, men fra verden af lave: justitsia, universitetet, folke-staten, tekno-kapitalen eller bare ånden før år nul. Altså fra mennesker, der ikke indrømmer livet og sandheden i sit sandseligt hjertelevende, slægtsbetonet, vækstbetonet og glædelige vilkår her på jord, dansk grund – samt opgaven vi stadigvæk står overfor med udviklingen af næringsgrundlaget i helbredende forstand dermed.
Sprog-og-ånd med omvendt fortegn betyder også: ånd-og-sprog – eller som man også skal sige det, da det dermed er jordet: fra ordet til orden og ikke omvendt. Sidstnævnte er netop sagens kerne i den onde institutionsarv, fordi man med den ikke har, ja end ikke kan opnå forstand på ordets arv-og-miljø i livets eget navn og menneskeslægters ånd. Hvorved de onde gentagelser jo altså går i ring og videre i arv som argt sind udi fornuftens selvsvind. Menneskelivet på jord er jo altså menneskeslægten på jord i Gudlivets eget navn. Og uden forskel, ja det er klokkerent sandt - men naturligvis ikke noget for akademiker-børn at have med at gøre, da de jo ikke kan dansk, ejheller kan lide børn fra landet.
Så det jeg indtil videre har gjort og gør med ånd-og-sprog er med andre ord den tunge måde at arbejde med det hele på, da den fordrer, at du sandt kan elske i Gudlivets faderlige navn og kender omvendelsen i menneskelivets længselsfulde sagn. Og det tog som antydet tid at lære, så det kunne gives sandfærdig, ærlig stemme påny. Ikke mindst, da jeg via filosofien fandt ud af, hvordan staten og dermed universitetet sugede på lappen af hjertepligten, altså indstillede det pligtopfyldende i henhold til en idealisme: I statens tjeneste. Ja det er jo derud af, altså lignende erfaringer gjort af tidligere som også nulevende danskere, at hele privatiseringen af statens opgaver udspringer. - Og det gjorde mig da også stjerne-tosset, fordi jeg allerede fra barns ben lugtede, at der vist ikke var helt rent mel i posen i folkeskolen, senere gymnasiet og senere universitetet. F.eks. lærte min klasse-lærer os, at der var et over-jeg (forældre og lærer), et under-jeg (ubevidste mekanismer) og et midt-imellem (der så var forbeholdt os, den jeg er og skal lære at blivejaældfkjdkjaælkdjfaælkdj). Det synes hun så lige, at vi skulle have med, så vi kunne orientere os her i livet!!!
Uden Hans hjælp, Hans tro, Livets egen ved Vor Herres mellemkomst bliver næsten ikke indrømmet på sit fuldgyldige menneskeliv i kærlighedens navn, altså på sit hjerte med sin livshistorie, sit vidnesbyrd til vort samfund, ja så tilsvarende gælder samfundets opfattelse af vort liv og vækstgrundlag. Og uden dét, den hjertesag i Gudlivets eget navn, den sandselige tro, den hjælp, kan du ikke tøjle satans tøjter, tyrer og tekno-fascistiske lejemordere udi de forstenede staters tvangslogikker, der jo rask væk tager brødet ud af munden på de dumme, de svage, de sociale tabere, de syge, alle medarbejderne, børn og unge samt menneskets trivsel i det hele taget...altimens de ikke sjældent siger eller giver udtryk for, at de lever, arbejder og ånder for dem, det hele, alt og alle. Ja, for det siger jeg ikke.
Mit ærinde og videre sigte, såvidt det lader sig bekræfte, det er uddannelses-bevendt, men som samfundsuddannelse af menneskelivets samfund i al sin ærlighed. Jeg kunne godt have tænkt mig en anden uddannelse, men den findes ikke endnu... fordi den ikke er stillet i vækstens sande samhørighed med livets ene eneste gang og dermed samfundets egen udvikling af al vort, her på jord og jo altså først dansk grund. Derimod som tingene er, forfører uddannelse, der nu engang kun hedder uddannelses-systemet grundet sin vold i stat og universitet, der videre grundes på kapitalen, skatten – den forfører menneskelivet ind i staten, ind i et lovmæssighedsdyrkende, rettighedskrævende og kapitalt funderet vækstbegreb, der følgeligt reguleres per syndebukskultur i sine forskellige udgaver i håret: Medier, Justitsia, hammer, hammer fedt smækken med dørene og fængsling. (Jacob Haugård-sang). - Så det er der jo hverken sand frihed, sand kærlighed eller ærværdig holdbar liv- og samfundsudvikling i.
Sprog-og-ånd, som det ”tema” står i vores kulturarv, vort kød, iform af sange, højskole, kirke, konge, slægt, Saxo samt mange, mange ærværdige almindelige mennesker, der holder skruen i kølvandet og så videre, altså forlængst har taget fat, er begyndt på omvendelsen og helbredelsen af den universitære kapital-stats romantiske enten-eller fornufts benhårde nedarvning af sygdom... dog videregående ikke kan klare sig uden krop-og-vækst i forløsende måde med vort næringsgrundlag altimens. Ja, det er sådan set, hvad jeg søger at gøre forståeligt overfor ikke mindst de parter, jeg henvender mig til. - Der kommer jo ikke andre og udvikler samfundet eller arbejdskraften, kære børn i akademikerstanden, kære børn i politiker-standen og kære børn i erhvervslivet, nej, der kommer ikke andre og gør det for Jer – så kan I undlade at bede kapital-statens mor om teknisk at tørre Jer i røven sålænge eller vil det komme til, pyha, at lugte alt for meget af spædbørn i ledelse på potten? Eller skal vi i sandhed til at have med de hårde facts at gøre, fremfor de blødende værdier i Jeres virksomheder? – Vækst er organisk, sagde bonderøven i erindring af de hængte fædre i laderne. Ære være deres minde. Men vi mangler jo ånden, der også tager kroppen med, ordet, mennesket og som kender landets stats-samfund, diverse befolkningsgrupper og miljøer, der også skal tages højde for, så det hele henholdsvis kan afvikles og udvikles i samhørigt organiserende og forstandigt levende ånd.
Ja, kære Morgenstjerne, så at bryde med den akademiske stats-tradition, der så også blev til en mere eller mindre akademisk kapital-stats-tradition, det blev og bliver meget let og ganske farligt i syndebukskulturen til folkeviddets kategori: Manden mod systemet, altså imod alt og alle. - Det skulle med andre ord vise sig at være ganske omstændeligt grundet traditionens helveds-universalis til narrefis i skatte-statens tjeneste, hvor alt og alle er lige for loven og dermed fuldstændigt trykket sammen, ja proppet ind og stoppet ned i X-faktorens piberør i øret hos lægen, social-rådgiveren, pædagogen, politikeren og det teknisk-administrative-personale, TAPperne som var det hele pakket ind i pause-billedet på skærmen, som DR-tv i sin tid lod stå på sendefladen efter sidste program-erklæring: Duuuuuut... Ikke desto mindre: Den kristne hjertepligt, troligt levende oplysningsånd, som kødet kommer med i personlig skikkelse, op og ud fra landets muld, den blev altså knægtet. Rettet for meget til, den blev ikke opsamlet på sit vidnesbyrd, så det ville kunne formes og dannes til et videre oplysnings-virke udi samlerfundet med sit liv som indsats.
Eller, hvordan skal man sige det? Hvordan skal man sige det, uden at blive kategoriseret af aristotelæses aristokratiske heste i det statsborgerlige folkevid som..., hvordan skal det siges...bortset fra at hæfte os ved den usandsynlige forstillelse af, hvad voksende mennesker kan eller er. Ja, for kendskabet til menneskelivets vækst-orientering, dannelse og oplysning er ikke godt nok i vort samfund. - Kim Larsens Forklædt som voksen kan da sådan set stadigvæk høres, ja det er jo nærmest blevet: sådan som livet er, her i vore statslige egne: Voks op, bild dig noget ind i autoritetstroens vold, lad det knække dig efterfølgende og start dernæst forfra. Nej, det er løgn og det skal fandme være løgn, det er romantik, den statslige iberegnet som kultiverende omstændighed – det er romantik pik, som menneskelivet af hjertelig dansk nød nødes til at knække i sin arv i kødet. Altså gør det af troligt hjerte for menneskelivet og på god vis, såfremt det ikke indenda bliver forført og bilder sig dårlige undskyldninger ind resten af livet, hvilket da netop i samfundets undertrykkende handel og vandel kommer til at kalde på den helt store syndsforladelses-kunnen. - Det er livets sandhed, der melder sig i livet, når knæk og bræk gør sig gældende som nævnt, også over flere slægter i stræk. Men det sker jo så alt for sen, thi livets sandhed skulle jo være opvokset fra barns ben. Og derfor er det helt galt, at det skal fortsætte, thi omkostningerne er alt, alt for store, sådan helt basalt. Ja det er sågud ikke alle forældrene til alle børnenes skyld, hvorfor det ofte kun hjælper at synge sopran til nord, hvor vi bor med hyld.
Man bøvler og bylder med andre ord med i vort samfund at få en græsk-romersk bystat, et fornufts-samfund i kommunal-regionale fyler til at være det danske samfunds hjem for børn at vokse op i, i, i. Samt dermed at få hele den forpulet blinde masse af universitære statsborgere til at henholde sig til, til, til, så flertallet kan bestemme, hvad de vil, vil, vil, ik’ sandt. Og hør, for det er sguda kødet man vokser sandseligt godt op i, når man er til som et hjerteligt bevendt menneske, der ikke først og fremmest kan, skal eller vil, men derimod tror og ror i salten vand, så det gror i sand og land. Det hedder iøvrigt livets samfund umenneskelige græske pædagoger (der betyder slaver, der har med børn at gøre), græske psykologer (der betyder læren om misundelsens projektion), græske politikere (der betyder autoritetstro), græske akademikere (der betyder afgudsdyrkelse). Ja så hvis I så gerne vil gyde og gøre noget her i den danske landtom, så pikkel af til Athen med en flaske vandRom.
Jovist jeg er sød ved Jer, jeg er meget mild, også i den grad fyr og flamme. Men børn og unge, ja mennesker, det skal I under ingen omstændigheder have med at gøre i ledelse eller undervisning. Tror I det er politik eller tror I det handler om satans kompetencer til at tage røven på Gud og hver mand, menneskelivet? Ja, altså jeg har noteret mig, hvem, der på systematisk vis har arbejdet med hvad. Og det er naturligvis potentielt strafbart at være kriminel eller forlede andre udi kriminalitet på systematisk vis, tilskynde håndlangere til at gøre vold på andre og den slags. Altså i livets højesteret på jord. Ja, for ellers skal vi jo bruge Jeres, de omtalte på vej til Athen med en flaske tynd rom, deres fornufts-analytiske verdensbillede og evner i navn af ligevægtens gudinde. Og da lyder det som følger: I er smittebærere og skal isoleres, så ligevægten kan bestå i henhold til Jeres egne love og teknisk lovmæssighedsdyrkende virksomheder! Jovist, der er trange vilkår inde i bygningen, så måske I skulle få den revet ned, så der blev plads til at indrømme sig op og glide ud i livet på jord med glædens ånd ved helbredende hånd.
Man har hidtil... og fortsætter altså med at normalisere, ja lovgive en verdenstilbedende ordens-utopi, altimens alt det livsnære går fløjten. Det bliver til falskhed og sorg, som børn så pludselig vokser op og skal håndtere som livsvilkår, mens der i egentlig forstand ”bare” er tale om et forstilt verdensvilkår, der er sat i arv, kødeliggjort. Og det genopfriskes så, da de utopiske samfunds-institutioner jo ikke kan finde ud af at afvikle sig, så at sige har udtjent deres værnepligt. Men institutioner som altså, ikke desto mindre og sålænge det varer, vækker den utopiske begejstring for overensstemmelse i kødet, fællesskab omkring sorgkultiverende ideologier samt luset brug af kristendom som trøster i glemsel af dens sande protest på menneskelivets forløsende vegne. Og så videre, så mennesket bilder sig ind at være menneske ud fra statsborgerlige, kapital-stats-logiske målestokke og standarder i refererende selvsving. Det er romantisk kapital-stats-idealisme, der sættes i arv via miljøet, barnet kommer ikke til sin ”ret”, altså sin egenret hos Gud i opvæksten og kan dernæst ikke komme til sin forstand og fulde fem, dén, der på oplysende glad og fredsduelig vis skal bære samfundet oppe på sine vinger, bare ben og arme videre frem.
Al psyko-sjasken, hvis hele tradition lider under at være rundet af fornuften: Isoléret betragtning af individet, altså selv-analyse uden tro menneskeforstand. Det kommer ind via justitsias utopi: Retfærdighed, rettighed, ligevægtighed, kapital afvejning, højesteret og hele netværket, ja det er et argt arveligt og tarveligt samfundsvilkår at skulle gøre op med - men desværre bliver opgøret jo også hårdt al den stund, at man istedet bruger uendelige ressourcer på at få mennesket til at stemme overens med det. Og kan det ikke, ja så må det jo være psykisk!!! Istedet for dog at indse, at det alt sammen foregår i matematikkens paradigme og at dén form for mentale krav om overensstemmelse, 1=1, hvor handling så for eksempel skal stemme overens med foreskrifterne, ja det er ikke blot absurd at vænne mennesket til en sådan sandseligt set degenererende adfærd, men selveste satans egen arv, utroskabens. Altså for...Danmark, der er ikke nogen psyke, det er løgnens arvesynd og sorg opretholdt via autoritetstro uddannelse og kapital livsførelse iøvrigt. Psyke er en ussel strategisk måde at tage røven på sin medspiller, men stammer jo altså fra familien Olympus, de græske guder, der sidder oppe på Olympens sky og hyldes ved de olympiske lege.
Mental hygiejne er nødvendigt, men på dansk hedder det: Forstandig oplysningstro ånd til videre sandselig glæde samt fasthed og udholdenhed, når krisen kradser og skal vendes. - Og den tro, den ånd kan da godt være medtaget, prøvet, såret, overanstrengt af at skulle leve, opvokse og begå sig i løgnens danske klima på græsk-romersk, tysk og frans frihedsgudinde i byen rusland på engelsk. Ja og vel ikke mindst i henhold til diverse skørlevned med 117 forskellige fagsprog koblet til samme utopiske statsidé om loven i 117.000 forskellige ulige formuleringer indenfor området, dernæst i et uendeligt spørgsmål om, hvad man har ret til indenfor området. - Må jeg tørre dig? Må jeg tag røven på dig? Ja, indenfor området på de gamles hjem, når den tid kommer og ellers ik’!
Som min afdøde blikkenslager-onkel kunne fortælle: De blev af og til kaldt ud, når afløbet var stoppet – og så måtte de jo så fjerne det lange hår i fedt-klumpen i risten hos rigmands-fruen, da man jo ikke selv må røre ved installationerne. Nej, der må sandelig ikke gribes ind i kapital-statens skaberværk.
Den var nok af ældre dato, men fortælle kan jeg da også, at en vis Dollerup, Peter, tror jeg han hed, fra arbejdstilsynet stoppede taglægningen her på huset grundet manglende sikkerheds-foranstaltninger i forbindelse med stilladset. Det kostede så 10.000 og 14 dage ekstra for tømmeren. Men som han, Dolly Parton sagde angående vort mangelfulde stillads: Det er jo for en sikkerheds skyld og sådan er vor samfundsorden. Jeg spurgte ham om han var gift og om jeg skulle oplyse ham og sagde desuden, at han ikke behøvede at argumentere, da han jo fik sin løn og havde gjort, hvad han så åbenbart skulle. - Vi manglede desuden kun én række sten. Og iøvrigt holdt han ulovligt parkeret ude på Skolevej. Ja det var en skam, at vi ikke tog et billede til dokumentation, som han gjorde af os, den usle menneskeham.
Et tredje eksempel er medarbejderen, der modtager et standard-brev på engelsk eller tysk, fordi virksomheden er på udenlandske hænder og i færd med at blive justeret ind. Kanske, så den fjerne ledelse er klar over, hvilke standarder, de gør gældende på markedet. Deres navn er jo en forretning og der skal være orden i sagerne, så rygter ikke løber af med den. Ja, jovist, men når det bliver stort, når virksomheden bliver multinational eller bare multilokal, så forsvinder ganske let den levende ånd i nærværet med den omgivelse, man gudhjælpme da lever i. Både med hensyn til den organiske væksts natur og så videre mennesker, samfund og by. Ja, så forsvinder det, der indenfor arbejdsmiljø hedder ejerskabs-følelse, altså ansvars-følelse for det man laver og er til omkring. Blandt andet sin krop. Det hed frugten af eget arbejde i de gamle paroler og erindrer os iøvrigt om sisyfos-myten. Frugten omveksles til penge og kernesten, der følgeligt skal forvandles til oh asende brød opad bakken, så værsgo at spis al snakken. – Ånden i større virksomheder kommer med andre ord til at udgå fra papirets reglement og det kan mennesket ikke oppebære tillid til i det lange løbs cement. Det er koldt, falsk og mennesket bliver syg af det. Det er vel iøvrigt ikke meget anderledes end gammel ordre-følge i militæret eller akademiker-standen. Man bliver blind af det og mister evnen til at tage ansvar for sit liv som medmenneske, evnen til at undlade og evnen til at elske sandt, så sandseligt kan udvikles med sit liv som indsats. Det bliver altså hårdt at have med mennesket at gøre, når man er blevet arbejder-soldat eller statsborger. Og dermed også med børnene, derhjemme.
Sålænge, der er industri vil der være degenererende arbejder-mentalitet. Industri er masse-lovgivning, kopi-arbejde på en orginal i udvikling med et boost af markedskræfter. Efterkommere kan derfor meget let tage fejl af ungdommens åbne ånd i livet til indrømmelse og dannelse af eget personliv i medhør af sand samfundsglæde - og så på anden side det nedarvede boost-sprog i mix med det æggende begær, der såvidt fejltagen jo vokser som død og djævel: Vi skal altså alle sammen, da det ellers ikke kan betale sig... og jeg så, dernæst skal til at skille mig ud og konfronteres med Gudlivet og mit eget hjertelige ansvar i hans vold, puha nej, så vi skal altså alle sammen, da det ellers ikke kan betale sig...
Hva’ siger i kopi-mennesker, taler I mig efter munden eller har I ikke hørt efter i timen, jeg mener de sidste 150 år, hvor arbejderbevægelsen har turdet sige noget over gevind i værdigheds svind, altimens folkeskolen og folkeligheden har knoklet med at få os til at ligne et fællesskab!!! Men, hva’ siger I ikke desto mindre nu, hvor kopien er science-reality i landets ledelse og i kønslivets kønne liv indsmurt i X-faktor udi psykes sultne landskab af pædagogiske muser, teknokratiske statsmænd og teknologiske erhvervsmænd samt tømrer, der leger Josef? Hva’ siger I: Skal alle ikke længere være lige for loven, men tilmed ens for loven? - Jeg mener: Masser af succes er jo indspillet, så kan I ikke finde på noget andet, der ikke følger Newtons naturvidenskabelige efterladenskaber: Faldloven for masse?
Eller den her i fortsættelse af det tredje eksempels lange gang: Min far var arbejder, så også jeg er arbejder, thi da er man jo også noget af værdi i den kapitale æstetiks sprog og logik! – Ja, jo, det er da ganske vist, men kun lige indtil, at der så kommer et sandt oplyst menneske eller kærligheden i livet melder sig og helt andre evige værdier i deres værdighed bliver alt-afgørende. Og da er man kanske så allerede låst i gentagelses-maskineriets tvangs-logisering, så man finder det meget vanskeligt at få indfriet sit så kaldt eget liv. Det liv, der nu engang er et andet udtryk for det egentlige samfundsoplysende og samfunds-udviklende vækstpotentiale i personlig ansvarlig forstand af Gudlivet. Altså noget, der skal tages alvorligt, ja. Og det er dét, der i vid udstrækning ikke bliver indfriet, så det kan udgives og udfoldes til glæde og vækst for samfundet. Sandheden går ikke udenom Gudlivets indrømmelse af dig som person og det bliver du lige fra fødslen, hvorefter du så imidlertid meget let bliver ødelagt af kapital-statsborgerlig livsførelse, der ingen forstand på menneskelivet giver anledning til i Vor Herres navn. Sand værdighed figurerer så at sige ikke i det kapital-statsborgerlige værdi-felts koordinatsystem med dig som plet på giraffen.
Det er jo ikke direktøren for det multi-nationale selskab, der kommer til at at udvikle menneskelivets samfund, nej han lider jo af boost-sproget. Han formår imidlertid bare at omsætte det i knopskydende adfærd med masser af medarbejdere under sig til at tage ved lære af dét... Han er imam, præst, men fortjener ikke så fin en betegnelse, da der ofte ikke er noget menneskeåndeligt indhold og egentligt helbredende samfundssigte i hans virksomhed. Vækst-begrebet er ikke organisk sandt sigtende, men kapital-logisk regel-tvang. Hans succes er den autisme, der opstår via masse-lovgivende livsførelse i autoritetstroens navn, som han imidlertid formår at vende udad og tager afsæt i som en anden romersk kejser nero lever på sit system on top of the world.
Og nej, det er ikke hans skyld alt sammen, men det er jo også hele pointen i skriftet her, at ingen kan gøres hovedansvarlig – men da slet ikke dem, der bevæger sig ud i hjerneforskning i begge ender. Iøvrigt skriver jeg jo altså ikke i justitsiale toner, der sigter på selvretfærdig strafferet i den gængse syndebuks-kultur. Nej, for det er jo strafbart ikke at tale sandt i livets højesteret og så skriver jeg: kærligt, ærligt og bramfrit og kanske også ømt i vor oplysningstro natur med agtelse for højt som lavt og omvendt. Sigtet er aldrig straf over menneskehænder, men menneskehænder i forløsning af livets samfund. Desuden er der overhovedet aldrig tale om straf i livets højesteretslige navn, da Gudsandheden i Gudlivet aldrig straffer, men giver - det er satans utro ånd i sin arvesynd, der vil dømme og straffe, altså mennesker, der leger Gud, fordi de er blevet kultiveret ifølge kapital-stats-logisk regeltvang og derfor ikke kan undlade, ikke kan modtage det givende i livet. System-mental virksomhed har lagt dræn ind hos mennesket, så man kan styre retningen på det givende element i livet, der ellers grundlæggende er frit, for netop at kunne modtage livsglædens egen sandselige skyld til nyopstanden kreativitet...Ja, så det er såmænd bare andre ord for styrekarlenes tilbedelse af justitsia, købmanden og kejser neros skytsengel: Ligevægtens Orden ude i verden af det laveste lave.
Medtaget kan forstanden joda sågodt være af nævnte grunde og den slags eksempler, et, to og så det lange, tredje. Og det har ikke nogetsomhelst med pyske at gøre, men derimod alt at gøre med pjuske, uærlige mennesker, der ikke sander livets nød, så den kan knækkes af os, fremfor at blive pustet op og sat i arv. Men ikke desto mindre: Dit hoved sidder på din krop, inde i kroppen er der fem hulrum, der kan danne tryk, overtryk og undertryk, fem organer: Mave, nyre, lever, lunger og hjerte...
Da man i ikke ubetydelig grad op gennem vor kulturkreds’ historie har forvekslet ordet med skriften, så er man imidlertid kommet til at lægge for stor vægt på, hvad tegn-tekst-og-tal-arbejde kan udrette af velfærd i velværesamfundet. Det kan forføre og lignende, men her vil jeg frem til at sige, at tegn-tekst-og-tal-arbejde er fra øjne til hjerne til stemme til hjerte til hænder, der så udfører, mens øjnene og hjernen er igang med at kridte skoene til næste skridt i henhold til dagens tekst, osv. – Og dermed sagt, at det kun rører en del af kroppen, en del af ånden og på en helt bestemt måde, der følgeligt skaber spændinger forskellige steder og undertryk eller overtryk i dine organer på forskellig vis. Det skal så udlignes og nulstilles, hvilket ikke bliver gjort... - Man bruger også øjnene og hjernen, hjertet og hænderne, når man bruger en skovl, men du kommer ikke langt, såfremt dit understel ikke er iorden og du ikke kan finde balancen i maven.
Åndens koncentration involveret i tegn-tekst-og-tal-arbejde ender med hjertet oppe i halsen i knægtelse af de stærke livsenergier, der er under ribben-højde. Man glemmer tilsidst at have hjertet i maven og det har ikke bare noget med mad at gøre. Eller sex, for den sags skyld, omend det jo ikke sjældent går hen og bliver erstatningen for glemslen af din trospligt. Bajer og stofmisbrug er andre former, der i samme masse-lovgivne tegnsprog og spor løber af med sindet. - Ja, så den kulturarv, de erhverv, har blandt andre følgesygdomme også: Anorexi på samvittigheden. Det er sådan set, hvad bank-assistenten samfundsmæssigt set bidrager til i bank-direktørens indhegning. Joda også i set lyset af, at menneskelivet grundlæggende finder penge-sager uappetitlige på deres efterladenskaber i kødet. Det er jo erfaret, hvad penge kan forårsage, vi ved det godt i kapitalismens version af samfundet, med dens lige lovlig skarpe logik: Den ene mands brød er den anden mands død. - Hovsa, det var sørme sandt og det er jo strafbart ikke at tale sandt i livets højesteret.
Forøvrigt kan man nu sige: At vægten på skriften, forvekslingen af skriften med ordet og den virkningshistorie iform af samfunds-kulturel adfærd, som det har givet anledning til, det var fejlen ved oplysningsvirket i kølvandet på Luther. Altså oplysningen via bibel-skriften koblet til loven, fremfor via sandselig, åndbar menneskelivserfaring i sin livsduelige udveksling - som bibelen da imidlertid også er et centralt, men gammelt skriftligt vidnesbyrd om i europæisk-vesterlandsk samfunds-kulturhistorie. En knudret sag kanske, men ikke noget problem at forløse sig af for den oplysningstro sandselighed, der ikke har taget bolig i en livsførelse jævnfør loven.
Biblen er af afgørende virkningshistorisk betydning i vor kulturkreds, ja man kan knap nok opfatte vort samfunds menneskelige reaktionsmønstre uden kendskab til biblen. Men biblen er også bare en række livserfarne erindringer af forsynet i menneskelivets sande samfund på jord. Og uden Kristus, vækstbudet i det nye vidnesbyrd, som ethvert barn kommer med til samfundet i helligåndens sigte, ville den ikke være noget værd. Forsynet er at finde i menneskeslægtskødets forstandighed, jovist, men hvem skabte så kødet i sin fortid, ja det er da umuligt at svare på, da du ikke kan spørge, før du lever. Kødet er altså hjerteligt levende og det da er godt, ja så derfor hedder han Gud.
Gudlivets levende, åndbare, organiske sfære på jord er åbenbart givet menneskelivet på åbenbaret vis til at ernære sig af og leve et godt liv til og i voksende samhørighed med. Slægter kommer og går uafbrudt og det er menneskelivets levende vilkår at leve og arbejde i og med, her på jord. Så skulle vi ikke først som sidst tage at indrømme dét, som det jo altså er og derved videre lade et hjerteligt forplantende, sandt vækstbetonet samfund opstå deromkring.
Skrift er lydtegn, siger jeg. Og de kan ikke høres i skrift, nej de høres i kødet ved at efterligne stemmen, tonen i lyset af vort levende. Lyset på papiret er med andre ord solens eller lampetski i kammeret. At høre er at se, sandse eller mærke i kødets lys og at mærke sig så, det er at indse, forhøre, opmærksomt sande og måske dermed indrømme nys. For nogen, måske de fleste sker det først, når de selv begynder at skrive, tildels vel også grundet ovennævnte virknings-historiske arv. Skrivefærdigheder er læsefærdigheder, to sider af samme sag, ja, men ordets ytring, åndens ytring, kræver sandhed, sand hørelse af menneskelivets Gudfrimigvel levende samfundselement samtidig, her og nu, i år nul. Kræver altså forsynstro med dit sandt hjertelige livs indsats, dermed menneskelivets – for det er jo ikke mig, du her skal høre, men derimod, hvad der er medieret gennem mit liv i Guds vold, i samme samfund som dig, her på jord. Thi kun sådan kan det være dig vedrørende, ja og gudhjælpme da ikke som papir.
Sidstnævnte er også grunden til min afstand-tagen til det universitære miljø, der vil læse original-tekst, ja fint nok, men altså ikke gør arbejdet færdigt, ikke får det oversat til dansk og danske forhold. Og desuden fuldstændig glemmer tids-faktoren, ja kører døde forfattere ind i det nulevende liv, så vi også skal trækkes med dem, deres sandselighed på deres tid, med deres problemer og så videre. Det er gakgak og umådeligt inkompetent, hvoraf jo altså også efterspørgslen på kompetence opstår i hele samfundet, det er klart, for sådan er statens formidlende egenskab i sin universitære absoultismig. Tilliden er forlængst brudt sammen og jeg tvivler på, at den kan, nej at den skal bygges op igen. Thi sammenbruddet af lovens bygning kommer jo at hjertetro og sande grunde i forsyn af vort vækstvilkår. - Efterladenskaberne i kødet står og råber: Jamen det siger loven...i forventing om, at det loven siger, så bliver virkeligt eller til mere, der skal tages til efterretning, så vi alle sammen kan være sammen og ha’ det så hyggehejsa godt sålænge... Det er referencens henrettelse af livet, kvælning af sand vækst med kropslig adfærd, der foregår på systematisk vis ad den vej, på det plan. Og det lader sig heldigvis ikke gøre i et og alt, da en sådan magt intet menneske eller menneskelig leder/underviser, endsige rets-system er givet. Til gengæld bliver meddelelsen om dét sande magtforhold så ganske uldent: Det bliver syge børn, der skal fortælle fnatmiderne, hvad manglende ærlig tro og sigte med sit liv forårsager. Det handler jo ikke om at være klog, men om at elske, da kun tro kærlighed kan vække din forstand - har man imidlertid med viden og sprog, administration af større sammenhænge, etablering af virksomhed, der involverer mange mennesker, ja så kan man altså ikke nøjes med at spille fandango i cd-afspilleren på sin knallert. Ejheller om den så hed fuck flagskib engang.
At noget kører derudaf er ikke et pejlemærke på et menneskelig sandt afkast, derimod et mareridt i kontraktteori med satan helt ad helved til. Hvem trykker lidt ekstra på speederen hos den unge mand i sin nye bil, tror du? SVAR: Det gør det uforløste begær i sin nedarvede vold, indkørt på skolebænken, så der ikke i mængden var et øje tørt. – Menneskelivets energi er ikke vindmølle-energi, der basker med vingerne, men ånd, der skal håndteres i sin livsnaturlige opvækst, så erfaringen med at være i krop og hjerteligt pligte, også potent kan blive afstemt og opstemt i et bærende element, det faderlige sigte.
Der skal være plads til at rase ud over de vantro statsansatte – præsterne undtaget, da vi jo i sandhed som menneske på jord alle er præster i oplysningstro forstand. Præster er undtaget afhængig af deres føjelighed i Vor Herres vækstgivende navn; de modtager løn via staten, ja, men de er gudhjælpme ikke fortalere for social-stats-fascisme, de kan ikke være fortalere for staten, hvis ellers de satte sig lidt ind i dens lovreligiøst, kultiverende vold. Og er de så, fortalere for gudsketakoglov via platons mafiose idealisme med justitsias handelstandsforening som ligevægts-gudinde, ja så skal jeg nok oplyse de pågældende udi teologisk uddannelse i slægtskongens navn på dansk grund. – Der skal være plads til at rase ud over de vantro, men ikke på børsen eller i bilen bag rettet hos hørelæreren.
Som berørt indledningsvis, så udvikler fritænkning på baggrund af indrømmelsen af vor hjertelige oplysningstro arv, vort kød og blod, en kærlighedens tænkning i personlig forstand, en åndsmåde, et åndsmod eller bare forløsende sandselighed til tackling af de hårde brøds nød. Og det er ærke-luthersk arv, når det finder sted, men da er det i såfald også noget mere... Det er reformerende, oplysende og frisættende, såfremt, der er hjerteligt menneskesandt samfundssigte i det. Altså om Gud det vil, som man sagde, da min vanskelighed er, at Gudlivet er organisk og jeg derfor egentlig skulle bruge tiden på at gå i ånden med kroppen, istedet for at lade kroppen trykke ånden ud i skriften. Det sidste gør jeg imidlertid, fordi... Det oplysende har uendeligt mange facetter, men sådan virker den ikke, sådan virker sand oplysning ikke i al evighed, nej den går om nødigt efter menneskehjertet, så fårene kan skilles fra bukkene. Det er nemlig ikke nok at befrugte en orden i sin forvandling, eftersom det altid afstedkommer horden i sin forplantning. Befrugtelsen til videre forplantning kan kun ske i bulls eye og da er vi ikke længere i skriften, men back in black med lyset foran hver mands eje i den røde reje.
Det er jo dét, der er problemet hos matematikkens videnskaber, teknologier og teknokratier – stat og universitet – ja deres sprog og de verdensbilleder om orden, som de henholdsvis forfører og forhærder mennesket i. Det gælder også filosofien på Erasmus Montanus’ galgebakke i latinerkvarteret, Århus Universitet. Jeg nægter at tro, at de er så dumme, men måske er de bare bange for, at sandheden i helligåndens navn skal komme for dagens lys på dansk grund. Vanskeligheden er under alle omstændigheder, at de matematiske tænkemåder, det matematiske sind eller fornuften, det tager afsæt i verden, uden først at indrømme, at sandheden tilkommer menneskelivets sandselighed og kun kan bæres videre dermed. Tager man afsæt i verden, da formidler man satan og gør sig skyldig i verdens-fortabelsens mange, mange ulykkelige årsager og ofre. Og gør man systemer ud af det, skriver, formulerer man sig udi lovmæssigheder, ja så bliver det jo ikke ligefremt bedre, vel: Systematisk verdensfortabelse.
Så det skel kender de åbenbart ikke. De er allerede ude i verden i pludre, pludre med civilret i al statsborger-selv-skabelighed. Græsk mentalitet, fornuftens techne omkring logos i universet, den er altid ude i verden, den er aldrig hjemme i sit arbejde med livet på forstandig vis. Og det værste er, at den ikke kan indrømme sand glæde og fatte at den ikke er fritidens, som et plaster på såret til det hårde, pligtopfyldende arbejde i kapital-statens tjeneste. Føj.
Og såvidt altså, deler jeg brødet over nødderne, vi skal knække, så vore efterkommere ikke skal bruge ligeså meget åndssvag tid på at brække sig. - Det klogeste, bedste, skønneste og så videre allerstørste er ikke skrevet endnu, fordi det grundlæggende er fordummende at skrive og læse. Medmindre at ordet også ytres sandseligt godt på den måde, i det regi, altså lyser ånden eller hørelse op i pågældende samfund, sprogsfære. Ja, så det bliver lystigere at have med vort oplysende vækstvilkår at gøre – også til blandt andet overvindelse af de kategoriske skel, som den deprimerende fornuftsarv giver anledning til i sit årsags-tekno-mageri: videnskaberne. Og det er som antydet ikke bare op til læseren, ejheller bare op til skribenten – men afhængig af tro hørelse i al sin lystige ærlighed.
Der er ingen trin på den lyse stige, men kun livets ene eneste gang. Hos menneskets livsbevægelse er det en evig opstigen med sands for glæde, dernæst nedfarelse til sorgens dødsrige, for atter at opfare til himmels ved arbejdsom genopstandelse gennem nye vækst-modtag. Og sådan at helligåndens sigte kan erfares, bekræftes og evner dermed forplante sig til samfundets fornyende vækstskud på stammen. Ja til glædelig helbredelse og forløsning af al vor sand-selige ånd og sådan set hele vejen igennem. - Ved at kunne lystre samme tone i livet kan vi synge sammen i arbejdets kor, i duet så let og som turtelduer, da ikke knepper gnav-pander.
Jeg har vist sagt det før: skriften, altså at skrive er grundlæggende at tegne, hvoraf evne med at tyde efterfølgende bliver et anliggende. Tegnene har en menneskesandsens historie på det lille felt, tegnets, nej ikke bare tegnets, men menneske-sandsens sammenhæng med tegnene. Den sammenhæng glider som bekendt ud, når tilgangen kun er boglig, hvorfor man jo også engang søgte at redegøre for en såkaldt hermeneutisk cirkel...Tegnet handler om hænder og sandser, retning, nær og fjern nærvær i livet, ja hvad mennesket har på hjertet. Men i overleveringen handler det som antydet så også om biblioteker, universiteter, samlermani og indavl via studentikose beskæftigelser i leg med lirekassen. - Tegnene er ikke mere formaliseret end en streg i sandet er en streg i sandet, der er tegnet med en pind i en hånd så huld, der véd af ingen muld er jens, mens det fyger udenfor til rens. Der skjuler sig ikke et sprog i skriften, en hemmelighed i skriften, nej sandheden kan ikke stå skrevet, da den er sandselig, dermed bundet til kødet. Der er både afbilledet fagter, armbevægelser, retninger, handel og vandel i skriften, men det kan ikke oversættes, tydes, forståes eller sandses tilnærmelsesvis betydningsfuldt, medmindre at hørelsen er kropslig. Og det kræver først og fremmest, at man er levende på helt almindelig personlig vis. I kan med andre ord godt stikke samtlige videnskaber skråt op, så I ikke ødelægger flere børn og borgere. - Havde Jesus ønsket at bibelen, skriften skulle være fælles-nævneren, så havde han nok skrevet det nye testamente – eller han kunne måske ikke stave, var han kun til kryds og bolle og tre på stribe!!!
Derfor gælder det ikke desto mindre om at få sagt, at din troskab er dit kød i hjertelig balance med din ånd. Menneskelivets sandselighed er kropslig bunden og betinget af dit åndedræt, så hvordan ånder du? Trækker du vejret ned i maven, som man siger. Kan du det eller holder du dig til lægens bord, hvor det kun er lungerne, der ånder? Ja som ryger ved jeg godt, at det er farligt at tro på lægens ord med hele det autoritets-tro apparat indover, det kan nemlig meget nemt koste livet at overhøre. Rygning er sundhedsskadeligt og jeg er ikke glad eller stolt over at være ryger som min far, min onkel, de unge til fest og så videre - men at hjernevaske børn på systematisk vis, så flertallet tænker ens i autoritetstro normer. Så f.eks. et æble om dagen ikke længere holder lægen fra døren, men skal financiere hans idealistiske, akademiske identitetsdannelse som ”menneske” i bemyndiget livsførelse via sygesikringen, der redder livet ud af sin ørkenvandring - det er åbenbart godt!!! Skal det tage 5 år at lære, hvad, der er det sunde, altså det, vi godt vidste i forvejen, bare ikke fik lejlighed til at adlyde, da skatten jo skulle betales via teknologiens industrier, så blandt andre lægen kunne tjene penge på sygdom!!! Læger uden grænser.
Vi er ikke alle sammen forklædte i det voksende og rørigt raske som også grødige element, der ikke blot kaldes, men ovenikøbet hedder og er livet i sandhedens helbredende navn. Og hør så nu, hvad der hermed er sagt på anden vis:
Ordet er ikke skriften og har aldrig været det. Ordet er sandheden i sin levende udveksling mellem Gudlivets foranderlige vilkår på jord, altså hele den organisk livsduelige sfære på jord – og menneskesamfundets slægtskød derpå. Mange misforståelser eller med andre ord løgn, sorg og magtmisbrug har imidlertid søgt at jorde ordet i skriften. Det gjorde Luther som bekendt op med, så godt han kunne i sin tid, hvilket nemlig også blev misforstået. Jeg mener Luther gad sguda ikke biblen, nej det var Gudlivets sandhed til mennesket, som han søgte at tilbede. Og først sådan kom han til forståelse af biblen, altså kristus opgør med lovreligøse normer undertrykkelse af menneskelivet på jord. På den måde fik vi en refomeret kristendom, der hæftede sig ved at være tro og leve tro, men i sit levende element, altså ud fra hjertets sande indrømmelse i vort samfunds udvikling, i vort menneskesamfunds forsynsgivne potentiale. Samvittighedsfuldt, som det hedder. Han lod påny være hørt, at menneskelivets udviklings-retning, altså den oplysende, helligåndsbringende, udgår fra det tro hjertes livserfaring i og med Gudlivet, Gudærligheden.
Ikke desto mindre har den gamle akademiske branche aldrig indrømmet at sandheden skal komme livets samfund til gode, nej, det ønsker den ikke. Og derfor er sandheden fortsat knyttet til alskens skriftligheder og krumspring, matematiske sprog ude i alverden og så videre. Ja man diskutere stadigvæk oplysningsTIDENs stridigheder mellem viden og tro, omend det er 500 år siden og ja, 2500 år siden, i oldtidens Athen, hvor Sokrates gik i døden for sin idealisme: Staten. Imodsætning til Jesus senerehen, der gik i døden for menneskelivets sandhed, altså hjertets befrielse i sin sandselighed med Gudlivet, i sin krop som Gud har skabt den. OplysningsTIDENs stridigheder handler altså bare om, at der er en række idioter i erhverv, der hellere vil leve med hjertet åben overfor alverdens vold og flygtighed, fremfor at lade det leve i livets samfund på ganske tryg vis i arbejde med vort organiske vækstvilkår.
Tegn-tekst-og-tal-fikseret arbejde er med andre ord ikke arbejde i egentlig livsduelig, livsbekræftende forstand. Sandseligheden med sin krop, skabt som den er, unik som den er og dermed netop unik som Gud uden sammeligning – det er oplysningens forstand. Dit faktum som menneske, der er til som du er, det er forhåbentligt i taknemmelighed af dine forældre og så meget andet godt, men lige bestemt som du er noget nyt, nyfødt ud af menneskeslægten, dine forældre, ja det er de ikke herre over. Og sådan, kan man sige, at Gudlivet med sin plads til menneskelivet på jord blandt andre skabninger, såsom dyr og planter, har givet anledning til en forplantende menneskeslægt, der vokser og udvikler sig i hans vold, Gudlivets egen. Din personlige forstand er med andre ord ikke Guddommelig, før du indrømmer den i livets voksende og lærerige navn, i tro taknemmelighed af at være blevet til. Dermed indrømmer du også uundgåeligt næsten og glæden ved mangfoldigheden i samfundet som den på levende vis udfolder Gudlivets egen ”mening”. Eller man kan sige: Din personlige forstand vedrører ikke menneskelivets samfund, før den er sandselig befordrende af det, ja før du, som man sige: Har det Gott i livet. Din personlige forstand er isoleret fra omverden, når den henholder sig til kapital-statsborgerskabets udsultning af menneskelivets værdighed i udvikling, vækst og trivsel. Og da er du ikke menneskelig, men et romantisk fornufts-svin.
Nå, men det, jeg skal have afsluttet er tegn-tekst-og-tal-arbejdsformernes dannelses-måde, kultivering af menneskelivets kød, sind og ånd. Ud fra den kort skitserede historiske baggrund, vort køds historie, blev læsning og tegn-kunnen altså til noget mystisk guddommeligt noget. Hjertet, ordet, sandheden, gud, samfundet med videre blev og bliver fortsat forskudt, når sindet ikke formår at være ved sin krop på naturlig vis – og det er, hvad der foregår i tegn-tekst-og-tal-fikseret arbejde, altså en forskydning i og med, at det bliver norm. Hjertet kommer til at sidde oppe i halsen, fordi den koncentration af energi, ånd, som det hedder, der skal til for at læse, tegne, tyde og se sammenhæng i skriftlig, tegn-fikseret forstand – kun handler om, hvordan dine øjne, din hjerne reagerer og følgeligt også vækker impulser i kroppen, der videre i sin sociale kontekst, som man siger, danner samstemmige normer, der imidlertid kun eksisterer i det pågældende miljø, som du færdes i. Ingen andre steder har de normer gyldighed, ingen andre steder kan de vække den samme samstemmighed. Men det bilder du dig ind, usle menneske...ja, du bilder dig ind at være god, fremfor at indrømme Gudsandheden, Gudlivets eget vækst-foretagende i sandselig voksende forstand til gavn for al vort videre-udviklende samfund.
Den store vanskelighed er bortset fra hele det tvær-politiske, tvær-faglige, cross-continential aspect... – at kroppens sind, den åndelige opfattelse eller skærpede sandselighed for, hvad der foregår i og med din krop, altså hele dit livs sammenhæng med al vort, her på jord, den bliver døvstum. Mit levende hjerte er ikke et tegn i skriftlig forstand, nej, du kan ikke regne med det, du kan ikke læse det i et og alt, fordi du ikke kan være det. Dannelse, kultivering, at blive præget omkring det man laver, ja det sætter sine spor, danner en mentalitet, et miljø, omgangsformer, måder at håndtere vort vilkår på i sin daglige arbejdsgang. Og det er der forsåvidt ikke noget galt med, hvis ikke lige de arbejdsformer, vi havde med at gøre forkvaklede os og gjorde os syge. Døvstumheden udvikler sig ved, at hørelsen ikke står i vækst af livets grunddrifter, livets egen gang med os, men kun i tegnene derpå. Tegnene er med andre ord ganske ofte koblet til gernings-retfærdighed, selvretfærdighed og ikke til væren, til at være menneske i vækst og trivsel af Livet. Eller mere arbejder-psykopatisk sagt: Den daglige arbejdsgang er symboliseret ind i tidens vold, fremfor i lysets færdigheder.
Mavens energi-felt, de stærke grund-drifter er ikke med, de bliver ikke trænet, vi lærer ikke at håndtere dem sandseligt befordrende og i ledtog med vort vækst-vilkår. Og det er aflæseligt på sygdoms-billederne i vor kulturer, samt i ægteskabs-konflikterne, samlivs-problemer, børne-opdragelse, ja i alt det nære, som man siger, uden egentlig ret at fatte, at menneskeslægten er det bærende i menneskelivets samfund. Ja, for det er hundestejlme ikke staten eller kapitalens mafiose virksomheder. Forplantningens bolig er først og fremmest hjertet i slægten, dernæst, derudfra forplantning via arbejdet omkring vort fælles næringsvilkår. Ja, for der er jo en fælles interesse i ikke at lade psykopatiserende samfundsvilkår opstå og den kan det psykopatiserede kød i tilbedelse af misundelsens gudinde jo altså ikke fremme. - Kapital-kritikken hos mig handler ikke om sur-røv-ingen-penge, men om at arbejdet med penge, dermed matematik og tal, ikke bearbejder, opkvikker, optræner den egentlige menneskesands i kropslig forstand. Det samme gælder hele stats-samfundet, der ville falde pladask sammen, såfremt vi rev overførsels-indkomsten væk. Kort sagt: Vækst-begrebet i det ædelmetalliske sind har intet med menneskelivets sandselighed at gøre på liv- og samfunds-udviklende vis. Det er ikke sand vækst i kropslig forstand i liv og arbejde på jord, der er vor samfundsorden. Og derfor kan kroppen aldrig nogensinde følge med. Man tvinger menneskelivet til at leve ifølge syge domme, altså sygdom og dårligdom – fordi man ikke kender kristendommen i sin frisættende, oplysende danske forstand med Kongen i top som også i vort ligeværdige menneskeunder med sine rødder.
Man kan ikke forlange af mennesket, at det skal kompensere for løgnens lange arbejdsdag, ved at gøre det skyldig i forkert livsførelse i fritiden!!! Og derfor er de erhverv og ”grupper”, der i dette skrift har fået på puklen nogle svin, utro sataner, der ikke vil være ved menneskelivets krop, sands, ånd og samfundsudvikling i egentlig glædelig, rørig forstand. De ér syge, de ér psykopatiserede af ædel-metallisk sindlag i sin kobling til lovreligiøs fundamentalisme i sin onde arvesynd. Og de producerer angst. Derfor skal de også henrettes i livets eget navn af hjertets egen, næstekærlige sands. For de kan ikke stå i ledelse af vort samfund, medmindre at der skal flyde blod. Nej, I kan ikke trodse Gudlivets egen vækstform. Nej, man kan ikke putte et sundt element ind i et råddent æble. Menneskelivet er ikke et kludde-tæppe, som man kan lappe på, nej, der skal hårdt arbejde til svanser i kapital-erhvervslivet, svanser i politiker-standen og svanser i akademiker-standen. I er de reneste bøssekarle, der tror gorillaen er maskulin, når den kan slå med en hammer og sætte mennesket i fængsel med et gevær i ryggen. Så graven er sort på Jeres regning og I ligger som I har redt den op. I vil sikkert ikke betale den, men det kommer Jeres børn til under alle omstændigheder.
De stærke grund-drifter i menneskelivet skal ikke knægtes, men skal ejheller omsættes og veksles til en valuta, der bygger systemer til at tage sig af dem!!! – De stærke grunddrifter skal elskes på plads hele vejen i livets eget lys, vækstens eget med glæde. Det er ikke lovreligiøse formål eller kapital forretning, der skal orientere en virksomhed eller et samfund, det er sand glæde i ånd med at være til og gøre godt i menneske-sandselig forstand derved. Og hvis man ikke véd, hvad godt er på den måde, så er man alvorligt syg i hjertet med sin uomtvistelige kontakt med mavens fordøjelse, nærings-søgende drift og forplantningsevne, altså vor levende menneskeslægt i sit samhørige vilkår. Arbejde er kun arbejde i ånd af livet, alt andet er selv-destruktion af vort potentiale som menneskeliv og samfund.
Mavens ånd med sine grunddrifter er det bærende element under hjertet, men hvis ingen sandselighed, sprog og måde, åndskunnen, indrømmelses-evne dermed gives for det, som det kropsligt jordet er, så sker der ingen samfundsudvikling, vækst og trivsel i Livets eget navn. Ja, så I er som førnævnt hermed, hele bundtet, kaldet til eksamen ved Gudlivets eget, grønne bord i Vor Herres sande navn. Og I bliver smidt ud af edens have, såfremt I ikke består den. Det skal jeg nok ved Vor Herres hjælp sørge for. - Tag Jer venligst i agt for sand kærlighed: Vækst er organisk og kan I ikke komme ud af Jeres ædelmetalliske dagligdag med gørtlerens uligevægtige hammer mellem benene, så er krigen et faktum. - Sålænge der skal penge til at overholde landets love er Justitsias folkefærd, politikere, akademikere, socialrådgivere samt kapitalens drenge ansvarlige for, at enhver er givet de fornødne kroner til at overleve med bo og mad, uanset, hvad deres hjertepligtige bidrag til samfundet, så måtte dreje sig om. Altså mennesket er ikke ondt, det er løgn, sorg og angst, der avler ondskab – men den er jo altså institutionaliseret ved navn af stat, universitet, banker, kapitalens gængse forretnings-miljø, aftaleri og kontraktor-kørsel, mv.
Thi det kunne jo iøvrigt godt være, at det blev dem, der trak sig tilbage, til freden, til samhørighed med livets eget hjerte, der udviklede samfundet og ikke de mange forbruger-gridske svin, der intet åndeligt potentiale i menneskelivet er givet. - Jeg ønsker ikke en social-stats-fascistisk instans som rets-magt-kultiverende omdrejningspunkt for liv- og samfundsudvikling. Men da den er givet med alle sine forplumrende netværk og det usle folkefærd, der på selvretfærdig og gerningsretfærdig vis opretholder deres tilværelse derved med andre menneskers liv som indsats, fordi vi ikke alle sammen kan være i staten, en simpel idealisme. Men ja, så skal den afvikles. Og som bekendt kan det jo blive nødvendigt at gøre brug af de hårde facts, de selv-selv har lænnet sig op af i umindelige tider. Ja uden at være givet for fem flade øre sand bemyndigelse i hjertets ærlige forstand.
Men nu må jeg hellere smutte, inden jeg får sagt for meget. En virksomhed ved navn Introm Justitia har haft ringet og bedt mig om at ringe tilbage. Det handler sjovt nok om Credit Management – og jeg kan så regne ud, at det nok drejer sig om, ja måske den manglende indbetaling af underholdnings-bidrag til min søn. Det kommer sig naturligvis ikke af uvilje, men manglende indkomst, eftersom det her jo ikke kan skrives i BNP-statens fundamentalistiske ånd som omgivelse – og du videre ikke kan begynde at arbejde, uden at betale skat og fortsat være gæld-slave som det køres ind, symboliseres ind ifølge en uddannelses-ideologi, man så efterfølgende forsøger at omskole på bistandskontoret. Jeg tror apparatet har misforstået, hvad hjertegod skyld og troskyldighed er. Som held i uheld, kanske, hoppede jeg imidlertid ikke på den galaj, da det er klart, hvilke arvelige omkostninger for et godt samfundssind i kongelig forstand, det har at nedværdige sit trolige livsarbejde for samfundet med sit eget hjertekød og menneskeliv som fuldgyldig ligeværdig indsats. - Desuden betragter jeg ikke penge som min søns egentlig underhold i det lange løb, det oplysende samfund, som han da gerne skulle vokse op af, fremfor i. Eller endnu være nedenunder, som de græsk-romantiske svin i samfundet jo ligger og rager rundt nede før år nul og følgeligt må gøre deres projektion gældende oppe over alt, for ligesom at holde administrativt styr på satan i deres eget hjerte, men dog via andre menneskers liv som retfærdiggørende indsats. Det gælder da også min søns mor.
Vær Velkommen Herrens år Introm Justitia, ja hvorfor hedder du sådan, når du blot har med simpel inkasso-virksomhed at gøre som rockere eller mafioso-drenge. Ovenikøbet i lovens navn, rettens – ja, det er jo strafbart ikke at tale sandt i retten, Gudlivets egen, ikke sandt bette gørtler udi romersk præget mønt med foragt for den danske krone i oplyst ledelse. Kan du tale sandt, hvar! Eller skal du bruge en hammer og en gammel bemyndigelses-mine, for at gøre det?
Fred være med det mennesketro hjerteliv på dansk grund i Gudlivets eget sigte med helligåndens, helbredende udfoldelse. - Næstekærlig hilsen, Jens Haarup Mortensen, der spiller med åbne kort ud fra sin sandt levende og hjertelige trivsel til ære for Gudlivets menneskeslægter på dansk grund og dermed til ære for også vort Kongehus, vor slægt.
*16*DANNELSE
Jeg brød som sagt med universitetet, fordi de ikke kendte sandheden på forhånd og derfor ikke tog fat derfra, så dens evner kunne videreudvikles. Bevaros, jeg fik da også skærpet min sproglige og begrebslige evne, men du er jo ikke kun det fag, du læser, nej du er også akademiker og der er altså for mange fag, der ikke har livets samfund med som dét, hvadend man læser, nu uundgåeligt også angår. Ja og da er det ikke ligegyldigt, hvad man læser endsige, at man bilder sig ind, at kunne læse sig til forstand.
Jeg kunne ikke stå inde for at være en del af eller måske ligefrem senerehen skulle repræsentere en samfunds-institution, der opdyrker så mange sprog for det samme: samme samfund, samme jord, samme himmel. Ja det var og er der bare noget ganske usandt og uærligt ved. Det handler jo altså sammen om levebrødets helbredelse af vort samfund og ikke vores helbredelse eller fordeling af levebrødet. Nej, for det ejefald, vores, det er et forfaldent fald. Vor forstand, vort liv, vort samvær, vort samfund, vort samarbejde, det foregår i oplyst dansk forstand via hjertetro livsførelse, bæreduelig vækst og lærerig livsglæde dermed – og det har som sådan aldrig nogensinde haft sæde i mit og dit, alles og ingens andres. Uden at fatte dét bliver intet taget alvorligt og da bliver alt tungt, tillige udspringer deraf de utopiske krav om at kende forskel på mit og dit, endsige fordele alt mit og dit, så alle får lige meget at kalde deres. Ja, det er ejendomsrettens efterladenskaber i kødet. Og det skal ikke misforståes, for livsnaturligvis er der noget, der kan kaldes mit og dit, men at skelne og håndtere det på livsbefordrende, mellemmenneskeligt nærværende vis, ja det kan ikke foregå uden sigte med al vort: Vor fred, vor kærlighed, vor sandselighed, vor beståen, vort samfunds videre udvikling, mv.
Men dermed sagt blev min baggrund jo også knægtet, hvilket jeg da ikke kan stå inde for. Nej den fejler da ikke noget, men jeg repræsenterer jo også dem, da især dem, der er blevet overhørt på deres gode hjerte i et ganske slidstærkt, arbejdsomt liv eller i skolen. Desuden også i og med, at jeg modtog SU, deres penge, i sin tid betalt i tillid til opretholdelse af orden, rimelig velstand, udvikling, liv og glade dage med al vort. Hør, det er forstandig hjertetro på dansk at erindre sig - dog ikke bank-logik. Hører du: Man skal ære sine forældre, man skal ære deres kampe for livet i kærlighed, deres bekendtskaber og sådan bliver det også til en ærlighed overfor sin hjemlige egn med sine mennesker. - Oplandet, man kommer fra, de mennesker man er opvokset iblandt, de er som de er, kan måske lære noget mere om livets samfundssigte, ja gudfrimigvel, for det kan hele menneskeheden jo - men det sker da ikke ved at knægte den mentale kontakt, hørelsen af deres liv i den næstekærlig agtelse for det i sit slid og slæb. Altså man kommer jo ikke med hele verden, det er jo ikke hele verden, man skal lave om på eller bidrage til, ja vende tilbage til - nej netop gerne skulle forblive i som livet ihu, så den kan bekræftes med menneskelivets eget nys, atju. - Man skal da stå ved det, man kommer fra, fremfor at skamme sig over det, dække sig til, lege at man er noget andet, der er kommet videre, fordi man efter sigende er gået sin vej videre... Ja det er nærmest blevet et helt samfunds-anliggende også at få integreret dem, der gik via den akademiske græskogang til Rom lige indtil vort samfunds træskosang var tom. Men nej, hvorfor i alverden skulle det omkringværende samfund nu også bruge penge på dét, altså det er da storhedsvanvittigt og at isse dem nedad ryggen...Hjertet glemmer da ikke. Men hov, teknologien, teknokratiet, altså fortidens kapital-akademiske efterladenskaber står jo i folke-kødet, der både vil selv, kan selv og skal selv, men ingen af delene jo selv vil, selv kan og selv skal, alene i sit selvsving. Nej, så vor herre til hest i et sand dansk mareridt, der kun kan sætte Jenser til at sadle om.
Staten klipper livets bånd over via sin utro ånds-virksomhed, ja f.eks. som i samarbejdet mellem skole og hjem, for hvor ligger vægten? Er det den pædagogiske fornufts udlærthed, der skal sidde på barnets sind, så far og mor ikke har forstand på at være far og mor? - Og hvor ligger vægten, når begge forældre arbejder i fornufts-staten? - Eller hvor ligger vægten hos dem, der måske ikke er givet en almindelig, ja almindelig siger jeg, fordi man normaliserer alt for tiden, uden at tage livshistorien med. Uffe Elle-belle-man, tror jeg det var, der blev ihvertfald som bekendt også taget æbler med til EU, da agurke-tiden var in og man var uenige om, hvorvidt agurken skulle være krum eller lige. Ja på det plan gør den uforstandige ånd sig også gældende. Personligt er min egen da ik’ helt lige, nej den er skøw. - Men altså, hvor ligger vægten hos dem, der måske ikke er givet en almindelig arbejdsom opvækst med sand hjertelig kontakt med deres forældre, så forstandighedens menneskevarme kan være udgangspunktet, skålen, der skal bære, lære, opfyldes og håndtere nye tiltag med vort opløftende samfundsliv i vækst og trivsel? - At blande psyko-pæd-sæd-identitets-dannelse ind i uddannelse og arbejde, der betales af andre hårdtarbejdende, gældsatte slaver, hvordan skal det bekræfte vor samhørighed i menneskelivet på jord, glæden, vort samfunds beståen og så videre-udvikling?
Som jeg tidligere har givet udtryk for: Véd man ikke at Psyke er misundelsens gudinde og at pædagogikken er i ånd med pædofilien? Véd man ikke at justitsias gudinde er ligevægtens, altså købmandens, matematikken omkring guldet, en udveksling indover noget, der så kaldes objektivt, altså er en selvretfærdig ting? - Værsgo, her er en dyresteg, men du får den ikke, du får ikke noget at spise, medmindre jeg derved får råd til at købe to dyre stege. Ja, for ellers går min forretning i stå og så bliver der sålet ikke mad til nogen af os!!! Sælgeren taler som bekendt i tunger og der gives ikke ved dørene, medmindre man passer på øre’ne.
Det er afpresnings-logik og være da med dét i det små eller i den gode handel og vandel, men alligevel skal det siges. For Vækstbegrebet, der opstår derved, erfaringsgangen, dannelsen af vore omgangsformer, vor evne til samfundet at dele brødet i samhørighed - den kommer følgeligt til at foregå indover en sådan selvretfærdig objektiv ting, hvor dem, der besidder den ting i forvejen driver forretningen. Såadan er kapitalismen... (Gammel kristen revy-vise med videre noget i retning af: ...de riges bord er de fattiges løn).
Justitsia er ædelmetallets gudinde, den opstår i samfundskulturer dannet omkring tilbedelsen, fascinationen af guldets varighed. Mennesket ønsker holdbarhed, varighed, men går naturligvis gruelig galt, såfremt de inderligt ønsker, at den skal være en kold gul ting i løns luns, der går fra hånd til hånd og mund til mund som ringenes herre og fem fjers høns til bunds som grums i kaffepunch. – Sidenda, siden guldet er der sådan set bare gået vækst i metal-ånden med alskens hierakier, teknologier og teknokratier tilfølge. Samt endeligt også med højesteretslige domstole til at sætte trumf på den løbske vækst, ja når misbrug af afpresningslogik blev gennemskuet og vreden et faktum, der var langt værre at have med at gøre for samfundet. Mennesket, der lever i sandgod tro med hjertegodt sigte kan ikke fordrage at blive snydt på lige netop dén med dét. - Det var sikkert nok engang gørtlerens hammer til prægning af den romerske kejsers mønt, de højesteretslige domstole overtog til stempling af den ulydige, der ville forstyrre den forgyldte orden. Stemplet. Bank. Bum i brommen, krash, filiongongongongen har lydt, bankboks! – Og, stop: Du skal gøre, ja du skal gøre rentabelt godt, altså rent bord hos Gud, for ellers kommer gørtleren og stempler dit ansigt i folkeviddets lige lovlig ordentlige folketing med sin mindemetalplades lange spil i gud guldsving.
Hvorfor ville den unge mand, it-nørkleren, der lavede Facebook, ikke sælge til MSwindows? Hvad handlede det om, for vort åsyns skyld? Jovist: Angsten står i ansigtet i vor tid, fordi sandheden kommer for dagens lys. Mennesket er noget værd ved at være i live og videre højnende også ved at være det bekendt, såvel sit eget, som vi siger, men derved også indrømmende næstens. Og mennesket skal med andre ikke gøøre sig fortjent til at få lov til at være en værdig opvoksende begavelse til vort samfund på jord, nej, det skal ikke gøre sig fortjent til at være i angst for, ikke just gørtlerens samfundssind, men dog den justits også han prægede i sit frygtsomme livs blinde adlydelse. Kejseren satte sig på mønten og derved brødet og lige siden har striden været gående, samt oplysnings-ærindet, troen på, at vi godt kan orientere vort samfund i henhold til livets vækst, ja vokse i levende åndsmåde dermed.
Det er stort, men skal håndteres på forstandig vis, hvorfor man ikke bare kan synes uden at lade være hørt i menneskelivets tavse kød, skriften. Sålænge det varer, for den skal vi også fri af, ja, men kommer det ikke før, at det ikke er kong guld-i-mund, der er talen i øjet på os. Ja, for Karl Marx satte jo verden på den anden ende, nej han gjorde ej, det var franskmændene og Lenin – men op i Karl Johans Ludvig, for sådan bliver teori brugt politisk, når sandheden ikke er givet i kærlighedens navn, så læseren er klar over, at det er vort givne kød og livsglæden dermed, der er det bestandige i vor forstand som menneske i livet, Guds grundvold på jord.
Matematikkens uendeligheder omkring guldet, plus guld eller minus guld på kontoen. Den vækstopfattelse, med sælger-sproget indover – det forleder naturligvis ordet, retningen, handlingen ud omkring den objektive ting, der så danner en kulturel verdensmåde i sindet. Det er videnskabernes oprindelse, sådan er dens sindslidelser opstået: objektivitets-idealet for sandhed ude i verden, løsrevet kødet. Verdens-fortabelse i så mange andre sammenhænge er også eksempler på det. Amerikanerne f.eks. de tænker nærmest kun i termer af in the whole wide world, www. Det skaber høj og lav-konjunkturer, fordi det skaber vækst i sindet under pres ifølge den eftertragtede vare, huset, hjemmet, maden: Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Manio-depressivitet hedder det f.eks., når det kødeliggøres, altså er blevet psykopatiseret. Anorexi-bullimi er en anden udgave af matematikkens justitsial-kapitale bedrifter. Og det skulle jo altså gerne holdes ude fra, væk fra det forstandige: ”I medgang og modgang”, menneskets hjertesande værdighed, blodets bånd, vor menneskeånd og deraf personende udviklings-potentiale. Det skulle joda helst ikke fortsætte med at være købmandsvirksomhed, der afgjorde, hvorvidt mennesker kan holde sammen, et samfund bestå, udvikle sig i samhørighed og nærme sig livets egen jordnære vækstmåde. Og det er derfor, at det er ånden, der skal tackles, omvendes.
Nej, naturligvis véd man ikke det og det skal man da heller ikke bruge tid på at tænke over - og dog: Vi skal høre efter mennesket på forstandig almindelig vis og ikke via brilleabens utallige åndsforsnottede fornuftssprogs i sit referenceri af netværkende hverken-eller, heller-bælle-bussemand.
Sat på prøve kan man så kanske også sige, at jeg blev. Men prøver og eksaminer er sigtesløse, når prøvelserne ikke står i livets eget navn ihu af vort forsyn til samfundets viderebringende. Det er sand menneskelighed man skal bekræfte. Og det udfordrer jo vor indrømmelses-evne i menneskeligt sigte, ja, så hvordan ”skoles” mennesket til dét!!! Hvornår begynder vi at tage livets egne gaver til os, al-vor-lige: indrømmelse, indsigt, indforståethed er sands for værdighed, værdien ved at være til – for udvikles det ikke videre, forbliver den passiv, iagttagende og ikke gående med livets egen gang, undladelsesduelig, fredsdueligt deltagende mv.... Nej, jeg er ikke sønderlig taknemmelig for det, jeg har lært, ikke overfor institutionerne. For det tegner sig ikke under deres magt, til deres ære eller bedrift. De skalter og valter efter, hvad der nu er oppe i tiden, hvilken regering, der er ved magten og lignende ligegyldigheder. Jeg er kanske ærekær, ja, men i så fald tror jeg, at det skyldes, at jeg er ærlig og kan være det som den ynkeligste fugleunge og den højeste knejser – med mennesket i de skikkelser, der er. Det er ikke indlevelses-evne eller skuespillerens kendskab til menneskelivets utallige udtryk og roller, der mangler hos mig, ejheller vidt og bredt, men derimod den ærlige indrømmelse, den ærlige sandhed, den ærlige kærlighed, det ærlige arbejde i det ærlige samfund.
I dag kan jeg formulere det, min søgen efter sandheden endte med indrømmelsen af den i ærligheden, hvormed sagt er, at min søgen var foranlediget af fristelsen: Autoritetstroen, staten. Altså én lang omvej, for at blive det man var som 5 årig og dernæst begynde at genopvokse i sin egentlig sande, almindelige gode forstand, med andre ord en udresning af ordsindets prægning af min hukommelse med sine mange falske sprog og logikker. Der fordres en sådan udrensning, hvor de mellemliggende års livserfarne høst ikke underkendes, men taknemmeligt indrømmes i forbindelse med de mennesker, der uden tvivl har færdes i samme liv, på samme jord og har oplevet noget tilsvarende. På den måde rengøres det hjertelige, altimens erfaringerne med, hvad der ikke dur skal søges omvendt til bedrende vilkår i netop de forbindelser, hvor de er opstået, finder deres sæde. Det fordres, det skal til, så grundvolden, underholdet, der bærer mit liv kan være i samhørighed af også Jeres, medmenneskene, dog ikke såfremt I tilbeder satans kapital-statslige autoritetstro. Genopstandelse af erfarings-budet i helligåndens navn hedder det.
Men tidligere, jeg erindrer for eksempel, træt af ikke at kunne høres, i ganske bestemt forstand at have sagt til én af de begavede akademikere: Jeg véd, hvad jeg siger. Og det betyder jo altså, at det ikke skal fortolkes og tydes, det er ikke et spørgsmål, ejheller en tvivl, der skal skrives en afhandling om. Nej, det er klokkeren forstand: Jeg véd, hvad jeg siger, der er taget behørigt ansvar for det på menneskelig vis, mit hjerte véd, hvad det har med at gøre, véd at det ikke bare er mit, så siges skal det, for jeg véd, hvad jeg siger... Det betyder med andre ord: kan du ikke høre, kan du ikke tro, at mit kød er klart og åbenbaret i menneskelivets navn eller: kan du ikke modtage? – Nej, de kender ikke sandheden og formår derfor heller ikke at anerkende den, følgeligt forsker de i dét... Et andet udtryk for det, jeg her skriver om er den udbredte misforståelse af det levende samfund. Ja, for det er organisk vækstbetonet og hvad menneskeånden angår bundet i hørelsen af ordet, der jo meget vel kan være på plads i kødet helt fra barns ben, altså før de tykke bøgers syge mindreværdskomplekser kaldes dyd, dygtiggørelse og så videre. Det vil man så bare ikke være ved, hvorfor ingen sand samhørighed på jord kan vinde indpas. Så enkelt er det.
Herre-slave-forhold er desuden kun noget, der opstår, når bemyndigelsens disk eller kateder anvendes som formidlende mellemværende, altså autoritetstroens sædelighed. Når forskere har været slaver af deres autoritetstro forelæsere, så skal de tilkomne unge også være det: Ja, det er rent slaveholderi til financiering af eget liv, der foregår i det universitære. De véd ikke noget og har ikke forstand på noget, der kan oplyse og udvikle vort liv, vort samfund. Men man skal naturligvis holde sig for god til at skære over én kam og bruge absolutte kategorier til at identificere dårligdom til indvinding af sit eget levebrød, ikke sandt universitære miljø!!!
En bondeknold skal lære noget om mennesket i sin samfunds-kulturelle sammenhæng, medmenneskelige måder og sprog, jovist, men der er ikke andre end bonderøve til at lære den samfundskulturelle sammenhæng noget om forstandig sand vækst og næringsgrundlag. Vi kan ikke lade os danne, altså tage ved lære af hinanden, såfremt det ikke foregår omkring den vækst, der samtidig også skal brødføde os. Ja, man kan skælde ud på hele stats-samfundet over en kam, fordi den i sin matematiske funktionalistisk fornuft, der desuden historisk udgår fra det akademisk-universitæres gode idéer - er baseret på overførsels-indkomst, derved lader kulturer, miljøer, sprog og normaliserende standarder opstå, der intet bæredygtigt har ved sig uden konstant kanalisering af penge i såvel hoved og den anden ende. Men at den universitære stand, der så egentlig skulle komme med udviklings-bud i samfundets tjeneste, ikke formår at tage sine egne erfaringer til efterretning og begynde at vise vej, have med krop og ånd, vækst og næringsgrundlag at gøre i deres viden - jøsses kineser, så ér de fandme syge i hjertet. Der er tale om mord på unge mennesker og borgere i hele landet. Og det er dét, I står til ansvar for, ja så sut I nu bare lidt på justitsias drenge. Alliér Jer blot, hvis I tror det er bæredygtigt. Gudlivet bruger ikke en lille hammer til at trumfe sandheden igennem, nej Han er ved væksten og lader sig kundgøre på fredelig vis ved Vor Herres mellemkomst, men ellers ikke. Og hør det er altså ikke nok, at have lagt billét ind i kirken med løgnens ring på fingeren overfor konen. Hvorfor bærer I den ikke på den strukne langemand, ja for så ville I da i det mindste kunne figurere som ærlige svin med Gudsandhedens eget vækst-potentiale!!!
Højskolen lærte mig noget! men allermest var det mit bagland, de familiære bånd, jeg hørte efter. Og jeg konfronterede dem da, de to eksaminanter ved min sidste eksamen: Jeg brugte et halvt år, efter at have arbejdet som maler, have fundet min udkårne og var klar til et personligt opgør hos mig omkring hele foretagendet. Med dumpning tilfølge, da jeg ikke overholdt studie-reglerne. Ja, ja: Jeg skrev og forsvarede en rost opgave, men uden at have læst de opgivne yndlings-forfattere. Det var i 2003.
Det var en sand befrielse, omend særdeles hårdt at skulle gennemføre karriére-mulighederne taget i betragtning: 50 000 kroner og en kæreste, samt svigerfamilie, der ikke forstod et muk. Jeg måtte være sindssyg, siden jeg kunne være glad for at være blevet dumpet - men jeg blev afklaret om, hvad det levende ord og hørelsen betyder for menneskelivets beståen eller bare erfarings-udvikling: Alle tillids-begreberne står i kødet og ikke andre steder, da slet ikke i skriften eller i reference til et studie-reglement koblet til lovgivning, der jo altså også har det ved sig, at den opretholder deres økonomiske livs-grundlag og dermed banken, staten og hele gøjemøjet nok engang!!! Jeg havde vel så ikke vundet tilstrækkelig tillid efter 5 års studier og kan jo således ikke stå i deres tjeneste, hvad de end kalder den. Til gengæld kunne jeg fortælle min far, at jeg sagde nej, lod dem mærke, at de er forkert på den med den praksis de opretholder - for den føder ikke noget, men tærer på livets kræfter vidt og bredt. Og efterhånden også som hele den skriftlige måde, registrering og kontrol med ting og sager, såsom borgere, jo tager overhånd og har gjort det i mange, mange år. Ja allerede ved grundlovens indtog, den ånd, der bar den frem, den var man i visse kredse klar over blev en stor fejltagelse eller lad os sige: Lovbegrebets farlige symbolik i kødet som den kom ud af oplysningstiden i kølvandet på renæssancen, men som jo altså ikke i ren forstand handler om oplysning. Den forstilte fornufts voldtag af forstanden: Gudsbegrebet. Alle-er-lige-for-loven, ja, men hvad er loven, i hvilken ånd skal den stå, hvilket sigte? Kan lovgivning kultivere og udvikle? Jada, men det kreative sind, der nedarves ad den vej bliver da til legoland - altså teknologi og byggeri, hvilket ikke er vækstens egen, kroppens eget åndedræt, åndsleje! Fornuftens selv-lovgivning etablerer med andre ord en forskydning, der forhindrer os i at se klart og at være det. Vi kan jo altså ikke skabe med magt, men allerhøjest bruge magt til at lade opstå, lade skabelsen være ordet, altså opøve os i undladelses-kunnen, der lader sand, kreativ ånd løfte os op til sindet, til gerning, til liv- og samfundsudfoldelse. - Vend den anden kind til, forsag djævlen og al hans løgnagtige væsen, der jo som bekendt aldrig bliver til andet end lidelse og i så fald allerhøjest skal prøve os. Til tider som Job, desværre, ja, hvilket afhænger af...Oplysningen med Kristus, korsvejen, der deler vandene og beder os om at gå lige ud af ørkenvandringen i tørvejr og til fædrelandets evige jagtmarker. Hvorfor? Ja det spørger man ikke om i job-kristi lidelse med livet, thi der er kun én sand vej. Og dog er svaret: Genopstandelsen af glæden og helligåndens videresætten.
Ånd og kød er jo et. Det hverken kan eller skal adskilles... Der sker ikke noget i samfunds-omgivelsen, der ikke også udspringer af kødet ligesåvel som samfundsomgivelsen i al evighed står i menneskelivets kød, direkte. Det er med andre ord Livserfaringen om troens ærinde: at kunne skelne godt fra skidt i forstandig sand ånd ved at tage afsæt i den medfødte ærlighed i sit udspring, sit barns ben gående udgangspunkt for ens fortagsomhed.
Men hvad så? Hvad må vi så gøre? Skal vi starte op igen og tro, at den næste gode idé via en stor personlighed på markedet kommer og redder os alle sammen? Eller endnu mere naivt tro, at hele system-netværket viser os sandheden, vejen og livet - formår at tilgodese det via sine forenede, forbundne og sammenkludrede traditioner, desuden koblet til alverdens øvrige lande på lignende vis!!!?
Samfunds-indretningen bliver med andre ord vort sind - siden 70'erne har der været protesteret mod ledelse ovenfra, der overhører ledelsen, der kommer op nedefra underet. Og bortset fra at det altsammen er blevet sammenpludret af alskens teknologiers indtog, især kommunikations-hastigheden mellem mennesker, ja, men over umenneskelige, fjernsynede og dermed snæversynede afstande - men bortset fra hele teknologi-kritikken, så er fadæsen, ulykken, at der i egentlig forstand ikke er noget ovenfra og ned eller nedefra og op. Eller man kan i det mindste sige, at det er forfærdeligt betinget af en bestemt samfunds-opfattelse: Staten/stats-utopien i sin uendelige magt-forstillelse.
Men hør: Lad os da gøre op med det og dermed sætte de akademiske skidesprællere fri med hensyn til deres oppebærelse af en livsførelse på bekostning af menneskeligheden bag den selvretfærdige, retsskafne, statsborgerlige idealisme. - Jeg vil da hellere sige: nedenfra eller ovenfra, livets samfund i sit underhold opstår nu engang kun indefra og ud til videre forplantning iblandt os. Og derfor er det jo altså ejheller lige meget, hvad man har næret i sit hjerte, sit liv, thi det inderste bliver det yderste.
Men hvad så? Skal vi gøre som sagt, tro at den næste store idé med sin redningsmand udi change kommer og redder os? Nej, sguda. Vi skal roligt indrømme vort inderste hjerte og ligeledes lade det komme til os oppefra, dumpende ned fra himlen udefra, altså i medhør af Gudlivets gang med menneskelivets udvikling på jord.
Jeg mener, at vi skal indrømme menneskelivet på jord, alle de hjertebårne erfaringer med det. Jeg mener at vi skal koncentrere dem og koncentrere os om dem, så vi atter kan mærke, at kødet har høstet for os. De mange gode idéer, de flyvske sind i vor tid, som jeg i særdeleshed kan tale med om, fordi den ene gode idé efter den anden vælter ud af mit liv, uden at jeg sådan set kan nå at omsætte dem på nogensomhelst måde endsige må kæmpe for at holde egen livs-energi indenbords. Det kom jeg til at bide mærke i - og ligeså lyksalig jeg kunne være over at være givet en sådan flydende strøm af sande, gode, skønne idéer til snart det ene snart det andet, ja ligeså klart blev det også for mig, at der var noget riv-rav-ruskende galt mentalt. Ikke med mig, men funda-mentalt: At være sprængfyldt med åndelig sandheds-energi - min erfaring var, at det virkede stærkt forførende og kunne misbruges på det grusomste. Jeg blev nødt til at forstå, hvad der var los... og at misbruge det til don juanen, jamen uha, det mærkede jeg mig allerede på højskolen ikke var sagens kerne. Sådan mødte og så jeg så L, siden Janne, Birgitte og Hanne, som jeg fik barn med. Nej, indenda var der også lidt til Agnete og Grethe, ja såmånd også Tove. - Begæret, dvs. magtforstillelsen var kommet i vækst og min personlige kamp blev at undsige den, lade den være dømt som falsk, hvilket var et helvede med filosofi-kendskabet i baggrunden. Dog i sandhed en livets prøvelse, der ikke er for sjov eller for småbørn i forstand, altså: utro mennesker, altså autoritetstro kultiverede statsborgere dør af det, altimens mennesket, der af god slægtsforstand nok kan erindre sig, hvordan klaveret spiller og hvor det er placeret – kanske når at spille en hymne i den sande helligånds navn.
I sidste brev nævnte jeg det under betegnelsen: Forstandens halte karaktér, men man kan også bare sig, at der er gået hul, foregår samfunds-opløsende virksomhed, der glemmer det samfunds-oplysende - faderligheden. Ja du kender dem, den kritiske tradition, de forbliver alt for let i fornufts-kritikkens tradition og dermed i dens negativitet, dens forargelse – som man nu engang ejheller kan skue på hårene og deres tungetale. De glemmer den forstandige danske kritik, den muld-bundne, der sågud kommer af hørelse for, hvordan det står til i samfundets øvre luftlag, da de jo altså ikke rigtig kan finde ud af at slippe deres ledelses-positioner, magt financieret på gammel myndigheds-kultur.
Negativitet, sagde jeg. Positiv og negativ, det er sådan set kun noget, der findes indenfor matematikken/fysikkens paradigme for mentalitet, altså de sprog og institutioner, der udgår derfra. Og den kigger jo altså mesten-dels kun ud på verden, velsagtens i et febrilsk ønske om at magte den på plads, skabe orden, få styr på tingene, osv. Filosofien er kun en undtagelse, forsåvidt den høres på sit sandheds-bidrag - i teologisk forstand: Der er kun én jord, et liv, en menneskeslægt og det er Guds såvel som guds-erkendelsen. Og en sådan forstand kan man altså ikke være i besiddelse af eller være ved, uden tro på livet som det første og afgørende. På dansk grund hedder det oplyst forstand. Det springende punkt, der imidlertid egentlig ikke er springende, det er, at den oplyste forstand i kødet udgår fra hjertet. Menneskehjertet i al sin sandseligheds kødelige, altså slægtsbårne arv på jord. Menneskehjertet er hverken dit eller mit, men vort, helt præcist al vort. Det er så dansk på dansk, men al vort betyder potentielt al vort menneskeliv på jord. Ethvert menneske på jord er indføjet i menneskeslægten og der er ikke noget skel mellem os, ifølge oplyst forstand. For hjertet er livsbetingelsen hos ethvert menneskes liv og samfundet udfoldes kun derfra, i agtelse deraf, ja i tro adlydelse af det. Hårde livs-vilkår kommer klokkerent fra undertrykte hjerter, om det så er fra den ene ende af jordkloden til den anden, altså lands-kulturelt, internationalt - eller om det bare er i det små i vort eget land.
Det springende punkt var naturligvis Vor Herre og dermed sagt treenigheds-læren. Tro - Håb/fornuft - Kærlighed/Forstand, sådan er ånds-udviklingen, oplysnings-retningen, samfundsudfoldelsen i sit sigte. Det hedder hos mig også ligeover: Tro=Mave-regionens drifter, altså forplantningen og skafferiets driftighed. Håb/fornuft=hoved-regionens drifter, altså verden, jagtmarken med alle dens tegn og fagter. Slutteligt Kærligheden/forstanden=bryst-regionens drifter, altså personligheden, livshistorien og hvad hjertet nu ellers bryster sig med. Oplysnings-retningen er med andre ord ikke fra det ene til det andet og så et fælles tredje, men at være i balance med livets egen energi, jeg vil sige livets egen ånd, da energi er et græsk ord.
Menneskets ånd er betinget at Livets ånd og ikke omvendt. Det er retningen i tænkningen, når den står i ånd af hjertet og fastholder sig ved sin forstand. Der er ikke positiv og negativ substans i livets ånd - men der er yin og yang sammenholdt af en cirkel, dvs. en aftegning af ånden, der jo er kuglerund, såfremt du absolut skal have en matematisk fornuftsform at henholde dig til. Eksempel: Rendyrkes Yin, så kommer der på et tidspunkt et ordentligt smæld af Yang eller omvendt og så triller kuglen rundt med os, så vi bliver helt rundtosset.
Yin og Yang er fornuftens bevægelse mellem modsætninger, der slår over i hinanden. Godt, der slår over i ondt, når man som bekendt ikke stopper mens legen er god. Yin-og-Yang-kendskabet giver kropslig erfaring af Tao, altså Gud i livet. Men det, som den kinesiske tradition for kropsligt at forøge kendskabet og håndteringen af modsætninger ikke kan lære os, det er kendskabet til Vor Herre, altså den europæiske kulturarv i kødet. Du kan ikke sandse kristi budskab i kødet ud fra kinesisk oldtid, dermed ejheller oplyse vort samfund sprogligt af ånd og kød, altså tilgodese almindeligheden i slægtens gang med sit samfunds mere eller mindre kulturelle og klimatiske egn. Men omvendt kan du med fordel benytte dig af yin-og-yang-kendskabet til at indrømme kristendommen i sin egentlige kødelige forstand. Det vil give budet noget mere krop og det har vi brug for til blandt andet håndtering af seksual-livets mekanismer. Kristendommen er kun en doms-tradition, fordi den står i arvestrid med en endnu dummere doms-tradition, nemlig den, der udgår fra justitisia, altså olympens flerguderi. Du tilhører da vel forhåbentlig menneskelivet på oplyst dansk grund, gør du ikke!
Et andet eksempel: Modsætninger er ikke substantielle i materiel forstand, men i kødelig forstand, altså åndeligt.
Tredje eksempel: Den gode og den dårlige vin kan meget vel komme fra samme flaske.
Fjerde eksempel: Livets levende lys/ånd/tro er det eneste, der kan skelne mørket i lyset og lyset i mørket. Og det har alt sammen åndsudviklende retning, sigte og forsyn. Eller med andre ord: Håbets underhold.
Femte eksempel: Vi kommer fra paradis, Guds sande mening med mennesket og menneskets sande værensmåde - efter syndefaldet går vi atter mod paradis, det vi kom fra og i samme grad, som vi lærer at indrømme det og kan håndtere det. Men fordi det er ét og det samme: Paradis på jord er givet, Guds sande mening med livet er tilstede, nøjagtig som Livet ér Gud...
Isoleret tænkning i ånd kan man kun gøre omkring ting og sager, man kan f.eks. belyse ånden i et design-møbel ved at opregne alle de elementer, der er på tale: træet, hvor det kommer fra, hvad skoven hedder, hvem der har bearbejdet det, hvilken tid, dvs. hvilke samfunds-hændelser der er foregået, mv. - Det er analyse-kunst i triviel forstand, altså belysnings-kunst. Men oplysningen, at oplyse: Det er når vi gør det med mennesker og se da er det ikke længere en kunst, men et samvær, en samhørighed, en åndsbeslægtethed, der i sidste ende er én og samme. Fra belysning til oplysning er der med andre ord en verden til forskel, fordi vi da, med oplysning, rykker ind i menneskets altid også samfunds-dannende værens-element. – Og da begynder dannelsen for alvor.
Og hvordan giver det sig tilkende, hvornår gør vi det? Ja hør og se det er åndsskellet mellem den sandhed, der står i alverdens flygtige navne og så dén, der taler hele vejen indefra år nul, dermed oppe fra gud og ud til næsten, altså forstandigt. Vi lærer først at høre det på sproget i de nære, varme relationer og kan dernæst også lære at se det på skriften, ja hvorvidt den er varm eller kold. Når skriften bliver talende fra hjertet, så føres pennen ikke længere af skribenten, så er erfaringerne fordøjet og så bliver der formidlet/forkyndt/undervist. - Men hvordan kan læseren, tilhøreren vide dét?
Det kan han ikke, uden tro og så måske ved at have mærket sig forskellige tekster, forskellig tale om det samme! Alle siger det samme, men opgaven er at høre det, dermed hvordan deres liv er stillet med det samme vilkår, ja hvis man gider, er til det, altså. Men sådan kan nyt hørelys måske bringes frem eller bare vækkes. Ja, for jeg tror ikke på læsning, da hørelsen står i kødet og angår livets egen gang med én udefter og hjem igen, udefter og hjem igen og så videre.
Mere vigtigt er det derfor også at få sagt, at ordet ikke er skriften, men kødet. Det er hjertet eller varmen eller tilliden i samværet, samhørigheden, der afgør, hvorvidt der tales sandt, ærligt eller bare afgør om vedkommende kan bruge det i sit liv, føle sig oplyst eller beriget af det. Altså... Igen, som du sagde om mellem-menneskelige forhold: At ethvert forhold mellem mennesker oppebæres af den virkelige anerkendelse af det andet menneske. Du nævnte også, at det er svært, hvilket jeg kun kan give dig ret i, også i betydningen svært som tyngde. Det som er fejlen i det sprog, der udgår fra århus og det er ikke for at korrekse dig, men hele århus-problematikken er, at det foregår i fornuft, i teoretisk forstand og ikke i hjertelig forstand.
Du skal elske næsten, indrømme næsten som ligeværdigt menneske på jord og ikke som dig selv, nej ikke som dig selv, men i Guds navn. Du skal i Guds navn elske næsten som ligeværdigt menneske på jord. Og i kristen forstand hedder det i sigte for helligåndens opløftende, oplysende under af såvel dig og mig som derved også helt generelt mennesket, samfundet og så videre. Anerkendelses-problematikken kommer af fornufts-viljens ønske om at blive kendt på sin troskab eller pligtopfyldthed, men det er ikke guds vilje med mennesket, altså jeg siger: Grundlæggende er problematikken, at sandheden om ens inderste bedrifter kun lader sig formidle til næsten i form af indrømmelse. Og den indrømmelse går ikke først og fremmest via næsten...
Først kommer Gudsandheden som den kommer via sandselighedens erfaringer op gennem livet og således er ens egen vækst og livserfaring i sin unikke gang ved sin placering i slægten, kan man sige, men altså som guds skabning. - Jeg er skabt, født som jeg er og det kan desuden aldrig blive forkert i et og alt. Først Gud/Livets Sandhed og dernæst næsten. Jeg er ikke før næsten, men Gudlivet er før os begge to, ja alle sammen. Og sådan vil det i al evighed forholde sig, ja vi er omsluttet af livets givende karaktér. Iøvrigt fandme ikke omsluttet af staten som det yderste og kraftedme da slet ikke paradigmet for universitære kræfter som det yderste. Nej, for det er alt alt for yderligt-gående. Ja, videnskab og rets-samfund er ekstremisme.
Men derfor har Næsten ikke forrang, du skal f.eks. ikke helt og aldeles ofre dig for næsten, nej det er den anden vej rundt, der er retningen: Du skal være tro mod din menneskeskabning og livets kald deri, Gud, som du nu hører det, altså i personlig regi, for da bliver næsten en gave som også en opgave, en oplysende gave, der beriger ens liv. Altså jeg siger også, at jeg sådan set er ligeglad med anerkendelse, når blot jeg bliver elsket, men ja, i sandhed. - Og dét afslører vel også troen på sin henholdsvis levende og/eller døde karaktér. Vi kan jo ikke dømme over kærligheden, dog forhåbentlig mærke den og lade os mærke af den, vende sorg til glæde, nederlag til sejr i dens favør. I det mindste skal vi vel minde hinanden om, at kærligheden altså ikke først står i menneskets navn, men i Livets navn. Det sikrer nemlig, at mennesket ikke bliver en definition ligesom statsborgeren og de civil-retslige pampere ud løgnens satan jo forkynder det. Årsagen til sygdommene i det danske samfund. Hør, kære Morgenstjerne: Det er svinene i den universitær-statslige bærme, der er sygdommens grundlovsgivende adfærd i Danmark. Og det er ikke et spørgsmål, nej, det er da kuren, der er spørgsmålet! Kuren, helbredelsens ”spørgsmål” kan desuden ikke besvares af dem, altså ud fra en tradtion, der i 2009 år ikke har bestilt andet end at ugyldiggøre menneskelivet via et puberitært, studentikost og romantisk magt-politisk selvsing, der intet sandt menneskeliv på jord vil være ved.
Det er den sandtro kærlighed til livet, der bærer næsten oppe. Af samme grund er tro ikke en privat-sag, nej derimod kan man sige, at: Den er den til os givne sandt levende, sandseligt givende udviklings-pointe, der jo netop også som sagt skal afholde os fra at sætte os af i en idealisme, som f.eks. begynder at sige: du er menneske og jeg er menneske, så hvis vi nu ikke er enige, så er der pludselig to guder og ligeså mange verdensbillder som der er mennesker..., Thi da er livets eget billede jo allerede ude af billedet! Ja ethvert håb, enhver åbning og dermed fremvoksende videre sigte og oplysende ledelse derved er da forladt. Politik hedder det.
Anerkendelse/elskelse/indrømmelse bliver nok desværre meget let to-tre sider af samme sag i vor kultur-kreds, fordi overlevelses-betingelsen i sammenbland med al lortet, verden af lave, bliver betinget af kendskab - kender du ham, kan du stå inde for ham, kender, du nogen, som kender nogen og er han ovenikøbet kendt!!! Det betoner ligeledes al videns-idiotien og dens teknologi-teknokratier, samt dét, du siger om hjerneforskning. Hjerne-forskning er komplet til grin hos mig, jeg synes det er grusomt, da jeg ikke har nogen forstillelser eller tvivls-spørgsmål gående med hensyn til, om det er hjertet, de bruger til det eller ej. De kan da bare sætte sig ind i selvets selv-referende logik, så er den skid jo slået og de syge på sygehusene potentielt helbredt: omvendt til raske, der blot har hårdt brug for genoptræning af det raske, altså det levende hos dem, fremfor en stadig kraftigere fokusering på det syge. - Hvem tjener på den fokusering?
Vi skal indrømme menneskelivet på jord - og det er et arbejde - for Glædens ånd står ved magt i hjertet på os og i den finder vi både forsynet til eget liv og familie, men derigennem også udfoldelsen og virket videre ud derfra. I kødelig, almindelig gang med livet. Forplantningens grund fra slægtsled til slægtsled er uomtvistelig, men arbejdsmarkedets indretning i forhold til at berige den forplantning, altså arbejdet med at lade nærings-grundlaget udvikle sig, så det står og slår i takt med livets almindelige glædesgang, "i medgang og modgang", jovist - det er, hvor vi er kommet til i mine øjne. Og forsåvidt har været kommet til siden 70'erne. VI LEVER HVER FOR SIG OG IKKE SAMFUNDET og kommer ikke til at leve samfundet sålænge samfundet står ved justitsias magt, fremfor kærlighedens oplysende sandheds-virke - i forløsende ånd- og visdoms-kunnen. Ja, hørelse i livets eget kød, ganske som man er skabt og med alt, hvad det indebærer, også ens livshistorie indtil videre. Den hørelse, den sandselighed er grundlaget for en videre bekræftelse af vor samhørighed på jord og såvidt oplysningens ledelse.
Opgøret med lovført kapitalisme venter forude, fordi det forvansker og forstiller levebrødet som vi ellers i sandhed næringsgivende vil kunne sandse os langt klarere ved, leve og vokse videre i sigte for at udvikle. Det hjælper jo ikke vort samfunds udvikling at asfaltere næringsgrundlaget, bygge broer og babelstårne (universiteter) over det! - Det smerter ikke kun bondedrengen, Jens! Nej det forflytter vækstens fokus, dens jording.
Kapitalisme er ikke længere bundet til et ædelmetal, guld. Jernalderen er slut, men istedet er trådt en teknologisk symbolik uden materiale at henføre skellet mellem krop/forstand/livet og verden til. Penge er papir og symboler på en computer! Og hvad man end siger, så forstyrrer det menneskets forstandige dannelse, netop i forhold til, hvad der er sande genstande: Jord, planter, dyr, mennesker. Ja de er der jo gudsketakoglov stadigvæk, men arbejdet omkring dem det nærmest frasiger vi os, hvorved ingen sand dannelse finder sted. Og det sker altså på grund af en symboldannelse af sindet i forhold til ikke-jordnære, ikke-kropsnære genstande. Kort sagt: Livets egen sandselighed, forstanden/kroppen bliver smadret, forført til at tage alskens omveje og gøre gerninger, der stjæler energien fra os samt gør alt, alt for meget tvivlsomt.
Vi kommer ikke langt, såfremt vi alle sammen skal være medlem af skue-spillernes fagforening i det cartesianske, græsk-romerske teater financieret af APMøller og kultur-brian - og således underholde hinanden, altimens alt det sandt hjertenære omkring vor slægt-stamme vantrives. Krukkeriet skal ud og det er sværere end som så at omvende. Med andre ord må dannelses-temaet og oplysningen dermed ikke alene stå med fokus på mennesket, sådan isoleret set, ja som individets se-hvad-jeg-kan - nej det er nødt til at foregå via åndskendskabet, så ikke alskens rettigheds-krav og lovgivning med magt, hamre og pistoler bliver teten. Ja, så fornuftens isolerings-evne, evindelige problem-løsnings-forstillelser, straf, fængsling, gidseltagning og fyringer ikke bliver slutordet gang på gang...
Dannelses-temaet handler med andre ord om unge mennesker, der gerne vil lære, ja er klar over, at de skal løfte ansvaret for samfundets udvikling - men joda, sguda på bæredygtig vis. Og det er udtryk for en fallit-erklæring overfor det gamle stats-samfund, vi er blevet skruet ind i. Vi har lært meget, men der er sandelig også meget af dét, vi har lært, der ikke kan bære livet videre, bekræfte og bestyrke det. Dannelses-temaet handler om bæredygtighed, holdbarhed i livsmåde og dermed også i ånd. "Medgang og modgang", siger du, ja, svarer jeg, men det må ikke blive underlagt en systematisk/alt-for-fornuftig måde at dømme medgangen og modgangen på! Vor Herres dømmekraft, den sande, tro kærligheds ånd er den eneste, der kan dømme mellem levende og døde, levende erfaringer, der giver liv og døde erfaringer, der bekræfter, hvad der ikke kan give os noget videre. Uden det hjerte ihu kan vi intet, så det skal med andre ord bekræftes og udvikles på mildere, fastere og mere åndskyndig vis, ja det bliver for mig at se krumtappen. Bæredygtighed i samfundslivet har sit udspring i den bæredygtighed vi kan mønstre i den sande kærligheds ånd: Oplysningen.
Man kan tale om oplysningen i nærmere forbindelse med kundskabs-dyrkelse. Alle de fag, man udsætter børn og unge for i vore skoler. Og her er det vigtigt at se på, hvilken sandhed de fremmer eller bærer videre - hvordan præger de livet og videre samfundet? Men man skal også gå den anden vej og kigge på, hvad vi er præget af: Fra Oplyst Enevælde til Oplyst Demokrati - der jo så i vore dage er faldet helt ned og sammen i en sur kop te, der nærmest må kaldes et socialt demokrati eller når man er vred: et social-fascistisk demokrati eller endnu værre: et rets-fascistisk demokrati. Når man taler om samfundet, så kommer man ofte til at tale om det som et system i dag og det er altså en løgn, der skal ud, så vi kan høre og indse de menneskelige kræfter, der i sandhed er at gøre godt med, i sandhed fortsat er levende. Løgnens eller satans hovedstol i vort samfund, det er staten, dvs. lovbegrebet.
Når vi sådan skal indrømme os i den sandheds-åre, der allerede løber i vort blod og som sådan er vort samfund, adgangen til samhørigheden i det, der jo således videre kan lade os oplyse vidt og bredt - så kommer vi også i strid med alle de gamle fejltagelser, der på folkelig vis er kultiveret ind hos os via de reaktioner mennesker vidt og bredt i samfundet har gjort sig som svar på overordnede, ofte utopiske, ændringer eller blot som svar på kulturelle strømninger, de har følt sig fremmedgjorte af. Kort sagt mennesket skal høres og kan jo altså ikke høres ved at lade hver og én være hørt hver for sig som til en anden medarbejder-samtale. - Måden vi kan høre mennesket på griber med andre ord tilbage til vor grundlæggende forståelse af: At være menneske.
At være menneske er aldrig isoleret. Du er aldrig dig selv, helt alene, omend det da kan være godt og dejligt at finde tid og lejlighed til at meditere/tænke lidt over det faktum. Vi er forbundne og hele vort liv afhænger af hinanden, først og fremmest de familiære bånd, men ligesåvel, hvordan det står til med andre mennesker rundt omkring i samfundet, fordi deres adfærd vedrører vort livs beståen. - Det gør jo altså et slemt indtryk på menneskets udvikling hos et barn, når narkomanen ligger på kantstenen med armen ude!!! Det fortæller uundgåeligt barnets uskyldige hjerte, at livet her på jord vist nok ikke er helt som det skulle være og at udviklings-sigtet med at gøre sig et godt og glædeligt liv i vækst og udfoldelse vist nok ikke er helt uden farer.
I uskyldens hjerte opstår faderlighedens krav til mennesket. Ethvert menneske, der vokser op vil derfor også i forbindelse med at finde sig selv, som man uheldigvis siger det, da selvet jo ikke findes, men lad mig da sige: finde sig sin gang med livets ene eneste gang. Ja ethvert menneske, der vokser, dermed naturligvis søger sit livs gang, vil også skulle indrømme uskyldighedens sande hjerte: Det vi har set, mærket, bemærket, hørt, sandset, været vidne til også videre op gennem hele livet. Når det indrømmes, så indses eller mærkes det også, at der vist nok var nogen, der ikke havde det så godt i deres omgivelse. Og da opstår faderlighedens krav til menneskelivet om at sone, forsone, udtænke, danne og udvikle en livsmåde, der i det mindste ikke gentager, lader en sådan omgivelse bestå, der fører dårligdom og vantrivsel med sig.
Og burde-burde, den etik kan du godt smide ud, thi dens forargelse fører ingen vegne. Hjertets krav er et faktum og jo mere vi strides med det jo værre bliver det. Istedet skal vi bøje os i støvet for det og som sagt lære at indrømme, undlade, vokse videre i god tro og lign. Mao. Vi har aldrig skullet redde hele verden, men udrede menneskelivet af dets ørkenvandring. Verden er af det lave, livet er at højne. Oplysningen har været gjort forkert grundet skrifts-traditionen, manglende indrømmelse af ordet i sit almindeligt kødeligt, slægtsbetonede element. Men det bliver staten jo så også involveret i. Man har villet oplyse verden, fremfor livet og kører sådan set fortsat verden af det lave ind som sind, vi skal rette os efter, koordinere os i henhold til med videre - fremfor bare at indrømme livet i sin sande glæde...
Der er ren sandhed, nye vidnesbyrd, et godt sandru hjerte i ethvert barn - og det skal først og fremmest vækkes, så det kan få vækst, finde vej, blive stærkt gennem sin opvækst og dannelse med de forskellige ting, det nu måtte præsenteres for. Og såvidt for senere hen at kunne indrømme sin glæde med de erhvervede erfaringer i sigte for at løfte mennesket videre ud af den nedarvede dårligdom vi trækkes med. Hele kundskabs-industrien og desuden den gamle samfunds-orden skal holde op med at lægge ned oveni hatten, for barnet kan ikke bære, før det kommer op - ny vin på gamle lædersække duer ikke. Og barnet kan meget vel være gammelt ved sin fødsel, da man jo hælder masser af falsk ny vin på nye sække, ja så det gamle vedbliver med at genopstå, men på mere og mere forkvaklende vis. Tillige derved står ved ussel magt uden sandt levende sigte for vort jordiske vilkår. Det er typisk græsk-romersk selvsving i sin onde arv, ja ukristeligt, umuslimsk, ukatolsk, ubadduistisk og ganske enkelt umenneskeligt, uforstandigt dumt. - For der er nemlig almindelig ren og mild hjertegod, ærlig forstand i menneskelivet at leve på og vokse videre med.
Så fik du lige det med... Men lad mig alligevel slutte med en opsamling.
***
Orienteringen af et lands liv i hensyn af en politisk-økonomisk rets-stats ledelsesånd eller styreform om du vil kalde det så – ja kald det bare det, for så kan du jo se, hvad der ikke er styr på. Men kommentator-boks i ringhjørnet bag dommerpanelets spøgefugle til side. For en sådan orientering kan KUN avle, kultivere, danne, nedarve en ånd og livsmåde med vort kød, der politiserer os. Altså opdyrker polisering, pol-dannelser, parti-dannelser og krig. Det kaldes også enten-eller-fornuftens sindelag og som førnævnt er det sindelag årsag til landets, vor kulturkreds sygdomme og dårligdomme.
Enten-eller-fornuftens magteri over menneskelivet finder sin grund i adfærden omkring ligevægten, der aldrig kan skabe ligevægt, altså justitsias købmænd og deres institutioner. Men ligevægt er også udtryk for menneskets afgørende kropslige kendskab til det levende livs ånd i balance. Abekattene i klatretræet falder ned og dør, såfremt de mister grebet. At menneskeaben så udviklede sit medfødte kendskab til åndens balance udi LIGEVÆGT, ja det er jo så historien om formalisering og objektivitet.
Vi fandt ud af at bruge en pind til at stikke ind biernes bo, så vi kunne slikke honingen, istedet for med næb og klør at skulle stikke snotten ned i snudebillernes gudsjammerlige tilværelse blandt det øvrige kryb. Vi fik hænder og begyndte dermed at håndtere os frem. I ”vor” tid hedder det som bekendt: Administrere. Men bortset fra at løgnens latiniserede folkeslagteres administration ikke er klar over, hvad de håndterer, ja så lærte vi altså den med pinden og honingen, før den med pinden og lorten blev aktuel.
Den pind blev til værktøjskassen i europæisk, ja verdens kulturhistorie om menneske-samfundenes dannelse og udvikling. Og til såvel korset som også ligevægten. - Håndelag og sindelag kommer til at gå slag i slag hele vejen. Vi fik at gøre med objekter, ting, materiale – i hænders brug og misbrug. Ligeledes og tilsvarende overens dermed fik vi at gøre med sindelag – i hænders brug og misbrug; men altså omkring tegn, kunst, symbolik og sprog. Sidstnævnte er en slags afhændelse af det præg, som håndelaget til den rå håndtering af livsvilkåret sætter på sindet - for senere at blive til levebrødet, den menneskelige tilværelse uddeler sig omkring i sit forsyn med livet og til forskel fra aberne. Vi lærer af – lader os ærer af - at udveksle ærlig sand erfaring med henblik på vor beståen og udvikling som menneskeart, menneskesamfund.
Afhændelsen sker f.eks. grundet sorg over tabte unger, børn og ellers såmænd bare alskens ulykke i det hele taget med det levendes virvar: død og ødelæggelse, opstandelse og nyt liv. Den opstår simpelthen som en måde at forløse hjertets sorg over vreden ved tab eller uro. Og det er ad den vej, at vi har lært mennesket at kende på sit hjerte, den høje, inderlige sandslighed, der kendetegner sandheden i ro t ro hos mennesket. Samt dermed dets evne til at vende på en tallerken, når det går klumset for sig, da det jo ellers også lader sig gøre på spidsen af en nål altimens kamelerne genes igennem øjet i den anden ende.
Hjernen, den er dum som en abes, den har rod i pikken, gorillaens forplantnings-egenskaber og pissen territorier af, hvorimod hjertet uundgåeligt vil ytre sig på menneskelivets sande vegne. For eksempel er det meget naturligt, menneskeligt at industriens arbejdere drikker øl efter fyraften, eftersom industriens ånd jo er gorillaens efterabende manér udi blind masse-produktion af den samme åndssvage vare. Det er ganske enkelt hård kost at skulle opretholde sin menneskelighed i nogenlunde kontakt med hjertet under sådanne omstændigheder. Og det bliver så lige til øllet, der jo på sin vis, blandt hårdtarbejdende mennesker underlagt goriallens slave-mentalitet, ikke er en alkoholisme, men derimod et tåbeligt forsøg på fredeligt at indordne sig under fattigdommens egen abeånd.
Det objektive sindelag tager med andre ord form, det formerer sig og formalisere sig i tegn og symbolske genstande. Og på samfundsmæssigt plan, da det jo vokser ud af vor arts kreative måde at håndtere livet på. Ja menneskehedens udvikling er sådan set bare én stor brugsforening. Den er kvik i sit ly af skaberværkets levende omstændighed.
Guldet kommer på tale som afslutning af det sindelag, der udviklede sig omkring metallet. Ved ildens mellemkomst fandt vi pludselig sandsten smeltet til glas og ligeledes metallet. Vi fandt noget hårdt, der ikke knækkede ligesom en pind og ejheller rådnede. Det gjorde os effektive. Vi havde ikke længere nødig at plukke græs og foder, men kunne nu også afhugge det og opbevare det i større og større lader, som de skarpere og skarpere økse, hamre og nagler kunne bygge. Nye arbejdsformer vandt indpas – og forædlingen af vort sind i ånd af metallet var dermed godt igang. Det objektive, stivnende, pol-dannende sindelag ligeså med alle sine netværk. Karakteristisk for menneske-samfundenes udvikling er for eksempel temaet om land-og-by, der jo handler om marker og markeder. Det betyder naturligvis også, som vi i dag kan se, at markedernes sprog har trukket næringen til sig og affolket land-områderne. Og det hænger sammen med guldets forædlende sindelag.
Guldet er en afslutning af det sindelag, der opstår med håndelaget omkring metallet i sin anvendelse. ”Sporet” i den erfaringsdannelse af sindelag skal ses i lyset af holdbarhed, varighed. Det mest holdbare er det mest eftertragtede, fordi du da får sat kræfter fri til noget andet: skal du lave øksen, før du kan hugge med den, så bliver arbejdsdagen lang og boligen utæt altimens. Guldet var ædelt, et uforgængeligt ædelmetal og blev således en målestok. Det kunne ikke bruges til noget, men det var smukt i sin tanke – og det blev målestokken, idealet i metal-økonomien. I forhold til hvad, siger menneskehjertet i sit slid og slæb... Det ædelmetalliske sindelag i sin kobling til livets behov for fornødenheder bliver købmandens speciale. Og dertil hører også sprog. Udbud og efterspørgsel hedder det traditionelt. Noget-for-noget og fortjeneste derved hedder det også. Metal-møntens veksel og værdi blev fastsat i henhold til guldets vægt. Og sindsforvirringen total i sin rente-forregning, da man dermed er langt, langt inde eller ude i sprog og tegn for noget, der ikke er der, men engang var og nu kun kan indlæres ved fortsat at opretholde skoler i ældgamle logikker, der kan trygge angsten frem i kødet, som førnævnt en børnesang i ”vor” tid synger: Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.
Matematikkens sindelag vokser frem på en sådan lignende måde. Målestok, standard, objektivitet uden objekt. Formaliseringens tomhjertede sprog, løsrevet hånden blev dermed et faktum. Og hele system-mentalitetens enten-eller-fornufts grund i en helt bestemt adfærd er hermed indkredset og prisgivet sit fald ned i afgrunden i henhold til faldloven for masse. – Gik det for stærkt?
Det kapital-økonomiske sprog i sin vækst forsøger med andre ord at afhænde uligheder omkring handlens noget-for-noget. Det håndterer behov, altså efterspørgsel og danner dermed erfaringer omkring udbud. Behovene er imidlertid uden så meget som et gran af tvivl herfra, koblet til hele det psykopatiserende netværk, der følger med guldets omvendelses-mekanisme i sin metal-historie. Behovene er ikke reelle som man siger, nej de er kunstfærdige, det er nogle, man skaber med henblik på at holde hjulene igang med industriernes udvindelse af sikkert, ja helt sikkert nye råstoffer og energi-former, der overhovedet ikke har metal, dermed penge nødig!!!
På samme grundlag, grundet forvirringen, den løbske handel med sine krigeriske tendenser, opstår der politik og justits – behovet for fordeling af fortjenesten og behovet for domsmagt til den ende udi for eksempel begreber, såsom fred og handel i god tro, ærligt sigte. Justitsia, retfærdighedens ligevægts-gudinde bliver med andre ord en instans, der skal håndtere det psykopatiserende eller også kaldet det forædlende håndelags sindelag i sin total løbske vækst i abehjernen. Men da guld-drengenes samfund imidlertid er en material-historie, der står i kødet og er symboliseret ud i hele vejnettet, med i sin tid adelen, større gårde, stormænd på tinge og senere sågar soldater til beskyttelse af kongens interesser, freden i landet omkring brødet og næringsvejen - ja så foregår det på et plan, der forlængst er takket over i symbol-dannende adfærd og sprogs selvretfærdiggørelse. Vi synes vi har ret til...og nu spørger vi ikke længere, nu tager vi os ret. Og sådan afslører det sig jo, at gorillaen stadigvæk er ånden bag det hele.
Børn af vesterlandsk kapitalisme kommer med andre ord nærmest uundgåeligt til at følge markeds-mekanismerne, da de nu engang ligger før indsigten i det nye vidnesbyrd. Dét, der forankrede al ordens udgangspunkt så ganske inkarneret i menneskelivets eget guddommeligt faste hjerte: Ordets – og netop ikke ude i verdenshandlen med sine guder på skyen. Før den indsigt, ja og dermed sagt blev, i det spor bliver retfærdighedens sprog af ideologisk, idealistisk karaktér uden objekt. Det fortæller også, hvorfor, der fordredes og hvorfor, der videre fordres en institutionens magt-symbolik, opbyggelsen af en status-opgørende politisk-justitsial religion. En instans som flertallet frygtede mere end den døve handelsmand med sine soldater; syndebukskulturen og jantelovens hovedsæde. - Domsmagten bliver med andre ord forgyldt og tilbedt i samme ånd, som det, den i vort menneskehjertelige indre søgte som fortsat søger at tage afstand fra. – Det bliver desuden let til historien om hønen eller ægget, hvad der kom først. Og det er nonsens at diskutere i forstandsløs ånd, thi det er jo sand glæde, Gudlivets egen forstand til mennesket af tro hjerte, der jo i al evighed er først og fremmende.
Sprog vokser frem til håndtering af vore sindelag, altså sindelag, der opstår ved vor adfærd omkring det vi håndterer. Når guldet har afsluttet metallets æra, så betyder det også, at menneskelivet har erfaret værdien af den æra, livsmåde og kulturform – altså er det afsløret, at sindelaget omkring guldets håndelag ikke kan stoppe eller få styr på vort helbredende samfund i sand vækst, ånd i levende balance og glæde dermed. Tværtimod bobler den bare med sine mange gode idéer til salg: Køb mig, køb mig, for jeg er intet værd alligevel.
Fik i dén: Metallets virksomheder kan ikke udvikle menneskelivet videre, fordi de forhærder sindelaget tilsvarende deres materiale og målestokke for værdi. Og da bliver hænderne ikke flittige og kreative med glæde, nej da begynder jagten på gode idéer, fordi det folkeslag selv er løbet tør i deres utro livsførelse. Det er nemlig prisen eller som det hedder i glædens tro regnskab: Den som har i forvejen skal endnu mere gives, mens den, der lidet har, fra ham skal det sidste tages. Når abekattene i klatre-træet mister grebet i balance-nerven, så falder de ned og forslår sig, hvis ikke de ligefrem dør. Kan I godt lide Heavy Metal?
Og kan I ikke, så må I forlade metal-industriel livsførelse. Menneskelivets hjertelige værdighed og viderførende kreative udvikling kan ikke sandses i den kultur, ja så enkelt er det. Enten-eller-fornuftens ånd er hård som metal, tveægget som et sværd og sygdommens grund i vesterlandsk kultur – og kan altså ikke helbredes uden ændret livsførelse, derunder naturligvis en anden bæredygtig omgang med vort forplantnings-potentiale, ånd og hånd. Det er ikke metallets anvendelse, der er problemet, men det forgyldte sindelags logikkers kobling dertil, som det er opgaven at forløse, opløse og oplyse med den sande varighed i åndens balance. Det er én stor menneskesorg, som vesten, ja hele verdens samfund skal indrette sig på at vende – og det kan kun ske med fast glæde i bevægelse med kroppen og åndens forplejning, i arbejde omkring det sande næringsgrundlag.
En anden side-historie, tilgang til guldets formalisering af sindelaget – er dens syge projektion i solen. Altså videnskabernes universitære verdensbillede og platons, staten. Den er kendt fra Egypten, hvor både forgyldelsens forgudelse af den smukke leder som menneske-ideal og hans afledning af den tungt belastende opmærksomhed i solens kolde lys, finder sted. Det geometriske, symmetriske, koordinat-systematiske verdensbillede på landkortene er guldets, det er samme administrative ånd. Ja ligesom lægernes regions-planlægning, for fortsat at kunne financiere tilværelsen i kraft af andre menneskers sygdom er et andet eksempel derpå. Så nej, den administrative ånd kan ikke håndtere menneskelivets samfund i sin levende udvikling, fordi der ikke er noget menneske i den. Ja, det vil sige, at den virksomhed, der udgår fra menneskene præget i rædsel og angst over ikke at besidde guld eller dens logikker – ikke bekræfter den livsførelse, der opstår i sand tro vækst og balance med menneskets sande væsen, hjertet. Ligeledes derfor ejheller kan høre og aflæse udviklingen med det holdbare, bæredygtige i en fortsat afvikling af det uholdbare værdifelt. Det værdi-felts ånd, der er erfaret som uholdbart på sin kultiverende følgevirkninger udi dårlig-domme over menneskelivets hjerte-kødelige samfund med den ellers skyldsgode trivsel i svaren an, der går an.
Den knop-skydende adfærd med sprog, jeg også har kaldt babels-tårnet, altså universiteterne – den søger at afhænde og afvikle mennesket af sin samfundskulturelle sorg: Det forstenende, forhærdende ædelmetalliske sindelag. Min forstandige kritik af dét er imidlertid, at kroppen ikke er med og at ånden således ikke er i balance, så der i egentlig forstand kan flyttes noget derved. Sandheden i menneskelivets hjerte er ikke med, men er så at sige fedtet ind i hele det ædel-metalliske sinds dyder, for eksempel den, der hedder: god gammeldags købmandsskik. Og som jeg så har behandlet under ét i navn af kapital-staten.
Demokratiet i al sit teknokrati lider under samme enten-eller-fornufts højre og venstre og ingen vegne. Det er med andre ord bare et knop-skydende sprog ud af den samme gamle idealismes benhårde sind. – Derfor skal jeg søge at sige, at folketinget skal kalde sig menneske-tingel-tangel og desuden helt generelt oversætte sine skilte til dansk. Det skal indrømme, at det er hørelsen efter mennesket i sine forskellige håndelags-og-sindelags-traditioner og erhverv, der videre skal ytres, så de efterfølgende kan håndteres i nyt sigte vidt og bredt, rundt omkring. Samhørighed og mangfoldig fodslag i samme levende, men opløsende-oplysende eller afviklende-udviklende ånd på jord, det kan kun foregå via hørelse. Sådan var det også i sine islæt førhen, ja når f.eks. ledende minister i radioen sagde, at Danmark var frit. Det løftede jo lige hele landet. Tilsvarende gælder også idag, men der siger man jo rask væk terrorisme fra ledelsesmæssigt sted, hvorefter den autoritetstro del af befolkningen, de statsansatte begynder at lege politi-mænd, hvis ikke de ligefrem udvikler en angst-neurose. Når politi-manden med andre ord bliver indlemmet i de akademiske sprogs dømmekraftigheder, så går det galt, det skal han ikke, da hans hørelse i Oplyst forstand som almindeligt menneske er god nok. Til gengæld er sidstnævnte så også udviklings-kursen indenfor politiet. Ja på tilsvarende vis som menneske-tingel-tanglen kan finde sin samhørighed i vækstens oplysende eget navn. Folketinget, altså det kommende mennesketing er en kongestol.
Jeg gentager: mennesketingets ledelse skal lade det oplysende være hørt og undlade at kanalisere det ud i et magt-apparat med alskens direktiver tilfølge. Det er sagt før af mig, at statens administrative virksomhed lider af hele teori-praksis-syndromet – der jo netop blot er en anden version af enten-eller-fornuftens skizzofrene vilkår: Enten er du håndværker eller også er du åndsværker. Og altsammen spundet ind i det matematiske sindelags solguderi med sine selv-refererende ideologier og koordinatsystemer. - Glistrup måtte stadigvæk leve et liv i fængsel, for at have været fremsynet. Måske det havde reddet en række børns liv, såfremt det var blevet hørt, hvad han sagde hos den kloge, kloge, kloge veluddannede social-fascistiske skare i landets skatte-stat og uddannelses-sektor på daværende tidspunkt. Nå, men han havde nok ikke forstand på børn og unge eller mennesket, vel!!!
Et lands ledelse kan aldrig være ledelse over livet. Det slår man på med det repræsentative. Man repræsenterer en baggrund, et miljø med sig og sine. Men hvis det repræsentative ikke er oplyst, så repræsenterer det kun menneskers forskellige interesser og ikke Gudlivets, Gudsandheden i menneskelivets forstandige hjerte. - Ånden på Christiansborg er skrevet under Kongens oplyste hånd i adlydelse af underet i menneskelivet. Altså ud fra hørelse af menneskelivets sandt hjertetrolige væsen gennem tiderne med samtlige danske forfædre bag sig. Ja, så hvad har I gang i social-stats-fascister og kommunister kronet af justitsial selvretfærdighed. - Det er fint, at vi ikke har Oplyst Enevælde i magt-position længere og altså har gjort os den erfaring. Men behøver erfaringen om Oplyst Demokrati at skulle foregå i det gamle Athen, så vort oplyste kød ingen sandselighed i sin ret er givet!!! Ja for så starter vi altså forfra med 2009 års erfaring i at trykke magtens ledelse udi kapital social-stats-fascisme helt tilbunds, så den ikke kan virke. Og det har jo været tilfældet siden grundloven i samme udstrækning som grundloven blev til lovmæssigheds-dyrkende sprog gjort gældede over alt og alle og på kryds og tværs udi profitable friheder for den kreative – i det ædelmetalliske sindelag med pikken i hjernen, som en anden dansk kunstner så fint har ladet forplantnings-organet til selvbedrag være afbilledet.
Det er ikke demokratisering, lovbyggeri og regler, der er landets ledelse, det er Livet og derunder menneskelivet i sin kulturelle handel og vandel, ja, men for at kunne høre det og i sandhed forløse det til fornyet kreativ glæde, så kan det ikke nytte noget at skole befolkningen i det matematiske ædelsinds forstening i enten-eller-logikker. Hørelse er hele kroppen på én gang og med alle sine levende historier og forbindelser – og det indfanger 1+1 ligesom ikke!!! Koncentrationen af den hørelse, så den kan erfare og avle, ja det er troen, dit hjertes adlydelse at det, du hører som sandseligt godt sigtet til noget viderebringende. Det er ikke nødvendigvis en gøren eller en handel adlydelsens skal overgå til, som skulle den føres ud i livet eller lignende formuleringer af falske tilskyndelser. Nej, for den går jo med dig, når du har hørt og lader være sandet, lader Gudlivet arbejde med dig som indsats og bud, som det så fint hedder, fordi det er sådan, det vender.
Sålænge magten med staten imidlertid er bygget op på den måde, som den er, så brug den istedet for til at udvikle en bæredygtig kultur i landet. Skatten står som det onde krav og ikke bare fordi, at det er irriterende, men fordi at staten da per lov-systematik forhærder borgerens sindelag i netop ædelmetallisk dumhed. Staten forestår med andre ord en psykopatiserende cyklus på den måde. - Kontor-personalet på virksomheden er der kun på grund af skatte-statens krav og dertil er så kommet hele den åndssvage universitære industris sprog, der også vil have sin fuck-finger med i spillet. Og således hårdt sagt, fordi den ikke kender sin onde arv: Den selv-retfærdige idealismes kobling mellem stat-og-universitet. – Men arbejdsmiljø, trivsels-ideologier, sikkerhed, forurenings-ting og så videre, det er altsammen noget, der bliver indføjet som halv-akademiske, social-demokratiske afdelinger, der kun vanskeligt kan forliges, da de netop hver især, hver fagsprog kobler sig til sine ædel-metalliske interesser og organisationer. Det er vanvid at lade et sådan arbejdsmiljø opstå i adlydelse af forstandsløse snyltere og sugekopper, men det dækker altså over et langt større hul i oplysnings-virksomheden med danskerne. Tusindvis af mennesker har levet hele liv med hul i maven, fordi de er blevet overhørt på deres kanske også forstilte, men alligevel trolige opfattelse af værdighed.
Derfor siger jeg: Bed de større virksomhedsejere om at lade kontor-personalets frygteligt usunde arbejde overgå til at opdyrke køkkenhaver og lign. Halvér skatten mod en bæredygtig ydelse i jordnær og kropsnær, virksomhedsmæssig forstand – ad den vej kan de driftige virksomhedsejere komme til igen at tænke og sandse i kreative, kropsnære, jordiske, bæredygtige produkter, fremfor kapital og profit i uendelig strid med loven. Kommunen rykker da ud i virksomheden, men ikke ved over-kommando, nej ved købmands-netværkets gamle brugsforening på danske hænder og skolerne i byen. Man kan sige, at det sociale ansvar forvandles til sit almindeligt menneskelige ansvar med opretholdelsen af vort liv indenfor rækkevidde, altså dermed i åndsnærværende sands.
Kommunerne kunne så tilsvarende afhænde deres frygtelig usunde papir-nusseri i pusle-spillet med, hvad loven siger-eller-ikke siger – og udbygges til opsamling, kropslig genopbyggelse, sovesale, rekreation for nødstedte og altså reetablering omkring almindelig jordnær vækst, krop og ånd. Med voksende færdigheder i den sammenhæng, naturligvis. Ja, for den voksende erfaring indenfor offentlig service har jo aldrig være voksende, men blot akkumulerende af sorg, der så i sin turnus har affødt nye papir-højborge til afhændelse og naiv tro på, at noget nyt under solen nu var undervejs, så der skete noget positiv, positiv, positivt med kuglepennen i hånden og fingrene i tasterne på den flade foran skærmen. Der skal ligesom ske noget sagde bankdamen til mig, da jeg bad om 10.000 til det næste halve år
Man kan ikke udvikle rent vand af forurenet vand, uden en helveds masse kemi, der først som sidst ikke kan administreres, magtes uden spild – det passer ikke siger man så, men det er fordi man ikke betragter menneskelivets krop og sands som det bærende. For det er jo blot endnu en kontor-uddannelse med et siddende liv, der siger sådan, altimens den piller livets sands fra hinanden i atomer, bygger fagsprog, kobler dem til loven og gør sig gældende i konkurrence med alt muligt andet forstandsløst lort. – Da vandmiljø-planen i firserne løb af stablen skulle landmanden f.eks. cementere sin møddings bund, da der løb for meget kvælstof ned i grundvandet og ud i vandløbene. Ja, for det havde vel ikke noget med den kemiske industris produktion og salg af sprøjte-midler at gøre, vel!!! Nå, men fint nok, så gjorde vi dét, for det jeg vil frem til er f.eks. at boringen til det rene drikkevand i hustanden, den lå midt i gården og gården lå højere end møddingen på den anden side af bygningen. Altså det er vel for fanden ikke sådan, at vand løber nedad, mens kemi i vor mad og organiske næringsgrundlag løber opad udi videregående uddannelser i kvælende læsestoffer. Mennesket var sgu da ikke dumt for 100 år siden eller 300 år siden, lå bare også på daværende tidspunkt i strid med stupide, akademiske Erasmus Monteringsmuser, hvis følgevirkninger af magt og agt jo kommer bag på dem gang på gang. Hvem skriver og forkynder om det akademiske sindelags fejltagelser i samfundets kød og dermed indretning, de sidste 2500 år, så vi kan nærme os en livsmæssig oplysende og ligeværdig måde at leve og udvikle os på som samfund!!!
Der er tonsvis af eksempler på den slags, ovennævnte lille beretning - og i dag er det jo industriel masseproduktion i alt-opløsende sindelag, der følgeligt kræver uhyre summer at administrere helt nede i EU, så gyllen kan stå i lugtfrie tanke og svinene blive opfattet som det reneste dyr i sterile stalde ligesom sygehuse, hvor ingen smitte jo finder sted, men kun sand helbredelse af den hippokratiske syge kaldet rask sundhed!!! Er du sund, doktor dum, ja, hvordan går det med livsførelsen i regions-planlægningen af dit levebrød? - Akademiker-standen står til bukke-prygl indtil den har afviklet sin bygning, ja for ellers koster det ikke blot deres liv. Den har ikke blot teknokratiet på samvittigheden, men tillige den teknologiske fornufts-mentalitets over-dimensionerede traktorer og amerikanske motor-veje på samvittigheden.
Man kan ikke udvikle, altså lade en helbredende, forløsende, glædesbetonet dannelse udgå fra et forurenet sindelag, hjernen, det falske sindelag – og derfor skal det renses. Og man kan ikke rense på bæredygtig vis, uden at kende livets egen rensende åndsforetagende med det i forvejen givne vækstvilkår på jord. Og man kan ikke holde sig fast i et voksende kendskab med det sande, organiske vækst-foretagende uden troligt hjerte for menneskets tilværelse på jord. Ja, man kan nok godt udrense sin egen krop og finde et renere åndsleje, men hvad hjælper det i det lange løb, hvis det er isoleret som menneskeindivid og altså ikke gør sig gældende i håndtering af udviklingen på arbejdspladsen, den forplantende vej med arbejdsmarkedet og samfundet i det hele taget. Nej, så bliver det jo bare en kompensation, ligesom jeg beskrev med industri-arbejderens bajer.
Brug magten på Christiansborg til at etablere et bæredygtigt samfund, der er jordet. Det er på én og samme gang afviklingen af magtens tone i ledelse og udviklingen af den oplysende hørelse. Produkt-udviklingen i virksomheder i nærvær af det organiske vækstvilkår på jord vil uundgåeligt blive anderledes og dermed ændres også vor sandselighed i hele forbrugerismen med alle dens ædelmetalliske enten-eller-sygdomme, symbolsprog uden objekt og sælgersprog uden ærligt sigte. Det samme gælder uddannelses-industrien.
Desuden kan man da sige, at staten ophører med sin indavl, sin generering af sig selv som en evighedsmaskine i navn at vort samfund, for derimod at overgå til sandselig ledelse, der fordrer hørelse til medhør, men ikke blind adlydelse udi utopiske samfundsdannelser, da det ingen sand samhørighed, sand kærlighed befordrer. Ja, sproget og forståelsen mellem lovgivningen og kapitalens virksomheder har gudskelov ændret sig, men det er stadigvæk ikke sandt, sandseligt, snarere fortsat administrativt i legoland, så begge lejre som pinden i lorten knækker på det. Det er f.eks. ikke socialt ansvar, der skal tages fra virksomheders side, det er sandt menneskeligt ansvar, der skal tages hele vejen rundt, altså modtages og indrømmes til videre fordøjelse. Og da især fra dem, der påberåber sig at være landets ledelse. Og nej, jeg taler fy for satan da ikke fra universitært hold. - Det er væksten i livet på jord, der er vores skat og egentlige skatte-grundlag til at tage sig af vort helbred, vort liv, vor trivsel på sandselig og åndsforstandig vis. Og åndskellet mellem menneskelivet og Livets hele sfære, så netop Gudlivets hele vækst-sfære kommer menneskelivet til gode, ”og så den pænt kan afleveres tilbage med tak til sin tid og ikke per forventning”, ja det kan vi som levende samfund kun lære gennem en dannelse omkring livets egne genstande. Dyr, planter og krop og ånd i sving med glæde: Det er levebrødets genstand, omdrejningspunkt.
Og det vil naturligvis ikke blive et bonderøvs-samfund, men mange bække små...fordi vi idag i bred forstand kan forstå, at menneskelivets egen gang i sandselighed, den per sonende troskab mod Gudlivet, Gudsandheden er helt afgørende at tage højde for, ja udvinde omkring arbejdet med vækst og trivsel i organisk forstand. Det er helt enkelt og enestående sandt, at samfundets udviklings-potentiale udgår fra menneskelivet i personlig, dermed også slægtsforbundet forstand/krop - men det er ikke enkelt og enestående bæredygtigt, såfremt kropskendskabet ikke foregår i ånd af Gudlivets eget vækstsigte med al vort. En person kan ikke lede alverden, men det kan et sandt vækstbud formidlet via hele personens liv som indsats til al vort, her på jord – selvet kan man roligt skyde en hvid pind efter, men at adlyde sit eget liv i Livets sande grundvold, derved erfare og høste, ja det er afgørende. Og videre er omsætningen deraf så kun i egentlig forstand givende i sin samtid, såfremt der er en vækst-orientering i forvejen til at fordøje, bearbejde, indarbejde og tillige lade udrense og forgå, når det næringsgivende bud er hørt. Ja, lad blot være hørt.
Det gymnasiale, musiske og matematiske er ikke koblet til naturlig eller kulturel forløsning af menneskelivets ånd. Natur er latin, kultur er også latin. Men jeg mener, det er ikke organisk forstand på vore breddegrader. Kendskabet til dansk natur, urter, planter, dyreliv med videre er stort set lig nul og opfattes ikke som elementer i den samfundsorganisme på jord, som vi tilhører. Det var blot et lille afsnit omhandlende det manglende åndskundskab på dansk grund, ja, her hvor vi lever. Og for at sige det i tråd med den reetablerende åndsvirksomhed, man mere eller mindre terapeutisk, ja uden det ord måtte komme til at arbejde med i kommunernes nye rolle. - Så stor er den akademiske arvesynd i sit mix med kapital og retfærdighed, ja af mig kaldet autoritetstroens arvesynd. Knægtelsen af menneskelivets medfødte sandselighed på dansk grund, fremfor oplysning af dens unikke egenskab. Uden det kendskab, den sandselighed kan vi ikke kreativt leve på dansk grund, ejheller i sand forstand høre eller indse andre landes unikke egenskaber tilsvarende. Det hjælper ikke at græde over spildt mælk i den sammenhæng, ejheller at kravle over åen efter vand. Udenlandske sprog er til for at kunne samtale om livet på jord lande imellem, men ikke til for at kopiere andres latterlige fejltagelser med management eller profitable tv-koncepter udi bar røv og totempæl i et science-reality-show.
Afrundende skal jeg sige, at afstandtagen til dannelse kommer sig af den finere dannelse, man opdyrkede på baggrund af de klassiske idealer førhen. Ja, solguderiet på Olympen. Altså idealer, der sådan set fortsat er under afvikling, nu blot er kommet til de institutioner, der er bygget i deres vold og som jeg i skriftet her har rapset hele vejen igennem. Kendt i mere billedlig forstand er imidlertid den sorte skoles dannelses-ånd fra Metro-Politan-skolen i København, med den velkendte Lektor Blomme, Aben og så videre ifølge Hans Scherfigs hjertepligtige oplysnings-bidrag: Det Forsømte Forår – ja, forsømmelsen af foråret, det ungdommelige livs udgang, udspiren til et voksende liv på vækstens egen stamme med sine danske rødder, livets eget træ! Han skrev ejendommeligt nok også én, der hed Den Forsvundne Fuldmægtige. Ikke sandt du Almægtige, ja, moderne fortolkere hører sjovt nok marxisme eller socialisme hos ham som om han spillede bold ude på venstrefløjen i sit kanske lidt mere end gymnasialt uddannede, borgerlige liv!!! - Forhåbentlig er det iøvrigt ikke den klassiske ånd, der fortsat foregår på f.eks. Herlufsholms leder-skole. Nej, de har vist både kirken og kongen med, hvis ikke ligefrem også troen i sit danske sæde!?
Nå, men afstandtagen til det klassiske, oldtidens bystatslige idealer med deres mange kejsere, den har sin fulde berettigelse. Men dermed, med berettigelse, uheldigvis i samme selv-retfærdiggørende Erasmus Montanus-enten-eller-fornufts justitsiale røvhuls-ånde. Ja ingen af delene forsvinder, før man indser og indrømmer menneskelivet på hjertet i sin levende dannelse som personende livindsats til al vort – og finder bæredygtig måde med det. Sandheden i sin sandselighed af ordet, altså kødet. Først derefter kan man forstå, komme til at se, hvad jeg siger eller bedre, bare det samfund, vi hver især står med og såvidt bærer i færd med at vokse og leve os sågud-glad til. Ja, i sigte for al vor videre oplysende, sandt glidsomme glæde, givet som den er i og med Gudlivets eget organiske skaberværk.
Dannelse med menneskelivets samfund foregår kun i troen på Gudlivets sandt levende som et vækstgode at være til med og i åndedræt af. Og det er vigtigt, at det er underforstået, når man vil iværksætte noget – iværksættelse skal kende sin plads, sit sigte og sin baggrund, for at kunne blive hørt og forplante sig på bærende vis via medhøret. Ellers bliver det til støj, der intet løfter. – Et andet ord for dannelse er, at vi bliver præget af det vi arbejder og lever med. Og det er sådan set den aller-enkleste måde at forstå, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi arbejder med i det hele taget eller hvordan vi opfører os i livet med vor andre. Samfundet.
Man kan ikke samle alle de gode ting, alle de gode, sunde, sande og skønne ting, sprog, erkendelser, designmøbler og sager i lejre – for dernæst at bilde sig ind, at man bliver præget af dem på udviklende, dannende vis til gavn for hele samfundet. Tingslig ånd og begærlige teoriers systematiske sprog kan ikke forløse og befordre menneskets personlige vækst-potentiale i kødet. Nej, og pludselig er man eller ens børn ikke længere i lejren og hvad så, hvad gælder der så...indenfor området.
Dannelse er med andre ord ikke et isoleret foretagende med menneske-individer, man så kan udstyre med en række kompetencer, korsebånd og stjerner på – og dét véd de danske skoler sådan set godt. Eller gør de? Jeg siger: De véd godt, at man ikke skal lægge ind over den personlige udvikling på barnet, men understøtte den. Ikke desto mindre, ifølge videnskaberiet, er folkeskolen flettet så godt og grundigt beskidt ind i hele den akademiske stats skemalæggende og selv-lovgivende onde cyklus, at folkeskole-læreren sådan set aldrig er gået ud af skolen, nej vedkommende kommer til at gentage folkeskolens livserfaring, undskyld, jeg mener statsborgerliggørelsens livserfaring. Det samme gælder i hele uddannelses-lejren. Det er stats-administrationens magt-idealisme i ledelse, der gør sig gældende på det plan. Samfundsopfattelsen er statslig betonet og ikke betonet af livet. - Og det var og er vel også grunden til friskolerne og højskolernes forsøg på at bryde den onde cirkel, altså bryde med de kvajpander, der bilder sig ind at kunne forbedre sig i løgnens sindelag til videre overførsels-indkomst hos børn og unge, så de lærer ikke at tage parti, men at gøre det rette!!! – Ja, for hvem skal bryde den onde cirkel, tror I, at det er politikerne i Jeres autoritetstro livsførelse udi uendeligt aftale-mageri som en anden latterlig overenskomst-forhandling? - I det hele taget skal der mere krop og sandselighed til i arbejdet omkring de organiske genstande på jord, ude under åben himmel, såfremt der skal være tale om uddannelse. 4H-gårde, var der engang noget, der hed og det er i et sådant miljø, at sandsen for menneskelivet på jord vækkes på helt naturlig, sund glad vis og prøvelser i spring over grøft. - Alt andet bliver til institutions-miljø, med astmatiske forhold udi madkasser, sødmælks-prutter og social-demokratiske legepladser med sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsmiljø-forskere som gårdvagter i en anden Niels Malmros film om kundskabens træ. En fed og ulækker angst-projektion, der kommer af knægtelsen af budet i livets oplysende slægtssamfund. Hvad var hans far og hør da igen hans bidrag! - Foruden det gængse rivegilde med bygningerne, pladsmangel og fanden og hans pumpestok.
Og det er da både synd for skole-læreren og børnene, at Livet ikke tages med på råd, thi det bestemmer altså før eller siden, først mildt, gerne mildt hele vejen – og så hårdt, i længsel efter uskylden, indtil den genopstår. Eller såfremt sandt oplysende tro overhovedet ikke har været med i sin opløftende menneskevarme fra barns ben, ja så bliver det bare vredt udi: psykologi, psykopatisk projektion, krig, død, sygdom og ødelæggende selvdestruktion af menneskelivets samfund i sin ellers trolige udvikling med vort vækstvilkår. - Det duer med helt andre ord ikke med paranoia-skole-lærer under overvågnings-statslige administration, der kun engang imellem mærker, at der er hul igennem, så der læres noget, modtages og løftes menneskeliv.
Men det er jo så prisen vi betaler, fordi man har udviklet samfundet, menneskelivets eget sind ind i ædelmetalliske lov-standarders ligevægts-tilbedende jern, fremfor at lade sig vejlede af livets eget åndedræt ved sin vækstmåde med dyr og planter og organisk materiale-håndtering, fremstilling. I skole-regi naturligvis med et passende, fremvoksende erfaringsgrundlag til de forskellige aldre. Jeres menneskelige sands er sådan set god nok, det er hændernes omsættelse af indholdet og omgivelsen dertil, der er forkert, hvorfor I nødes til at bære alt, alt for meget. Og det skyldes ikke mindst skriftens lovgivende erfaringsmåde, læs-og-forstå-kultur, fremfor høre-sands-og-indse livet åbenbart. Desuden erfares dyrets sandselighed ikke på menneskelig grund, såfremt man isolerer mennesket fra omgang med dyr. Og husdyr, de er såmænd fredelige nok, ligetil at fede op og slagte. Det er vor mad.
Den pris kan og skal vi med andre ord ikke fortsat betale, nej, for det er glædens død i livet og manglende sand driftighed med den i krop og ånd. - Vi kan ikke jordes og nulstilles i sand forstand til videre helbredende bekræftelse på samfundsmæssigt plan, ikke uden jordens egen vækst og menneskelivets åndsmåde, åndedræt og grin, rifter i huden, snittede træ-fløjter og pinden til blandt andet at gene kvæg indimellem pasning af såbede og høst til tiden.
Dannelse foregår hele tiden og godt såDAN, når Gud troligt er med i al vor sandsning af Hans skaberværkende forstand til menneskelivets udvikling på jord med hånd i ånd. - Koncentreret uddannelses-tænkning og teoridannelser på den fløj kan kun blive til manangement-teori, der intet bringer, fordi de er stillet i voldsånd af indbildte rettigheder, indbildt retfærd, indbildt regelfølge. Og således i ånd som hånd indstilles de af tvangs-psykologiserende brilleaber bag skriveborde, der drømte om at blive en stor frihedshelt engang, men i mangel af bedre skippede deres eget liv i opofrelse til satans statslige tjeneste og seksuallivets statsborgerskabelige ægteskab med fruens kirke på Roligvej i fornuftens parcelhus-kvartér. Så var indtægten nemlig sikret og ansvaret for de nærmest på forhånd døde børn en garanti, da de således slet, slet intet liguster-fascistisk sindelag ville mærke i det venlige naboskab, koldt som is!!!
Uddannelses-tænkningen har udviklet sig til at indbefatte hele stats-apparatet på grund af mange, mange menneskers død i dens vold gennem årene. Fordi dets rettende og korrigerende åndsmåde i også mange andre henseender dræber livets naturlige åndsmåde og ytringsmåde, ja som derfor er blevet grusomt fortiet, ikke hørt på sin alvor. Man retter ikke blot børns opgaver i skolen, man beder dem om at rette sig efter det korrekte. Især i matematikken, der så videre pinedød indlæres på anden vis med bolde i tomme kasser, ja for ind skal den altså i sit reglementerende sindelag, så bankens og skatte-statens ordre slavisk kan følges hele livet igennem!!!
Tilsvarende gælder det i hele stats-systemet, fordi den knytter sig til justitsias karnovski-snovski-utopister. De er kødeliggørelsen af satans selvretfærdighed, hvorfor de ikke kan høre den forstandige menneskekritik i højesterets eget navn, for slet ikke at tale om evnen til at undlade og vende blikket den anden vej, bagud mod den statskundskabelig industri i sine universitære miljøer, som de gudhjælpme er præget af. En akademiker er kødeliggørelsen af børnehave, folkeskole, gymnasium, universitet og statslig virksomhed i ét og samme idealistiske legeme. Deres ånd taler for den idealismes fortsatte virksomhed med menneskelivet på jord...du skal sidde ned og lære, fordi deres syge sindelag ellers ikke kan figurere som rask til efterlignelse og til sikring af deres indkomst-grundlag. De arbejder og lever i statens tjeneste og har altid gjort det – pisse-ligeglade med Gud, kongen, slægten og sand kærlighed til videre udvikling af vor sandselighed og har altid været det, da ingen menneskeforstand gives i det regi, i den ånd. Det universitære kan nemlig kun analysere, altså opløse, men ikke samtidig oplyse og leve i samhørighed af samfundet. – Så det er alt sammen, hvad kapital-stats-kultiveringen angår endt med den grimme ællings systematisk hjernevask så slet og blip, båt, gud, hvor går det godt med én stor pærevællings pøbelsuppe til forret.
Man har brugt staten som et hus, hvor man så engang imellem fik købt nyt køkken, malet et par vægge, skiftet et par tagrender og lod forskellige musikere og græske muser spille op til fest. Og ikke nok med, at en gennemgående renovering af det kunne komme på tale, nej, hov, for da opdagede man, at der ikke var noget fundament, men at bygningen kun fandtes inde i hovedet på angstens byld, satan selv. Ham financierer man så videre tilværelsen ved som en anden greve af Romanien og ved mellemkomsten af de stadigvæk, åh så søde børn og unge. Det er avl af hitler-jugend med indadvendt omvendt fortegn, der foregår, kunsten at skjule det ærlige menneske i sine sande drifter, indtil man har glemt, hvordan hjertesand godhed, ærlighed, kærlighed er vor livsbetingelse og samfundsudviklende omdrejningspunkt.
Der er ingen stat at renovere, for der har i egentlig forstand aldrig været nogen stat i Danmark - men sådan er det med autoritetstro idealisme, troløse menneskers universelle koordinering af adfærd i henhold til faldloven for masse eller lignende magt-lovgivende referencer: Hvis ikke du gør sådan og sådan...så dør du, BØH. Opretholdelsen af den ikke-eksisterende stat foregår derfor kun per stats-navn: du er dansk statsborger, du har et pas og et pisnummer i tidens rækkefølge. Man bruger som jeg før har sagt en uendelig mængde ressourcer på noget, der ikke er der, men som gør folk utrygge, hvis ikke det er der, ja det er uendeligt åndssvagt og dyrt at opretholde en samfundsmæssig identitet i et uendeligt afgrundsdybt spejlbillede!!! - Staten er samlingen af hele den magtliderlige projektion, der opstår, når romantisk ånd overhører det sande menneskebarn i 1-2 års alderen via ussel nedhugning, for dernæst at kanalisere det ind i vuggestue og kindergarten som atomare børn, der i flok synes at være en dejlig levende masse, med søde røde kinder, hvad de da også er givet i den medfødte opmærksomheds underhold af gud. Det har Israelsens postbude jo også!!! - Af samme grund er det nærmest umuligt for det danske folk at indrømme vore forfædres erfaringer med menneskelivet på jord, i vort samfund, på vore egne, som de står i slægts-kødet til os.
Ja, det er nærmest blevet farligt, såfremt vi i sandhed lærte noget nyt af hinanden om livet på jord, thi da vil de mennesker, der har knyttet deres identitet i kapital-statens tjeneste pludselig ikke kunne stå i ledelse og være deres indkomst-grundlag bekendt endsige så vil de rotte sig sammen og danne syndebuks-kultur med fængsling tilfølge. Være livet bekendt, det kan de i vid udstrækning imidlertid ikke i forvejen, så det ér en livsløgn, der med denne brede pensel udgår fra den statsfinancierede akademisk-politiske tilværelse i sit ædelmetalliske netværk. Og derfor opgaven med at opløse på oplysende, dannende vis, så menneskelivet kan vinde frem gennem sin indrømmelses-kunnen, sin indsigt i den dannelse, der rent faktisk, ganske troskyldigt og pligtopfyldende er foregået med ens liv i medhør af hele vort samfunds oplysende beståen.
Det er en genopstandelse af menneskelivets sande hørelse på dansk jord, der foregår for øjeblikket via netop vore egne rødder, vore forfædres hjertelige ønske for deres efterkommere... og sågar ganske befriende, når vi tager en dyb indånding samtidig, griber den og indrømmer dens menneskevarme bud, så ligegyldighedens sindelag hos sine mange håndlangere med sværdet i fummelfingerens hånd kan smeltes og bankes tilbage til jernalderens begyndelse.
Efter min mening er der ingen holdbar uddannelse, såfremt den ikke er nært knyttet til samfundsdannende livsførelse i kødets samhørighed af, hvad der ellers foregår rundt omkring i landet og verden. Og den livsførelse handler ikke om ledelse i magtmæssig forstand eller andre former for kategorisk placering af arbejdskraft og frihandel - men om vækst, trivsel og menneskekærligheden i hjertesandselig tro forstand til glad, men dermed også oplysende udfoldelse. Det kniber nok danskeren at forstå, at de lever og tænker i tidens universitære termer, fortiden i ryggen og sig selv aller-forrest midt i nuets intethed og plørevælde, der jo så spændt må vente på og være åben overfor, hvad der fremskridtstroligt sker i fremtidens utallige autoritetstro navne!!! – Det kniber dem nok at sandse, at menneskelivet ikke er prisgivet sin tid, at det ikke lever i tidens alverden ude i de naturvidenskabelige teknologi-teknokrati-tilbedende pubertets-knægtes rumløse sindelag, nej, ikke alene er solgt til stanglakrids grundet tiden med dens utro følgesvende i djævlens navn, men derimod, at det er prisgivet Livets eget menneskekød, menneskeslægtens i al evighed. Du lever i menneskelivets eget kød og kun glædeligt godt i indrømmelse af Gudlivets egen vækst, sands og ånd til dig, som et givende foretagende at modtage på opløftende vis. Ja, for det er jo altså menneskeslægten, der er det samfund på jord, der berører os allermest, desuden det forplantende vilkår vi helt og aldeles er givet at gøre godt med. Hvad skulle det ellers være? Staten eller snudebillernes parringsleg endsige fluekneppernes!!!
Satans tegneseriehold af institutioner udi gentagelse og kopiført liv er hermed nok engang bragt til deres skamfulde ende, deres røvfulde slutning og deres afgrundsdybe fald i henhold til alle lovene som funktion af tyngdens masse fra den universitære verden af det lave – og såvidt i helligåndens navn i sigte for ordets sandselige opstandelse i kødets per sonende gang til og med al vort. Krop og ånd i voksende kundskab omkring hjertelig sand vækst og oplysende trivsel i organisk, arbejdsom åndende forstand, det er vort menneskesamfunds hjørnesten.
Og sådan lyder det altså ifølge mit troskyldige bidrag, hjertetroligt bearbejdet siden barns ben, så det sikkert nok kommer til at koste mig livet at meddele, fængsling, tilsvarende indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller tvangsmedicinering i kraft af dem, der ikke har gjort det – thi dommen står og falder i menneskelivets hjertelige tro kød med sin sandseligt personende sejrsgang i den sandt forløsende kærlighed på jord. I Danmark foregår det i kongens navn per oplysende ledelse i adlydende hørelse. Og det er aldrig en kommando eller en magtbetonet ordre, nej det er ad lydelse i egen slægt som tilhørende al vort, altså en levende bevægelse i håb og sigte. Ikke mindst så, al den stund, at fårene skal skilles fra bukkene, når de ikke kan befrugte, opelske og bekræfte samfundets bærende forplantningspotentiale. - Farvel filopopeye the sailorman, har du trådt i spinaten med den akademiske fornufts-verdens stats-virksomhed andre steder end hos washkebjørnen paddington, mens du drak dig en pinefuld på Daddy go Easy.
Værsågod i Gudsandhedens, GudLivets eget navn. Tro og fornuft, henholdsvis mave-områdets driftsmæssige sammenhænge og hovedets driftsmæssige sammenænge, de har deres per sonende udgang i det forstandige bryst. Det bryst er hjertets brystværn på menneskelivets vegne og kan aflæses og afhøres i alskens kunstfærdige sprog, virksomheder og kultur-produkter, der således fortæller, hvordan det i egentlig forstand står til med menneskelivet i pågældende samfund. Dén kunstfærdighed ønsker jeg at afvikle til fordel for sandfærdighedens organiske udvikling i sin levende samhørighed af ordet i vækst, altså udfoldelsen af kødet, vor menneskeånd til menneskelivets kropsnært åndende samfund på jord.
Med denne lille bog er det kun gjort til de spidsfindige fingerspidser af den sandfærdighed, ”jeg” kan trykke ud i skriftens antastelige kunstfærdigheder - så det sagte forhåbentligt vendes rent og rundtenom i kødets egen hjertelig levende hørelse af vort samfunds unikke sands for livet. I det levende sigte for en videre udrensning af den romantiske ordnung-muss-sein’ selvretfærdige, angst-kultiverende grundlag og dens mentol-pastil af en universitær-kapital-statslig mentalitet, ja menneskeligvis på dansk åndsgrund naturligvis – ik’ or, æ å, egåår, ej o, i år!
Nok engang næstekærlig hilsen med stor taknemmelighed og tak for også din hjertetro tålmodighed, Morgenstjerne. Livet, altså mennskelivets samfund, det er ikke bare godt, det er i åbenbar sand forstand Gudlivets egen organiske vækstgave og dermed helt og aldeles æreligt i al evighed. Tror du, at det kan bruges til noget, tror du, at det kan skabe resultater, tror du? – Jeg vil også gerne lige sige en hilsen til min søn, Niels B A Mortensen, nu da brevet til dig blev en bog om så meget andet: Kære Niels Bertram, jeg elsker dig af hele mit hjerte og jeg elsker også din mor. Må Gudlivet være med os i al vort menneskehjertes gode skyld i sand vækst, kære Bertram.
Jens Haarup Mortensen
*********************************************************************************************
1. Du er hjertelig velkommen til at kommentere på teksten.
2. Du er også hjertelig velkommen til at spytte i kassen på følgende konto: Nordea - Reg.nr: 9559 - Kortnr.: 0319601 - Kontonr.: 8966427079
3. Du er også hjertelig velkommen til at købe teksten. PRIS: 1.000.000 Kr. Så kan du gøre med den lige hvad du vil, kanske til for eksempel at gøre en forretning på bogForum Romanum. - For nærmere kontakt: 23464366 eller 97183423 eller send en mail: jhmgeemail@gmail.com.
Om mig
- JENS HAARUP MORTENSEN
- OM MIG? - JEG ER MENNESKE, MINE PLIGTER STÅR I KONGENS FORSTANDIGE NAVN AF OPLYSENDE HJERTE og IKKE I KAPITAL-STATSLEDELSENS FOLKELIGE FORNUFTS-FASCISTISKE NAVN AF STORHEDSVANVITTIGT SIND! Nej, kære medmenneske,IKKE I ALLE-FORNUFTENS UNIVÆRSITÆRE MATEMATISK-JURIDISK SELVRETFÆRDIGE SPROG OG VIRKSOMHED. Du véd nok: de utroskabende sprogs virksomheder i tidens omverden, dem, der ikke bekræfter livets organisk-åndelige krop i sin vækst-omgivelse i al evighed! - SMIL OG HØR! Nkh. JHM.
